Kampen om havets kapital

Da Fogh-regeringen privatiserede fiskene i havet omkring Danmark, solgte mange fiskere deres kvoter og gik i land. Nu ejes fiskene af færre og færre mennesker, men ved Vesterhavs-lejet Thorup Strand har 20 mand stiftet et laug, der skal holde de store koncerner væk
Ved 2-3-4-tiden om natten glider kutterne i havet med lanterner, der farver bølgerne røde og lysegrønne. Det gælder om at komme først ud for at få de bedste fangstpladser.

Ved 2-3-4-tiden om natten glider kutterne i havet med lanterner, der farver bølgerne røde og lysegrønne. Det gælder om at komme først ud for at få de bedste fangstpladser.

Getty Images
7. oktober 2008

Fiskeren sætter sin mobiltelefon op til vindmåleren, så lyset fra displayet oplyser nålen. Klokken er to om natten, og Vesterhavets skummen og brølen kan nok høres, men knap ses.

Nålen rykker frem og tilbage i stød, akkurat som vinden gør det, når den fejer over havet. Den svinger mellem 13 og 14 sekundmeter. Tæt på stiv kuling.

"Vi kan godt klare det, men det er lidt uforsvarligt," siger Per Olsen.

Fiskeren tripper rundt på stedet. Han vil gerne på havet, men på den anden side ...

Makkeren Leif kalder ham 'Lille Per', og selv om den 21-årige fisker er en af de yngste på pladsen ved Thorup Strand, er han nu ikke så lille af størrelse; det kræver en vis styrke at være på havet 14 timer ad gangen. I sidste uge faldt en fisker over bord fra A-85'eren.

"Hvis vejret havde været, som det er i nat, så havde det været svært at finde ham igen," bemærker Per.

"Det er i hvert fald svært at svømme båden op, hvis man er alene," supplerer Leif.

Stormen kaster ordene rundt og gør det svært at høre hele sætninger. Det bliver ikke nemmere af, at fiskerne taler et sprog, der synes at være helt deres eget.

Per tænder for spottene, og med ét er scenen lyst op: De 20 store kuttere med rød og havblå bund - det er her, Danmarks sidste store gruppe af kystfiskere trækker deres både op på stranden.

Men der bliver ikke noget fiskeri i nat, og i stedet går vi ind i spilmandens hus. Det er ham, der hver nat trækker bådene ud via wiren. På døren er der en tegning af en fisker, som dækker sin bare røv med en EU-stjerne. Fiskerne er ikke specielt glade for EU, eller andre, der sætter grænser for fiskeriet eller deler havet op i kvoter.

For tre år siden blev fiskene i Skagerrak og Nordsøen privatiseret, og det har lukket mange fiskerlejer, som for eksempel Lild Strand, der er nabo til Thorup Strand.

De store købte de små, og spekulanterne handlede priserne op, men i Thorup Strand var det de små, der gik sammen og pludselig blev store.

Det er derfor, jeg er taget hertil, hvor kampen om at fange flest fisk og være først ude om natten, stadig udkæmpes.

Men som det er med de fleste historier, er det ikke så enkelt. Og andre mener, at fællesskabstanken - Thorup Strand-modellen - gør mere skade end gavn. Til tider virker konflikten så skarp, at når det skummer og brøler ude over Vesterhavet, så gør det det også i de små huse.

Millionærer på en nat

Det er ved 2-3-4-tiden om natten, kutterne glider i havet med lanterner, der farver bølgerne røde og lysegrønne.

Det gælder om at komme først ud.

Selv om havet er stort, er der ikke lige mange fisk overalt, og en kutter kan nemt optage et areal på to gange tre kilometer, når den trækker sit snurrevod efter sig. En nat fangede Per og Leif næsten seks ton rødspætter, og med en kilopris på 13-14 kr. var det ikke et dårligt udbytte.

Men for tre år siden var der fiskere, som over natten blev langt rigere, end hvad nogen kunne hive op med garnet. Fogh-regeringen privatiserede fiskene i havet, og alle fiskere med egen båd fik en årskvote for torsk og rødspætter. Kvoten var baseret på, hvad båden havde fanget de foregående år. Desuden kunne fiskerne pludselig handle med deres kvoter. Formålet med 'ny regulering' og de såkaldte 'fartøjskvoteandele' var at få fiskeriet koncentreret på færre og mere effektive fartøjer. Der var arbejdsløse fiskere og røde bundlinjer mange steder - det kriseramte fiskeri skulle gøres rentabelt.

