Læsetid: 4 min.

'Krisedækningen fejler intet, men det gør mediernes viden'

Lars Løkke Rasmussen opfordrede i sidste uge danske medier til at overveje deres massive negative dækning af finanskrisen. Eksperter kalder det absurd at forestille sig, men efterspørger samtidig større bevidsthed og ekspertise i danske medier om økonomi
Indland
27. oktober 2008
Lars Løkke Rasmussen opfordrede i sidste uge danske medier til at overveje deres massive negative dækning af finanskrisen. Eksperter kalder det absurd at forestille sig, men efterspørger samtidig større bevidsthed og ekspertise i danske medier om økonomi

En af dansk journalistiks største personligheder, Henrik Cavling, sagde en gang, at "presse skaber interesse."

Det aviserne skriver om, taler folk om, og når folk taler længe nok om det, får det også betydning i samfundet - ude i de små hjem, inde på Christiansborg, på Børsen eller et andet sted. For tale former bevidsthed, som er nødvending for handling, pointerede Cavling.

Hvorvidt tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og nuværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) har Henrik Cavling frisk i erindringen er svært at sige, men begge har i hvert fald i den seneste tid talt om, at pressen er med til at forstærke finanskrisen ved at overdrive dens konsekvenser, og på den måde skabe unødvendig frygt og tilbageholdenhed blandt forbrugere.

"Journalister skal være bedre til at sondre mellem hysteri og realiteter. Der er en lemming-effekt," har Erik Hoffmeyer sagt til fagbladet Journalisten, og da Lars Løk-ke Rasmussen skulle forklare, hvorfor danskerne alligevel ikke fra næste år skal betale til den tvungne pensionsopsparing, det såkaldte SP-bidrag, lød forklaringen blandt andet, at det var for at signalere, at der ingen grund er til helt at holde inde med forbruget.

"Man behøver ikke at droppe den carport, man allerede har bestilt," lød det fra finansministeren. Underforstået som man ellers godt kan få indtrykket af med mediernes nuværende negative dækning af finanskrisen.

Medier forstærker krisen

Professor i komparativ politisk økonomi på CBS Ove Kaj Pedersen mener også, at mediernes dækning af finanskrisen virker som mere benzin på bålet, og er således med til at påvirke krisen.

"Aviser og elektroniske medier kan naturligvis ikke igangsætte en krise, altså stable selve bålet sammen, men der ingen tvivl om, at medierne er medansvarlige og med til at udvikle krisen i et eller andet omfang. Med hvilken vægt er det svært helt entydigt at sige, men medierne indgår i krisens kredsløb som en ikke ubetydelig mekanisme."

Han peger på især to områder, hvor danske såvel som udenlandske mediers særlige måde at beskæftige sig med finanskrisen på, kan have en forstærkende effekt på krisen.

"Det handler igen om interesser. Først talte man i medierne virkeligheden højt op. Der var ingen ende på opsvinget. Nu taler man virkeligheden langt ned, og krisen er uendelig dyb. Det handler selvfølgelig om, at man forsøger at 'sælge' virkeligheden bedst muligt, og det mener man så, at det gøres bedst med den dramatiske vinkel," siger Ove Kaj Pedersen, og tilføjer: "Samtidig med det er der også nogle banker, der nu og her har stærke interesser i at forstærke krisen. Lige nu kommer den ene nationale hjælpepakke efter den anden, der betyder, at bankerne kan komme af med dårlige papirer og lån til boligejere, der ikke kan betale deres lån tilbage. Og jo dybere bankerne kan tale krisen ned i medierne, jo større sandsynlighed er der for, at de forskellige regeringer overtager bankernes dårlige papirer. Hvilket andet lige vil være bedst for bankernes aktiekurser." Erhvervsredaktør på Berlingske Tidende, Linda Overgaard, er enig i, at mediernes dækning af finanskrisen kan være med til at forstærke konsekvenserne. Hun poin-terer dog, at det ville være et misforstået hensyn, hvis medierne holder sig tilbage, når krisen kradser, og at den nuværende massive dækning ikke kunne have et andet niveau.

