Læsetid: 3 min.

Afrikas historie skal skrives om

I Timbuktu i udkanten af Sahara er der dukket i hundredtusindvis af gamle bøger og manuskripter op, som er ved at ændre forskernes og verdens opfattelse af Afrika, fortæller Alida Jay Boye fra Oslo Universitet, der netop har udgivet en ny bog om Saharas intellektuelle skatkammer
Timbuktus manuskripter har i århundreder ligget gemt i trækister eller gravet ned i ørkensandet. På den måde har de overlevet røvere, brand, oversvømmelse og diverse koloni- og besættelsesmagters hærgen. Først de sidste fem-10 år er hundredtusindvis af manuskripter og bøger for alvor er begyndt at dukke op.

Timbuktus manuskripter har i århundreder ligget gemt i trækister eller gravet ned i ørkensandet. På den måde har de overlevet røvere, brand, oversvømmelse og diverse koloni- og besættelsesmagters hærgen. Først de sidste fem-10 år er hundredtusindvis af manuskripter og bøger for alvor er begyndt at dukke op.

Joseph Hunwick

29. oktober 2008

I mange hundrede år krydsede karavanerne ørkenen på vej til markeder i Vest- og Nordafrika fyldt med guld, salt, slaver, tekstiler - og bøger.

Handlen betød en stigende interesse for sprog, matematik, medicin, astronomi, jura og religion - og i udkanten af Sahara blomstrede handelsbyen Timbuktu op som et centrum for islamisk skriftkultur og lærdom i Vestafrika, fortæller Alida Jaye Boye, der er leder af Oslo Universitets Timbuktu Manuscripts Project.

Hun har siden 1999 arbejdet med at konservere og digitalisere nogle af de hundredtusindvis af manuskripter fra ørkenbyen Timbuktu, der er dukket op de sidste fem - 10 år.

I begyndelsen af november udkommer en ny bog, som hun har skrevet sammen med en af de førende forskere i Timbuktus manuskripter, John O. Hunwick fra Northwestern University i USA.

Manuskripterne har overlevet både røvertogter, brand, oversvømmelse, insekter og forskellige koloni- og besættelsesmagters hærgen, fortæller Alida Jay Boye.

I århundreder har de ligget gemt skindruller, trækister eller gravet ned i sandet, fordi ejerne ville beskytte dem fra at blive stjålet eller destrueret.

Først fra år 2000 er der antallet af manuskripter og bøger fra Timbuktu for alvor er begyndt at dukke op til overfladen.

Manuskripterne omfatter alt fra små fragmenter af papir til bøger og store videnskabelige afhandlinger på flere hundrede sider.

Hvis man regner hele Sahara med, anslår forskerne, at der er fundet mere end en million gamle manuskripter.

På højde med Europa

Arabisk blev handelssproget i store dele af Afrika og langsomt fulgte interessen for islam med via den intensive handel.

Og det var kongen af Malis pilgrimsrejse til Mekka i 1300-tallet, der for alvor grundlagde Timbuktus intellektuelle guldalder.

"Kongen og de lokale handelsfolk havde midlerne til at rejse og til at studere. Hver gang der havde været en karavane med guld og slaver i Nordafrika og Mellemøsten, så havde de bøger og manuskripter med hjem. Bøgerne blev kopieret, læst, diskuteret og kommenteret, så der var en virkelig høj cirkulation af bøger og en enorm interesse for viden, derfor blev der oprettet en lang række videnskabelige stipendier indenfor f.eks. arabisk, medicin, astronomi, grammatik, musik," fortæller Alida Jay Boye.

Uddannelsen af videnskabsfolk og lærere blev prioriteret højt, fordi kongen anså det som en værdifuld hjælp til at styre og styrke kongeriget og administrere handlen med de enorme mængder af guld, som Mali var i besiddelse af.

