Note
Læsetid: 2 min.

S-SF-EL: Stemmeret til 16-årige

Danmarks unge sakker bagud med en høj valgretsalder, mener S, SF og Enhedslisten. Men Venstre afviser at lade 16-årige stemme
Indland
18. september 2008

Danmarks ungdom skal have politisk indflydelse. Det mener Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, som ønsker valgretsalderen sænket til 16 år. I morgen er det 30 år siden, at de 18-årige fik stemmeret, og tiden er inde til en ny debat om, hvornår man er moden nok til at sætte sit kryds. Partierne foreslår i første omgang en kommission, der kan belyse emnet og levere anbefalinger.

"Der bliver flere og flere ældre, derfor halter det med at få de unges dagsorden sat i både folketing og kommunalbestyrelser. Ved at sænke valgretsalderen får man en mere fair balance," siger kommunalordfører Rasmus Prehn (S).

Flere steder i udlandet er man godt på vej til at give unge under 18 større indflydelse. I Tjekkiet er der forslag om at sænke valgretsalderen ved lokalvalg, i England har man nedsat en kommission, der skal se på sagen, og i år besluttede Norge at nedsætte valgretsalderen i udvalgte kommuner. I Østrig sænkede regeringen sidste år valgretsalderen til 16 år ved alle valg. Det betyder, at østrigske unge kan stemme til eksempelvis Europaparlamentsvalget - en mulighed, danske unge ikke har, påpeger SF's ungdomsordfører Jonas Dahl.

Politisk gloriepudsning

Jonas Dahl ønsker, at de unge opnår en fortrolighed med den demokratiske styreform så tidligt som muligt.

"Men den fortrolighed opnår man jo kun ved at deltage i demokratiet. Jeg er sikker på, at de danske 16-17-årige er lige så klar til det som de østrigske, hvis valgdeltagelse har vist sig fuldt ud at kunne måle sig med de ældre aldersgruppers." siger han.

Venstre afviser imidlertid forslaget. Kommunalordfører Erling Bonnesen mener ikke, at de unge er tilstrækkelig oplyste om den politiske verden.

"Når vi taler med de unge, følger langt hovedparten sig ikke parat. Andre ting står langt højere på listen over deres interesser, eksempelvis deres uddannelse," siger han og betoner det fornuftige i, at både valgrets- og myndighedsalder er 18 år.

Kommunalordfører Johs. Poulsen (R) er til gengæld positiv over for en diskussion af de unges valgret.

"Men den skal være forankret i befolkningen. Det skal ikke bare være fordi, nogle ønsker at pudse deres politiske glorie og vise sig ungdomsvenlige," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her