Læsetid: 5 min.

Skoleledere: For mange forstyrrende børn i folkeskolen

Børn med meget dårlig adfærd fylder nu så meget i folkeskolen, at det går ud over undervisningen af alle børn. Det siger otte ud af 10 skoleledere i København. De urolige børn lægger også så meget beslag på specialundervisningen, at det går ud over de børn, der 'kun' har faglige problemer
8. september 2008

Folkeskolen kan ikke både sikre en høj kvalitet i undervisningen og samtidig rumme alle børn. I hvert fald ikke uden at få tilført betydeligt flere ressourcer. Sådan lyder beskeden fra skolelederne i en ny undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 blandt 44 københavnske skoleledere.

Skoleleder på Dyveke-skolen på Amager, Jesper Fremming, mener – ligesom otte ud af 10 af hans kolleger – at de politiske krav om rummelighed forringer undervisningen på hans skole.

"Forestil dig, at du har en femteklasse med en dreng, der sidder og siger høje lyde hele tiden, som måske forlader klassen, når det passer ham, hopper ud af vinduet eller råber 'fuck dig' til læreren. Og forestil dig så, at det er noget, der gentager sig i næsten hver eneste time," siger skolelederen på Dyvekeskolen i et forsøg på at beskrive, hvad det er for børn, som han mener er for svære at rumme i en almindelig folkeskoleklasse.

Selvom eksemplet her er ekstremt, så er børn med meget svære adfærdsforstyrrelser ikke længere nogen sjælden udfordring for danske skoler. Ni ud af 10 skoleledere i A4's undersøgelse fortæller, at de har børn på deres skole, som – efter deres vurdering - ikke hører hjemme i folkeskolen. En udmelding, der ikke falder i god jord hos Anne Worning, som er direktør for ADHD-foreningen, som organiserer forældre til børn med opmærksomheds-forstyrrelsen ADHD. Hun kalder løfterne om rummelighed for "festtale-snak".

"Jeg vil gerne spørge de skoleledere, hvad det er for nogle grænser, de sætter for, hvilke børn der burde gå i folkeskolen. Når så mange børn ikke passer ind, så skyldes det måske, at man har lavet en skole, som i virkeligheden er for svær at gå i for børn," siger Anne Worning.

Hun erkender, at som undervisningen tilrettelægges i folkeskolen i dag, er der langt mellem de vellykkede integrationshistorier for den gruppe børn, hun repræsenterer. I ADHD-foreningen kender de stribevis af eksempler på børn, der ikke får den støtte, de er indstillet til af skolepsykologisk rådgivning (PPR). Andre bliver ligefrem sendt hjem fra skole i de timer, hvor der ikke er råd til en ekstra støttelærer.

Kører på kanten

En problemstilling, der bekræftes af tidligere undersøgelser. En rundspørge i A4 fra 2007 viser således, at hver tredje lærer på det tidspunkt havde børn i deres klasse, som ikke fik den støtte, de havde fået grønt lys til fra PPR.

"Der er nogle steder, hvor vores børn godt kan rummes i dag, men mange steder kører det hele tiden på kanten. Jeg synes, man bliver nødt til at sætte en streg og sige: 'Vi ønsker at integrere de her børn, og så må vi finde ud af, hvordan vi gør det bedst muligt med de ressourcer, der er. Også hvis det kræver nogle grundlæggende ændringer af folkeskolen," siger Anne Worning.

Men selv med den mest rummelige indstilling findes der børn, som er så udad-reagerende og urolige, at det ikke er rimeligt at bede deres kammerater om at rumme dem i klassen, mener skole-lederen på Dyvekeskolen, Jesper Fremming:

"Vi kan jo godt lide de her børn, og der er jo altid en forklaring på, hvorfor de er, som de er. Men den forklaring hjælper bare ikke de kammerater, det går ud over. Hvis du tænker på din egen arbejdsplads, og der kom én og dunkede dig i hovedet hver dag, så ville du jo heller ikke finde dig i det," siger Jesper Fremming.

