Læsetid: 5 min.

'Vi har jo ikke lavet en decideret undersøgelse'

Knap nåede den nye forældreansvarslov at fylde ét år, før organisationer og politikere vil rulle den tilbage. Den tvinger børn til at være sammen med deres voldelige fædre og trækker skilsmisser i langdrag, lyder kritikken. Men findes der overhovedet dokumentation for, at loven ikke virker?
Knap nåede den nye forældreansvarslov at fylde ét år, før organisationer og politikere vil rulle den tilbage. Den tvinger børn til at være sammen med deres voldelige fædre og trækker skilsmisser i langdrag, lyder kritikken. Men findes der overhovedet dokumentation for, at loven ikke virker?
10. oktober 2008

Et barn har ret til både en far og en mor - og derfor skal begge forældre have forældremyndigheden, med mindre tungtvejende grunde taler for noget andet.

Sådan lød det fra et enigt Folketing sidste år, da den vedtog den såkaldte forældreansvarslov.

Men her ved lovens étårs dag skal den ændres. Og det kan ikke gå hurtigt nok, lyder det fra en række organisationer, der kæmper for børn og kvinders vilkår. Også flere af de politikere, der var med til at vedtage loven, erklærer sig villige til at revidere loven eller den måde, som den bliver praktiseret på.

Men kan man overhovedet sige noget fornuftigt om, hvordan en kun ét år gammel lov virker? Findes der dokumentation for at loven ikke virker? Information er gået på jagt blandt en lang række af lovens kritikere for at finde svar på dét spørgsmål.

Ubrugelige tal

Ifølge formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, er der to store problemer med den nye lov.

Dels er der mange tilfælde, hvor fædre tildeles fælles forældremyndighed med barnet, selvom han har begået vold mod moderen.

"Loven siger, at der skal tungtvejende hensyn til at ophæve den fælles forældremyndighed. Men de 'tungtvejende hensyn' er ikke defineret klart nok," siger han.

Det andet store problem er de sager, hvor forældre ikke kan blive enige om, hvor deres barn skal gå i skole etc.

Hverken Peter Albæk eller hans souschef Bente Boserup, har dog opgørelser af, hvor stort problemet er.

"Men vi får mange henvendelser om børn, der er kommet via i klemme via vores børnetelefon og rådgivning," siger Bente Boserup.

Mødrehjælpen er også modstandere af den nye lov.

"Det er et uvæsen, at retten kan idømme fælles forældremyndighed. Vi har fået rigtigt mange henvendelser fra kvinder, der ikke kan samarbejde med deres fraskilte mænd. Men vi har ikke opgjort antallet," siger Inge Schmidt fra Mødrehjælpen.

Heller ikke Dansk Kvindesamfund har statistik på området.

"Vi har jo ikke været inde og lavet en decideret undersøgelse," lyder det fra Karen Hallberg, forkvinde i Dansk Kvindesamfund, der snart udgiver et temahæfte med 16 personlige beretninger med ofre for den nye lov.

Blandt modstanderne af den nye lov bliver der ofte henvist til, at krisecentrene får flere henvendelser. Men Landsorganisationen af kvindekrisecentre (LOKK) har ingen opgørelse på området: "Det er mit indtryk, at der er sket en stigning af voldelige fædre, der har fået forældremyndighed. Men vi ikke lavet nogen statistik på området," siger Lene Johannesson, konstitueret sekretariatsleder i LOKK.

Vivian Jørgensen, familieretsadvokat og bestyrelsesformand for Invandrer Kvindecentret, der også er en ivrig fortaler for, at loven skal ændres, mener slet ikke, at det giver mening at efterspørge dokumentation for, om loven virker. Man kan nemlig ikke beskrive voldens omfang ved hjælp af statistikker, lyder argumentationen.

"Mange kvinder, der er ofre for hustruvold tør ikke gå til politiet - især blandt indvandrerkvinder. Der er også mange som er udsat for psykisk vold, og det bliver ikke registreret," siger hun.

Evaluering i 2011

Men hvad så med de relevante myndigheder på området? Hvad er deres erfaring med den nye lov? Familiestyrelsen, der administrerer loven, har ingen samlet dokumentation, men oplyser, at der ved lovens vedtagelse er sat midler af til at undersøge lovens virkninger, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd SFI sandsynligvis skal stå for. Resultatet af dette projekt vil foreligge i 2011. Samtidig er Familiestyrelsen ved at uarbejde en statistik, hvor man løbende vil kunne trække tal.

