Læsetid: 6 min.

Diagnose: kulturel forstyrrelse

Tosprogede børn bliver ikke diagnosticeret med ADHD, for lærere og pædagoger opfatter deres symptomer som et udtryk for kulturelle forskelle og familieproblemer. Til gengæld dukker de etniske minoriteter med ubehandlede ADHD diagnoser op på de lukkede institutioner
Kulturelt uegnet. Da Hamid Farah Bakhsh ville have sin søn Daniel undersøgt for adfærdsforstyrrelsen ADHD, mødte han holdningen om, at hans kultur gjorde ham uegnet til at opdrage Daniel. Først efter flere år har Daniel fået diagnose og medicin, så han kan koncentrere sig om sin uddannelse. Datteren Nadja er nu også diagnostiseret ADHD.

Kulturelt uegnet. Da Hamid Farah Bakhsh ville have sin søn Daniel undersøgt for adfærdsforstyrrelsen ADHD, mødte han holdningen om, at hans kultur gjorde ham uegnet til at opdrage Daniel. Først efter flere år har Daniel fået diagnose og medicin, så han kan koncentrere sig om sin uddannelse. Datteren Nadja er nu også diagnostiseret ADHD.

Marianne Andersen

24. oktober 2008

Når blonde Emil farer forvirret rundt, ikke kan koncentrere sig mere end fem minutter ad gangen og ødelægger forholdet til de andre børn i børnehaven, slår lærere og pædagoger alarm: Sådan en opførsel kan være udtryk for en udviklingsforstyrrelse og må undersøges nærmere.

Helt anderledes er reaktionen, hvis drengen hedder Ahmed og er søn af arabiske flygtninge. Hans opførsel bliver tolket som et normalt udtryk for en kultur, hvor folk ikke kan opdrage drengebørn ordentligt, og derfor havner han ikke i det børnepsykiatriske system.

Det er kort sagt psykologer og psykiateres forklaring på, at de tosprogede børn er ekstremt underrepræsenterede i de danske kommuners specialtilbud for børn med ADHD.

"De tosprogede børn får ikke den rette diagnose og det skyldes fordomme hos de professionelle," siger Jon Arnfred, som er socialoverlæge i Århus Kommune.

"Det er lærerne og pædagogerne, som skal henvise til børnepsykiatrisk udredning, men de tolker ADHD-adfærden som et udtryk for kultur, identitetskriser, krigstraumer eller familiære problemer. Det er jo en form for diskrimination, for det betyder at børnene ikke får den rigtige form for støtte og behandling."

Konsekvenserne af de manglende ADHD-diagnoser af indvandrerbørn kan være alvorlige, mener psykolog ved Århus Universitet, Dorte Damm. Hun har sammen med psykiateren Per Hove Thomsen netop offentliggjort et studie af voksne med ADHD i Ugeskrift for Læger.

"Vi ved, at voksne med ubehandlet ADHD er markant overrepræsenterede blandt misbrugere og kriminelle. Det kunne også gælde de tosprogede," siger Dorte Damm.

Ingen tosprogede i specialtilbuddene

Hvor et stadigt stigende antal etnisk danske børn henvises til specialtilbud for udviklings- og adfærdsforstyrrelser, er de tosprogede næsten totalt fraværende i de kommunale tilbud til børn med ADHD.

En rundringning til ni af landets specialskoletilbud viser, at mange af dem kun har ganske få eller overhovedet ingen tosprogede elever.

"Det er synd, for børn med ADHD har utrolig stor glæde af et specialtilbud som vores. Vi har en lærer til seks elever og tilrettelægger vores undervisning efter deres behov for en struktureret pædagogik," siger Jan Daugård, som er leder af skolen i Charlottegården i København. Her er kun 15% af eleverne tosprogede, selvom Københavns kommunes almindelige folkeskoler har 30% tosprogede børn.

Kulturelle forviklinger

Ifølge psykolog Bo Hejlskov fra Psykologcompagniet, der blandt andet diagnosticerer børn med ADHD, er der ingen grund til at antage, at tosprogede børn skulle lide mindre af ADHD end danske børn, snarere tværtimod.

"Jeg vil tro, at omkring dobbelt så mange tosprogede børn som danske børn lider af ADHD, for en tokulturel opvækst og samfundsmæssig marginalisering kan fremme symptomerne på lidelsen," siger Bo Hejlskov, men det er netop den tokulturelle baggrund, som betyder at ADHD-lidelsen ikke bliver fundet hos de tosprogede børn.

"Vi er måske lidt mere usikre på indvandrerfamilierne, og så trækker man den lidt længere for at se, hvordan det går," siger skolelederen Merete Haugaard Jensen fra Sofiendalskolen i Aalborg. Her går der mange tosprogede børn i de normale klasser, men ikke en eneste i skolens ADHD-klasse.

"Måske har man også nogle andre forventninger til børnene. Vi ved jo, at arabiske drenge tit bliver behandlet som små konger derhjemme og derfor opfører sig voldsommere og vildere, så er det svært at finde ud af, hvad der er hvad," siger Merete Haugaard Jensen.

Det oplevede iranskfødte Hamid Farah Bakhsh, der i mange år forsøgte at få sin søn Daniel undersøgt for adfærdsforstyrrelser, men i stedet blev tilbudt kursus i opdragelsesmetoder (læs interview på højre side). I dag er Daniel en af de få undtagelser blandt tosprogede børn, der har fået diagnosen ADHD.

De dårlige forældre

Antropolog Mette-Louise Johansen har i sin forskning undersøgt samspillet mellem de sociale myndigheder og indvandrerfamilier og gør opmærksom, at begge sider er præget af fordomme og mistro.

"Indvandrerfamilier er tit meget bange for at få de sociale myndigheder for tæt på, og det gør jo arbejdet sværere for lærere og sagsbehandlere," siger hun, men påpeger også, at de professionelles arbejde er præget af stereotype forestillinger om indvandrernes familiemønstre.

"I disse år laves der mange integrationsprojekter, som har et diffust formål om at gøre indvandrerforældrene bedre til at opdrage deres børn. Konsekvensen er, at lærere og pædagoger har en stærk tendens til at kulturalisere de tosprogede opførsel og se den som et udtryk for en problematisk kultur og familiemønstre, hvor pigerne er undertrykte, drengene får lov til alt og forældrene ikke kan finde ud af at opdrage deres børn til et demokratisk samfund," siger hun.

Rutinemæssig screening

Socialoverlæge Jon Arndal er leder for Århus kommunes basisteam, som udreder særligt vanskelige sager for kommunens Pædagogisk Psykologiske Rådgivning, og han screener rutinemæssigt alle børnesagerne for symptomer på ADHD.

"Vi finder mange tilfælde på den måde, fordi vi undgår at vikle os ind i kulturelle forklaringsmodeller. Vi mener jo, at der er større forskelle på børnenes individuelle konstitution, end der egentlig er på kulturernes opdragelsesmønstre," siger Jon Arnfred, som bruger meget tid på at få indvandrerfamiliernes accept og opbakning til et behandlingsforløb.

"De har sjældent den samme viden om ADHD og adfærdsforstyrrelser som de danske forældre, så derfor skal man bruge længere tid og være mere grundig med at forklare sig. Men når man gør det, er det faktisk min erfaring, at de er lige så samarbejdsvillige som de danske forældre"

Mens tosprogede børn er markant underrepræsenterede i skolernes ADHD-klasser er de til gengæld overrepræsenterede på de lukkede institutioner. Her er syv ud af ti af de henviste unge tosprogede, og noget kunne tyde på, at mange af de tosprogede ADHD børn er endt her.

