Læsetid: 15 min.

Hvorhen Amerika?

Hvor er Amerika på vej hen? Den svenske forfatter og journalist Göran Rosenberg forsøger at give nogle svar i tre roadessays om nationen, imperiet og civilisationen USA. Første del dykker ned i den stigende modvilje mod spansksprogede indvandrere - og handler om nationens grænser
Nye amerikanske statsborgere står i kø for at lade sig registrere som vælgere og dermed få mulighed for at stemme ved præsidentvalget i USA den 4. november.

Nye amerikanske statsborgere står i kø for at lade sig registrere som vælgere og dermed få mulighed for at stemme ved præsidentvalget i USA den 4. november.

Göran Rosenberg

14. oktober 2008

Det er lettere at komme ind i USA fra Mexico end fra Sverige. Fire hvide uskyldigt udseende ansigter i en amerikansk indregistreret Chevy Suburban og en diskret viften med vore bordeauxfarvede EU-pas, så har vi allerede krydset grænsen. For ikke så længe siden var det nok at ligne en amerikaner, lyde som en amerikaner og sige American. Men i december sidste år blev der pågrebet 1.517 mennesker, som nok sagde, de var amerikanere, men ikke var det. Så nu går den ikke længere.

"Af hensyn til det amerikanske folks sikkerhed kan USA ikke længere acceptere et tillidssystem ved grænsen," erklærede lederen af USA's vidtforgrenede sikkerhedsministerium, Department of Homeland Security (DHS), Michael Chertoff.

En af forklaringerne på den forholdsvis lemfældige kontrol ved grænseovergangen mellem Tijuana i Mexico og San Diego County, Californien, USA, er, at der ikke findes praktisk gennemførlige alternativer.

Alene over dette grænseafsnit, som ganske vist også er det mest trafikerede, passerede der sidste år 63 millioner mennesker i 31,8 millioner biler. I samme periode faldt antallet af biler, der blev kontrolleret, med otte procent, mens antallet af trusted travellers, som er udstyret med elektronisk læsbare pas, steg med 30 procent.

Timer i bagende sol

Alligevel skal alle rejsende forvente at tilbringe en til to timer i en bilkø, hvilket muligvis er til at leve med, hvis ens bil har aircondition i kabinen, men kan være livsfarligt, hvis man befinder sig i bilens solstegte bagagerum.

Mellem rækkerne af bilkøer bevæger mexicanske sælgere af alle former for forfriskninger og souvenirs sig rundt, men når aldrig så langt som til det gult markerede felt på asfalten omkring 100 meter før checkpointet. Bag dette støder man kun på amerikanske grænsepolitifolk med sniffende schæferhunde.

Det er det gule felt, som markerer grænsen.

Hvad disse hunde bl. a. har lært sig, er at snuse efter mennesker, som ikke sidder i bilens passagerkabine, men er stuvet af vejen i bagagerummet, under bilens motorhjelm eller andre tænkelige og utænkelige steder på en bil, hvor folk frivilligt måtte finde på at udsætte sig for tortur for at få chancen for at prøve lykken i Amerika. Blandt de mere utænkelige steder er indersiden af bil-sæder eller undersiden af et bilgulv.

"De havde sat en barnestol foran sædet med den indsyede person, for at det skulle være mindre synligt," fortæller Debra Crawford, vicechef for grænsestationen, da hun med saglig stemme-føring guider os forbi de pædagogisk afskrækkende fotografier, der pryder korridoren mellem administrations- og arrestlokalerne.

Mit filmhold fra TV4 får lov til at følge hundepatruljen i et par timer. I en eller flere af de biler, som snegler sig gennem heden, vil der statistisk gemme sig personer, men kun de færreste er der tid til at gennemgå og gennemsnuse.