Kvoterne viste sig at være mange penge værd. Og udsigten til at blive millionærer fik stort set alle fiskerne på nabostranden Lild Strand til at sælge deres både i løbet af en måned. Tag den 58-årige fisker Ole Eriksen. Hans båd, Bulbjerg, steg pludselig fra 500.000 kr. til to mio. kr. i værdi.

Eriksen mente, at han var tvunget til at købe endnu flere kvoter, hvis han skulle fortsætte et fornuftigt fiskeri, og da fiskeren døjede med en diskusprolaps, solgte han i stedet hele molevitten. I dag har Eriksen bygget et fiskerøgeri for pengene.

"Det var en stor risiko for os at skulle låne så mange penge i banken, og når vi ældre fiskere trak os ud, så blev der også flere fisk til de unge," siger eksfiskeren.

Pers makker Leif formulerer det på en anden måde den nat i spilhuset, hvor vindmåleren rykker rundt omkring stiv kuling:

"Hvis nogen viftede en check på flere millioner kroner foran næsen på dig, hvad ville du så gøre?"

Selv om Eriksen mener, at der nu skulle være flere fisk til de unge, så er næste generation allerede flyttet fra Lild Strand og videre til Frøstrup eller Vestløse, hvor de arbejder som smede og ikke som fiskere.

Da kvoterne blev fordelt, kom der også spekulanter på banen, og fiskene blev handlet op i pris. Så da Eriksens Bulbjerg et halvt år senere blev solgt videre, var prisen 4,25 mio. kr., og i dag har den en markedsværdi på 8 mio. kr. - ti gange så meget som i 2005.

Kvoternes himmelflugt gør det nærmest umuligt for unge fiskere at etablere sig, siger kritikerne, for uden fangsthistorik ingen fisk, medmindre de kan smække adskillige millioner på bordet.

Spilmanden frygter, at de unge helt forsvinder fra erhvervet.

"Nogle fiskere har sat mange penge i banken, og det skal de unge nu betale for. Det er så åndssvagt, det system. Det bliver døden for de bette pladser," siger han, mens den utætte kaffemaskine langsomt fylder den sorte plastikspand på gulvet.

Liget i nettet

Per Olsen er en af de unge fiskere, der begyndte sin karriere, efter kvoterne gik amok. Omkring 150 nætter om året lægger han snurrevoddet ud i en cirkel på havet.

"Jeg er spændt hver gang, jeg trækker nettet op. Der kan være lige fra to kasser rødspætter til 50 kasser," siger han.

Per står på første sal i sin fars hus, der ligger 200 meter fra 'æ haw', som det hedder i Thorup Strand. Han peger ud over vandet. Stormen lagde sig senere på morgenen, og det udnyttede to kuttere. De er nu på vej ind. Det ærgrer Per lidt, at han ikke kom ud, men næste nat vil han være den første.

"Det er træls at stå på stranden og se de andre fange fisk. Derfor plejer vi også at være først ude. Det er skønnest selv at kunne bestemme pladsen," siger Per.

Der er konkurrence på havet, men der er også sammenhold. Og det var sammenholdet, der fik Thorup Strand-fiskerne til at gå sammen i et kystfiskerlaug, da bådene forsvandt fra Lild Strand, og Thorup Strand-fiskerne også var begyndt at sætte deres kuttere til salg.

For at få råd til at købe flere kvoter og gøre fiskeriet rentabelt, skød 20 fiskere hver 100.000 kr. i et nyt kystfiskerlaug.

Med de to mio. kr. kunne fiskerne låne 15 mio. kr. i de lokale banker. Og sådan skete det, at lauget købte Ole Eriksens gamle båd Bulbjerg fra Lild Strand for 4,5 mio. kr., og Ole blev bestyrer af laugets kvoter.