"Jeg bliver sjældent bedt om undersøge små tosprogede børn for ADHD, til gengæld møder jeg dem, når de er blevet ældre, er kommet ud i kriminalitet og er endt på en lukket institution. Når jeg stiller diagnosen, er sagsbehandlerne ved at falde ned af stolen. Det har de aldrig selv tænkt på, selvom de unge har haft symptomer på ADHD gennem hele deres opvækst," siger psykolog Bo Hejlskov.

Lisbeth Hansen fra Teori- og metodecentret lavede for et par år siden en større undersøgelse af børnene på de lukkede institutioner. Her var en af konklusionerne, at mange led af ubehandlet Post Traumatisk Stress Syndrom. Hun mener, at noget lignende kunne gør sig gældende for ADHD.

"En stor del af de tosprogede børn på de lukkede institutioner var meget lidt beskrevne. Det var i stor modsætning til de danske børn, som ofte var grundigt beskrevet i det psykiatriske system, før de kom på institutionen. Noget kunne tyde på at systemet ikke var lige så opmærksomme på de tosprogede børn," siger Lisbeth Hansen.

Støtte og hjælp fra starten

Psykolog Dorte Damm fra Århus Universitet er bekymret over fraværet af tosprogede børn i kommuners specialtilbud, for det kan få store konsekvenser for deres fremtid.

"Den positive fortolkning er jo, at disse børn bliver rummet og støttet i den normale folkeskole, men det kan jo også være et udtryk for, at de ikke bliver set. ADHD børn er ofte normalt begavede og kan sagtens få en god skolegang og komme videre i uddannelsessystemet, men det kræver, at der bliver taget hånd om deres særlige behov, for ellers kan det gå meget galt" siger hun og fortsætter:

"Vi underviser ofte lærere og pædagoger om ADHD og symptomer på adfærdsforstyrrelser, men vi taler sjældent direkte om de tosprogede børn og deres problemer. Det burde vi nok gøre fremover."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Trägårdh

Fordi vi alle er mennesker er der, uanset hvem vi er og hvor vi kommer fra, tale om at vi som personer bliver formet af den samme kultur.

Alle mennesker er forskellige, ingen er identiske. Derfor kan man ikke tale om en og en anden kultur. Man kan ganske vist tale om forskellige traditioner, der kan forbindes med lokalitet, egne, miljø, osv. men kulturen er som begreb neutral. Der findes ingen dansk kultur, invandrer kultur, det er noget elendigt sludder - det er det rene utopi, og driften efter denne utopi, er det der gør folk fremmede over for sig selv, hinanden og resten af verden - uden selvkendskab fører lærdom til uvidenhed!

"..Indvandrerfamilier er tit meget bange for at få de sociale myndigheder for tæt på, og det gør jo arbejdet sværere for lærere og sagsbehandlere.."

Og mange forældre i børnehaverne, modarbejder en diagnostisering af deres børn - nægter at se problemet, udebliver fra møder, flytter deres børn eller tager dem ud og kommer med anklager om racisme..

Nu skal indvandrebørnene også fyldes med ritalin og amfetamin, for de kan helt naturligt ikke holde ud til internationalismens rodløse faren omkring efter 68eren fløjte. Diagnosen kaldes ‘kulturel forstyrrelse’ eller mere overordnet ADHD, der er en opfindelse til hovedformålet.

Den nye verdens- og mentalorden bliver selvfølgelig til sygdom hos afvigerne, melder kvaksalverne:
http://danmark.wordpress.com/2008/07/19/den-nye-verdens-og-mentalitetsor...ølgelig-til-sygdom-hos-afvigerne-siger-systemernes-kvaksalvere/

Sonia

Liselotte Kulpa

Interessant læsning. Detnsamme problematik gælder i allerhøjeste grad tosprogede børn, som er ordblinde. Deres læsevanskeligheder bliver oftest tilskrevet deres tosprogethed. Det er også korrekt, at mange tosprogede børn får læsevanskeligheder pga. et for lille ordforråd på dansk - men det er i de lidt højere klasser, den problematik gør sig gældende. Hvis børnene har svært ved at få lært selve læseteknikken i indskolingsårene, skal lærerne være på vagt og tage skridt til at få vanskelighederne afdækket, fuldstændig ligesom man skal ved alle andre børn.

Sigridur Ragnarsdottir

Hej,
Jeg kommer fra andet land en Danmark og er mor til en pige, som har diagnose som ADHD
Vi har boet her i Danmark i cirka 6 år.
Og jeg kan ikke sige at vi har været behandlet på anden måde en dansker, min datter har fået alle den hjælp som muligt har været hele vores tid her i landet, hun har været i speciale klasse, med støtte og fået samtale undersøgelse og altid været gjort som bedst som muligt for hende.
Og jeg tror, det ligger ikke i det at der ikke en vilje i at hjælpe, det tror jeg ud fra min oplevelse jeg
fik jeg var i sprog skolen samt VUC i at lære dansk, jeg tror der mangler mere viden f.x. Der kan være godt at sætte flere oplysninger ind i f.x. samfundsfag vi lærer nemlig også ind på dansk samfund, min mening kommer til på grund af min oplevelse som jeg fik i skolen, jeg nemlig havde et frit valg en gang om hvad jeg ville snakke om,(og det var om børn med ADHD) og jeg oplevede det at der var så mange ting, kvinderne og mændene viste faktisk ikke noget om, og heler ikke var hen de kunne henvende sig, i tilfælde som med børn hvad loven siger, og hvad kan jeg gøre.
JEG TROR DER MANGLER MERE VIDEN, I SPROG SKOLENE MERE HVAR DU KAN HENDVISE DIG OG HVAD DU KAN SELV GØRE.

Sigridur Ragnarsdottir

Der er kultur i hvert eneste land, og hvis vi bo i et andet land, så tror jeg vi skal
opføre os som den kultur er i det land, og lære samfundet at kende, det er den eneste måde
til at vi kan leve i et samfund på god måde, vi kan ikke komme med vores kultur ind i samfundet
og forvente at ændre 5, 5 millioner mennesker, vi glemme aldrig vores egen kultur, men det kan vi have hos os selv.

Andreas Trägårdh

Kultur er at deciplinere en ide, det er en voldelig erstattelse af vores eget unikke selv. Uanset hvilken ide samfundet søger at trænge livet ned i, vil den gøre den menneskelige natur til fjende af kulturen.
Selve begrebet kultur kan kun være neutralt. Det er den samme kultur, der over alt i verden ødelægger mennesker, i sin bestræbelse på at ensrette mennesker og gåre dem nyttige for et samfundsideal.
Denne kultur kommer til udtryk i forskellige traditioner, alt efter de objektive fysiske betingelser der gør sig gældende men det er stadig den samme kultur.

Andreas Trägårdh

.....
Så da et land, der jo ikke er noget der findes konkret, idet der kun er tale om en spekulativ adspredelse, kan der naturligvis heller aldrig være tale om f.eks. en dansk eller en svensk kultur.