"Det er som at lede efter nåle i en høstak," siger vores guide ved grænseposten, Vincent Bond, opmuntrende til fotografen, som ikke lader hundene ude af kamerafokus på noget tidspunkt. Efter to timer og 50 minutter får en af hundene færten af sved og frygt gennem karosseri og udstødningsgasser og begynder ellevildt gøende at hoppe op og ned af bagagerummet på en mellemstor mørkeblå bil.

"Der var I heldige," siger Vincent Bond.

Pakket som sardiner

Nålen i høstakken er fire voksne mennesker, der ligger pakket som sardiner i en dåse, tre kvinder og en mand. Én ad gangen bliver de på stive og vaklende ben hjulpet ud af det trange bagagerum. Jeg kan i første omgang ikke tro mine øjne. Så mange mennesker kan da ikke klemme sig sammen på så lidt plads. Den sidste, som de mørkeblåt uniformerede grænsebetjente gør sig klar til at hale ud, er en mand i rød skjorte, blå jeans og hvide strømper. Jeg ser ham ligge sammenkrøbet og fastklemt op ad indersiden og misse mod lyset. Først da begynder jeg at fatte, hvad jeg har set.

Endnu længere tid tager det mig at fatte, hvor dagligdags alt dette forekommer. Det er som om, alle har været igennem rutinen før. Som om det er helt naturligt for fire personer at presse sig ned i et steghedt bagagerum for at forsøge at komme ind i Amerika, og for politiet ved grænseovergangene i San Ysidro at række dem en hjælpende hånd og sige et par trøstende ord på spansk til dem, der var så uheldige at blive opdaget.

De fire sætter sig på en lav stenkant ved siden af bilen, genvinder pusten, føler efter på fødderne, udveksler et par hurtige blikke, hvorefter de stille og roligt eskorteres væk for at blive registreret, forhørt og irettesat.

Frivillig udrejse

Den mest almindelige sanktion er et tilbud. Hvis den eneste forbrydelse er at have forsøgt at krydse grænsen til Amerika ulovligt, får gerningspersonen tilbudt en såkaldt frivillig udrejse, voluntary departure. Det er med andre ord et tilbud om at tage turen tilbage frem for turen gennem retsvæsenet.

Frivillig udrejse kan også blive tilbudt til personer, der har tilbragt det meste af deres liv i Amerika, skabt sig en tilværelse og født deres børn der, men i forbindelse med en mindre trafikforseelse eller tilsvarende lovovertrædelse på bagatelgrænsen har mistet deres opholdstilladelse. Frivillig udrejse kan også tilbydes dem, som bliver pågrebet uden opholdstilladelse ved nogle af de dramatiske razziaer mod arbejdspladser og boligområder, som gennemføres af specialstyrkerne fra det forbundsstatslige agentur for immigrations- og toldkontrol, Immigrations and og Customs Enforcement (ICE).

På politistationen ved San Ysidro kører to hvide busser med hvidmalede vinduer ind for at tømme denne formiddags dystre og tyste last af frivilligt udrejsende. Den første bus kommer fra lufthavnen i San Diego og indeholder mennesker, som ICE har pågrebet over hele det vestlige USA. Den får vi ikke lov at filme.

Den anden bus indeholder mennesker, som er blevet taget på eller ved grænsen af grænsepolitiet (som ikke er underlagt ICE, men CBP, Customs and Border Protection, som dog begge for nemheds skyld sorterer under DHS), og forlader Amerika som de kom: med løst hængende tøj på kroppen, sportssko på fødderne og plasticposer i hånden. Én for én bliver de krydset af på en liste. Og én for én forsvinder de ud gennem porten i det høje trådnethegn og ind i Mexico.

Grænsen fra San Diego i Californien ved Stillehavet til Brownsville i Texas ved Den Mexicanske Golf er 3.200 km lang og helt umulig at kontrollere i sin helhed, endsige lukke af med en mur eller et hegn.

De fleste mennesker, der kommer ulovligt ind i USA, gør det ved grænseovergangene, som ikke kan lukkes effektivt af uden at man kvæler den legitime strøm af mennesker og varer. En mur eller et hegn kan nok vanskeliggøre og forsinke, men ikke forhindre.