"Jeg kan godt forstå, der er nogen, der mener, at man måske skulle lægge en dæmper på historierne, men vores hensyn er jo at forsyne læserne med viden om, hvad der foregår. Vi kan ikke lade være med at skrive om begivenhederne, også selv om de er voldsomme. Og i sådan en situation her, hvor det hele ramler, vi har jo at gøre med en slags finansmarkedernes 11. september, er der mere end nogensinde behov for kvalitetsjournalistik. Al journalistik, der ikke er ligegyldig, har konsekvenser, og god journalistik er jo ofte karakteriseret ved, at der er nogen, der ikke ønsker de historier trykt, og det er det her nok også et eksempel på," siger Linda Overgaard.

Som på sporten

Professor i økonomi på Syddansk Universitet Christen Sørensen, deler erhvervsredaktør Linda Overgaards opfattelse af, at medierne ikke skal holde sig tilbage, når tingene falder sammen, som finansmarkederne har gjort i den senere tid.

"Medierne bliver nød til at omtale de udfordringer, der er i samfundet. Alt andet vil være absurd at forestille sig," siger han, og peger på, at problemet i virkeligheden drejer sig om journalisternes forudsætninger for at omtale de økonomiske udfordringer i samfundet. "Journalister er ekstremt dårligt uddannede til at beskæftige sig med økonomi, og derfor får alle mulige såkaldte eksperter lov til at hælde vand ud af ørerne uden modspørgsmål," slutter Christen Sørensen og giver sit eget bud på, hvordan danske medier fremover kan styrke deres dækning af økonomi og finansstof.

"I tv og radio er dækningen og prioriteringen af økonomiske emner helt grotesk. Når det kommer til sport, sidder der altid en ekspert ved siden af journalisten for at fortælle, hvad der foregår, men når det drejer sig om økonomi, er det noget helt andet: Her er journalisten alene og uden forudsætninger. Hvis medierne vil tage økonomisk stof lige så alvorligt som sport, burde de ansætte personer med en samfundsøkonomisk baggrund til at dække området eller klæde journalister ordentligt på til det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg troede ellers den borgerlige Krigsforbryder-regering mente at medierne må skrive hvad der passer dem ? Er det ikke derfor vort land er i krig ?
Må de så heller ikke skrive at Lars Løkke Rasmussen er en terrorist-sympatisør der har smuglet penge til Taleban ?

Steen Rasmussen

Regeringens omgang med sandheden i forhold til miljøproblematik, energiforsyningssituationen, den globale opvarmning og nu finanskrisen går op i en højere enhed. Der misinformeres udadtil, og der mangler vilje til at se indad på det selvnegerende i egne succeskriterier, værdier og mangel på samme.

Man har systematisk misinformeret om fremtidsscenarierne for prisdannelsen på olie, om begrundelserne for oliekrigen, om klimaforandringerne og deres konsekvenser for det sociale og om tomheden i de seneste års gigantiske prisstigninger på aktier og obligationer.

De kommercielle medier er en del af denne performance. De muliggør elendigheden.

Alle der kommer til at sige eller skrive noget dumt, kan altid tilføje, at det fremførte ikke skulle tages for pålydende, at konteksten fx annullerede det eksplicitte. Men hvis det er en af de udvalgte politikere, der her i landet har dummet sig, er der en yderligere mulighed for at undskylde sig, nemlig den der går på, at der kun var tale om en politisk udtalelse. Politiske udtalelser er nemlig hverken sande eller falske her til lands.

På den måde kan det politiske system i samarbejde med medierne altid med tilbagevirkende kraft bestemme over, hvad der skal blive stående og hvorfor, helt frit og arbitrært bestemme hvad man vil tages til indtægt for og hvornår. En påvist løgn kan altid reduceres til remis, altså neutraliseres med tilbagevirkende kraft. Det er yderst bekvemt for den der ikke vil stå til ansvar for noget som helst.