I alt har Thorup Strand Kystfiskerlaug nu lånt 50 mio. kr. til at købe kvoter for, og ordningen gør, at nye fiskere kan få adgang til fisk for 100.000 kr. i stedet for at skulle investere flere millioner. Fiskerne lejer rødspætter og torsk af lauget, som derved får dækket låneomkostninger.

Etnolog Thomas Højrup, som selv bor i Thorup Strand, var med til at konstruere lauget og er dets formand. Han mener, at mange dygtige fiskere tabte spillet om kvoterne, fordi de var oppe mod store koncerner og spekulanter.

"Fiskerne tænkte jo, at det var helt vanvittigt, at de først skulle købe fiskene og så fange dem bagefter. Det var en fremmed tankegang for dem, at fisken fik en værdi, der kunne spekuleres i, og som det gjaldt om at købe og sælge på det rigtige tidspunkt," siger han.

Nogle af de største tabere er de fiskere, som tidligere var med på bådene, men ikke ejede dem, mener Højrup. De fik som regel det samme ud af fangsten som bådejeren, når udgifter til kutter og grej var regnet fra. Men disse partsfiskere fik ingen kvoter, og med reformen mistede de retten til fiskene i havet. Mange er nu "sat i land", som formanden udtrykker det. I Thorup Strand Kystfiskerlaug kom der ved årsskiftet seks nye unge fiskere til - Per Olsen var en af dem.

"Der er omkring 80 unge under 18 år i Thorup Strand. Halvdelen af dem er drenge, og en stor del af de drenge har ét stort ønske, og det er at følge i fars fodspor. Da krisen var størst, frarådede mange drengene at blive fiskere, men byen ville dø, hvis alle hoppede fra. Det er sket næsten overalt i det øvrige land," vurderer Højrup.

Siden 2005 er antallet af danske fiskere, der selv ejer fartøjer, faldet med mindst 30 pct., mens bruttoindtjeningen stort set er den samme.

Etnologen lægger ikke skjul på, at han er modstander af et system, hvor ejerskabet til produktionsmidlerne koncentreres på færre hænder, og flere bliver lejere.

"Et andet ord for det er kapitalisme," siger han.

Lige nu er der dog også mange af de store trawlere, der lider under de stigende oliepriser og derfor er bundet til kajen.

Per ejer sin egen kutter, men lauget ejer de kvoter, han lejer. I år har han og Leif fanget 130 ton rødspætter. Per må kun fange syv ton torsk, og han vil gerne have ti ton mere, men det har lauget ikke. Skal Per selv købe torskekvoterne på markedet, vil det koste ham tre mio. kr., og det vil tage ti år at tjene pengene ind, selv når man fraregner udgifter til kutter og brændstof.

Det er en noget usikker investering, mener Per.

Fra vinduet i sin fars hus kan han se fiskeren Bjarne, der er på vej ind fra havet. Bjarne sejler alene.

"Vi forstår ikke, at han kan, men han må have fundet en fidus," siger Per.

For år tilbage kom en kutter til kysten ved Klitmøller uden sin skipper. Fiskeren havde været på havet alene, og hans lig blev senere fundet i et trawl. Pers storebror Kim, der er tæt bygget og har tatoveret familienavnet Olsen på underarmen, sejler nu også alene. Det forekommer, at halvdelen af borgerne i Thorup Strand hedder Olsen, og mange af dem er da også slægtninge.

"Vi tager ud klokken tre i nat, for jeg har ladet mig fortælle, at der er nogen, der skal ud klokken fire," siger Per, mens han betragter Bjarnes kutter på havet.

I nat gælder det om at komme først ud.

De små blev også store

I pakhuset renser børn de fisk, der er kommet ind fra de to kuttere. Det er drenge og piger fra byen - 'hawbørn' som de kaldes - der har fået en sms om, at nu er der fisk.

Solofiskeren Bjarnes 13-årige søn Rasmus er her også.

"Min familie har været fiskere gennem generationer, og det vil jeg også være. Jeg har allerede sparet sammen til en jolle, der koster 70.000 kr.," siger Rasmus uden at flytte øjnene fra rensekniven.

Rasmus kommer fra en af de fem fiskerfamilier i Thorup Strand, som ikke er med i lauget.

Dagen efter forsøger jeg at få svar på, hvorfor nogle familier har valgt at klare sig selv, men flere er på havet, mens andre er på ferie på Kreta.