Spørger man i Statsforvaltningen Hovedstaden, er der i perioden fra loven trådte i kraft 1. oktober 2007 og et år frem - til 1. oktober 2008 - afsluttet 4.764 sager om forældremyndighed. I samme periode blev der oversendt 1.190 sager til retterne - det svarer til 25 procent af sagerne.

Statsforvaltningen har ikke ført mere detaljeret statistik, men vicedirektør i Statsforvaltningen Hovedstaden, Helle Haxgart, peger dog på, at der er kommet flere konfliktfyldte sager, fordi gamle forældremyndighedssager er blevet taget op. Til gengæld mener hun ikke, at de nye skilsmissesager efter loven trådte i kraft, er blevet mere konfliktfyldte.

Hvordan er det så gået mede knap 1.200 sager, som er gået videre til domstolene?

Ifølge Anja Cordes, der er formand for Danske Familieadvokater, er det ikke muligt at sige noget fornuftigt om, hvorvidt den nye lov virker, hvis man ser på de domstolens afgørelser.

"Det er alt for tidligt at udtale sig om en tendens på området," siger hun.

Hun peger på, at der endnu ingen højesteretsdomme er omkring den ny lov og kun nogle få domme i landsretten, som peger i hver deres retning.

"Et centralt punkt i den nye lov er jo, hvordan begrebet 'tungtvejende grunde' bliver fortolket. Men det er alt for tidligt at udtale sig om den udvikling," siger Anja Cordes.

Birgitte Holmberg Pedersen, retspræsident ved Helsingør Retskreds og medlem af Børnerådet, kan ikke se nogen grund til at ændre på loven på baggrund af den viden, der eksisterer på nuværende tidspunkt.

"Der har været nogle enkeltsager fremme i pressen med voldelige fædre, der har fået tildelt forældremyndigheden. Men her må der være tale om fejl - det har aldrig været meningen med loven. Og man skal altså ikke bygge lovgivning på enkeltsager," siger hun.

Birgitte Holmberg Pedersen forklarer fejlen med, at Statsforvaltninger og domstole i disse år er ved at gennemgå store reformer.

Masser af erfaringer

Der findes altså ingen seriøs undersøgelse eller evaluering af, hvorvidt forældreansvarsloven virker efter hensigten.

Men det får alligevel en af hovedkvinderne bag loven, Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, til at fastholde, at loven skal nu skal gennemgå et seriøst servicetjek.

"Når jeg siger, at jeg har fortrudt min iver for altid at ligestille de to forældre, bygger det på erfaringer, ikke blot på holdninger," slår hun fast.

- Hvilke erfaringer tænker du på her?

"Kvindekrisecentre, Børns Vilkår, Mødrehjælpen, forskellige advokater og henvendelser fra mødre og børn."

Mette Frederiksen erkender dog, at der ikke findes præcise undersøgelser af, om loven virker.

"Vi har ikke er et dækkende billede af problemets omfang. Men det er også ligegyldigt, om der findes statistik på området - for om det er fem eller 5.000 børn, der skal have samvær med voldelige forældre, så må ikke en eneste falde igennem. Man skal være ærlig nok til at erkende, at der er huller i loven. Og jeg kan ikke vente på en evaluering, der ligger flere år frem i tiden," siger hun.

Mette Frederiksen har dog ikke taget stilling til, præcis hvordan loven skal laves om. Hun nævner også den mulighed, at man måske kan nøjes med at ændre den måde, som der bliver vejledt i loven på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Sørensen

Hvis loven tillader voldelige fædre....og mødre samvær med deres børn skal loven selvfølgelig laves om/fortolkes anderledes.

Problemet er bare at vi på nuværende tidspunkt intet ved.

Hvad i øvrigt med voldelige mødre ?

Hvad med mødre der bruger falske anklager om vold og incest in kampem om barnet ?
Skal de bare ha' lov til det ,uden nogen konsekvens?

Hvad med mødre, der ikke overholder samværeaftaler? Der nægter at udlevere barnet trods domsafsigelse ? Skal de fortsat kunne gøre dette uden konsekvens ?

Hele lovgivningen burde ses efter og tilpasses virkeligheden.
Og i virkeligheden er mor ikke ALTID den bedste.

