Læsetid: 4 min.

Våbenforbud fører til færre mord

Desto flere våben, der er i omløb desto flere mord, bliver der begået. Det viser al statistik, og eksperter mener, at våbenforbud er det eneste, der kan forhindre massakrer, som den i Finland
Den seneste massakre i Finland får nu de finske politikere til at varsle en stramning af landets liberale våbenlov. Et tiltag, der ifølge eksperter, er vejen frem, hvis lignende tragedier skal undgåes.

Den seneste massakre i Finland får nu de finske politikere til at varsle en stramning af landets liberale våbenlov. Et tiltag, der ifølge eksperter, er vejen frem, hvis lignende tragedier skal undgåes.

Olivier Morin

Indland
25. september 2008

"Hvert år dør knap 10.000 mennesker i USA som følge af brug af skydevåben. Der er en direkte sammenhæng mellem antallet af skydevåben og antallet af dræbte." Det siger Rebecca Peters fra organisationen IANSA (International Action Network on Small Arms - en ngo, der oplyser om våbenbrug, red.) i London.

"I Finland og i Schweiz bliver der også begået uforholdsmæssigt mange mord med skydevåben, men de får ikke så megen mediebevågenhed som masseskydninger i USA," siger hun.

"I modsætning til disse lande bliver der dræbt ganske få med skydevåben i lande som England og Australien. Australien og England har under 100 ofre per år. Det er halvt så mange som i Finland og Schweiz, selvom befolkningstallet er meget højere end i Finland og Schweiz," siger Rebecca Peters.

Den forskel tilskriver hun en konsekvent indsats overfor brugen af skydevåben og et forbud mod håndvåben i England og Australien.

I England indførte Tony Blair et fuldstændigt forbud mod alle håndvåben, da han blev valgt i 1997. Dette forbud betød, at selv det britiske olympiske pistolskydningshold blev tvunget til at træne i Frankrig, hvor våbenlovgivningen er mere lempelig.

"Det er klart, at denne lovgivning har haft den tilsigtede effekt. I England er der kun i gennemsnit 70 mord med skydevåben om året. Selv hvis man tager højde for den mindre befolkning er det meget, meget lavere end de over 10.000, der årligt bliver skudt i USA," siger Gill Marshall-Andrews formand for The Gun Control Network i Storbritannien.

Hun er enig i, at et forbud er den bedste løsning på problemet med skydevåben og peger på, at også Australien - med succes - har indført et totalforbud mod pistoler og revolvere.

"I 1996 var der en massakre i Port Arthur på Tasmanien. Den dengang nyvalgte australske premierminister John Howard viste handlekraft og greb ind. Siden dengang har der ikke været én eneste massakre i Australien. Det er et simpelt faktum, at et forbud mod våben forhindrer deres brug," siger hun.

En menneskeret

Mange steder bliver retten til våben opfattet som noget nær en menneskeret. Det er ikke mindst tilfældet i USA.

Ifølge den amerikanske forfatning har alle borgere "ret til at bære våben".

I USA ejer hver borger i gennemsnit 2,8 skydevåben. Det betyder, at der er knap en halv milliard skydevåben i USA.

Denne ret til, at bære skydevåben bliver dagligt forsvaret af den indflydelsesrige The National Rifle Association. Foreningen har over en million medlemmer og er flere år i træk blevet udnævnt til USA's stærkeste lobbyorganisation.

Under præsident Bill Clintons periode som præsident i 1990'erne vedtog Kongressen - stærkt opildnet af Clinton - den såkaldte Brady Act. Denne lov forbød ikke skydevåben, men indførte en "venteperiode". Det betød, at der skulle gennemføres et baggrundstjek, før man kunne købe automatvåben.

Loven var opkaldt efter Ronald Reagans tidligere pressesekretær James Brady, som blev lammet, da han blev skudt under et mislykket attentatforsøg mod præsident Reagan i 1981.

"Denne lov havde en stor effekt. Antallet af dræbte faldt med ti procent," siger Rebecca Peters.

Men da George Bush - der selv er et aktivt medlem af the National Rifle Association - blev præsident, blev loven ikke fornyet. Siden da er antallet af dræbte igen steget.

Høj selvmordsrate

Ligesom i USA skyldes de fleste dødsfald voldelige overfald.

"Men man må ikke glemme, at antallet af selvmord også er statistisk forbundet med antallet af våben. Jo lettere det er at få fat på våben, desto flere selvmord fører det til. I USA er det over 16.000 per år," siger Gill Marshall-Andrews.