Medierne lader det ske. Det falder som en del af det politiske Danmarks selvbeskrivelse.

I forhold til miljøproblematikken har regeringen i mere end et tilfælde benyttet sig af muligheden for at sætte sig ud over, hvad der er sandt i videnskabelig forstand. I debatten op til Lomborgs ansættelse som direktør for ”Institut for miljøvurdering” sagde Anders Fogh i folketinget om Lomborgs bog (”Verdens sande tilstand” oversat til engelsk som ”Den skeptiske miljøforkæmper”), at den i hans øjne var ”en rigtig god bog”, uanset om den var videnskabelig eller ej. Og så var diskussionen, om hvorvidt lederen af en videnskabelig institution skulle være videnskabeligt kvalificeret, afsluttet for ham.

Desuden har statsministeren i mindst et tilfælde unddraget sig at blive kaldt for løgner, ved at beskrive den relevante udtalelse som ”politisk”, og dermed neutral i forhold til indikationsværdierne sand/falsk.

I sagen om Miljøministeriets manipulation og censur i sin formidling af forskningen omkring den globale opvarmning og dens konsekvenser, forsøgte Hans Christian Schmidt sig med det samme trick:

”Al forskning handler om prioriteringer, og det er ikke et problem, at Miljøministeriet udgiver pjecer, som er skræddersyede efter, hvad regeringen mener på området, selv om forskere har foreslået noget andet."

Det var svaret fra den tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt på anklagerne om manipulation og censur i rapporter fra uafhængige forskere omkring konsekvenserne af den globale opvarmning.

Hvis det principielle i denne praksis er accepteret i regeringen som alment gyldigt, så ved vi at:
- Hvad der kommer fra staten, hvad der har været igennem et ministerium, det kan ikke tages som udtryk for andet end et politisk kompromis. Det er ikke udtryk for et forsøg på at leve op til almindelige videnskabelige kriterier for sandhed. Og hvis evt. videnskabelige referencer fremtræder i det, så kan de være tillempet regeringens ”prioriteter”, og kan derfor ikke klassificeres i forhold til den videnskabelige distinktion sandt/falsk, fordi den gældende politiske dagsorden i ukendt omfang har været med til at diktere indholdet.
- Altså ved vi, at det der kommer fra regeringen, ingen sandhedsværdi har i almindelig forstand, at alle udsagn blot er at betragte som politiske, dvs. hverken sande eller falske.(Den sidste del af konklusion følger af at alene muligheden, for at annullere en udsagnsværdi til det blot at være en politisk manifestation, gør at alle udsagn kun kan henføres til det at være neutrale værdier i forhold til indikationsværdierne sand/falsk, for de vil jo også efterfølgende kunne blive neutraliseret på den måde, selv om de måske ikke fremstilles sådan i første omgang).

På den måde har regeringen undermineret sine muligheder for at manifestere sig med den kraft, der ligger i at påstå at man taler sandt. Et udsagns sandhedsværdi hviler præcist og til enhver tid i præmissen om at ville manifestere sandheden, uanset hvilke kriterier der så i øvrigt kan indføres, som betingelse for at afgøre hvornår der er tale om sandhed eller det modsatte. Selve muligheden for at lyve afhænger af, at man altså rent faktisk påstår, at man taler sandt!

En politiker, der forbeholder sig ret til med tilbagevirkende kraft at reducere sit udsagn til det blot at være et politisk udsagn, kan man ikke regne med.

Tænk sig at være kommet dertil, når det drejer sig om en regering, der har slået sig op som den store modstander af smagsdommere.

Nu er det nævnt, at især spørgsmålet om den menneskeskabte globale opvarmning konsekvent er blevet fortrængt og fordrejet af den nuværende regering, men det skal ses i sammenhæng med at krigen, om de strategiske oliereserver i Irak, på trods af alle løgnene om de ædle motiver bag den, er dikteret af den selvdestruktive økonomiske vækstfilosofi. Olien er drivmidlet i vor økonomi.