Jagten på drømmen

På dette tætbefolkede, stærkt kontrollerede og i hovedsagen indhegnede afsnit af grænsen afløser begivenhederne hinanden. Blot et par hundrede meter vest for San Ysidros grænsestation springer fire unge over hegnet og løber væk i retning af den amerikanske drøms nærmeste manifestation, Plaza Las Americas, et overdådigt butikscenter, som af en eller anden grund er blevet opført bogstaveligt talt et stenkast fra Tijuana. Tre af dem bliver straks pågrebet af tililende patruljebetjente, men den fjerde gemmer sig med held i shoppingmylderet.

Få kilometer længere mod vest i retning af havet stryger grænsen tæt forbi den højt beliggende bydel Colonia Libertad på den mexicanske side, og vor ledsager fra grænsepolitiet, Julius Alatorre, gør os opmærksom på alle de diskrete tegn på rekognoscerings- og signalaktivitet fra hustagene, som lader skinne igennem, at smugleri over grænsen er en væsentlig beskæftigelse i denne del af byen.

Kort før havets kyst gennembryder statsgrænsen et område med høje klipper og stejle kløfter. Stedet her er kendt som Smuggler's Gulch, Smuglernes Slugt, og det er let at se hvorfor.

Og her er det også let at forstå, hvorfor den amerikanske regering i 2006 besluttede sig for at forsegle grænsen med en meterhøj, flere meter lang og på visse steder dobbelt fysisk barriere. The Security Fence Act var en beslutning af bibelske dimensioner, eller i hvert fald en beslutning, som indebærer, at man kan "sænke bjerge og hæve dale" (Esajas 40:4).

Guds skaberværk

På Smuggler's Gulch ser vi, at bulldozere og vejfræsere er kørt frem for at afvikle Guds skaberværk, høvle bjergtoppe af, udfylde slugter med 1,5 millioner kubikmeter af grus og sten. Tallet siger mig ikke så meget, men slugterne i Smuggler's Gulch er overvældende, og at forestille sig dem udfyldt er vanskeligt. Svimlende ser også omkostningerne ud til at blive - 300 millioner kr. for en enkelt udjævnet grænsekilometer med tredobbelt hegn. Men heller ikke dette tal siger mig så meget.

Hele det forbundsstatslige mur- og hegnprojekt er så langt, så uklart i sin rækkevidde, så usikkert i sine omkostninger, så uforudsigeligt i sine konsekvenser, og så bogstavelig talt grænseløst i sine prætentioner og forventninger, at det er svært at vide, hvad der er myte, og hvad der er virkelighed.

Inden udgangen af i år, dvs. i Bush-regeringens sidste dage, siges projektet med 700 km hegn, barrierer, patruljeveje og pigtrådsspærringer at skulle være afsluttet, men at dømme efter, hvad vi har set her, er det svært at tro på, at den tidsplan kan holde.

Og endnu sværere er det at se nogen rimelig proportion mellem denne storstilede satsning og dens tvetydige konsekvenser. Ulovlige grænseoverløb er helt sikkert blevet vanskeligere, farligere og dyrere (og mere afhængige af Coyotes, menneskesmuglere, som tager sig dyrt betalt) og dermed er der måske blevet færre af dem. Men det betyder ikke nødvendigvis, at tilstrømningen af illegale indvandrere er faldet - kun at de, som har haft held til at trænge ind, ikke længere risikerer at vove sig ud igen for at besøge venner og familie, som det tidligere var tilfældet.

Fortsætter på næste side

"Den ultimative konsekvens af at lukke grænsen er, at den papirløse befolkningsgruppe i USA er stigende og bliver gjort permanent," noterer sociologiprofessor på Princeton, Douglas S. Massey, i en undersøgelse.