Belastede skoler

A4's undersøgelse viser, at erfaringerne med den rummelige folkeskole er dårligst på skoler, der i forvejen har mange børn fra socialt belastede hjem eller en høj andel af tosprogede. På disse skoler oplever stort set alle skole-ledere det som en uoverkommelig opgave også at skulle integrere børn med diagnoser som ADHD eller autisme.

Lidt mere positive er erfaringerne på skoler, hvor hovedparten af eleverne kommer fra socialt og økonomisk velstillede hjem. En af de skoler er Langelinjeskolen. Her mener skoleleder Lene Brandt Jeppesen, at større rummelighed giver højere kvalitet i undervisningen.

"De børn udfordrer lærerne pædagogisk, og det smitter af på hele undervisningen," forklarer Lene Brandt Jeppesen.

"Når man optimerer undervisningen i forhold til børn med for eksempel autisme eller ADHD, så virker det også positivt for almindelige børn. For eksempel skriver lærerne ved starten af hver time en plan for den enkelte lektion på tavlen. På den måde kan eleverne hele tiden se i tre-fire overskuelige punkter, hvad de kan forvente af de næste 45 minutter."

Det giver en klar struktur for timen og tvinger lærerne til en bedre planlægning af timerne.

Når læreren tydeliggør læseplanen i den enkelte lektion, så kan de børn – der sidder og keder sig lidt under det ene punkt – bedre klare det, fordi de kan se, at lige om lidt sker der noget nyt, fortæller Lene Brandt Jeppesen.

"Vi får hele tiden børn med nye problemer. Det betyder, at vi må op- og omkvalificere folk løbende, og at vores lærere bliver vant til at få supervision udefra og være i kontakt med de forskellige centre, der har en ekspertise i for eksempel autisme."

Hun erkender dog samtidig, at der er en overgrænse for, hvor mange urolige børn med krævende problemer en klasse kan rumme – og at hendes skole har et særlig godt udgangspunkt for at være rummelig over for børn med svære problemer, fordi resten af klassen som hoved-regel befolkes af velfungerende børn med forældre, der har overskud.

Professor i specialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund er enig i, at vejen til en større rummelighed går over en anderledes undervisningsform med mere struktur og autoritet i klasseværelset. For den danske, demokratiske undervisningstradition – med meget projekt-arbejde og et ideal om, at eleverne tager ansvar for egen læring – rimer simpelthen dårligt med målet om en rummelig folkeskole, mener professoren.

"Den moderne skole passer fremragende til middelklassebørn, der kommer fra hjem med klaver, og som godt ved, hvordan man skal navigere i den fleksible, antiautoritære pædagogik. Men det er ikke vejen til en rummelig folkeskole, for der er mange børn, der ikke passer ind i sådan et system. Det gælder også mange etniske børn og danske børn fra knap så veluddannede hjem," siger Niels Egelund.

Ugebrevet A4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg hoppede altid ud af vinduerne i folkeskolen. Det var jo helt i orden, bare man tog konsekvensen. Vi lærte netop, at man var sej, når man turde tage konsekvensen af sine handlinger, og det turde jeg da godt.
Konsekvensen var jo også bare en absurd ligegyldig sveder. Det var jeg da totalt ligeglad med. Jeg har alligevel altid opfattet svedere som det de er: Et udtryk for et stupidt og følelsesindskrænket børnehad og menneskeforagt hos dem der udstak dem.
Jeg foragtede hele det show så meget, at der hurtigt gik sport i at få så mange svedere så muligt. Jeg hoppede og hoppede.
Svedere har jeg fået tonsvis af, af stupide og ligeglade lærere. Jeg fik dog altid hævn over de lærere der udstak svedere, ved at hænge tegninger og billeder op af dem, hvor de havde fået Hitler-uniform på, i fællesrummene.
.
Min dansklærer var dog anderledes. Meget dygtig og klog. Hun gik bare roligt hen til mig i enrum og spurgte hvorfor jeg dog var begyndt at hoppe så meget ud af vinduet.
Min yndlingslærer!
Åh, så blev jeg så rørt og skamfuld, at jeg aldrig gjorde det mere!