Læsetid: 3 min.

Udlejning af værelser til sex er rufferi

Så har retten talt: En thailandsk kvinde er blevet idømt betinget fængsel for at udleje kælderværelser på Vesterbro i København til afrikanske prostituerede
13. september 2008

Nu er det lykkedes for anklagemyndigheden at få værelses- eller kabineudlejning til prostituerede dømt som rufferi efter straffelovens paragraf 228, stk. 1, nr. 3. Den afgørelse kan få stor betydning for lignende sager, der er på vej til retssystemet, f.eks. mod sexbiografen Non-Stop-Bio Cinerotic i Istedgade 18.

Københavns Byret har således idømt en thailandsk kvinde en betinget fængselsstraf på tre måneder, fordi hun fra januar 2004 til marts 2006 udlejede kælderværelser i Colbjørnsensgade til prostituerede og deres kunder. Samtidig har kvinden fået beslaglagt 100.000 kr. Lejen for værelset for ti minutter eller en halv time var 300 kroner pr. gang.

Ud over at have principiel betydning kaster retssagen også lidt lys over omfanget af den afrikanske gadeprostitution. Retten underkendte nemlig anklagemyndighedens vurdering, hvorefter kvinden skulle have opnået en omsætning på "ikke under 936.000 kr.", som der står i dommen. Med andre ord mente anklagemyndigheden, at kvinden havde udlejet værelserne over 3.000 gange i løbet af de godt to år. Til grund for efterforskningen af sagen etablerede politiet i starten af 2006 en observationspost med video over for ejendommen, og ud fra observationerne i årets første måneder udarbejdede politiet så et "minimumregnestykke", som der står i dommen: 4 par á 300 kr. i 30 dage i 26 måneder, og det giver netop 936.000 kr.

Tidligere havde en søster til den thailandske kvinde forklaret til politiet, at "på de helt gode dage kan der komme op til 18 par". I byretten ændrede hun dog sin forklaring til, at "der måske kom fire-fem par pr. dag", så antallet bedre passede med politiets observationer.

500 knald i kælderen

Imidlertid fandt retten, at anklagemyndighedens skøn over omsætningen var sat for højt. Dommerne mente således, at omsætningen januar-marts 2006 havde været på 100.000 kr., mens omsætningen de to foregående år højst havde udgjort 50.000 kr., i alt 150.000 kr. - svarende til 500 udlejninger af kælderværelserne.

Denne omsætning blev derpå takseret til tre måneders fængsel, der blev gjort betinget: Straffen bortfalder efter en prøvetid på et år, såfremt den thailandske kvinde undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen i prøvetiden, udfører 100 timers samfundstjeneste samt ikke begår nye strafbare forhold i prøvetiden.

Den 36-årige thailandske kvinde kom til Danmark som 23-årig for at passe et barn, som hendes søster havde fået med en dansk mand.

Senere giftede den thailandske kvinde sig med manden og overtog lejemålet i Colbjørnsensgade, hvor hun indrettede en massageklinik. Derpå ansatte hun sin søster til at hjælpe i klinikken, hvor hendes (og søsterens ex-) mand førhen havde drevet en virksomhed med telefonsex.

Søsteren, der var medtiltalt, beskrives i en retspsykiatrisk erklæring som "formentlig tungt begavet og præget af begrænset skolegang", hvorfor hun "må antages at have været sindssyg i tidsrummet for de påsigtede forhold".

Søsteren blev derfor frifundet. Hun var dog ofte på arbejde i klinikken og forklarede i retten, at "hun gik ud fra, at de sorte piger talte med kunderne og gav dem massage, og nogen gange havde de nok sex", og hvis "de bad om det, sørgede hun for rent sengetøj og kondomer til dem."

En af de betjente, der havde deltaget i videoovervågningen forklarede, at "når mørket faldt på, var der i hvert fald fem-ti afrikanske prostituerede i gaden. De og kunderne blev i klinikken måske 10-30 minutter ad gangen."

Politiadvokat Anders Dorph fra Station City bekræfter over for Information, at rufferidommen over den thailandske kvinde fra Colbjørnsensgade indgår i de overvejelser, der i nogen tid er foregået om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod indehaverne af Non-Stop-Bio Cinerotic i Istedgade, som Information tidligere har omtalt.

I mange år har gadeprostituerede fra kvarteret omkring Hovedbanegården således kunne leje en aftrædelseskabine for knap 100 kr.

"Hvis folk vil have sex, så kan man jo ikke forhindre dem i det. Og hvis en kvinde går med derned, så ved hun jo godt, hvad der er tale om," har dansk-belgieren Richard Dawids, der tidligere var en af ejerne, udtalt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Petersen

@Ulrik Dahlin

Kan du eventuelt uddybe, hvad du mener med, at politiets observationer kan kaste lidt lys over omfanget af den afrikanske gadeprostitution?

Retten anså jo ikke politiets beregninger for troværdige - vel fordi politiet har forsøgt at udstrække dem til at omfatte mere end det faktisk observerede, og det tilmed i en sådan grad, at den statistiske usikkerhed er blevet for stor.

Ved du om i øvrigt om politiet i forbindelse med efterforskningen stødte på handlede afrikanske kvinder, og i givet fald hvor mange afrikanske kvinder man i alt havde kontakt med?

Du har bare stadig ikke forklaret, hvorfor selve det at leje værelser ud til disse kvinder er så groft, at det fortjener ubetinget fængsel.
Hun har ikke skaffet dem til landet, hun har ikke selv anbragt dem i nogen "gældsfælde" (sandsynligvis er deres forhold bedre her i landet end i de afrikanske lande de har forladt), faktisk har du ikke engang gjort noget forsøg på at dokumentere eller bare sandsynliggøre at de pågældende kvinder er (gælds-) slaver.
Tværtimod udgøres en vigtig del af indtægterne i mange u-lande af penge, som sendes hjem af kvinder som arbejde som prostituerede i udlandet.
Afrikanske lande er fattige, Europæiske lande er rige, derfor vil fattige afrikanere gerne tjene penge i europæiske lande. Eftersom de ikke har nogen kvalifikationer som kan bruges på de europæiske arbejdsmarkeder, er de henvist til prostitution. Det kan man beklage, men det er ikke et problem, der bliver mindre ved at man straffer hårdere.

Torben Petersen

@Nanna G

Det er ret almindeligt, at straffe gøres betingede, når de dømte ikke tidligere er pådømt kriminalitet.

Straffen vil fremgå af den dømtes straffeattest i fem år, regnet fra prøvetidens ophør. I det foreliggende tilfælde betyder det, at den thailandske kvinde ikke kan få en blank straffeattest før 12. september 2014.

Herudover har kvinden fået konfiskeret 100.000 kr, og skal betale sagsomkostninger på 15.000 kr (med tillæg af moms), hvortil kommer at hun skal yde 100 timers ulønnet strafarbejde.