Ingen ved hvor mange illegale indvandrere, der er i Amerika i dag. Gætterier varierer mellem syv og tyve millioner, men undersøgelser viser samstemmende, at de er blevet flere i årenes løb. Lige så entydigt viser undersøgelser, at flere amerikanere opfatter dem som en byrde for skatteyderne (de belaster skoler og sundhedsvæsen), en trussel mod økonomien (de tager job og boliger) og en fare for nationen (underminerer tradition og samhørighed).

Det sidste er det sværeste at sætte fingeren på, da det dækker alt fra frygten for terror til frygt for de fremmede, eller i det mindste frygten for, at fremmede sprog, kulturer og værdier skal slå rod, splitte nationen og dermed gøre det af med det Amerika, der eksisterer i dag. Ofte glider argumenterne over i hinanden. Et argument mod ukontrolleret tilstrømning af indvandrere kan i næste øjeblik forvandle sig til et argument mod den spansksprogede kulturs uforenelighed med (anglo)-amerikanske traditioner.

Mellem kravene om øget kontrol med hvem der får lov at komme ind i USA og kravene om større kontrol med, hvad der skal definere amerikansk identitet, er der en tynd skillelinje. Åbent fremmedfjendske synspunkter er lige så lidt stuerene i USA som i det meste af i Europa, men bag de stadig hyppigere opinionsstorme mod 'illegale fremmede', illegal aliens, eller mod andre eksterne trusler mod den amerikanske nation, virkelige eller uvirkelige, fornemmer jeg frustrationer og frygt, som ikke bare har med ubevogtede ydre grænser at gøre, men også med ubevogtede indre.

Det gælder f.eks. for grænsen mellem flertal og mindretal i Amerika, eller mellem mindretal og minoriteter, eller om man vil, mellem ét Amerika - hvidt, veletableret og veldefineret - og et andet Amerika - kulørt, foranderligt og fremmed.

Når man kører op gennem det sydlige Californiens støt voksende byer og villaområder, er det vanskeligt at forestille sig, at denne del af Amerika så sent som i 1960 næsten udelukkende var befolket af hvide mennesker med engelsksproget baggrund, og at Los Angeles stadig var den storby i Amerika, som havde højeste andel af WASP's (White Anglo-Saxon Protestant).

Hvor vi end færdes i dag, vidner skilte på spansk og spanske stemmer om, at det er en fordel selv at kunne spansk. Borgmesteren i Los Angeles hedder Antonio Villaraigosa, er søn af fattige immigranter fra Mexico og blev valgt for tre år siden med 60 procent af stemmerne. Og vicepolitichefen, Sergio Diaz, blev født i Havana, Cuba. Vi møder ham ud for den fra film så berømte politiskole og hører ham forklare, hvorfor politiet i Los Angeles, LAPD, hellere vil koncentrere sig om at jagte mistænkte kriminelle frem for at jagte illegale indvandrere, ja hvorfor LAPD siden 1979 har haft en politik om ikke unødigt at undersøge, hvordan mennesker er kommet hertil, og hvorfor. Og hvorfor dette princip er helt nødvendigt i en by som Los Angeles, hvor næsten halvdelen af indbyggerne, 47 procent, er af latin-amerikansk oprindelse, over en tredjedel, 36 procent, blev født i udlandet, og over halvdelen af alle husstande, 54 procent, taler et andet sprog end engelsk (tallene er fra 2006 og refererer til Los Angeles County, dvs. storregionen i Los Angeles med i alt 10 millioner indbyggere). Der er mange mennesker, der har grund til at holde sig på afstand af immigrationsmyndighedernes søgelys og endnu flere, der har interesse i, at det skal lykkes dem.

"Hvis folk her i byen begyndte at opfatte os som agenter for la migra, var der ingen, som ville samarbejde med os længere - så ville der opstå en kløft af mistillid mellem politi og samfund," siger Sergio Diaz.