Hun peger på, at der især i Finland har været mange selvmord. "En kombination af vodka, polarnatten og let adgang til skydevåben har betydet, at der er langt flere selvmord i Finland end i Norge og Sverige," mener hun.

100 milliarder

"Skydevåben er ikke kun en trussel mod vores personlige sikkerhed. De dræner også de offentlige kasser," skriver professor Jens Ludwig fra University of Chicago i sin meget citerede bog 'Gun Crime: The Real Cost'.

"Det koster rundt regnet 100 milliarder dollars per år at behandle ofrene for skydevåben-kriminalitet i USA. For hvert såret individ - og dem var der 87.358 af sidste år - betaler vi 3.000 dollars," siger Jens Ludwig.

Men trods disse statistikker er der ikke noget, der tyder på, at der indføres restriktioner i USA. Republikanerne John McCain og Sarah Palin har tværtimod haft succes med at angribe Barack Obama for at være tilhænger af våbenkontrol, dvs. en stramning af våbenlovgivningen.

På dette område er USA dog enestående. De fleste andre vestlige lande har indført begrænsninger i retten til at bære våben.

At den finske regering nu vil indføre et forbud mod håndvåben -ligesom det, der er blevet indført i England og Australien - viser, at den offentlige stemning er for stramninger af den liberale våbenlov.

Den amerikanske forfatnings ord om, at "every man has the right to carry a gun" - findes ikke andre steder i verden.

Der er heller ikke andre steder, hvor der bliver begået så mange mord som i USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frej Klem Thomsen

Formuleringen at "every man has the right to carry a gun" findes så heller ikke i den amerikanske forfatning. Forfatningen fastslår, uagtet hvad f.eks. NRA kunne ønske sig, ikke det fjerneste i så henseende.

Det tætteste man kommer er derimod d.2. amendment til "the Bill of Rights", hvori den langt mere tvetydige formulering at: "A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed" findes.

Denne formulering har været genstand for en del kontroverser, og det er først med afgørelsen i sommers (2008!) i District of Columbia v. Heller at den amerikanske højesteret har fastslået at den skal forstås som garanterende en individuel ret til at bære våben. Det er værd at holde sig for øje at dette sker umiddelbart efter at Bush har fået indsat to af de mest konservative højesteretsdommere der i moderne tid har beklædt embedet.

Man kunne godt ønske sig at Information ville have lidt mere af den elementære research på plads, når der er tale om en artikel som prætenderer at være faktuel.

Slettes Venligst

Enig!

Forloren research pryder ikke just den aura af kvalitet og dybde jeg, og andre, forbinder med "Information".

På folkelig dansk ville det hedde "det er en ´ommer!".

På anden dansk ville det hedde "overfladiskhed styrker ikke avisens brand som Danmarks bedste (research-)avis".

Og hvorfor tog man i artiklen ikke oplysninger om antallet af mord pr. indbygger? Og som også omfattede Danmark?
De tal kunne man nemlig bedre forholde sig til, uden at skulle ty til lommeregneren....

Men tak for at bringe den syge våbenkultur i Irak...øh, Afghanistan...øh, i USA til torvs.

Det er ikke første gang at forfatteren til artiklen "udmærker" sig.

Et par kommentarer:

Selv i USA er våbendrabene forholdsvis ligegyldige ift drabene udført vha automobiler - omkring 50.000 om året. Det i artiklen anførte tal, 10.000 våbendrab, indeholder iøvrigt et stort antal, jeg husker ikke referencen, af "friendly fire" ... altså uheld.

Jer er absolut imod bevæbning af befolkningen, men jeg er også imod den ligegyldighed, der omfatter drab på det af en særdeles rimelig færdselslov, også i USA, omfattet offentligt vejnet.

Jeg er absolut imod forbuddet mod selvmord, men jeg er synes, at skydevåben er en meget usikker måde at begå selvmord på. En højt beliggende bro et langt mere sikker ... altså færre offentlige omkostninger, fordi metoden virker hver gang. Det gør brug af skydevåben mærkværdigt nok ikke.

Situationen i Danmark idag viser vist med al ønskelig tydelighed, at de der vil have et skydevåben, de får fingre i et. Forbud eller ej.

De de ligger inde med et skydevåben for eventuelt at brude hvis nu ... de får nok aldrig lejlighed til at bruge det, og hvis de fik, gik det nok bare galt for dem. Det er slet kke så let, at bruge et skydevåben korrekt.