Et godt eksempel kunne være Trafik. Overalt i verden er der en trafik kultur. Den samme kultur, de samme befordringer, fodgængere, cykelister, biler busser osv. Men der er forskellige traditioer. I Thailand eller i England kører man venstre kørsel, hvor imod i Danmark, kører man højre vejbane.

Hvis der er en kultursammenstød, skyldes det ikke forskellige kulturer, men forskellige traditioner i den samme verden, inden for den samme kultur.
To forskellige kulturer kan aldrig være i konfligt, for de er slet ikke i berøring med hinanden.

Det er en religiøs vildfarelse at forbinde kultur med noget der ikke lader sig gøre, f.eks. et land eller en religion.

Andreas Trägårdh

Jeg anvender bare ordene rettidigt og alvorligt, med stor omhu, og det er hverken latterlige eller påstande jeg meddeler om her.

Til gengæld er det jeg peger på, faktisk helt konkret og videnskabeligt beviseligt. Det kan man vist ikke ligefrem påstå om dine udsvævelser :)

Jorden, som jeg betræder lige nu, er således bare jorden. Den er ikke hverken dansk eller svensk men bare jord, helt konkret. Mineraler, vand osv.

@ Andreas Trägårdh

Du holder dig strikte indenfor denne tråds emne: kulturel forstyrrelse. Dine indlæg ville dog være mere passende, hvis emnet kun var: forstyrrelse.

Andreas Trägårdh

Hej Erik B

Det er jo netop det jeg meddeler om. Kultur er kun en spekulation. Det er som med enhver troesbekendelse, den søger at holde liv i noget der ellers ville forgå.

At underlægge begrebet kultur en videnskabelig redegørelse, er jo rendyrket spekulation, for kultur eksisterer kun i det omfang det bliver dyrket.
Den findes ikke i sig selv og må derfor opretholdes ellers går den til grunde.

Det jeg meddeler om som er beviseligt inden for naturvidenskabelige rammer, er at danmark ikke findes.

Andreas Trägårdh

Fejlen er ikke kun din, den ligger meget dybere end som så.

Kultur, er som sagt driften efter at opretholde en ide, som ellers vil gå til grunde uden opmærksomheden på den. Men et er ideen, noget helt andet er at driften efter at fortsætte denne ide, den er nemlig noget ganske andet, en helt anden ide, altså er driften efter at kultivere udsprunget af spekulation og slet ikke af grundideen man indtog fra begyndelsen.

Og hvorfor overhoved erstatte det unikke individ med en ide, skåret til af kulturen bare for at passe ind i samfundets definerede sammenhænge, når det ret beset kun tjener samfundets elitære herskere?

Inger Sundsvald

Apropos diagnoser. Det er rart at få sat tingene på formel.

”Fordomme
Der findes mange metoder til at få bekræftet sit eget virkelighedsbillede og undgå objektivitet. Mangel på viden kan være pragtfuld og bekvem. Der er fagbegreber for det: 'Selektiv perception', hvor man kun opfatter de informationer, der passer til ens forudfattede meninger, og biased assimilation, hvor man fortolker eller fordrejer en given information, så den kan integreres i ens allerede eksisterende opfattelse af virkeligheden.”
Citat: http://www.information.dk/169799

Den passer mindst lige så godt på dig og dine meningsfæller, Lars G. Jørgensen, der ikke forstår, at mennesker kun meget overfladisk kan gøres til genstand for generalisering, som Andreas Trägårdh så fint gør rede for.

Tjaaa, Os som har arbejdet med flygtninge/indvandre børn og unge i mange år har vidst det. Hvad havde man regnet med, at børn og mennesker som har flygttet fra krig og kaos skulle være mønstre borger i DK.

Desværre er det efterhånden blevet sådan i DK. Kommer du fra et land syd for Alperne så er det en diagnose i sig selv. Og hvis du oven i købet er muslim, så er diagnosen Radikal Islamist eller potentiale terrorist....Alle de teorier der er gældende for lyshårede børn gælder ikke for flygtninge og indvandre børn. Det er jo nemmere og billigere på kort sigt at smide skylden på kultur og religion....
Overdrivelsen fremmer forståelsen.....Har stadig respekt for de tusinvis af lærerer, pædagoger og andre fagfolk som gør et flot stykke arbejde...

Blue Leader, unikke, selvrealiserende individer, som du så smukt formulerer det, er selve grundlaget for demokratisk deltagelse.

Andreas Trägårdh

Blue Leader,

Individet er ikke, som du hævder autonomt, for det individuelle kan ikke tilegne sig nogle ideer eller forkundskaber om det den oplever, da det jo er ganske nyt, uden sammenligningsgrundlag og derfor netop individuelt.

Blue L, du spørger:
"Hvordan mon du har tænkt dig at forene fællesskabstanken med unikke, selvrealiserende individer?"

Fællesskabet består netop i at vi er forskellige. Vi er
sammen om at være forskellige. At vi ikke er ens er netop garantien på at fælleskabet der findes er genuint. Forskelligheden er efter min vurdering det eneste virkelige fælleskab. V,K,O's højreextremistiske politik, er den eneste trussel mod fællesskabet i landet, og i resten af verden.
Fremtidens generationer vil undre sig over, hvorfor halvdelen af den danske befolkning bragte landet på randen af socialt selvmord, i begyndelsen af det 21 århundrede.

Andreas Trägårdh

Fordi de ideer der ligger til grund for kulturen, kan findes overalt i alle samfund, er universelle, kan de derfor ikke samtidig være eksklusivt kendetegnene for en elitær forsamling.Hverken en lokal, national, religiøse eller nogen på anden måde særlig enestående, anderledes eksklusiv selvopfattelse.

I virkeligheden ved vi ikke engang om to mennesker har den samme opfattelse en en ide, eller en tanke. Det kan vi kun spekulerer om!
Det er det jeg mener med at begrebet kultur er neutralt.
Vi kan ikke for alvor tilegne en ide en målsætning for da er der tale om en anden, helt ny ide. Kultur er således kun et postulat.

Men det er det ideelle samfund som målsætning, der har skabt problemerne, idet alle tanker pr. definition er negative. Derfor har de behov for konstant opmærksomhed og dyrkelse, hvorfor er en postuleret kultur opstået.

Selvom kulturen er dømt til at svigte individet, i et og samme øjemed som kulturen dyrker det ideal der ligger til grund for samfundet, vil de besvigne borgerne i samfundet, ikke rette anklagen imod kulturen, men i dets sted fabrikerer nye, fantasifulde afgudelignenede sammenhænge, det andet, "os og dem", "de andre og deres kulturer" med andre ord, noget at bekæmpe. Således kan samfundet fortsat eksistere og nu drevet af definitionen på et fjendebillede.

HVis Ahmed er søn af arabiske forældre og farer4 forvirret rundt, vil jeg tro, at han er præget af sine forældres traumer.

Hvis en islændings datter opfører sig som en dansk dreng eller pige med adhd, så er hjælp at hente. Og det er det fordi det danske system har den formodning at islændinge opdrager deres børn på ca. samme måde som danskerne gør.

