Læsetid: 3 min.

Dagpengeforhandlinger endt i kaos

Finansministeren overraskede Socialdemokraterne, da han i aftes erklærede, at dagpengeforhandlingerne var brudt sammen. Helle Thorning afviser Lars Løkke Rasmussens anklager om, at Socialdemokraterne vil skære i dagpengeydelsen
Finansminister Lars Løkke Rasmussen aflyste i aften en dagpengereform med Socialdemokraterne, da han ikke mener at Socialdemokraternes forslag om en fleksibel dagpengemodel baseret på frivillighed vil skaffe mere arbejdskraft. Socialdemokraterne var overraskede over Løkkes udmelding.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen aflyste i aften en dagpengereform med Socialdemokraterne, da han ikke mener at Socialdemokraternes forslag om en fleksibel dagpengemodel baseret på frivillighed vil skaffe mere arbejdskraft. Socialdemokraterne var overraskede over Løkkes udmelding.

Kristian Juul Pedersen

Indland
31. oktober 2008

Det var en noget overrasket Helle Thorning-Schmidt (S), der i aftes på tv kunne se finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) aflyse en dagpengereform med Socialdemokraterne. Kort forinden havde S-formanden forladt finansministeriet med en forståelse af, at parterne ville arbejde videre for at nå et kompromis. Men det mener Løkke ikke lader sig gøre, da S-forslaget om en fleksibel dagpengemodel baseret på frivillighed ikke skaffer flere hænder.

"De leger endda med en dagpengesats, som er lavere end den, man har i dag, men som alligevel ikke giver hænder på arbejdsmarkedet. Så man kan ikke bruge Socialdemokraterne til noget på dagpengeområdet," sagde finansministeren.

Det scenarie kunne S-ledelsen se på tv fra formandens kontor, og straks indkaldte man pressen til briefing. Her afviste Helle Thorning-Schmidt, at hun havde fremlagt det omtalte forslag, som ifølge et notat fra finansministeriet skulle forringe ydelsen med 10 procent i den sidste del af dagpengeperioden.

"Det kunne vi ikke drømme om," sagde Helle Thorning-Schmidt og kaldet forhandlingsforløbet for "rodet og uprofessionelt håndteret".

"Finansministeren trænger til at køle af," sagde hun.

S-formanden vil "gerne tale videre med regeringen om hele pakken". Hun ønskede ikke at svare på, om finansministeren direkte lyver om den S-model, der vil sende dagpengemodtagerne ned på en lavere ydelse.

"Der er vel ikke nogen, der kunne forestille sig, at vi fremlægger et forslag, der vil forringe dagpengene," lød svaret fra Thorning.

Jobcentre svigter ledige

Lars Løkke Rasmussen vil nu tænke over, om han fortsat kan bruge S til noget i den arbejdsmarkedsreform, der også omfatter blandt andet aktivering og nedbringelse af sygefravær.

Med det socialdemokratiske exit fra forhandlinger om dagpenge kan det vise sig op ad bakke for regeringen overhovedet at regulere på netop det område. DF afviser nemlig også at forkorte perioden, men har dog erklæret sig åben for at stramme op på de nuværende regler for at optjene ret til dagpenge.

For regeringen er det afgørende aspekt af en arbejdsmarkedsreform at skaffe hænder. De færreste tror dog på, at VK kan nå målsætningen om at øge arbejdsstyrken med 20.000.

Tilbage på bordet ligger blandt andet forslag om at ændre i strukturen på jobcentrene for at sikre en hurtigere og bedre aktivering af de ledige, hvoraf alt for mange fortsat får lov at passe sig selv.

I direkte modstrid med velfærdsforliget fra 2006 lever jobcentrene nemlig ikke op til deres pligt til at aktivere alle ledige på fuld tid, når de har gået uden arbejde i to et halvt år. Over 40 procent af de langtidsledige står i dag uden fuldtidsaktivering, viser en opgørelse fra AE-rådet.

"Det er besynderligt, at man diskuterer at skære i dagpengeperioden uden at have fået det her til at virke først. Netop fuldtidsaktivering blev jo i sin tid indført som et alternativ til at afkorte dagpengeperioden", siger AE-rådets direktør, Lars Andersen.