Bjørn Lomborg var, ind til han trods alt blev for stor en belastning for regeringen i dens selvbeskrivelse, regeringens foretrukne selvbestaltede profet på miljøområdet. Og vi ved præcist hvilken dygtighed Lomborg besidder.

Videnskabsmand er han ikke. Politiker er han heller ikke. Men han er i stand til at overbevise flertallet af de velstillede danskere om, at de kan tro, hvad de helst vil tro, at de kan producere og forbruge sig ud af alle problemer og om, at hvad der er økonomisk godt for dem selv, det er bare godt. Dvs. der er virkelig afsætning i det Lomborgske budskab hos de købedygtige.

Det har ikke bare regeringen benyttet sig af, men også landets to største dagblade Politiken og JP. De har ophøjet ham til profet i forhold til miljøpolitikken og deres troværdighed står og falder med hans.

Lomborg kom i Informatíon d. 27/9 07 med en ubetinget forudsigelse om at den globale landbrugsproduktion vil fordobles frem til 2080'erne, og at global opvarmning vil betyde mellem 1.4 procent mindre i 2085 til 1.7 procent mere! Imponerende!
Samme dag, d. 27/9 07 kunne man læse i JP at EU har skrottet braklægningsordningen, fordi der er mangel på korn på verdensplan, og fordi prisen på hvede var steget 100 % i løbet af et halvt år.
Klimaændringerne er her og er af samme grund en del af forklaringen på kornprisernes op og nedture. Lomborg inddrager det bare ikke, fordi det er komplet umuligt at give en forpligtende sammenhængende redegørelse for hvor meget og hvordan klimaændringerne slår igennem på produktionen her og nu.
De to eksempler overfor hinanden, et faktuelt nutidigt overfor Lomborgs forudsigelse, illustrerer hvilken status Lomborgs udsagn har i videnskabelig forstand. En forsker der fremfører så bastant og ubetinget påstand om den klimatiske udviklings nøjagtige betydning for den globale landbrugsproduktion i 2085 har ingen status. Det at ingen kan redegøre nøjagtigt for den allerede indtrådte klimaændrings betydning for den aktuelle globale kornproduktion afslører Lomborgs forudsigelse som fuldstændigt urealistisk, dvs. som rent videnskabeligt humbug.
Man behøver ikke flere eksempler for at sætte Lomborg på plads. En så usaglig og helt bevidst manipulerende udtalelse siger nok om manden. Han har ingen status som videnskabsmand. Altså er man tilbage ved medierne/det politiske system, når man skal forklare, hvordan han kontinuert er blevet fremført som profet. Det hele kan forklares ud fra et behov for netop hans sandhed, dvs. et behov for en mere bekvem sandhed hos de købedygtige.

Mediedanmark har muliggjort elendigheden som en performativ del af det politiske systems selvbeskrivelse.

Mediet beskriver politikeren "som om" politikeren har, tager og administrerer magten, ”som om” politikeren selv udfylder sin funktion. Men mediet har magten, og det er afgørende for mediets magtudøvelse, at dette "som om" fungerer utematiseret. Mediet er besat af intention om performativt at bekræfte sin magt, og det er mere sandt, end det er sandt at politikeren har magten, tager og administrerer den.

Den fjerde magt er den primære magt. Medierne giver fanden i at vor statsminister forbeholder sig retten til med tilbagevirkende kraft at fraskrive sig ansvaret for enhver udtalelse, under henvisning til at den bare var politisk, og dermed hverken sand eller falsk. Medierne performer, fuldstændigt lige som de lader statsministeren performe.

Der er sammenfald mellem det politiske system og medieverdenen. Magten hviler i sin selvbeskrivelse/fremmedbeskrivelse. Sammenfaldet mellem spin og politik gælder over en bred kam. Propagandaværdien, sandheden og politikken skabes i nettet af selvbestaltede selvbekræftede positive og negative værdier. Politikerens magt hviler i dennes beskrivelse. Mediet bærer politikerens magt i beskrivelsen, mediet er magten, det politiske. Det politiske system er et kommunikationssystem. Systemets aktører er politikere, erhvervsfolk, medier, penge, fagforeningsbosser, vismænd osv.

