Læsetid: 3 min.

'Alt, hvad I bygger her, vil blive smadret'

Matriklen Jagtvej 69 er belånt til op over skorstenen, og den har været til salg i mere end et år. Nu ligger den øde, mens det nye ungdomshus åbner i Københavns nordvestkvarter
Jagtvej 69 ligger øde hen, og det kan grunden meget vel blive ved med i lang tid fremover på grund af den politiske følsomhed, der er forbundet med matriklen.

Jagtvej 69 ligger øde hen, og det kan grunden meget vel blive ved med i lang tid fremover på grund af den politiske følsomhed, der er forbundet med matriklen.

Jens Nørgaard Larsen

Indland
18. oktober 2008

Den ligner en rådden tand i et smil.

To filtrede cykellig og knuste ølflasker i en jungle af grafitti er det eneste, der pryder den øde matrikel Jagtvej 69 i oktobersolen.

Siden Ungdomshuset blev til Faderhuset har Human A/S (der i sin tid købte grunden) overbelånt matriklen, og efter et år har der officielt endnu ikke vist sig en køber, der tør udfordre unge idealisters hærgen.

Graffitien i sorte blokbogstaver på den rå murstensvæg er utvetydig: "Alt hvad I bygger her, vil blive smadret."

"Man skulle næsten tro, at Vor Herre fulgte med i det her," siger advokat Knud Foldschack senere på dagen.

"Det er skæbnens ironi, at jeg i sin tid tilbød at købe grunden for 13 millioner kroner. Det skulle man nok have sagt ja til. Der bliver store vanskeligheder med at få folk til at bygge på den grund af hensyn til historikken. Nørrebro vil nok ikke glæde sig over at se et supermarked på den grund."

Lån i ejendommen

Cykelkurven klirrer let, da en solbrændt herre i 60 års alderen strider gennem dybe vandpytter på den øde byggegrund. Han bor dérovre, vifter han med armen, og han skal ikke have sit navn i avisen.

"Der bliver ballade, når den her grund bliver solgt," siger manden.

Siden Human A/S fik tinglyst skødet på Jagtvej 69 d. 30. april 2001, er lånene i ejendommen vokset ind i himlen.

Det sidste udlæg er fra midten af juni på 75.000 til en advokat, og det er den 14. gældspost i rækken af ejerpantebreve, der ligger i grunden Jagtvej 69.

Det betyder en gæld på minimum 12 millioner kroner, oplyser en udskrift fra Tingbogen, hvor Venture-instituttet A/S tegner sig for 12 af pantebrevene.

Direktør for Venture Instituttet, Dines Dueholm, er endnu ikke bekymret for sine økonomiske aktiver i Jagtvej 69.

"Jeg kan i princippet sætte et hegn op og lave parkeringspladser indtil videre, og så kan jeg forrente det, jeg har til gode. Det er jo ikke mere end et sommerhus i Hornbæk," siger Dines Dueholm, som mener, at salgsværdien for Jagtvej 69 ligger "mellem 10 og 20 millioner kroner".

"Der er flere interesserede købere, men jeg tror, at man skal have forståelse for den politiske følsomhed, der ligger i Jagtvej 69, før man bygger på grunden."

Da Information får bestyrelsesformand for Human A/S, Mikael Djarling, i røret, har han ikke tid til at kommentere et eventuelt salg i telefonen. Eller hvorvidt grunden er svær at sælge, fordi de unge vil smadre alt, hvad der bliver bygget på Jagtvej 69.

"Jeg har ikke noget nyt at fortælle dig," siger Mikael Djarling.

Andre spørgsmål besvarer han kun pr. mail. I næste uge.

Fredelig demo

Brugerne af Ungdomshuset fik deres nye hus på Dortheavej af Københavns Borgerrepræsentation den 11. juni.

I dag markerer børnegøglere og cirkus, koncerter og vegansk folkekøkken den officielle åbning, og øverste etage af det nye ungdomshus er afsat til en udstilling om kampen om Ungdomshuset.

Midt på dagen er der "Syg demo for et svedigt København", som er navnet på demonstrationen, der bevæger sig i en slange fra Blågårds Plads mod Huset på Dortheavej.

Hos Københavns Politi er central vagtleder, Jakob Kristensen, ganske rolig ved dagens demonstration. Der sker ingenting ved den forgældede, tomme byggegrund, som få tør købe, og dem, der vil, ikke må.

Oktober fyger igennem det sorte hul på Jagtvej 69, mens en pige på omkring 10 år går forbi på fortovet med sin far, og hun hiver i hans ærme. Blæsten tager hans ord.

"Det var noget, der hed Ungdomshuset..." siger han, mens pigen vantro peger på den blæsende, tomme plads.

"Dér?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Nu er der snart gået 2 år, siden tabergruppen faderhuset, havde deres 15 minutter berømmelse i TV2s horehus.

Det er skræmmede at tænke på, den onde stemming, som Ruth, RItt og TV2news pumpede og pumpede, til bumsen sprang i fjæset på dem selv, bragte ungdomshuset, inkl brugere, i en urimelig og umulig position.

episoderne fra 1. marts. 2007 og frem, er skole eksempel på, hvordan medierne kan anvendes til at hjernevaske og forfører folk.
Det var umuligt at møde folk, der ikke havde en mening om ungdomshuset. Et sted de ikke anede eksisteret, havde det ikke være for de hylende hekse, og de villige journalister, der sprøjtede deres propaganda og løgne, som afføring fra en spædekalve.

Jeg kan kun glædes over at eventyret kan koste Faderhuset en masse penge. Da det åbenbart er det som de tilbeder i deres kaffeklub, udover ruths vanvid og rablerier.

Inger Sundsvald

Der var engang noget som hed Folkets Hus.

Som én af dem som engang havde soveværelse ud til dette hus, bryder jeg mig da ikke hverken om skadefryd eller trusler.

Derfor kan man jo godt glæde sig lidt over, at der ikke bliver nogen pels ud af det skind fra denne bjørn til fruen.