Læsetid: 2 min.

Strandvænge-metoder findes stadig

Selvom der har været fokus på udviklings-hæmmedes uacceptable forhold på bosteder, er der stadig store problemer, og udviklingen går for langsomt, siger kritikere
Indland
8. september 2008

Det var en opsigtsvækkende dokumentarfilm om bostedet Strandvænget, der i vinteren 2007 fik rettet mediernes og politikernes fokus mod udviklingshæmmedes vilkår.

Men selvom det fik den daværende socialminister Eva Kjer Hansen til at iværksætte en række initiativer og mange bosteder til at reflektere over deres arbejde, så er der stadig mange steder, hvor der foregår svigt. Det mener blandt andre Det Centrale Handicapråd:

"Det er selvfølgelig ikke lige så grelt som på Strandvænget alle steder, men vi fornemmer desværre, at det er udbredt, at der stadig sker lignende ting," siger Ane Esbensen, der er sekretariatskoordinator i Det Centrale Handicapråd.

Også foreningen LEV, der arbejder for at forbedre udviklingshæmmedes vilkår, peger på problemerne:

"Der er ikke nok ressourcer, og det resulterer i en kædereaktion af manglende faglighed og problemer med at finde nye medarbejdere. Og hvis ikke myndighederne får ændret den kultur, så kommer vi altså ikke videre," siger Sytter Kristensen, der er formand for LEV.

Hun peger på, at den manglende prioritering har alvorlige konsekvenser:

"Det betyder mere vold, flere omsorgssvigt, og ofte at den enkelte borgers evner går fuldstændig tabt," siger hun.

For lidt faglighed

Per Holm, der er direktør for Socialt Udviklingscenter, er enig, men mener, at en af årsagerne er uddannelsesniveauet hos medarbejderne:

"Et af de centrale problemer er, at enormt mange af de mennesker, der arbejder med området er uuddannede. Der mangler simpelthen nogle overvejelser omkring, hvordan man får dem klædt på fagligt. Det har været svært at tiltrække arbejdskraft til området, og det har resulteret i en svingdørskultur, hvor fagligheden går tabt," siger Per Holm, der forklarer, at fordi mange medarbejdere ikke forstår de udviklingshæmmedes reaktioner, så reagerer de uhensigtsmæssigt:

"Det er simpelthen medarbejdernes manglende evne til at forstå beboerne, der kan fremkalde selvskadende og voldelig adfærd," siger han.

Han mener ikke nødvendigvis, at de mange skandalesager har medført bedre vilkår på bostederne:

"Det nemmeste er jo at skabe udvikling, men det sværeste er at skabe forandring. Og så vil jeg igen pege på, at der også mangler økonomi, hvis det skal kunne lade sig gøre at udvikle fagligheden," siger han og understreger, at der heldigvis også er mange steder, hvor der er gode forhold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her