Det er hos endnu en Olsen, jeg finder svaret på modstanden mod fiskerlauget. Lili Gjettermann og hendes mand Niels Jørgen Olsen mener, at det langtfra er den rigtige måde at udvikle Thorup Strand på. Niels Jørgen er på kutteren, så Lili forklarer:

"Ingen har lidt skade af de nye kvoter. Dem, der valgte at forlade fiskeriet, fik penge med og forlod fiskeriet uden skade. Og dem, der ville fortsætte, har klaret sig godt," siger hun.

Da hendes mand fik tildelt kvoterne i 2005, lånte familien penge i banken til at købe flere kvoter for, og i dag har Olsen to kuttere med syv fiskere på. De har også købt parter i to store bomtrawlere, og på den måde blev det også de små, der spiste af de store.

Lili siger, at de fem familier, der står uden for kystfiskerlauget i Thorup Strand, tilsammen har kvoter og kuttere for 200 mio. kr. - altså langt mere end de omkring 20 familier, der er med i lauget.

Hun mener, det største problem med lauget er, at når kvoterne stiger i værdi, så får fiskerne ikke del i det, for værdien tilhører fællesskabet for altid. Dermed er der ikke noget særligt incitament for de unge fiskere til at vokse sig store og udvikle forretningen.

"Der opbygges ikke kapital i virksomheden, og det kan kun skade på længere sigt. Fiskeriet i Thorup Strand er meget mere dødt med lauget end uden. Fiskerne er blevet lønarbejdere i et arbejdende museum," siger Lili.

Hun taler med bekymring om konstruktionen, som for hende minder mere om misforstået kulturbevarelse end driftigt fiskeri.

Familierne, der står uden for lauget, erkender, at det kan være dyrt for Thorup Strands unge at blive fiskere, når de ikke har nogen kvoter, men Lili mener, at det langtfra er umuligt.

"De unge kan jo leje rødspætter, gå til den og lægge penge til side, indtil de har råd til at købe kvoter selv," siger hun og viser et brev, hvor familien har købt retten til at fiske 75.000 ekstra kilo rødspætter for 75.000 kr.

Det er under halvdelen af, hvad det koster at leje hos lauget. Den lave pris skyldes, at det er efterår, så de store selskaber, der brænder inde med kvoter, dumper prisen.

Etnolog Thomas Højrup mener, selskaberne bevidst lægger gift ud for kystfiskerlauget.

"Ved at udleje kvoter til langt under renten har kapitalselskaberne indledt en krig om at tiltrække unge fiskere fra for eksempel kystfiskerlauget. Spørgsmålet er, om de har kapital til at dumpe priserne længe nok til at underminere os og binde lejerne til sig i et afhængighedsforhold," siger han.

Når selskaberne har opnået markedsdominans, vil de hæve lejepriserne dramatisk, forudser Højrup.

Niels Jørgen og Lili har selv fire børn, men ingen af dem planlægger at overtage faderens fiskeri, og Niels Jørgen har flyttet den ene af sine både til Hanstholm.

Stjerneskud over havet

Den anden nat i Thoru Strand låner jeg et værelse hos Per og hans far Arne. Arne er født her, og da han som voksen overtog huset, flyttede forældrene ned i den lave tilbygning, hvor de levede, til livet sluttede. Arnes bror døde på havet. Han sejlede i tæt tåge og så ikke den store trawler, før det var for sent.

Denne nat er blæsten blid, fire sekundmeter siger vindmåleren.

Klokken lidt i tre om natten, hører jeg Per køre ned til kutteren.

Der er to andre fiskere på vej ud allerede, og en af dem må være Bjarne, for jeg genkender 13-årige Rasmus, der bærer to plasticposer ned til sin fars båd. Måske er det madpakken.

Da spilmanden sætter maskinen i gang, glider Pers båd over sandet med samme lethed, som en snegl glider over et blad. Skroget efterlader et symmetrisk slæbespor, en ung fiskers aftryk i sandet. På en monitor i styrehuset viser digitale farvespor, hvor Pers far og andre fiskere har trukket deres vod. Der er ikke meget fortid over højteknologien, men har kritikerne alligevel ret, når de siger, at lauget gør fiskerne til et levende museum? Eller er det vitterlig de små fiskeres sejr over storkapitalen?