Man burde bl.a. se på :

Barnet skal som udgangspunkt blive boende i de
vante omgivelser, herunder hus, skole,
fritidsinteresser, samme venner og veninder.
Hvis den en forældre ønsker at flytte længre væk,
skal bopælsadressen som udgangspunkt over-
føres til den anden forældrer.
Vi taler jo om barnets tarv....eller gør vi ?

Den forældre, der optrapper konflikter skal miste/
have beskåret samvær, forældremyndighed,
bopælsadresse, tilskud o.lign.
Det skal koste at optrappe konflikter, ikke som nu
hvor det for typisk kvinden, er en kæmpe fordel på
alle områder hvis en konflikt etableres/optrappes.
Det siger sig selv at i et system hvor den ene part
er den sikre vinder mens den anden er den sikre
taber, vil et diktatorisk ene-ejerskab over barnet
opstå.
Når man ikke er "sikker vinder" tænker man sig
om en ekstra før man optrapper konflikten. Dette
vil logisk nok reducere antallet af konflikter til
fordel for barnet.
Og vi taler jo om barnets tarv....eller gør vi ?

Ved fastsættelse af bopælsadresse skal der IKKE
tages hensyn til hvem der indtil nu har taget sig
mest af barnet. DVS. barsel, barns 1. sygedag,
spillet fodbold osv.
Det er jo datid.
Der skal ALENE tages udgangspunkt i fremtiden.
Altså hvem af forældrene er bedst egnet til at yde
omsorg, opdrage og føre barnet ind i voksen-
alderen.
Det er selvfølgelig det, der er vigtigt for barnet.
Og vi taler jo om barnets tarv....eller gør vi ?

Den økonomiske fordeling af barnets omkost-
ninger skal ligeledes revideres. Således at hver
forældrer bidrager lige meget til barnets opvækst.
I denne beragning skal alle rimelige omkost-
ninger tillige med diverse tilskud tages i
betragtning.
Børnebidrag/tilskud er tilskud til barnet, ikke til
den ene forældre.
Og vi taler jo om barnets tarv....eller gør vi ?

Et barn har brug for både en mor og en far.
Den dermener andet, kan bare åbne fjernsynet
og se udsendelse "sporløs". I øvrigt er påstanden
jo ganske logisk.
En mor eller en far bliver ikke over-night en dårlig
forældre, bare fordi mor og far skal skilles.
Hvis far virkelig er så ond, er det da mærkeligt at
alle børn i en skilsmissesituation bliver enorme
kede af det og i nogle tilfælde får en egentlig de-
pression.

Alle sager burde i størst muligt omfang behand-
les kønsløst. Dvs. af forældrene KUN skulle be-
nævnes F og G. Aldrig han, hende, far eller mor.
Fokus skal væk fra forældrene, om F er moderen
eller faderen er komplet ligegyldigt.
Det er barnet det drejer sig om.
Og vi taler jo om barnets tarv....eller gør vi?

Børn skal sikres en god opvækst.

Søren Lindegaard Larsen

Hvor er artiklen dog uhyggelig, den beviser netop at de omtalte parter har talt imod bedre vidende uden nogen som helst dokumentation - uhyggeligt er det hvorledes disse bl.a. har formået at manipulere politikere og i særdeleshed Mette Frederiksen fra social demokratiet - troede helt ærlig hun var bedre vidende.
Som bevist hermed er der en del der handler ud fra egne interesser, enten ideologiske eller økonomiske - det er jo en kæmpe industri og pengemaskine blandt bl.a. advokater, at opretholde et stort konflikt niveau og dette er nemmest med hvis den ene part har fortrinsret i strid med børnenes interesser.

Hvorfor ikke se på hvad vi kan gøre bedre - det er trods alt børnene vi skal tænke på og ikke en forældet ideologisk holdning til samfundet - en holdning som ikke hører hjemme i år 2008.

Danmark burde være så fornuftig, at de kunne se ud over egne grænser - se eks. Australien, de har bl.a. indført deleordninger som har haft den positive effekt, at disse børn er lige så velfungerende som børn fra intakte familier - modsat de uhyggelige dokumenterbare effekter den nuværende samværs- og familiepolitik har på de 263.000 ramte børn i Dagens Danmark.

Undertegnede bekendt, er EU-landet Spanien ved at indføre en model fra Australien, for at ændre deres statistikker og ligestille begge forældreparter til verden anno 2008.