Det har de ikke om børn der kommer fra en f.eks. en arabisk familie. Her ses enhver afvigelse fra den danske standardnorm om hvordan børn bør opføre sig som som et udslag af en arabisk kultur, hvor især drengebørn får lov til alting. Systemet møder altså den arabiske kultur med en dom på forhånd, om hvorfor Ahmed render forvirret rundt.
Og det er at grunden er, at han er araber, ikke at han har ADHD.

jens peter hansen

Der er for få elever med anden etnisk baggrund der har fået diagnosen,ADHD. En ekspert fortæller at der nok er dobbelt så mange børn blandt indvandrere der har ADHD, sammenlignet med danske børn. Lærere og psykologer siger bare at sådan er 2. g'erne opdraget og så er den potte ude.
Historien med at børn fra det mellemste østen er anderledes opdraget end børn i DK er jo ikke noget pædagogerne har fundet ud af. Det er hvad vi som lærere har fået tudet ørerne fulde med de sidste 15 år af eksperter,konsulenter, antropologer og andet godtfolk som har skullet gøre os parate til med åbent sind at modtage børn med en anden kulturel ballast. Hvis det ikke er rigtigt at fx drengebørn som små opdrages meget frit og med alderen kontrolleres mere og mere, så har førnævnte eksperter fyldt mig med løgn.
I de sidste 10-20 år er holdningen til psykologhjælp ændret 180 grader hos de fleste danske forældre. Tidligere ønskede så at sige ingen at deres barn skulle til psykolog. I dag er man meget vred hvis ens barn ikke bliver henvist ved den mindste udskejelse. ADHD-diagnosen er blevet udskældt for at blive benyttet i så udstrakt grad at man har talt om et forældrekrav om sygeliggørelse af deres afkom.
Psykologglæden er ikke så stor hos de fleste familier med indvandrerbaggrund. Som det faktisk også skrives i artiklen. For min skyld kan man kalde det racistisk eller ej, men mange forældrer med indvandrerbaggrund ønsker IKKE at deres barn skal have en diagnose, som stempler barnet som afvigende. Det er derfor en kamp, hvis man som lærer skal overbevise forældrene om at deres barn behøver hjælp. En kamp hvor ordet racisme bliver brugt mange gange, men ikke som ulysten til at indstille eleven til psykologen, men omvendt. Mit barn fejler ikke noget. Basta. Et barn med ADHD får ikke automatisk en masse støtte. Det kan få det, men de fleste går i en almindelig klasse
Lad os lave et tankeeksperiment. Dobbelt så mange tosprogede børn indstilles til psykolog for observation for AHDH ( som eksperten jo siger er nødvendigt). Ville Information ikke flyde over med anklager om racisme, fordomme og uvidenhed om indvandrerkultur, mangel på interkulturel kompetence etc etc.
Jeg tror helt bestemt at mange elever med vanskeligheder i folkeskolen bliver overset og puttet i en kulturel forklaringspose. Hvordan kan det være andet når lærerne hele tiden får tudet ørerne fulde med gode råd om at forstå og acceptere anden end den gængse adfærd.
Og endelig: det er ikke lærerne der diagnosticerer eleverne. Det er psykologer og psykiatere der foretager disse udredninger. Lærerne bliver hele tiden klandret at de ser fejl og mangler hos eleverne i stedet for at se potentialer. Når de nu ikke er i stand til at overbevise indvandreforældre om at deres barn har en psykisk lidelse er de gud hjælpe mig racistiske.

Jeg er faktisk overbevist om, når jeg tænker tilbage, at ADHD eller DAMP faktisk er reel. På min skole (en katolsk privatskole, Lars G. Jørgensen) var der elever, der blev opfattede som 'hysteriske' - der var bare ikke mange af dem, og man kan måske godt være skeptisk over antallet. Samtidig er der vist i dag tale om en egentlig påviselig lidelse (som dog først opdages igennem adfærd).
Danskerne lider af én voldsom brist: en katastrofal mangel på nysgerrighed! Andre steder udviser folk interesse for 'nye' mennesker, hvem de er, hvad de kommer fra, hvad de mener og tror m.m.
I det mindste kunne man ønske, at folk, der professionelt er i forbindelse med fænomenet, kunne udvise et vist mål af interesse, så fastslåede 'sandheder' baseret på generaliseringer, kunne undgås og deres skade for arbejdet hindres.

@erik B
"Jeg tænkte det nok... ADHD er en social diagnose."

Der findes masser klare beviser for at er er biologiske forklaringer på syndromet, både nerologiske og genetiske. Beviser som bekræfter de socio- psykriatiske diagnoser.

Men man kan jo også bare løse problemet, som beskrevet i en anden ariken på Inf, ved at sænke den kriminelle lavalder, og putte dem i fængsel. Der havner de jo alligevel, hvis der ikke sættes ind med behandling.
En behandling der ikke bare behøver at bestå i medicinering, men i højere grad i social- og psykologisk/pædagogiske indsatser.

Hans Jørgen Lassen

Peter skriver:

"Danskerne lider af én voldsom brist: en katastrofal mangel på nysgerrighed! "

Det er jo en generalisering, der vil noget. Den eneste nysgerrige i hele landet er Peter selv. Ingen andre er nysgerrige.

Og dertil kommer, at man åbenbart, efter Peters mening, skal være nysgerrig. Hvorfor nu det?

Jeg ville få meget, meget travlt, hvis jeg skulle være nysgerrig over for alle folk, som jeg møder på min vej.

Personligt vil jeg gerne have mig nysgerrighed frabedt.

Det er rent og skært ideologisk sludder, Peter fyrer af, og intet andet.

Hans Jørgen Lassen

Lauritzen,

du har ikke fået svar, fordi der er to oplagte muligheder:

enten er ADHD genetisk, og det ville jo så betyder, at indvandrerbørnene har et genetisk problem, hvilket er politisk ukorrekt at hævde,

eller også har det med opdragelsen at gøre, altså hjemmet, normerne, og det er lige så politisk ukorrekt at hævde det.

Det eneste politisk korrekte svar, som jeg egentlig troede, at du ville få, er, at skylden er de xenofobiske, fremmedangste, racistiske danskeres.

Og det undrer mig, at det svar ikke er kommet endnu.

Flere af linkene i det følgende er blevet fjernet igen af mainstream-medierne:

Forbruget af Ritalin på de skolebørn, der har vanskeligheder med at finde ”den rigtige rolle at spille i NWO-pædagogikken”, d.v.s. at transformere børn til sociale, ensrettede skabninger som følger flokken, steg med (!) i 40 % i år 2000.

Dette fulgte indirekte af DR-Teksttv-Nyheder 14-12-2000. Du kan finde artikler på dansk ved søgeordet ”ritalin”, f.eks. på www. Politiken.dk og på www.berlingske.dk. De forsvarer næsten alle sammen ritalin, selvfølgelig:

Den 26. maj 1996 bragte TV 2 en udsendelse om en skoleklasse i Danmark, hvori halvdelen af eleverne går til skolepsykolog.

http://www.politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=36546
http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=21522
http://berlingske.dk/artikel:aid=70795
http://berlingske.dk/artikel.aid=70301

og i fagbladet Folkeskolen
www.folkeskolen.dk/1999/05/anmeldelser/anm05.htm
En polsk-dansk psykolog/læge Gideon Zlotnik er den eneste jeg har set på danske tv-kanaler lægge afstand til Ritalin, som især gives til 13-15 årige skolebørn. Hvis du søger på f.eks. www. northernlight.com med ordet ritalin, vil du finde adskillige relevante og også kritiske artikler om forholdene udenfor Danmark.
Der er mange børn at redde i skolerne – der er adskillige i vor egen kreds af kritiske, som jeg kender. De vil få diagnosen ”dampbørn”, i USA (ADHD) Attention Deficit Hyperactivity Disorder, og der skal udskrives sindsændrende narkotika til dem. Dette onde vokser eksponentielt og dermed tragedierne, hvis historier efterhånden kommer til offentlighedens kundskab.

