Læsetid: 2 min.

Fra 2015 ingen nye kulværker i EU uden CO2-rensning

Det mener EU-Parlamentets miljøudvalg, der støtter demonstrationsprojekter med CO2-indfangning og -lagring. DONG kan nå at få sit tyske kulkraftværk uden rensning i gang inden forbuddet
Indland
8. oktober 2008

EU-Parlamentets miljøkomité vedtog tirsdag nye regler, der fra 2015 vil gøre det ulovligt at opføre nye kulkraftværker i EU, med mindre de er udstyret med den såkaldte CCS-teknologi, der endnu er på udviklingsstadiet, men skal gøre det muligt at indfange værkernes CO2 og lagre den permanent i undergrunden. Hvis Ministerrådet ved forhandlinger i nær fremtid når til samme holdning, og hvis teknologien lever op til forventningerne, er der altså sat stop for nye kulkraftværkers CO2-udledning fra om syv år.

Til gengæld kan de europæiske energiselskaber indtil da opføre og idriftsætte nye kulkraftværker uden CCS, så meget de vil - forudsat, at traditionel miljøgodkendelse opnås. Det betyder, at også DONG Energys planlagte store kulkraftværk ved Greifswald på den tyske Østersøkyst vil kunne opføres og igangsættes uden CCS i 2012.

For nylig har bl.a. USA's tidligere vicepræsident Al Gore og NASA's ledende klimaforsker James Hansen talt for et forbud mod nye kulkraftværker uden CCS og for en gradvis afvikling af eksisterende værker på grund af deres store udledning af klimabelastende CO2.

Miljøkomitéen i EU-Parlamentet, som menes at tegne holdningen i det samlede parlament, stemte i går om EU's omfattende klima- og energipakke, herunder om et forslag fra EU-Kommissionen om at iværksætte et storstilet udviklings- og demonstrationsprogram for CCS-teknologien, der menes at være 10-20 år fra et kommercielt gennembrud.

Komitéen sagde ja til udviklingsstøtten, men stemte også for nye, skrappe CO2-udledningsgrænser gældende fra 2015, som udelukker idriftsættelsen af nye værker uden CCS.

Forberedes til rensning

DONG Energy har planlagt et stort kulkraftværk med to enheder på tilsammen 1.600 megawatt ved den nordtyske by Greifswald. Kapaciteten svarer til 12 pct. af den samlede elkapacitet i Danmark, og værket vil kræve et årligt kulforbrug på 3,6 mio. ton om året.

"Hvis vi får de tyske myndigheders miljøtilladelse, og DONG Energys bestyrelse derefter beslutter at realisere projektet, kan værket sættes i drift fra 2012," oplyser projektchef Peter Gedbjerg.

Det betyder, at det kan startes og køre uden CCS og dermed fuldt lovligt udlede i størrelsesorden 8,4 mio. ton CO2 årligt.

"Men vi vil indrette anlægget, så der ikke er noget til hinder for, at vi i fremtiden kan udruste det med et CCS-system. Det er jo ikke en teknologi, der er moden endnu, men vi har, så godt som det er os muligt, sikret, at anlægges kan påbygges den ny teknologi, så snart det er teknisk og kommercielt muligt og lovligt krævet," siger Peter Gedbjerg.

Indtil videre er der ikke noget i EU's klima- og energipakke, der fordrer CCS installeret på eksisterende kulkraftværker, herunder værker der når at blive sat i drift før 2015.

"DONG Energy har ikke egen økonomisk mulighed for at etablere et demonstrationsanlæg, men med den EU-støtte, der nu synes på vej, er det interessant for os at undersøge, om vi kan blive vært for et anlæg, herunder måske på det planlagte værk i Greisfwald."

Den 28. oktober starter i regionen en offentlig høringsfase af ca. en måneds varighed om det planlagte kulkraftværk, der hidtil er blevet mødt med stærk modstand i lokalsamfundet.

"Men vi går ud fra, at vi har et projekt, der er godkendelsesværdigt, og at vi derfor i løbet af de følgende måneder får de nødvendige tilladelser," siger DONG's projektchef.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her