Skrappere aktivering

Ikke kun i forhold til de langtidsledige halter jobcentrenes indsats. Tre ud af 10 nyledige bliver ikke aktiveret inden for den ni-måneders- frist, som også blev fastsat i velfærdsforliget. Hvis jobcentrene levede fuldt op til forpligtelserne, ville den samlede effekt af de to initiativer være 7.000 personer, anslår AE-rådet.

"Det er tudetosset, at vi ikke udnytter de muligheder, vi har allerede nu. Og det er en katastrofe for de ledige, at de ikke får de tilbud, som rent faktisk kan bringe dem tættere på beskæftigelse," siger arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov (S), som mener, at kommunernes økonomi er skyld i, at indsatsen halter.

Ifølge finansministeren overvejer regeringen nu at stramme kravet om aktivering fra ni til seks måneder.

"Vores ambition om at skaffe flere hænder består. Det vi ikke nå denne gang, må vi nå senere," sagde Lars Løkke Rasmussen i aftes.

Hos de radikale står man på spring for at komme til forhandlingsbordet. Her er man i modsætning til S stærk fortaler for at skære i dagpengeperioden - og for at fremrykke aktiveringen yderligere, siger arbejdsmarkedsordfører Morten Østergaard. Han vil kræve garantier fra regeringen om, at jobcentrene kan leve op til de frister, som bliver vedtaget. Det vides endnu ikke, hvornår forhandlingerne genoptages eller hvem, der skal sidde med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvordan er det, at "aktivering" lige pludselig blevet noget godt, som det er synd for folk, at de ikke bliver udsat for?

Reelt tror jeg, at de færreste ønsker sig at arbejde gratis for kommunen eller staten uden almindelige rettigheder, hvilket vist er den mest almindelige form for aktivering. Hvordan fagforeningerne kan acceptere det er endnu mere uforståeligt.

Nu bliver det så spændende at se, hvad Dansk Folkeparti skal have for at støtte en forringelse af dagpengesystemet.

Mon ikke det bliver en række nye uhyrlige og amoralske tiltag i den kontinuerlige forfølgelse at etniske og religiøse mindretal?

Lars Peter Simonsen

Jeg er træt af LLR og hans fordrukne, paranoide sludder! I øvrigt synes jeg at folk, der gerne vil ha' amerikanske tilstande skulle bosætte sig dersteds og lad os tage vare på vores demokrati , ja kald det bare socialdemokrati, det har s'gu da fungeret godt indtil for cirka 7 år siden, hvor minmalstatens første grimme poteaftryk listede sig ind ad bagdøren og plettede gulvtæppet. (forhåbentlig er det sømmet fast, så der ikke kan fejes noget ind under det)

Lige i øjeblikket står den på amerikansk valgkamp , så når de hjemlige politikere dukker op på TV skærmen er det svært ikke at drage paralleller dertil .

Minder Lars Uløkke ikke mere og mere om McCain :

Sur, gammelt og vrissen politiker der fuld af hævntørst og frustration ikke holder sig tilbage med at chikanere sit politiske modstander.

Helle Thorning minder mere om Obama der altid taler pænt,men ellers har lært at holder mund hvis man ikke kan sige noget pænt,- måske det er derfor man ikke ser så meget til hende...

Peter Jespersen

Endnu engang ender det hele som en farce for regeringen - endnu engang udstilles VK som en flok virkelighedsfjerne nisser.

Som Per Thomsen ytrer længere oppe - gad vide hvad Det Danske Parti skal have for at slutte kredsen til endnu et bredt VOK forlig.

Den letteste vej til at tippe et flertal til oppositionen vil være et løfte fra Helle Thorning og Villy Søvndal om, uanset 'reformen', at gennemføre forbedringer i dagpengene efter den valgfrihedsmodel, S allerede har udviklet.

Off-topic:
Er jeg den eneste som synes dette billede http://farm3.static.flickr.com/2055/2077705896_85d607aaff.jpg minder slående meget om illustrationen til denne artikel?
:)

@Markus Lund
Hvorfor skal den kønne pige sammenlignes med den grimme abe?