Denne pseudo-psykologiske raket er en stor forretning. Salget af farmaceutika til behandling af ADHD voksede til 758 mill. dollars i år 2000 (i USA) og viser ingen tegn på at standse sin vækst. Imidlertid bliver flere og flere forældre skeptiske overfor diagnoserne og tvangsmedicineringen af deres børn med narkotika. Ansporet af tragedierne er der nogle der sætter sig til modværge.

Lawrence Smith i Michigan og Vicky Dunkle of Pennsylvania mistede begge deres børn til psykiatrisk narko ordineret til behandling af ADHD. Mr. Smith’s 14 år gamle søn, Matthew døde af et hjerteanfald, som han fik medens han skateboardede. Retsmedicineren bestemte hans død til at skyldes langtidsbrug af stimulans ordineret til ham gennem hans skole. Tidligt sidste år døde Mrs. Dunkle’s datter Shaina i sin moders arme efter krampeanfald i sin læges konsultation. Hun var bare 10 år gammel.

Lawrence and Vicky, der forbundet af en fælles tragedie, sætter sig til modværge. De er fast besluttede på af afsløre bedraget omkring ADHD og den tvangsnarkotisering, der foregår af normale børn. Problemerne begyndte for begge forældre, da de blev kontaktet af skolens socialarbejdere og psykologer. De blev fortalt, at deres børn var for aktive, ”hyper-aktive”, ”lette at distrahere” og at de ”talte uafbrudt”. Lawrence og Vicky afviste disse diagnoser som simple normaltræk blandt energifyldte unge.

Så kom regeringens jernnæve
Smith fik at vide: “hvis vi ikke overvejede at give vores søn den foreskrevne medicin efter skolen havde diagnosieret ADHD, kunne vi blive anklaget for at forsømme at opfylde vores barn uddannelsesmæssige og udviklingsmæssige behov. Hvis vi ikke var blevet presset af skolesystemet, ville Matthew stadig have været i live i dag.” Mrs. Dunkle er enig. ”Hvis jeg havde fulgt mit hjerte i stedet for de ’professionelle rådgivere’, der troede de kendte min datter bedre end jeg gjorde, ville min dyrebare Shaina have været i live nu.”

Hvad er det, der sker? Hvornår er regeringens (i USA) skoler kommet ind i en metier med tvangsbestemt sindsændrende narkotika imod forældrenes vilje.

I 1965, ændrede betænkningen om Elemantary and Secondary Education Act (ESEA) uddannelsessystemet grundlæggende. Frøene blev lagt til den massive restrukturering fra akademikere til adfærds-påvirkere. Psykologien var i højsædet. Antallet af uddannelses-psykologer steg fra 455 i 1969 til 16.146 i 1992. I 1994 var der næsten flere børnepsykologer, psykiatere og rådgivere og speciallærere i det offentlige skolesystem i USA, end der var skolelærere.
Fra centralregeringens side belønnede man skolerne med $400 årligt for hvert barn, der fik diagnosen ADHD, og der blev tilrettelagt landsdækkende screenings. Antallet steg selvfølgelig.

I dag er mere end 7.000.000 børn blevet bragt ind under betegnelsen og registreret som sådanne, permanente patienter i skolesystemet. 10-12 procent af alle børn mellem 6 og 14 i USA er blevet diagnosticeret som værende lidende af ADHD.
Én ud af hver 30 amerikanere mellem 5 og 19 år har fået ordineret Ritalin. Psykologerne har aldrig haft det så godt.

Med mere end halvdelen af disse 7.000.000 børn på ordineret Ritalin, er aktiemarkedsværdien af dens fremstillingsvirksomhed, den svejtsiske medicinalvirksomhed Novartis, røget tilvejrs. Nu arbejder dette firma og andre på at introducere en vært for et nyt narkotika i skolestuen, bl. a. Prosac og Luvow, som netop er blevet godkendt ved The Food and Drug Administration til pædiatrisk brug.

Industrien er på vej efter endog større vækst, når pille-brigaden prøver at ramme førskole-rollingerne. Brugen af psykotropisk narkotika, ligesom anti-depressive midler og stimulanter på 2 til 4 årige er mere end fordoblet mellem 1991 og 1995.

Medens denne sygelige praksis fortsætter ukontrolleret, og der ikke rejses spørgsmål bliver flere og flere børn narkotiseret ind i sløvsind, og i værste fald dør børnene.

Dokumentationen om amfetamin:
Har modtaget dette fra svensk anonym kilde, der ønsker denne dokumentation ud til en bredere kreds.

Vore værste formodninger bekræftes

Om droger och hjärnan - vår optimism på linkahåll ?

Redigeret af : alias Dr Henrik Jönsson

1 Amfetaminer

1.1 Ingen full konsensus om hjärnskador och amfetaminer

I Sverige pågår idag en strid om amfetaminanvändningens omfattning för den svåravgränsade gruppen av barn med ‘hjärndysfunktioner’ (Asperger, DAMP/ADHD, MBD etc. - de såkallade ‘bokstavsbarnen’). Eftersom pre valensuppgifterna för dessa - ofta diskreta - hjärnskador varierar mellan 1-2%, 2-7% och 10-22% är denna strid förståelig. Det handlar om inte mindre än 12.000 - 260.000 barn, varvid det är just gruppens storlek och gräns dragningen för dess definition som är det största frågetecknet. Vissa patienter mår uppenbart väl av amfetamin i låga doser. Därför kan man sammanfatta problemet - något förenklat - så här: Skall vi behandla några hundra, några tusen eller några tiotusen barn med amfetamin? För närvarande är det nog ca 4.000 som får denna terapi.

Den i detta ämne ledande neuropsykiatriska Göteborgsgruppen kring C Gillberg vill låta framskina en stor inter nationell enighet, som dock på inget sätt är given. Många specialister, t ex i Storbritannien professorerna Eric Taylor och Michael Rutter (den sistnämnde den kanske mest renommerade brittiske barnpsykiatern), talrika högst meriterade forskare i USA, Kanada, Australien, Nya Zeeland, Österrike och Tyskland (bland dessa toxikologen prof Gabriel Nahas, New York/Paris, författare av 600 publikationer i ämnet och under 30 år WHO:s rådgivare i drogfrågor, de forskande psykiatri- och neurologiprofessorerna Volkow, Nestler, Negrete och Ellison (USA), Täschner (Stuttgart), Keup (Bonn), Waser (Basel), Hippius (München), Lehman, Dawirs, Teuchert (Bielefeld) - listan kan förlängas till det tiodubbla och skulle säkert också innehålla den framlidne Nils Bejerot, om han vore bland oss idag) ifrågasätter de obevisade ADHD-teserna och den idag snabbt stigande amfetaminförskrivningen med goda argument. Även i Sverige råder inte någon full enighet och svenska opponenter till denna trend (Ryde lius, Zetterström, JO Larsson, Elinder, Kärfve) står ingalunda ensamma i världen. De är många fler än de få som vågar framträda med namn. Men deras öde är att bli åthutade med fula insinuationer (‘scientologer’, ‘virrhjärnor’, ‘rättshaverister’), hotade med indragning av forskningsmedel, motarbetade och misskrediterade. Typiskt är föl jande exempel: Den välmeriterade molekulärbiologen och farmakologen Tomas Ljungberg blev av Socialstyrel sen anlitad som oberoende expert för en utvärdering av den publicerade ADHD-forskningen. När han inte kom till önskat resultat, utan beskrev denna forskning som så subsolid och spekulativ som den är, ratades han omgå ende och omnämns inte ens längre i sammanställningar av olika åsikter i frågan. Han har plötsligt förvandlats till luft. Istället recyklar och multiplicerar Göteborgsgruppen sina åsikter genom att utnämna varandra växelvis till den objektiva ‘experten’ som lämnar - så överraskande! - den begärda expertisen.

