Der er en gammel evergreen inden for jazzmusikken, som både Ella Fitzgerald og Natalie Cole samt mange andre har fortolket. Den handler om Margrethe Vestager, og den går sådan:
"First you say you do
And then you don't
And then you say you will
And then you won't
You're undecided now
So what are you gonna do"?
Den handler også om, hvordan nogle mænd oplever visse kvinder, måske en fordom, men i tilfældet Margrethe Vestager ikke uden bund i virkeligheden.
Først meldte hun kontant ud, at hun ville melde kontant ud om sit partis regeringsønsker. I weekenden meldte hun så ud, at de radikale ville gå i regeringssamarbejde med Socialdemokraterne og SF.
En semikontant udmelding, for hun havde gjort regning uden gruppe. Efter et gruppemøde, ændrede hun signal og meldte - meget lidt kontant - ud, at de radikale vil gå i samarbejde med næsten hvem som helst inde på midten, men udelukkede heller ikke blokpolitik.
Den smukkeste
Man kan vel sige, at hun har likviditetsproblemer - ordet 'kontant' stammer fra pengeverdenen - hvorfor hun har parkeret sine og partiets få tilbageværende værdipapirer i en hemmelig bankboks. Brug for kontanthjælp?
Dermed er de radikale tilbage i deres gamle rolle som Den Vægelsindede.
Men Margrethe Vestager er ikke alene. Også fhv. Simon Ammitzbøll var i vægelsind. Han ville både gå og blive. I hvert fald rakte han ifølge sig selv en hånd frem, efter at han var gået. "First you say you will/And then you won't".
Jo, de radikale 'fooler' rundt, og det har de gjort længe.
"Af alle de ulykker, der har ramt Det Radikale Folkeparti, er Lone Dybkjær den smukkeste", skrev i sin tid Hans Larsen, dengang chefredaktør for Skive Folkeblad og selv radikal samt tydeligt nok mandschauvinist. Noget kunne tyde på, at Lone Dybkjær har fået en konkurrent i den elegiske partiformand, Margrethe Vestager.
Forland
Men det er også synd for Margrethe Vestager, for hun er og har været presset fra mange sider.
På den ene side Ny Alliance-folkene, på den anden side den stædige rad, Ammitzbøll, der - er hun for gammel? - helst så hende fjernet fra formandsstolen. Værst af alt: Det radikale bagland.
Af alle baglande for partier på Christiansborg er de radikales det, der fylder mest i forhold til, at partiet er så lille.
Det fylder lige så meget som hele Amerika og Asien til sammen, og det er lige så vanskeligt at blive klog på som Afrika. Med formand Søren Bald i spidsen bryder baglandet sig bestemt ikke om at være sat udenfor. Egentlig vil det hellere være forland.
En befalingsmand i det danske forsvar blev så forbandet på de radikale, at han af og til kommanderede sine soldater ud i geleddet i silende regnvejr. "Hvis skyld er det?" råbte han.
Først når soldaterne i kor havde råbt: "Det er de radikales skyld!" fik de lov at komme i tørvejr.