Når en statsminister uproblematisk kan undskylde sin politiske udtalelse med, at den kun var politisk, og dermed hverken er sand eller falsk, så er det hele det politiske system, der har svigtet i forhold til et hvilket som helst krav, som kunne stilles til denne uhellige alliance af medier og politikere. Hvis hele medieverdenen lader en gammel miljøminister/en statsminister slippe så let fra sine udtalelser, så er der tale om kollektiv ansvarsforflygtigelse.

Mediedanmark giver fanden i sandheden, så længe udtalelserne og systemets selvbeskrivelse fremmer sagen, sådan som man ønsker den fremmet. Så længe den altovervejende liberale presse og hele systemet af sammenvævede kommercielle interesser og medier kan se deres mand på posten gøre hvad de ønsker, så får han lov. Men dybest set har Anders Fogh ingen magt. Det er mediedanmark, der har magten. Hans politiske funktion hviler i mediedanmarks beskrivelse af ham som magtudøver.

Når finanskrisen og markederne opfører sig utilsigtet for landets magthavere, så forsøger man sig med italesættelsen en gang til. Man håber på at krisen kan tales væk, at de hysteriske finansfolk er modtagelig for statsministerens gamle virkemiddel, at kurserne vil stige igen, med beroligende bemærkninger om, at prisen på aktier og obligationer vil stige snart, fordi økonomien er sund nok i sig selv, at elendigheden skyldes, at man bilder sig ind at det går ad helvede til, men at det i virkeligheden går godt, at der er grund til optimisme, tro på fremtiden osv. Men krisen er for påfaldende. Kurserne er faldet lige så meget som i 1929, så hele systemets mekaniske reaktionsmønster afsløres netop i denne situation, hvor grænserne for systemets performative magt er nået. Selvbeskrivelsen er gledet systemet af hænde. Og det kan ikke italesætte situationen længere, selv om politikere slår sig selv og medierne i hovedet med påstande om at man da for helvede må være lidt positive, hvis det ikke netop skal gå den gale vej.

Lad os håbe at medieverdenens evne til at bekræfte sig selv i en uendelighed på bekostning af sandheden og alt andet er død sammen med finanskrisen. Det kunne blive begyndelsen til noget nyt stort og bedre.

Ralph Sylvestersen

Tak for din glimrende analyse af den herskende kommunikationensform som netop i disse timer, hvor Danske Bank vil have suspenderet børshandlen , viser sig markant tydligt - regeringen glimrer ved en meget larmende og sigende tavshed.

Politikerne med deres spindoktorerne er lige nu helt bovlamme :-).

John Henriksen

Det helt barokke er jo, at medierne i syv lange år har kolporteret regeringens vrøvl om, hvor 'solid' og 'robust' dansk økonomi var - og nu kan hele denne solide fæstning altså indtages af en stemning, som ministre er nødt til at advare imod.
'Vil I ikke nok lade være med at tale ondt om økonomien, please?'

Samtidig får man så også sagt, at denne stemning er uden forbindelse til virkeligheden - de, der er i den, er 'hysteriske', som Fogh sagde i weekend'en. Det er et held for os, at vi har en regering, der virkelig befinder sig i virkeligheden og altså ikke er i en eller anden tilfældig stemning.

Desværre, folks: alt det foregående, den såkaldte optur, var også en stemning. Kun få orkede at advare mod den, og jeg ville iøvrigt næppe selv have gidet at høre efter.
Desværre kom banker, realkreditselskaber osv. til at skrive opturen ned på papir i form af det, som amerikanerne kalder IOU's - gældsbeviser - og derfor hænger vi (eller dem der er hoppet på det robuste og sunde) nu på en række forpligtelser, som bliver usjove at hænge på i et deflationsmiljø.
Derfor kan der være grund til lidt dårlig stemning hist og her, men alt i alt burde vi jo kippe med flaget og sige: 'Yes, nu standser den sindssyge forbrugsfest da i det mindste de 12-18 måneder, hvor recession og deflation hersker'.
Men nej, det eneste vi kan mande os op til er at spørge, ligesom børn på bagsædet, der ikke kender klokken:' Er vi der ikke snart?' og 'Hvad betyder krisen for min privatøkonomi?'
Vælgere ville vælge sukker.