1.2 Amfetamin och den växande hjärnan

Det är möjligt att amfetamin i den för ADHD aktuella dosen kan tas utan risk för beroendeutveckling - men inte säkert. Frågan bör utredas omsorgsfullt. Laboratorieförsök har visat att amfetamin just på den unga, ännu växan de hjärnan redan som engångsdos kan ha djuptgripande biverkningar på neuronorganisation och synapsutveck ling, bl a en selektiv omstrukturering av neuronala nätverk i frontalhjärnan som styr emotioner, intentioner och planerandet. [Teuchert-Noodt G et al. in J Brain Res, Eur J Pharmacol, World J Biol Psychiatry, Life Sciences, Neuropharmacol, J Neurol Transm 1991-2002*]. Detta kan vara just den avtrubbning och ‘amotivation’ vi så ofta ser hos drogmissbrukare, som så småningom kan bli till rena zombies (‘kemisk lobotomi’). Visst kan det göra oroliga barn ‘lättare att ha att göra med’, att styra och undervisa, men till vilket pris? Kanske visar det sig en vacker dag att vi gör samma fel som medeltidens fältskär som tappade de sårade och stympade på blod för att lugna ner dem? De redan utblödda blev faktiskt lugnare, eftersom de inte längre orkade att väsnas och streta emot - och snart dog de stillsamt av sin tilltagende blodbrist.

Man bör akta sig för självuppfyllande profetsior. En rimlig försiktighet och en avvaktande hållning över många års behandlingsserier med långtidsuppföljning torde idag vara självklar. För den som är medicinskt eller biolo giskt intresserad och initierad skall i en kort appendix* med källuppgifter ges några fler detaljer för att motivera dessa varningar.

1.3 I Sverige ett problem?

Amfetamin började användas som läkemedel på 1930-talet (mot nästäppa), missbrukas sedan 1950-talet och för skrivas på licens mot narkolepsi och ADHD sedan 1960-talet. Den medicinska användningen har länge varit be gränsad, men har på senare år plötsligt tiodubblats. Ca 4.000 barn med ADHD behandlas, några få narkoleptiker och ca 540 vuxna med ADHD-problematik. (1996 var det 5 vuxna patienter.) Ändå tror man att ca 7.500 vuxna och mer än 10.000 barn skulle kunna hjälpas med denna terapi (Dagens Medicin 03 02 11). Tyvärr har även missbruket i Sverige stigit ganska kontinuerligt från några hundra amfetaminister på 1950-talet till ca 27.000 i slutet av 1990-talet. Sedan 1970-72 har i Sverige även amfetaminbeslagen kontinuerligt ökat på ett oroande sätt - från ca hundra för 30 år sedan en 60-dubbling till ca 6.000 idag. Den illegala produktionen (bl a i Nederländerna och i Öststaterna) och smugglingen till Sverige tycks öka snabbt. Utan tvivel har vi att göra med - förutom ett läkemedel - ett högtoxiskt hjärngift med stor beroendepotential.

1.4 ‘Evidence-based medicine’

Det är möjligt att just denna ‘toxicitetär’ även är den - i lägre doser - ‘terapeutiskt’ verksamma (hjälpande) me kanismen bakom förbättringar man ser hos ADHD-barn. Många läkemedel är i högre doser toxiska, farliga och t o m dödliga. Senaste forskning i USA har visat att ADHD-barnens hjärna över längre tidsserier tycks förändras på ett sätt som kan antyda en mer normal tillväxt. Detta kvarstår att utröna, men givetvis med stor försiktighet. Att först behandla bara den ‘hårda kärnan’ av svåra ADHD-fall, sedan göra en lång uppföljningsstudie och tålmo digt avvakta eventuella senkomplikationer och oönskade konsekvenser, innan man väljer samma terapi för en mycket större krets av patienter är det enda försvarbara sätt att utforska substansens potential som läkemedel. Detta är empirisk ‘evidence-based medicine’ i motsats till den sensationssökande karriäriver, som med höftskott, slarv och fusk alltför lätt kan åsidosätta patientens bästa. Allt detta förekommer, bevisligen. Snart kommer vi att få veta, var i dessa - av både Scylla och Charybdis hotade - farvatten Gillbergs ADHD-forskning har rört sig.

2 Metadon

2.1 Varnande exempel: överraskningar genom latenstider, blindhet för faror genom nedsövd vaksamhet

I USA har vi just i dagarna sett ett exempel på hur man annars kan bli överraskad av en utveckling med nyckfulla latenstider. Länge har man - och i stadigt ökande omfattning - använt metadon som substitutionsmedel för heroin och andra opiater i såkallade ‘harm reduction programs’. Just nu har dessa även fått fotfäste i Centraleuropa, t ex i Tyskland och Schweiz, trots att långtidsuppföljningar kastar alltmer tvivel på den påstådda nyttan. (I Sverige har man börjat tidigt med liknande försök, men i liten skala, närmast konstant omfång och med stor försiktighet.) I en lång artikel i New York Times från den 9.2. 2003 redogör P Belluck under titeln ‘Methadone Grows as Killer Drug’ för följande aktuella observationer:

Allt oftare finner man metadonmissbruk som orsak till ett snabbt stigande antal dösfall bland narkomaner i USA. I Florida t ex steg antalet metadondödsfall från 209 år 2000 till 357 år 2001 och över 508 år 2002 (+ 71% och + 42%). I North Carolina steg antalet metadondödsfall från 7 år 1997 till 58 år 2001 (+ 729% på 4 år), ”an ab solutely amazing jump”, sade statsepidemiologen Catherine Sandford. I Maine steg antalet metadondödsfall med ca 800% på 5 år, från 1997-2002, och man fann att ca 25% av alla letala drogöverdoseringar under dessa år var vållade av metadon. Dr. John H Burton, medicinsk chef för Maine Emergency Medical Services, beskrev en ‘flodvåg’ av metadonfall skölja över akutstationerna. Denna plötsliga stigning av antalet metadondödsfall ”has floored many drug experts”, då man länge ansåg metadon som alltför ‘långsam och sederande’ för att kunna bli till en begärlig missbruksdrog.

”Out of noplace came methadone,” sade James McDonough, chefen för Florida Office of Drug Control. ”It now is the fastest rising killer drug.” Självfallet kom det inte från ‘ingenstans’, utan det användes i en lång rad av tvi velaktiga substitutionsprogram över hela landet - och så kom det också direkt in i missbrukarkretsar, som bör jade handla med det. Många såkallade ‘experter’ bagatelliserade metadonriskerna under flera decennier och pro pagerade för en alltmer frikostig användning av denna syntetiska opiat. I många västtyska städer (t ex i Hamburg) kunde man sedan många år tillbaka avläsa ett stigande antal drogdödsfall förenade med eller orsakade av meta­donblandmissbruk. Allt oftare dök metadonet upp på städernas drogmarknader som ett rent tillskott, sponsrat av samhället.

