Læsetid: 3 min.

Sømændenes formand takker af

Tidligere formand for Sømændenes Forbund Preben Møller Hansen er død. Han blev 79 år
Preben Møller Hansen.

Preben Møller Hansen.

Jens Nørgaard Larsen

12. september 2008

Tidligere folketingsmedlem for Arbejderpartiet Fælles Kurs og forbundsformand for Sømændenes Forbund, Preben Møller Hansen, er død, 79 år gammel.

Preben Møller Hansen var en provokatør, en hæmningsløs og injurierende agitator, en ballademager. Men han var også en effektivt fungerende fagforeningsboss og en dygtig restauratør og kok. Han samlede i det hele taget mange og delvis modstridende egenskaber i sig og påkaldte sig gang på gang medieomtale. Ingen kunne tage fra ham, at han havde stort talent for at skabe underholdning, fest og ballade - med streg under ballade.

Som da hans forbund engang havde glemt at bestille værelser til sine delegerede ved en LO-kongres i Aalborg. Men Preben Møller Hansen vendte omgående situationen til egen fordel, idet han fik rejst et telt ved siden af Aalborg-Hallen, og når han og hans fæller ikke sov i det, demonstrerede de mod LO-pampernes misbrug af medlemmernes penge til dyre hotelværelser. Sådan!

Han blev født i Brønshøj den 6. september 1929. Hjemmet var religiøst, faderen var maskinsnedker og kirketjener - og moderen ønskede, at Preben skulle være præst. Men selv erklærede han religiøsitet for dum overtro og blev sømand, da han var færdig med folkeskolen. Han blev tillidsmand som 19-årig, og under de store strejker i 1956, efter at regeringen havde ophøjet et overenskomstforslag til lov, blev han arresteret som strejkeleder og indsat i Vestre Fængsel.

Ekskluderet af DKP

Samme år meldte Preben Møller Hansen sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti og arbejdede sig mod den partipolitiske top samtidig med, at han gjorde faglig karriere. I 1969 blev han valgt til formand for Sømændenes Forbund og beholdt denne post i 25 år. Så længe varede hans alliance med DKP knap nok. I 1975-76 repræsenterede han kommunisterne i Københavns Borgerrepræsentation, men da han kom med grovkornede angreb på partiets ledende folk, blev han ekskluderet i 1979.

Som formand for sømændene blev han landskendt som "sømandsbossen" og for sine talløse drastiske udtalelser. De aktivistiske metoder gjorde ham frygtet, men bragte resultater hjem til hans forbund.

Preben Møller Hansen blev beskyldt for magtmisbrug. I 1987 udkom en bog med fantastiske historier om besynderlige transaktioner foretaget i hans regi. Han affejede påstandene som "sludder og vrøvl". Repressalier fra myndighederne undgik han dog ikke - som f.eks. da Sømændenes a-kasse fik frataget statsanerkendelsen og blev sat under offentligt tilsyn.

Efter at være ekskluderet fra DKP startede han Fælles Kurs Klubben, der i 1986 omdannedes til et politisk parti under navnet Arbejderpartiet Fælles Kurs, med kamp imod EF (nu EU) som fornemste programpunkt. Preben Møller Hansen blev dets kandidat i Glostrup- og Rødovrekredsene, og valgtes i 1987 ind i Folketinget sammen med tre andre repræsentanter for Fælles Kurs. Han kom ustandselig i klammeri med tingformanden, Svend Jakobsen, på grund af sit uregerlige sprog på talerstolen.

Hans tid som folketingsmedlem blev kort, kun otte måneder. Ved valget i maj 1988 røg Fælles Kurs ud og kom ikke siden ind.

I 1991 trak Møller Hansen sig fra formandsposten hos sømændene. Han slog ind på en helt ny bane og blev restauratør, idet han dog 1998-2001 på ny gæstede den politiske valplads som medlem af Københavns Borgerrepræsentation, hvortil han var blevet valgt med et af de højeste personlige stemmetal.

Som restauratør var han en succes. Hans to restauranter, La Corona i det indre København og Den Danske Kro på Nørre Farimagsgade, havde stort stampublikum især fra den ældre generation, for Preben Møller Hansen stod som oftest selv i køkkenet, og han lavede mad, "som vor mor lavede den".

I sine senere år var Preben Møller Hansen hårdt plaget af bl.a. diabetes, men fortsatte trodsigt sin aktive tilværelse. Indtil han nu har kapituleret. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når det gælder folk som Møller Hansen, der aldrig selv lagde fingrene imellem, er det vel næsten en fornærmelse ikkeogså at nævne i nekrologen, at manden var rablende racist og gav udtryk for det på en måde, der fik DF til at lyde som spejderdrenge.