Scenen er sat til deflation: alle råvarer styrtdykker i pris, prisen på guld styrtdykker, fordi investorerne har indset, at inflation er hdlt utænkeligt i en situation, hvor forbrugerne er gået i flyverskjul, likviditeten er lav og alle sektorer er overforsynet med udbud i et ukendt omfang.
Globaliseringen har betydet den første globale overophedning af økonomien, som verden har set. Jo, medierne er hysteriske.

John Henriksen

Når nu krisen er forbi, foreslår jeg at man trykker nogle store, sorte firkantede advarsler på alle lånedokumenter:

ADVARSEL! Gæld skal betales tilbage

og/eller

ADVARSEL! Tro ikke på den, der forsøger at sælge dig denne gæld

og/eller

ADVARSEL! Gæld kan være ødelæggende for dit humør

Niels-Holger Nielsen

I syv år har regeringen italesat "opsvinget", det må man nemlig godt. Nu er der så nogen, som mener, at der behov for at italesætte depressionen, men det må man ikke. Sikke en idiotisk diskussion. Har vi demokrati eller ej? Jeg tror sgu regeringen har været på for mange NLP-kurser. Think positive - eller køb en selvhjælpsbog. Tfs.
Deres dybeste motiver er en afpolitisering. Nu hvor de har fået selveste moder natur imod sig, ved de nemlig godt, at de vil tabe politiseringen. Hysteriske kællinger? Nej, ynkelige skvat!

martin sørensen

helt enig

John Henriksen

Det er grotæsk at man talt om den solide danske økonomi midt i en tid hvor den generelle gældsætning aldrig har været større. Gældsætning er faktisk en direkte modsætning , af begrebet en solid økonomi.

Nej en solid økonomi basere sig som forudsætning på at der existere, en naturlig balance i mellem privat gældsætning og privat opsparing, hvor der opspares lidt mere end. det øvrige samfund gældsætter sig. bare et lille kik på den danske økonomi vil afsløre at vores gældsætning, er langt større end vores generelle opsparing.

AT pengede samtidigt er brugt primært på korte forbrugs goder som ferier fladskærme mm forvære kun dette samfudns problem med et gældsbaseret forbrug i flere fold, det hele var ok ligeså længe som at vi forbrugere mindre olie end vi kunne producere og at den olie vi sælger var så meget mere værd end det forbrug som vi lånte til at købe. nu ender vi i deflation, vores vare bliver mindre værd samtidigt med at gældens rente udgifter fra fortidens forbrug, nu kvæler det nuværnden forbrug.

Vi er klart på vej mod deflation,

Martin,
når nu "økonomi" er en 100% menneske-skabt størrelse hvordan kan der så overhovedet eksisterer
"en naturlig balance" ?
Hvad skaber denne "balance", de økonomiske "naturlove" som Lomborg og hans økonom-kaste opfinder ?

John Henriksen

'Krisen høvler af din boliggæld'.

Læg mærke til det personlige stedord i denne overskrift fra epn.dk, Erhverv På Nettet, Jyllandspostens såkaldte 'erhvervsportal'.

Denne måde at henvende sig til læseren på, som tvinger ham til identifikation med en bestemt position, er blevet tiltagende almindelige de seneste år.

epn.dk forudsætter altså, at læseren har en boliggæld - den læser, der ikke har en boliggæld, må altså opfatte sig selv som unormal, uinteressant, ude af sync.

En anden udbredt form er 'Danskerne er imod/for/vil have/siger nej til ...'. Her bliver et givent tilfældigt flertal af et givent tilfældigt udsnit af borgere taget til indtægt for, hvad 'danskerne' i bestemt form VIL, hverken mere eller mindre.