"Timbuktu havde et meget højt antal af lærde og studerende sammenlignet med både Mellemøsten og Europa. De fleste velhavende familier havde biblioteker med videnskabsfolk ansat, og det betød, at Timbuktu også selv begyndte at producere bøger og manuskripter," fortæller Alida Jay Boye.

Manuskripterne i Timbuktu betyder, ifølge Alida Jay Boye, at historien om Afrika skal skrives om.

Et andet billede af Afrika

"Det her vender op og ned på vores opfattelse af Afrika. Afrika syd for Sahara er blevet opfattet som et område, hvis fortid er baseret på mundtlige overleveringer, sang og dans, så de her fund af millioner af manuskripter, bøger og et højt antal lærde, vil ændre historieskrivningen om Afrika og forhåbentlig også langsomt ændre folks opfattelse af det sorte Afrikas fortid."

Især sydafrikanerne har indtil videre vist stor interesse for manuskripterne i Timbuktu, fordi de er ved at skrive helt nye lærebøger om afrikansk historie:

"Der har aldrig stået særlig meget i historiebøgerne om Afrika. Under apartheid blev der ikke engang undervist i historie i skolerne, fordi de sorte afrikanere jo ikke havde nogen historie, der var værd at skrive bøger om, derfor er sydafrikanerne selvfølgelig meget interesserede i de fund vi gør her," fortæller Alida Jay Boye.

Det massive antal manuskripter, der er dukket op i ørkenen de sidste 10 år, har også betydet, at der for nylig igen er blevet åbnet op for arabiskstudier i Mali, hvis forskning og uddannelsessystem i mange år har været domineret af fransk.

Og forskningsmiljøet i Mali kan måske igen komme ind i en guldalder, da de lokale forskere er en vigtig del af hele projektet med at tyde, oversætte og bevare de mange manuskripter og holde konferencer om de nyeste fund. "Manuskripterne i Timbuktu kan måske vise sig at indeholde en del af løsningen på de problemer, der er i området i forhold til fattigdom og krig, fordi mange af manuskripterne handler om, hvordan man styrede landet under krig, fred og tørke," siger Alida Jay Boye.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vidste da for 20 år siden at Timbuktu havde været en meget lærd universitetsby engang, så det her med at revidere vores opfattelse baseret på beviser er ikke baseret på eksistensen af fakta, men på deres tilgængelighed. Den samme tilgængelighed eller mangel på samme af fakta som om Pearl Harbor, Tonkin-bugten, 9-11, Iraks masseødelæggelsesvåben og alt andet hvor borgerlig, konservativ, racistisk, imperialistisk historieskrivning har det formål at legitimere tingenes nuværende tilstand snarere end hjælpe os med at forklare hvordan i hule helvede vi er havnet her.

Michael Skaarup

det er er et fantastisk citat

" Under apartheid blev der ikke engang undervist i historie i skolerne, fordi de sorte afrikanere jo ikke havde nogen historie, der var værd at skrive bøger om"

Der siger alt om europæisk etnocentrisme. Verden er for de europæsik akademikere skabt af europæisk innovasion og vores judaæ-christo moraletik. Resten er primitiv unga-gunga.

Derfor glæder det mig, at at læse artiklen, da jeg anser de mange tekster som en unik mulighed, der kan give en mere samlet verdenshistorie, og ikke kun en verdenshistorie, set med europæisk imperialistisk og kolonialistiske øjne.

@Life J

Tiderne skifter, vort syn på tiderne skifter også, og selv de kræfter og kår der bestemmer vort syn på tiderne - vil blive udskiftet.

Om noget der ligger endnu længere tilbage i tiden. At en historiker ( husker ikke lige hvem ) påpegede at det gamle, højkulturelle ægypten's gensidige
kulturpåvirkninger ( også af den mere positive slags ) med afrikanske stammefolk på de andre sider af sahara er oversete. Set over tid, og i betragtning af det lange tidsrum det gamle ægyptiske rige eksisterede, må der sandsynligvis have været meget af den slags, selv om der jo nok ikke var daglige karavane-afgange i nogle af retningerne.