Dette er skrevet af en familiefar til 3 deraf 2 delebørn, som tilhører størstedelen af familiefædre i dagens Danmark, en engageret familiefar som deltager i forhold til børnene på lige fod med moderen - men en familiefar der også hovedrystende gang på gang må se og lægge øre til de utallige skræmmebilleder der kommer fra interessegrupper med egne interesser uden ønske om ligestilling, hvor de portrætterer den danske familiefar anno 2008 helt urealistisk.

En far som dagligt oplever en glæde i ens delebørn øjne, når far pludselig har fået muligheden for, at deltage på lige fod med moderen til arrangementer, første skoledag osv. - en mulighed der iøvrigt har åbnet for et samarbejde og dialog omkring fællesbarnet.

Håber dog at der er politikere der ikke lader sig så nemt manipulere som Mette Frederiksen og vil tage den nødvendige tid til, at sætte dig ind i disse så vigtige sager for vore børn, deres og vores fremtid - samt ikke mindst se på statistikker og indhente det fornødne materiale før der træffes forhastede beslutninger, samt følge op på at de udstukne regler følges op af de respektive parter - vil blot gøre opmærksom på at fornuften burde bevares!

Jens Sørensen

"Det er et uvæsen, at retten kan idømme fælles forældremyndighed. Vi har fået rigtigt mange henvendelser fra kvinder, der ikke kan samarbejde med deres fraskilte mænd. Men vi har ikke opgjort antallet," siger Inge Schmidt fra Mødrehjælpen."

Når moderen går fra at have reelt 100 % rådighedsret over et barn, er det vel ikke så underligt hvis hun føler sig fremmed når der skal samarbejdes.
Det har hun sku aldrig prøvet før!!!

Måske skulle Inge Schmidt spørge ind til det konkrete problem samtidig med at hun hører den anden part i sagen, nemlig faderen.
Er det ikke normal praksis og simpel logik ??
Nåh nej, moderens forklaring er nok.
Mor har jo altid ret.
Er det 2008 vi lever i ?

Majbritt Nielsen

Ak den den fælles forældre myndighed.
Det sjovt som Jens Sørensen nævner at moren pludselig ikke kan samarbejde med manden. Fordi hun har haft "reelt 100 % råderet" over barnet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke at faren bare sådan kan køre frihjul.
Imens moren igennem barnets opvækst sørger for at skifte lortebleen, sætte sig ind i hvad jounior nu spiser denne uge, hvem er ynglingskrammedyr, sørge for at ungen har det rigtige størelse tøj og sko på(de har det **** med at vokse).
Og så pludselig kræve det hele når det passer i deres kram.

Altså efter skilsmissen,

Men nej moren har ikke altid ret, det har faren heller ikke...
Og måske kunne faren træde til noget før. Så det ikke er moren der skal være den 100 % omsorgsforældre.
Det er jo noget han vælger. Men det kunne være fordi det er mere behageligt at skyde lortebleen og gylpet over på moren.

Og først komme i tanke om at han er far, når skilsmissen er igang.

@ M Nielsen,

"Jeg kan ikke lade være med at tænke at faren bare sådan kan køre frihjul"

Hvis man ser på hvor mange timer familiefædre arbejder på arbejdsmarkedet, i forhold til andre mænd (og kvinder), er der ikke meget som tyder på at de "kører frihjul".

At skifte "lortebleen" forudsætter vel at den først er blevet indkøbt (helst i ren tilstand).

@ M Nielsen,

Din kommentar er så fordomsfuld og stupid! Den bekræfter, hvorfor at et barn skal have ret til to ligeværdige forældre.

For din bemærkning cementerer, hvor resource svage personer, der findes i dette land. Hvis man ikke kan bidrage med andet end nedladne beskyldninger, fremfor konstruktiv input eller blot en rimelig debat kommentar. Det omhandler trods alt vores fælles børns fremtidige vel og ve.

Men dit ærinde var måske, at nedgøre og håne (skilsmisse) fædrene i tråd med diverse organisationer og foreninger?

Jens Sørensen

@M Nielsen

Uden at gå nærmere ind på dit indlæg, vil jeg dog kommentere een ting.