”We’ve got years of experience with methadone and suddenly we’ve got this problem,” sade Dr H Westley Clark, chef för det federala Center for Substance Abuse Treatment. I Portland och Cumberland County, där 2002 minst 30 metadondödsfall konstaterades, fann man att metadon genom en allt frikostigare förskrivning hade blivit allt lättare att får tag i på gatan (Sgt. Scott J Pelletier), t o m för barn och till överkomliga priser (Dr. Ernest C Rose).

2.2 Ingen brist på varningar

Även av andra skäl är det märkligt hur ‘experterna’ hade kunnat ‘golvas’ av denna utveckling. Redan för två år sedan hade det federala Drug Abuse Warning Network varnande rapporterat att från 1997 till 2001 antalet akuta patienter som sökte vård efter metadonmissbruk nästan dubblerades till 10.725 personer per år. Just den fördröj da och något utslätade/dämpade narkotiska effekten hos metadon gör drogen så nyckfull och farlig. Först på se nare år har läkare under allt fler förevändningar börjat att förskriva metadon i stigande omfattning, även som smärtterapi (Dr Edward C Covington, chef för ett ‘chronic pain rehabilitation program’ vid Cleveland Clinic i Ohio, tidigare president för American Academy of Pain Medicine), sedan det alltmer uppfattas som en legal och accepterad drog.

Och Dr Marc Shinderman, chef för en metadonklinik i Westbrook, ”was mystified” över de stigande dödsfall talen efter metadonöverdoseringar, ty ”methadone has been around a long time… it’s a kind of puzzle.” All denna förvåning kan dock bara förvåna, när man förstår metadonets verkningssätt i människans hjärna: Det på verkar samma receptorer på samma celler och på samma sätt som äkta, naturliga opiater. Det leder till atrofier av samma cellstrukturer och funktioner, alltså till samma skador. Denna substitution är således inget botemedel för narkomanen, vilket många entusiaster har försökt inbilla allmänheten, utan - tvärtom - inget annat än en effektiv, av skattebetalaren bekostad förlängning och fördjupning av beroendet och missbrukarens hjärnskador. När har man någonsin botat en förgiftning genom att fortsätta med att tillföra organismen samma gift? Har man blåst rök i lungan på den rökskadade? Ersatt cigaretter med cigarrer? När kommer man att bota alkoholismen med Wodka för att komma ifrån Whiskyn? - Allt detta är optimism på linkahåll och liknar förslagat att borra hål i botten av en roddbåt för att släppa ut spillvattnet - utan att ha en lösning för det kända fenomenet att sjöns vatten då som regel kommer att strömma in.

Surprise, surprise? - Nej, i allt denna missbruksproblematik och -dynamik finns inget att vara förvånad över. Vis sa långtidseffekter inställer sig med obönhörlig logik, om även med en bedräglig latens. Det vi ser här i USA har på senare år också börjat att bli synligt i Tyskland - och nyss i Norge: Helt oförhappandes skriver Norges Aften­posten, utan att vara medveten om den alarmerande artikeln i New York Times, den 13.2. 2003 om samma trend i Norge:

År dödade av en överdos metadon
2000 13
2001 25
2002 44 (Källa: Eksplosiv økning i metadondødsfall, Aftenposten, 13.2. 2003)

Även här är man överraskad. Det hela visar bara hur lätt (och länge) såkallade experter kan bli hemmablinda, när det handlar om deras käpphäst. Allmänheten borde vara mån om att alltid kunna tillföra en dosis av sund skepsis och förnuft även till specialisternas hypoteser. Detta förnuft torde vara en av de få ämnen vi inte kan överdosera.

***

* 3 Appendix: Vetenskapliga resultat

Redan okt 1998 på ‘Kongressen för biologisk psykiatri’ i Jena fick forskarna Prof Dr Dr G Teuchert-Noodt och Prof Dr RR Dawirs, neurofysiologer på universitetet i tyska Bielefeld, ett vetenskapspris för det bästa arbetet på området ‘substansrelaterade förändringar i struktur och funktion av beteenderelevanta hjärnregioner’. De hade visat att ‘framför allt den ungdomliga hjärnan under utveckling kan av ringa mängder neuroaktiva substanser bli förändrad med specifika ombyggnadsprocesser’ som de kallar för ‘strukturfarmakologiska implikationer av drogmissbruket’. Deras nyaste experiment på djurhjärna visar att ‘redan en engångsinver kan av amfetamin kan utlösa en selektiv omstrukturering av neuronala nätverk i limbiska systemet och frontalhjärnan, som styr emotioner, värderingar, intentioner och planläggning resp. handlingskoncept. Just där kan följdrika och irreversibla skador iakttas. Hos människan torde sådana effekter framför allt inverka på hennes etisk-sociala kompetens.’ Det är precis vad vi ser svikta hos narkomaner i hela världen.

‘Droger ingriper principiellt som falska signaler i den fortlöpande processen av transmitterberoende cell förknippning (synaptogenese)…mycket sannolikt i limbo-prefrontala interaktioner och den livslånga pro liferationen av granulerade celler i gyrus dentatus hippocampi (den enda kända livslångt aktiva nervcells­nybildningsregionen (neurogenesen).’ Denna region är också avgörande för all inlärning och prioritering/hie rarkisering. Just här är postnatala utvecklings- och mognadsprocesser mycket störbara. ’Aktivitetsberoende mo dulation av neuronala nätverk i hippocampusregionen är väl belagd och kan tydas som en adaptiv struk turering av varselblivningsinput och limbiska erfarenheter/värderingsminnen.’

Nya experiment har visat att haloperidol stimulerar, amfetamin hämmer denna cellproliferation. Dopamin tycks vara involverat i den naturliga kontrollen av dessa processer. Även hos vuxna djur har en engångsapplikation av metamfetamin haft en suppressiv effekt på cellgenesen i hippocampus, som kunde motverkas av den antihalluci nogena haloperidolen. Därmed kan den toxiska inverkan av metamfetamin på den växande hjärnan anses vara otvetydigt bevisad. (På samma sätt har på senare år haschischs, ‘partydrogernas’ och GHB:s deletära effekt på hjärnan avslöjats: De har visat sig vara delvis mer genomgripande och irreversibla än av vissa ‘hårda’ droger.)

