Læsetid: 2 min.

Ritt skal ikke regne med R og SF

Budgetforliget mellem Socialdemokraterne og VKO på Københavns Rådhus vækker vrede hos SF og de radikale
Overborgmester Ritt Bjerregaard kritiseres skarpt af både R og SF for sit budgetforlig med VKO.

Overborgmester Ritt Bjerregaard kritiseres skarpt af både R og SF for sit budgetforlig med VKO.

Ditte Valente

Indland
20. september 2008

Onsdag var en sejrens dag for VKO på Københavns Rådhus. De fik sat et solidt aftryk på næste års budget og fik gennemtrumfet skattelettelser til de københavnske borgere. Det gjorde det kun bedre, at overborgmester Ritt Bjerregaard (S) gik med i forliget.

"Det er et historisk forlig, som jeg er stolt af," siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).

Hos De Radikale og SF er stemningen imidlertid en anden.

"Hun (Ritt Bjerregaard, red.) skal ikke bare regne med os. Vi er i opposition til hende nu. Der kommer til at opstå nye konstellationer, fordi vi ikke er bundet af Ritts aftaler. Vi får en helt ny manøvremulighed, hvor vi kan lave flere aftaler på kryds og tværs, end før hun gik med i forliget," siger Manu Sareen (R) fra Københavns borgerrepræsentation.

V stadig kritisk

Venstre vil holde sine aftaler, men afviser, at Socialdemokraterne og Venstre nu er allierede:

"Hun kan regne med os i forhold til det, vi har aftalt, men vi bliver ikke små dikkende lammehaler. Vi vil fortsat tage selvstændig og kritisk stilling til de enkelte sager," siger Pia Allerslev.

Hos De Radikale mener man, at Ritt Bjerregaard med forliget "gambler med 110 års socialdemokratisk styring".

"Det er utrolig mærkværdigt, at skoleinspektøren for rød skole hopper rundt ovre i den anden lejr og går med på skattelettelser frem for velfærd. Hun smadrer et sikkert samarbejde, og hun har brændt samtlige broer," siger Manu Sareen, der henviser til, at De Radikale de seneste to år har hjulpet Socialdemokraterne med at gennemføre deres politik.

Ritt distancerer sig

Hos SF er vreden over Ritt Bjerregaards forligsaftale med de borgerlige også stor, fordi SF har været med i alle store forlig og aftaler de seneste syv år. SF's Frank Hede-gaard har svært ved at se, hvordan tilliden til Socialdemokraterne kan bevares.

"Bo Asmus Kjeldgaard er vores overborgmesterkandidat. Set udefra står det mere og mere klart, at det er Ritt, der er Københavns store problem. Hun distancerer sig længere og længere fra os andre - til sidst er hun alene," siger Frank Hedegaard.

De Radikale afviser dog ikke et fremtidigt samarbejde med Ritt Bjerregaard trods forliget med VKO, men Manu Sareen (R) understreger, at Ritt Bjerregaard i givet fald skal tage sig sammen.

"Jeg er rystet over det, der er sket, og det er helt uforståeligt," siger Manu Sareen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

SF i almindelighed og Villy Søvndal i særdeleshed har ganske enkelt foræret alt arvesølvet bort.

Man har opgivet alt hvad der hedder etik og værdier i SFs partiprogram for at blive en troværdig partner for socialdemokraterne, og som vi kan se i ovenstående har de ikke fået noget som helst ud af det. SF er til grin.

Ritt Bjerregaard og de andre socialkammerater vil blæse søvndalisterne en lang march.

Nu er Villy Søvndal ikke længere kun Årets Slubbert i 2008, nu er han også Årets Politiske Fjols...

@Per Thomsen

Det er vel nærmere det modsatte, der gør sig gældende i dette tilfælde. På trods af den landspolitiske tilnærmelse mellem S og SF, som Villy Søvndal ganske rigtigt kan tage en stor del af æren for, så lever SF-København deres helt eget liv hvor SF overtager magten i København og Bo Asmus Kjeldgaard bliver overborgmester.

Rivaliseringen mellem S og SF i København endte i denne omgang med at SF for femte eller sjette gang sprang fra aftalen om Kløvermarken, som var forudsætningen for en budgetaftale. Det var SF's forsøg på at presse Bjerregaard der gik galt, hvilket nok siger noget om det potentiale der driver SF-København. Eller de problemer som ledelsen har med at takle alverdens borgergrupper og gøre sig regeringsduelige på samme tid.

En artikel der gik lidt mere i kødet på omstændighederne ville være interessant. At de ikke kan lide hinanden på Københavns rådhus er ikke en nyhed. Det er vel nærmest en præmis...