At moderen har mest at gøre med barnet betyder jo ikke at faderen intet har gjort for barnet.
Som Nille torsen indirekte skriver; kommer de rene
bleer ikke fra et ble-træ ude i haven ? De er købt for penge der er skaffet gennem arbejde ?
En husholdning har opgaver der SKAL løses. Hvem der gør hvad, er egentlig lige meget og uinteressant.
Og hvis vi taler om barnets tarv er datiden vel underordnet ? Det er jo fremtiden det drejer sig om.
Dit indlæg siger jo ikke andet end at det er urimeligt for kvinden at skulle afgive magt fordi hun gik på barsel, tog 1. sygedag osv.
Hvad har de med barnets tarv at gøre ? Det har KUN noget at gøre med kvindes tarv.

Din måde at tænke på, altså mor har haft mest med barnet at gøre inden skilsmissen, ergo skal moderen have magten betyder jo, hvis man overfører princippet at: faderen har haft den største indtægt ergo skal han også have familiens formue efter skilsmissen.
Man kan da ikke sige : Indflydelse på barnet skal ikke deles, fordi det er mig der har taget sig mest af det, og så samtidig keæve halvdelen af formuen når det prmært har været manden der har slæbet pengene hjem.

Men det væsentligste er at du ikke lægger vægt på barnets tarv.
Du ser udelukkende på hvem der har haft mest med barnet at gøre.

Majbritt Nielsen

Jeg synes det til enhver tid skal være barnets tarv der kommer først. Og at det har ret til to forældre.

Det der lige tricker mig er det der bliver skrevet
"Når moderen går fra at have reelt 100 % rådighedsret over et barn, ".
Så sort på hvidt læser jeg det som om faren har valgt ikke at have en betydelig indflydelse på barnet.

Men lige så snart skilsmisse papirene er skrevet under. Kommer han så i tanke om at han er far og vil have del i de 100 % indflydelse.

At bleer ikke kommer fra et ble-træ. Det må siges at være den mest stupide sætning jeg længe har læst.
At påstå at en mand er hovedforsørger i dag, vil jeg mene er lidt ude på landet.
Det betyder jo at det er kun mandens penge der opretholder økonomien i familien.
Virkelighedden i dag er at hvis den ene mister jobbet, (mand som kvinde) så får man dælens svært ved at blive i den bolig man har købt og/eller opretholde den luksus man har tilvænnet sig. Med luksus mener jeg ikke det basale, men det man sagtens kan leve uden.
Der skal i rigtig mange tilfælde to indkomster til at betale udgifterne. Det er inklusiv bleerne, der ikke hænger på et træ.
Så dermed mener jeg at manden som hovedforsørger er kommet på pladsen som medforsørger i stedet for.
Jeg skal ikke længere end til mine forældre. Havde min mor ikke job, og hun tjente fint. Så havde de ikke råd til det hus de har, og råd til de ting som vi havde/har.

Jens Sørensen

@M.Nielsen.

"Når moderen går fra at have reelt 100 % rådighedsret over et barn, "

Med ovenståenden mener jeg EFTER skilsmissen.
Iflg. den gamle lov vidste såvel faderen som moderen at moderen ved simpel konfliktoptrapning kunne begrænse endog helt fjerne faderens samvær med barnet.
Jeg har endnu ikke hørt om en lige-værdig far. Alle fædre er altid bange for at miste kontakten til barnet.
Derfor bøjer de af og underlægger sig moderens vilje.
Iflg. den nye lovgivning er dette ikke helt så let for moderen. Faderen har lidt mere indflydelse hvilket
betyder at moderen ikke mere 100% enehersker.
Det er det jeg mener med :
"Når moderen går fra at have reelt 100 % rådighedsret over et barn, "

Jeg påstår ikke at det KUN er manden der forsørger barnet. Lang fra.
Jeg siger bare at al den tid forældrene bruger på arbejde, husholdning altså pligter i bred forstand, er nødvendigt for familiens beståen.
Man kan derfor ikke bare komme med den gamle floskel med at manden tager mindre ansvar for barnet end moderen. Alt hvad man gør for familien er at tage ansvar for familien.

Når du skriver :
"Jeg kan ikke lade være med at tænke at faren bare sådan kan køre frihjul.
Imens moren igennem barnets opvækst sørger for at skifte lortebleen, sætte sig ind i hvad jounior nu spiser denne uge, hvem er ynglingskrammedyr, sørge for at ungen har det rigtige størelse tøj og sko på(de har det **** med at vokse)."

siger du jo direkte at faderen ikke tager ansvar for familien, barnet. "Han kører frihjul"
Du underkender simpelt hen på skammeligste vis at den funktion der skaffer penge har værdi for barnet.
En typisk holdning for enlige mødre. Husk på at 25% af ALLE enlige mødre er på kontanthjælp.
Hertil kommer dem der på anden måde lever ast offentlig ydelser. De har ikke forstået at grunden til at staten kan brødføde dem, er at andre går på arbejde.

