Læsetid: 2 min.

Hjemløse risikerer at miste varm mad

Projekt Udenfor, der uddeler gratis varm mad til hjemløse, er i fare for at miste driftsmidler, når statens satspulje omlægges. Hele det frivillige socialarbejde er truet, siger Preben Brandt, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte
De hjemløses udsigt til at få varm mad fra frivillige hjælpeprojekter bliver betydeligt forringet med de nye regler for statens satsmidler, mener flere repræsentanter fra de sociale ngo-er

De hjemløses udsigt til at få varm mad fra frivillige hjælpeprojekter bliver betydeligt forringet med de nye regler for statens satsmidler, mener flere repræsentanter fra de sociale ngo-er

Bjarke Ørsted

Indland
22. oktober 2008

Fem-seks gange om ugen kører en VW Caddy rundt i København. Under navnet Den Mobile Café serveres fra vognen gratis varm mad for hjemløse københavnere. Bilen er bemandet af skiftende frivillige, og maden er tilberedt i køkkenet hos Projekt Udenfor.

Den Mobile Café har været i gang siden 2001, men nu er den truet på livet, fordi Folketinget er ved at omlægge uddelingen af midler fra satspuljen. Midlerne tildeles projekter, der skal komme samfundets svageste til gode.

I et notat fra Velfærdsministeriet, som Information er kommet i besiddelse af, lægges der op til betydelige stramninger og omlægninger af den hidtidige ansøgningsmodel. Formålet med ændringerne er at prioritere uddelingerne og sikre, at de går til initiativer af eksperimenterende karakter. Alle Folketingets partier, bortset fra Enhedslisten, er enige om, at modellen for uddeling af midlerne skal ændres.

Men nu påpeger flere ngo'er på det sociale område, at en bureaukratisk udmøntning af de nye regler risikerer at gøre stor skade på det frivillige sociale arbejde landet over.

Fylder hullerne ud

Preben Brandt, der både er leder af Projekt Udenfor og formand for Rådet for Socialt Udsatte, er dybt bekymret over flere af den nye models kriterier.

"At støtte kun gives til projekter uden for det kommunale felt, vil blive meget vanskeligt at styre. Principielt set er alt socialt arbejde jo en offentlig opgave. Sagen er blot, at de frivillige organisationer går ind, hvor det offentlige af forskellige grunde svigter," siger Preben Brandt og tilføjer:

"Værre er det, at det bliver meget sværere at opnå støtte til daglig drift. Mange organisationer er finansieret af en blanding af private fonde og satspuljen. Skal satspuljen ikke længere finansiere driften, vil det næsten være umuligt at skaffe pengene ad privat vej, for private fonde kan ikke profilere sig tilstrækkeligt ved at støtte drift."

Preben Brandt giver som eksempel Projekt Udenfor, som han er leder af. Projektet får 80 procent af sine økonomiske midler fra satspuljen og resten fra private fonde. Projektet har igennem adskillige år blandt andet drevet Den Mobile Café, hvis eksistens uden satsmidlerne vil være i fare.

"Det vil være katastrofalt, hvis vi mistede satsmidlerne," siger Preben Brandt, der peger på, at for eksempel en mobil service med uddeling af mad ikke uden videre kan overtages af kommunen. Bilen med mad er bemandet af frivillige - og de ville forsvinde, hvis kommunen tog over.

"Meget socialt arbejde vil blive slået ihjel, og mange socialt udsatte vil få det dårligere," vurderer Preben Brandt.

Anonymitet i farezonen

Mødrehjælpen er en anden og større ngo, som risikerer at miste støtte. Mødrehjælpens indtægter stammer for 38 procents vedkommende fra statspuljen.

Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen, finder det ligesom Preben Brandt dybt problematisk, hvis der nu skal skelnes skarpt mellem, hvad der ligger inden for og uden for det kommunale arbejdsområde.

"Frivillige organisationer reparerer, hvor kommunerne har svagheder. Der er en overlapning, men de frivillige har en vigtig uafhængighed. Mange mennesker, der har behov for hjælp og rådgivning, tør ikke henvende sig til kommunen, fordi de ikke kan være anonyme, heller ikke i kommunale anonyme rådgivninger, som ofte er bemandet med de samme socialrådgivere, som borgerne møder i de officielle sammenhænge. Derfor spiller de frivillige organisationers anonyme behandling en vigtig rolle," siger Mads Roke Clausen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her