Fra strandkanten kan jeg se spilmanden sidde på sin plads inde bag gitteret ved siden af fiskeren med EU-stjernen i røven. Han råber noget til mig, spilmanden, og så peger han mod himlen, hvor et stjerneskud deler sig i to.

"Så du det?," gentager han.

Den ene halvdel af stjerneskuddet brænder ud, mens den anden eksploderer. Det regner med glimmer fra himlen, havet lyses op, og et kort øjeblik kan jeg igen se Per trone på dækket, langt derude på havet.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Siden Fogh-regeringens reform af fiskeriet i 2005 er der sket en yderligere koncentration af erhvervet. Antallet af fartøjer er faldet med ca. ni pct., mens ejerkredsen er faldet med 30 pct.

Antal fiskefartøjer:
2005: 3.268
2006: 3.138
2007: 2.967

Antal fartøjsejere:
2005: 1.990
2006: 1.702
2007: 1.376

Fiskeriets bruttoindtjening:
2005: 2,9 mia. kr.
2006: 3,1 mia. kr.
2007: 2,7 mia. kr.

Kilde: Danmarks Fiskeriforening

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Thomas Holm

Lær dem dog noget kapitalisme. I stedet for kvoter på fangst, giv dem kvoter på salg. Enhver kvoteandel på en bestemt fisk giver en procent-brøkdel af en hver salgsindtægt fra denne fiskeart i hele EU.

Det format gik de over til i New Zealand for nogle år siden.

Imens de Danske og Europæiske fiskebestande er langsomt ved at kollabere, så er de New-Zealandske stabile og raske.

På denne måde bliver fiskebestanden ikke til noget der skal høstes hurtigst muligt før nogen anden gør det, men til noget der skal plejes og bevares for at bevare indtægterne fra den. Samtidigt vil en faldende fangst i et område, der normalt også udløser en faldende indtægt, blive pufferet af demn totale EU-fangst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Travis Malmzon

@Thomas Holm

Fornuftigt forslag.

Men der er sq noget grundlæggende galt i hele fiskerbranchen, og det er at distrubutionsleddet tilsyneladende sander det hele til.
Eller nogen gør i hvert tilfælde.

Jeg bor i København (Frederiksberg), og har adgang til 1 udsalgssted med frisk fisk indenfor en afstand af 1 km.
Jeg kan nå 10 døgnkiosker på 100 meter.

Hvis man fra regeringens side virkelig mente noget med al sin sundhedssnak, kunne man jo passende sikre at der var udsalg af kvalitetsfisk i de større byer.
Så var der også et incitament til at fiskerne fangede andet en tobis og undermålere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Bertelsen Christensen

Fiskerne på Thorup Strand som stadig fisker for at leve og ikke som ejerne af kapitalen i fiskeriet i dag som lever af profitten, er hverken kommet på museum el. har vundet over storkapitalen.

Og der er ikke andet end tabere i og uden for fiskeriet i kapitaliseringen og privatiseringen af fisken i havet. Hvis ikke det står krystalklart efter flere dage på stranden med fiskerne, så må journalisten derop igen.

Og Thomas Holm bør læse på lektien fra New Zealand. For det første er bestandene ikke stabile og for det andet er regulering ligesom andre privatiserede fiskerier. På New Zealand har man i modsætning til ex. EU kunne enes om en lang række af foranstaltninger ex. lukkede områder, forbudte redskaber osv. Hvis man skulle nå det mål at fiskebestandene regulerede så skulle man derimod se på Færøerne hvor man bruger "havdage". Dvs. et fartøj får ex. antal havdage og så må det lande alt det der fanges.

Havdagesystemet er pt. under pres fordi de store har brug for flere havdage. Men hele det system på Færøerne som er bygget op i starten af 90'erne er bygget i tæt samarbejde mellem fiskerne, biologerne og myndigheder. Og det er et godt fundament også selv om det knager lige nu.

Men vigtigste står lysende klart med havdage modellen - kapitalisering af fisken i havet er en død sild på Færøerne.

anbefalede denne kommentar