4 Källor:

Teuchert-Noodt G, Dawirs RR: Age-related toxicity in prefrontal cortex and caudate-putamen complex of gerbils (Meriones unguiculatus) after a single dose of methamphetamine – Neuropharmacol 1991, 30: 195-204
Dawirs RR, Teuchert-Noodt G, Czaniera R: The postnatal maturation of dopamine fibers in the prefrontal cortex of gerbils (Meriones unguiculatus) is sensitive to an early single dose of methamphetamine. A quantitative immunocytochemi cal study – J Brain Res 1994, 35: 195-204
Teuchert-Noodt G, Dawirs RR: Neuromorphogenetische Aspekte des Drogenmißbrauchs. In: Kovar KA, Muszynski I, Bur mester J (eds): Ecstasy Today and in the Future. -- Sucht. Zschr f Wissensch u Praxis, Sonderband 1997, Neuland, Geesthacht 1997: 31-4
Nossol M, Teuchert-Noodt G, Dawirs RR: A single dose of methamphetamine in neonatal gerbils affects adult cortex prefrontal GABA innervation – Eur J Pharmacol 1997, 340: 3-5
Wegnwr IC, Dawirs RR, Grond C, Teuchert-Noodt G: Dopamine and the regulation of cell proliferation in gerbil (Meriones unguiculatus) pyloric mucosa – Life Sciences 1997, 60: 2005-11
Dawirs RR, Teuchert-Noodt G, Nossol M: Pharmacologically induced neural plasticity in the prefrontal cortex of adult gerbils (Meriones unguiculatus) – Eur J Pharmacol 1997, 327: 117-23
Dawirs RR, Hildebrandt K, Teuchert-Noodt G: Adult treatment with haloperidol increases dentate gryus cell proliferation in the gerbil hippocampus – J Neural Transm 1998, 105: 317-27
Teuchert-Noodt G, Dawirs RR, Hildebrandt K: Adult treatment with metamphetamine transiently decreases dentate granule cell proliferation in the gerbil hippocampus – J Neural Transm 2000, 107 (2): 133-43
Hildebrandt K, Teuchert-Noodt G, Dawirs RR: A single neonatal dose of methamphetamine suppresses dentata granule cell proliferation in adult gerbils which is restored to control values by acute doses of haloperidol – J Neural Transm 1999, 106 (5/6): 549-58
Bagorda F, Lehmann K, Teuchert-Noodt G: The maturation of overlapping serotonergic and prefrontofugal afferents in the parietal cortex and caudate-putamen is suppressed by pharmacological and environmental interventions in gerbils – World J Biol Psychiatry 2001, 2: 236S
Blaesing R, Nossol M, Teuchert-Noodt G, Dawirs RR: Postnatal maturation of prefrontal pyramidal neurones is sensitive to a single early dose of methamphetamine in gerbils (Meriones unguiculatus) – J Neural Transm 2001, 108 (1): 101-13
Neddens J, Lesting J, Dawirs RR, Teuchert-Noodt G: An early methamphetamine challenge suppresses the maturation of dopamine fibres in the nucleus accumbens of gerbils: on the significance of rearing conditions – J Neural Transm 2002, 109(2): 141-55

Inger Sundsvald

Eller også er det fordi det er temmelig håbløst, at diskutere mulige grunde med folk, der er så ensporede, at der mangler svar.

En anden mulighed er, at når der tales om genetik, så er der ikke så mange, der har en reel viden på området. Så vidt jeg er orienteret, er de fleste mennesker genetisk disponeret for næsten alle mulige dårligdomme. Der mangler kun et bestemt ’puf’ for at fremkalde dem. Og hvis man ikke bliver udsat for disse, kan man helt undgå at udvikle dem.

Således er det jo helt utroligt, at der er så mange med anden etnisk baggrund, som klarer sig så godt som de gør – på trods af de forhold de bliver budt. Det kan vist konkluderes, også af lægmand, at man ikke fødes som kriminel.

De angivelige årsager fra Sonia Eriksen, tror jeg, jeg springer over.

Hans Jørgen Lassen

Lauritzen,

blot for god ordens skyld: den der DAMP-diagnose forekommer umiddelbart temmelig tvivlsom, i hvert fald i det voldsomme omfang den bruges. I det hele taget bruges der vist alt for mange diagnoser, sygeliggøres der i alt for høj grad.

Nu er de homoseksuelle endelig sluppet for at blive betragtet som syge, og der røg så én diagnose. Men straks dukker nye op.

Hvorfor fanden ikke bare (altså inden for et eller andet interval) anerkende, at folk menneskeligt og eksistentielt er forskellige, også børn?

Inger Sundsvald

Nu har lægevidenskaben jo gjort en del opdagelser efterhånden. Sygdomme som man ikke tidligere har kunnet rubricere, er nu kortlagte, og mange kan behandles. Generne er ved at blive kortlagt. Genet for medmenneskelig forståelse er ikke fundet endnu.

Hvis forældrene ikke formår at ’opdrage’ deres børn, mener nogen, at de bør tvangsfjernes, så de kan komme hen til nogen som ved hvad det drejer sig om. Her mener andre, at det vil være gavnligt med et par over nakken, så de kan lære det.

Gad vide om det er en genetisk defekt at have så bizarre holdninger, eller ligefrem ulovlig adfærd, eller om disse mennesker har taget skade i barndommen ved selv at have fået et par over nakken.

Hvor mon nationalismens gen befinder sig? Og vil vi en dag kunne behandle for det? Er det mon et almenmenneskeligt gen? Jeg tror at man er ude på dybt vand, hvis man forsøger at gøre samfundets rådvildhed til noget genetisk eller et spørgsmål om forældrenes opdragelse – for slet ikke at tale om ond vilje – for hvor er den så produceret?

Andreas Trägårdh

Til Alexander Hereford

I følge restsamfundet er unge invandrerer ganske rigtigt over repræsenteret i statestiken. Men når man sammenligner disse unge med andre unge i samme social-økonomiske klasse, da er der ikke længere nogen over repræsentation.

Der er dog en række helt særlige forhold der afgør udslaget i statestikkerne, som vi aldrig får at læse i dagbladene, men som alligevel medvirker direkte til denne tilsyneladende over repræsentationen af unge invandrere i statestikkerne.

Dels bliver der ført flere politisager, på episoder der ligger under bagatel grænsen, når det indvoldverer unge indvandrer, tolerence tærsklen er højere med etniske danskere.

Men den helt store slagside i invandrer repræsentationen, drejer sig om ankesager. Et langt højere antal ankesager får lov at blive prøvet ved domstolene, endda sager der er helt håbløse fra begyndelsen, og dvs. sager der aldrig skulle have været anket, får lov at "blive prøvet".

Invandrerene, 1 og 2 g'erne, er for juristerne en profitabel malke maskine, som retsamfundet har valgt at sætte stiltiende overfor.
Hvor nemt er det ikke at antænde unge mænd, når man parrer begreber "retfærdighed" med "stolthed" og "mulighed". De øjner da naturligvis den mindste chance for opresning, og tilmed opfatters det som svaghedstegn at ikke anke en sag, hvis det er muligt.

Hvilken forsvars advokat vil ikke gå efter at fordoble eller triple sit salær - Det er nemt og gratis, staten betaler! Advokaterne ved godt at disse sager aldrig kan vindes, samtidig stiger omfanget at sager med invandrere i statestikken, men som jeg har vist dig det, under helt urimelige, faktisk falske forudsætninger.

Andreas Trägårdh

Så længe man tror at kultur kan tilegnes et fiktivt sted som en nation, vil samfundet altid marginaliserer grupper og derfor skabe ufrie grupper af sociale tabere.
Så hvorfor gør man så det?
Måske kun for at beskytte de andre skurke, dem på de bonede gulve!

Andreas Trägårdh

? Ond! :) - Det er dine ord.

Med mindre man er overtroisk, betyder noget der i virkeligheden slet ikke eksisterer, ikke samtidigt at det er ondt. Men det henviser til at uvidenhed er det der leder til ondskab. Det er også sådan du åbenbart læser mine indlæg, og derfor gør det dig ondt.

Jeg kan kun udlede, af det du skriver, at du slet ikke har ulejliget dig at læse mine indlæg med tilstrækkelig hvilje og omhu.