Men iøvrigt er det jo ikke emnet.

Forhold dig til mit 1. indlæg:

Hvad skal vi gøre mod konfliktsøgende forældre ?
Hvad skal vi gøre mod dem der kommer med
falske anklager om bl.a. vold og incest ?
Hvad gør vi med de forældre der bryder domme
samværsresolutioner ?
Har krisecentre en dømmende magt i
samfundet ? eller er det satdig domstolene ?
Hvor skal man gå hen hvis man er udsat for
kriminalitet som f.eks. vold ? Er det ikke politiet
og DEREFTER et krisecenter ?
Hvordan sikrer vi en lige økonomi mellem de
fraskilte ?
Hvad skal der ske når den ene forældre flytter ?
Hvad med ideen om en kønsløs sags-
behandling ? Således at man sikrer at det virkelig
er barnets tarv der kommer i højsædet.

Svarene på disse spørgsmål er i den grad logiske.
Men de passer bare ikke ind i den verden du og mange andre kvinder ønsker. I ønsker nemlig fortsat ubegrænset magt til mødrene. Mændene skal bare holde kæft og skaffe nogle flere penge.

Jeg synes det er værd at huske på at Forældreansvarsloven ikke blot giver mændene større ligestilling i familien, men også er en forudsætning for at kvindernes kan få større ligestilling på arbejdsmarkedet. Sålænge kvinden automatisk betragtes som "moderdyr" og manden som "skaffedyr", vil kvinderne stå svagere på arbejdsmarkedet og dermed også i alderdommen.

Det grænser til det absurde at familielovgivningen skal dikteres af hensynet til nogle få kriminille elementer i samfundet. Den stiltiende antagelse om at det først og fremmest er mænd som er voldelige, tilbagevises af at der er mindst lige så meget vold, og af lige så farlig karakter, i lesbiske parforhold som i heteroseksuelle forhold. Se dette link: http://www.lbl.dk/index.php?id=2007 .

Majbritt Nielsen

Jens, hold venligst mig ude af den fordom - "I ønsker nemlig fortsat ubegrænset magt til mødrene. Mændene skal bare holde kæft og skaffe nogle flere penge."
Jeg kender kun en håndfuld hvor det er den ene der hovedforsørger. Og det er som regl noget passer i deres forhold. De fleste jeg kender, er begge medforsørgere.

Og hvad er så det logiske svar du skriver?
Jeg har ikke svaret på hvordan de problemstillinger du skriver om,( og som er ret konkrete) kan løses. Ud over først at sætte ind med kvalificeret konfliktmæling.

Konfliktsøgende forældre skal dømmes for de lovovertrædelser de må begå.
Når de kommer derud hvor de går på overdrev, plejer deres fløjelshandsker at være taget af. Eks løgn om overgreb eller ligende. Jeg er fuldstændig kold, hvis vedkommende har begået noget ulovlovlig, uanset årsagen. Skal hammeren falde i henhold til loven.
Domme om samværsresulationer der brydes, må give en straf på lige fod med andre lovbrud. Hvor hårdt ved jeg ikke, men på en måde der er konsekvens og kan mærkes.

Logisk nok vil jeg mene er man udsat for en forbrydelse (vold el.l) Så er det først til politiet. Som skal klædes bedre på til at håndtere de situationer(nok desvære utopi)

Hvor har du fra at et krisecenter har dømmende magt i samfundet? Jeg har ikke hørt om det før.

"En typisk holdning for enlige mødre. Husk på at 25% af ALLE enlige mødre er på kontanthjælp.
Hertil kommer dem der på anden måde lever ast offentlig ydelser. "
Bryd den sociale arv og tving eller gør det atraktivt at gennemføre en uddannelse der gør en selvforsørgende. (nok også utopi, da jeg mener mange af vores sociale problemer, bunder i en opdragelse der er mangelsfuld, af forældre(mødre som fædre) der ikke har den viden og erfaring som vi før fik igennem familien. Og derved skaber de mennesker der som voksen ikke kan se at varetage deres eget barn/børns tarv.
En social rådgiver jeg engang var på kursus med, mente at det forpulet tv skulle smides af helevde til. Så familien var tvunget til at forholde sig til hinanden og ikke flygte. Mon ikke han har ret.