Problemet i Los Angeles er den voksende mistillids-kløft, der allerede er opstået - mellem den ene befolkningsgruppe og den anden. Angsten for de spansksprogedes magtovertagelse af ikke blot Los Angeles, men hele Californien, bliver åbent udtrykt og er politisk organiseret. Nogle taler sågar om la Reconquista, generobringen af de dele af USA, som indtil 1848 tilhørte Mexico (herunder Californien). Bag kravene om, at politiet i Los Angeles skal begynde at jage illegale indvandrere, skjuler sig den ene befolkningsgruppes frygt for den anden. Kravets politiske base er de mennesker, som for 40 år siden tilhørte Californiens helt overvældende og tilsyneladende urokkelige flertal af 'ikke-spansksprogede hvide' (83 procent), men som i dag tilhører en hastigt svindende minoritet, i Los Angeles County 29 procent, i Californien 43 procent. Fra i 1930'erne at have været Californiens indvandrere er de i dag blevet til statens udvandrere.

"Den mexicanske indvandring er en enestående, foruroligende og presserende udfordring for vor kulturelle integritet, vor nationale identitet og i sidste ende vor fremtid som et land," hævdede for et par år siden Harvard-professoren Samuel Huntington i en bog med titlen Who Are We? For denne og for lignende påstande fik han en hård og velunderbygget kritik. Huntington blev med en vis rimelighed betegnet som kulturel nationalist, og hans tese fik derfor langt fra samme gennemslagskraft i medierne som hans tidligere teori om civilisationernes sammenstød.

Dermed være ikke sagt, at det spørgsmål Huntington stiller, ikke har politisk relevans eller eksplosiv kraft. Og ej heller, at den radikale forandring i USA's befolkningssammensætning, som Huntington opfatter som truende, er reel nok. Og som det forholder sig med Los Angeles og Californien, forholder det sig i stigende grad også med det øvrige USA. Aldrig før er så mange indvandrere, lovlige som ulovlige, på så kort tid trådt ind på det amerikanske arbejdsmarked. Mellem 2002 og 2004 tegnede de sig for 60 procent af arbejdsstyrkens vækst og udgjorde hovedparten af de mennesker, som var beskæftiget i usikre og lavtlønnede jobs inden for landbrug og i servicesektoren. I mellem-tiden er kløften mellem rig og fattig vokset hurtigt, mens den sociale mobilitet risikerer at falde yderligere.

Den voksende kløft er i hvert fald delvis et resultat af en skattepolitik, der tilgodeså de rigeste, og den faldende sociale bevægelighed i det mindste delvis et resultat af en arbejdsmarkedspolitik, som var til skade for de fattigste. Men det er samtidig uomtvisteligt, at den delvist ukontrollerede tilstrømning af fattige og lavtuddannede indvandrere fra Mexico har øget udbuddet af mennesker, der er parat til at tage usselt betalte job på usle vilkår, og således har bidraget til at forværre betingelserne for alle, som konkurrerer om job i dette segment af arbejdsmarkedet - og de er langtfra alle nyindvandrede eller spansktalende.

Det er på den baggrund måske ikke så sært, at der findes amerikanere, som sætter deres lid til en solid mur mod Mexico, eller rettere sagt til enhver barriere imod omverdenen, som kan beskytte og bevare ikke kun 'deres' job, men også 'deres' Amerika. Færre og færre mener, at indvandring styrker Amerika. Og flere og flere, at den truer "traditionelle amerikanske skikke og værdier" (PEW Hispanic Center, 2006).

Åbent og stolt definerer Amerika sig selv som en nation af indvandrere. De fleste amerikanere nedstammer jo fra indvandrere, de fleste amerikanere opfatter indvandring som en del af den amerikanske drøm. Men samtidig har indvandring og indvandrere fra tid til anden affødt amerikanske modreaktioner og ført til begrænsninger i USA, imod alt for mange indvandrere, imod den forkerte slags indvandrere, imod indvandrere, som splitter nationen frem for at opbygge den.

Sådan en periode befinder vi os i nu.

