Interview
Læsetid: 4 min.

Kristendemokraternes evige konflikt

Kristendemokraternes formandsvalg bliver en gentagelse af partiets grundlæggende splittelse mellem det borgerligt kristne og det humanistisk venstreorienterede. Men uanset hvilken kandidat der vinder, vil partiet næppe klare spærregrænsen ved næste valg, vurderer valgforsker Johannes Andersen
Indland
21. oktober 2008
Kristendemokraternes formandsvalg bliver en gentagelse af partiets grundlæggende splittelse mellem det borgerligt kristne og det humanistisk venstreorienterede. Men uanset hvilken kandidat der vinder, vil partiet næppe klare spærregrænsen ved næste valg, vurderer valgforsker Johannes Andersen

På lørdag vælger Kristendemokraterne deres nye formand. Valget står mellem den nuværende formand, Bodil Kornbek, og den bornholmske lokalpolitiker Bjarne Hartung Kirkegaard. Og det er samtidig et valg mellem de to grundlæggende forskellige linjer, som partiet i sin snart 40-årige historie ofte har været splittet imellem, mener valgforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen:

"Bodil Kornbek repræsenterer et moderne bud på, hvad et kristent protestparti kan være, og Bjarne Hartung Kirkegaard repræsenterer den mere klassiske kristne borgerlighed, som har sin store bastion i Vestjylland," siger Johannes Andersen.

Og selv om partiet plejer at beskylde pressen for altid at fokusere på spørgsmålet om abortmodstand, så er det ofte det helt centrale spørgsmål for partiets medlemmer, når det kommer til at placere folk i den ene eller den anden lejr:

"Spørgsmålet om abort har altid være lakmusprøven. For mange er eksistensberettigelsen for partiet lig med, at man er imod abort. Bodil Kornbek har forsøgt at nedtone abortspørgsmålet og i stedet sige, at Kristendemokraterne er et familieparti. Hos Bjarne Hartung Kirkegaard kan man tydeligt se, at abortmodstanden betyder mere, og Gud står generelt mere centralt hos ham end hos Bodil Kornbek," siger Johannes Andersen.

Lige nu ser det ud til, at opgøret mellem de to bliver meget tæt. Ifølge en undersøgelse, som Ritzau har foretaget, har udfordreren Bjarne Hartung Kirkegaard et knebent forspring forud for landsmødet.

Bedst i blåt

Skulle det blive Bjarne Hartung Kirkegaard, der vinder formandsopgøret, så er det et klart skridt tilbage mod den 'blå' blok i dansk politik. Og det er sådan set også dér, partiet generelt har klaret sig bedst - ved valget i 1975 fik partiet således ni mandater, det samme som de radikale har i dag:

"Partiet havde sin storhedstid i 1970'erne, hvor man var et borgerligt protestparti. Dengang var der mange borgerlige bolværker, der var løbet over ende. Eksempelvis var pornografien blevet frigivet under en konservativ justitsminister. Det er klart, at det gav et potentiale for at erobre nogle borgerlige vælgere," siger Johannes Andersen.

Selv om Kristendemokraterne - dengang Kristeligt Folkeparti - i 80'erne var et mindre parti, der konstant lå omkring de fire mandater, blev man altid valgt ind, og partiet sad med i Schlütters firkløverregering. Men et ryk tilbage mod en mere borgerlig profil vil dog ikke hjælpe dem meget i dag, vurderer Johannes Andersen:

"Vi har ikke de samme begivenheder, der skaber forargelse - og dermed et grundlag for borgerlige vælgere til partiet - i dag som dengang. Dengang stod de kristendemokratiske ledere for en meget afdæmpet protest. Man følte sig slået på, og man skulle have ondt af dem i en eller anden forstand. De ting kan man ikke spille på i dag."

Ud af busken

Med Jann Sjursen som formand fik partiet i 90'erne en ny og mere venstreorienteret profil - man var i med i Nyrup-regeringen i 1993, og man støttede i 90'erne generelt de socialdemokratiske regeringer, ligesom Sjursen ofte stak hovedet lidt længere frem i medierne end sine forgængere på posten. Efter en tur tilbage mod de borgerlige med den mere afdæmpede Marianne Karlsmose som leder, bygger Bodil Kornbek i dag videre på Jann Sjursens tradition:

"Jeg har hørt, at man kalder hende for rappenskralden internt i partiet. Det er bestemt ikke populært at være så frembrusende blandt alle i Kristendemokraterne. Når man besøger deres hjemmeside, sidder hun som en anden Gud oppe i toppen af siden - det er ikke ydmygt nok, og det støder mange. Især i Vestjylland."

Med en mere moderne og venstreorienteret profil mister man også sit klassiske ståsted og dermed de borgerlige vælgere - hvilket sås ved seneste valg, hvor partiet fik den laveste tilslutning nogensinde.

"Ved det seneste valg mindede partiet rigtig meget om SF og de radikale både politisk og retorisk. Og der er ikke rigtig brug for flere partier i den ende af skalaen," siger Johannes Andersen.

Også i den højre side af midten er der for tiden godt fyldt op med partier - for "både Venstre, Konservative og til dels Dansk Folkeparti er rykket mod midten. Så dér er der heller ikke meget plads."

Så uanset om det bliver den klassisk borgerlige abortmodstander Bjarne Hartung Kirkegaard eller den mere moderne og venstreorienterede Bodil Kornbek, der vinder formandsvalget ved lørdagens landsmøde, så regner Johannes Andersen ikke med at se partiet i Folketinget ved næste valg:

"Hvis man vælger den nuværende ledelse, så er man for langt fra de vigtige stemmer i de vestjyske kredse, og hvis man vælger de vestjyske kredses kandidat, så er man for langt væk fra de moderne familier, som i dag er nødvendige at få med for at komme over spærregrænsen. Det vil nok altid være partiets problem," siger Johannes Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her