Hvis nogen kender en PhD, et speciale eller andet, der eftersporer denne udviklings historie i dansk journalistik og dansk sprog, så vil jeg gerne vide det. Hvis ikke, så har jeg hermed givet ideen videre til dig. Ja, dig!

Er Komiske Anders stadig ved at kravle op på ryggen af den kinesiske tiger ?

Hvorfor siger han ikke noget, det er da ellers så sjovt, når han gør det ?

Sabine Behrmann

Nu er det jo snart tirsdag - og tirsdag er Herrens dag. Så viser Statsministeren sig blandt sine tilbedere og forklarer, hvordan landet ligger.

Og så vil jeg gerne takke John Henriksen, fordi han nævner denne ulidelige generaliseren.

Der er dog også en anden ting at tænke på her: når journalister taler om "danskerne" overser de som regel, at der også er en hel del ikke-danskere, der har leveret materiale til den statistik, de skriver om.

Jens Sørensen

Hvor er Fogh?
I Statsministerens åbningstale fra oktober 2007 mente Fogh, at "Dansk økonomi er sund og solid."

Hvis han havde ret og havde styret den danske økonomi med rettidig omhu, hvordan kan det så være at Finansministeren taler om en tung økonomisk lavkonjunktur, hvor der allerede har vist sig behov for at fjerne et SP-bidrag for at sætte gang i økonomien? Et SP-bidrag der var aftalt af Regeringens parter en måned tidligere.
Samtidigt har man garanteret alle indskud i banker, og man har endnu flere indgreb i støbeskeen.
Er økonomien sund når der er behov for sådanne tiltag?
Og måske endnu vigtigere: Har Regeringen styr på Danmarks økonomi?

I juli 2008 afviste Fogh alle former for økonomiske indgreb og i August-September afviste Fogh alt tale om recession og at man ville gøre alt for at sikre" at vi fremover har samme vækstprocenter, som vi har haft, når vi kigger tilbage".

Fogh og Regeringen har været med til at skabe et Danmark, som er blevet dybt afhængig at let adgang til kredit og stigende boligpriser. Når boblerne brister, brister illusionen om en evigt højkonjunktur også.

Pressen blev desværre lullet i søvn. Det gik jo forrygende godt. Man stillede ikke de nødvendige kritiske spørgsmål, men fokuserede på den lave arbejdsløshed, som var kunstigt skabt af en politisk omdefinition, samt et samfund hvor en stor årgang går på pension.

Regeringen har et kæmpe forklaringsproblem og det er besynderligt, at den endnu ikke er blevet konfronteret hårdt nok af oppositionen, samt internt i Regeringen og af deres primøre støtteparti.

Man kan kun håbe at journalister og debatører vil stille de nødvendige kritiske spørgsmål til de varslede redningspakker.
Hvem skal betale regningen for disse dyre hjælpepakker og hvem bliver tilgodeset?
Ethvert indgreb vil forvride økomien og omfordele store værdier.

Vil DF tillade dette eller vil Regeringen komme i en situation, hvor deres støtteparti blive nødt til at stille et mistillidskvotum?

John Henriksen

Kære Jens Sørensen,

ja, den Anders Fogh Rasmussen, som har haft historisk meget medvind på cykelstierne, er nu pludselig kommet ud for en klimaforandring af de bratte - med præsident Bush's ord: 'Debate is, is it manmade or natural?'

Oppositionen er helt fraværende. Hvorfor? De ved simpelthen ikke, hvordan de skal forstå det, der sker omkring ørene på dem. Derfor dukker de nakken og håber på, at det nok går over igen. Jeg savner Marianne Jelved - det er jo nu, at hun skal dukke frem af King's-tågerne og sige: 'Anders Fogh er en farlig mand!'.

Cue, Marianne!

Og pressen gengiver blot, hvad hæren af bankøkonomer, seniorøkonomen og økonomøkonomer siger. Hvornår får vi en autoriseret økoøkonom?