Lige nord for San Ysidros grænsestation, i nærheden af motorvejen til San Diego, står der et trafikskilt med sorte silhuetter mod gul baggrund. Silhuetterne forestiller tre springende personer, en far, en mor og et barn, og skiltet advarer mod indvandrere, der krydser vejen. Igennem nogle årtier blev hundredvis af mennesker dræbt eller såret, når de sammen med deres børn og bylter forsøgte at redde sig over den ottesporede motorvejs ubrudt tætte og hurtige trafik. I dag har nyopførte mure og flere meter høje hegn tvunget silhuetterne til at søge andre veje ind i Amerika, og skiltet er formentlig kun efterladt som en påmindelse om, hvordan det engang var.

Det er et grafisk stærkt skilt, på en gang dagligdags og uvirkeligt, som minder om, hvad der stadig er forfærdende virkelighed. Det minder om, at de tæt sammenpakkede mennesker i et opvarmet bagagerum i San Ysidro, om de trodsigt beslutsomme mødre på et herberg ud for Tijuana, om den triste leverance af 'frivillige udrejsende' i en hvid bus med overmalede vinduer fra ICE, om det menneskelige pres på en grænse, som uanset mure og hegn fortsat i højere grad vil tiltrække end afskrække.

Og faktisk minder den os også om de overfyldte småbåde ud for Europas kyster (sådanne fartøjer ses nu også ud for Californien), de tungt menneskelastede containere i Europas havne, de voksende mure og hegn langs EU's ydre grænser. Det samme menneskelige pres, de samme menneskelige dramaer, den samme provokerende og tiltrækkende nærhed mellem en rig verden og en fattig.

Og indtil videre er vores svar den samme politik (eller mangel på politik): højere mure udadtil og hårdere stramninger indadtil.

Efter en måneds rejse gennem et kulturelt og etnisk i stigende grad kalejdoskopisk Californien fremstår dette i stadig højere grad som et forældet svar på et nyt spørgsmål.

Californien er den stat i USA, som har den største økonomi (den er verdens niendestørste) og den mest globaliserede. Det er også delstaten med den største og mest etnisk blandede befolkning, de fleste indvandrere, lovlige som ulovlige, de dybeste skel mellem rige og fattige, den bredeste kløft mellem offentlige forpligtelser og de offentlige finanser, de vanskeligste udfordringer for gamle politiske institutioner og magtstrukturer.

Det nye spørgsmål for Californien som delstat og i sidste ende for Amerika som nation og i allerhøjeste grad også for Europas nationalstater er, hvilke nye institutioner og strukturer, der bliver nødvendige for at etablere et samfund uden mure i en økonomi uden mure.

Muren mod Mexico er et tegn på, at USA's fiasko i denne henseende nærmer sig Europas.

Den svenske journalist og forfatter Göran Rosenbergs dokumentarserie fra USA vises på svensk TV4 i oktober. Denne artikel er det første af tre Rosenberg-essays om USA i en brydningstid

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

martin sørensen

tom waits version af o brother can you a dime,

Wau den version har blæst mig næsten ned af stolen, fantastsisk fortolkning af denne gamle sang.

Og ja den beskriver nogenlunde head on de tider vi går i møde, kunst kan ofte beskrive alt langt bedre en lang debat.

Jeg vil bidrage med John Steinbecks bog vredens druer / eller filmatiseringen fra 1940 af john ford af samme navn, vi nærmer os nu en dyb ression der måske vil gå over i en ren økonomisk deprition. for det vender ikke før at vi sætter ind med en målrettet offenligt indsans, klima/energi kampen er faktisk en oplagt opgave som der kunne sætte nyt liv i økonomien, byggeriet er på vej ned fabrikker lukker ned for produktionen ombygningen af samfudnet til at være drevet på vedvarnde energi det kan faktisk vende udviklingen drastisk.

I usa ville det faktisk sætte styr på usa´s udlandsgæld.