Jens Sørensen

@M.Nielsen.

Jeg tror egentlig vi enige langt han ad vejen.

Det vigtigste er at enhver ulovlig handling, herunder konfliktskabning/optrapning har sanktioner.
I dag er det desværre ikke tilfældet.
Hvis ALLE parter, herunder bopælsforældre ved at der sanktioner i tilfælde af handlinger til skade for barnet, så falder fars (M/K) hammer.

Det ville med det samme bevirke langt færre retsløse fædre, mindre frustration, mindre desperation, færre deperate handlinger, mindre vold og andre dumme handlinger.
Hvis det så er faderen der REELT er den skyldig, ja så må han sku' ta' konsekvensen.
Hvis det er moderen må hun tage konsekvensen.
Nægtelse af samvær kan f.eks. sanktioneres med overførsel af bopælsadresse for barnet.
Det vil med det samme betyde stop for langt de fleste samværskonflikter.

Det der med fjensynet har du nok ret i.
Men der er vi vel alle lidt skyldige.
Jeg er i hvert fald.

Majbritt Nielsen

Hmm Rolf. Jeg ved ikke hvor de undertrykte kommer ind, det skulle da lige være en undertrykt gnækken over den kommentar.

Men logikken må da være, at har et par en økonomi hvor de må skære væsentligt ned og endog sælge bil eller hus. Hvis den ene indkomst falder fra og er væsentligt lavere en den var.
Eksempelsvis ved arbejdsløshed.
Så må de da være medforsørgere.

Og når husholdningen kan holdes på en indkomst, så er det jo logisk nok en der er hovedforsørger. ;)

Jens Sørensen

Essensen må da være, at så længe begge parter har delt opgaverne mellem sig, er det bedøvende lige meget hvem der laver hvad.

Det skal derfor ikke komme kvinden økonomisk til skade at det typisk er manden, der har hovedindtægten.

På samme måde skal de heller ikke komme manden til skade at det typisk er kvinden der bruger mest til på barnet.

De ting der SKAL gøre i en husholdning SKAL gøres.

Når typisk kvinden ved en skilsmisse kræver forældremyndighed og bopælsadresse bare fordi hun har taget sig mest af barnet, svarer jo til at manden ikke skal dele familiens penge ligeligt med moderen, idet det jo primært er manden der har "taget sig af" penge-indtjeningen.

Iøvrigt er det jo bedøvende lige meget hvem der HAR VÆRET priimær omsorgsperson for i barn.
Hvis vi taler om barnets tarv er det vel KUN et spørgsmål om hver der i fremtiden er bedst til at varetage barnets opvækst.

Erik Christensen

JS: Jeg synes, du tingsliggør børn her. Ved at sammenligne penge og børn. Hvad mon barnet mener? Og at det ikke skal komme børn "til skade", at mor har passet dem mest? Hvad mener du egentlig med det? Men det "koster" at blive skilt: For far, for mor, for børnene. Intet kan blive, som det var før.

Og det er ikke rigtigt, at alle, der bliver skilt, slås om forældremyndighed og bopæl. Således beholder langt de fleste fælles forældremyndighed både efter den gamle lov og den nye lov. Jeg mener, der er tale om op mod 90%, hvor forældrene finder ud af det indbyrdes med samvær og bopæl - uden statsforvaltnings og rets indblanden. Og så er der dem, der ikke kan. Men derom er der allerede skrevet en del under en anden artikel her på Information. Det er disse sager, hvor loven har haft en utilsigtet negativ virkning.

Erik Christensen

Goddag Rolf. Nej, det er det ikke. Siger du dermed, at det kun er mænd, der er i stand til at skabe rammer og udfoldelsesmuligheder? Man kan i så fald undre sig over, at børn bare for 1-2 generationer siden blev normale, da det var sædvane, at far stort set (i de fleste familier) ikke var særligt nærværende. Tænk også bare på krigsgenerationen: Hvor mange fædre, der døde der. Børn født i den periode har vel egentligt klaret sig meget godt alligevel.

Jens Sørensen

@erik.Christensen.

Jeg tingsliggør ikke børn.

Jeg siger bare at alle "pligter" i en husstand er vigtige.

At moderen er den der er/har været tættest tilknyttet barnet betyder IKKE at det er hende, der er bedst til at sikre barnet den fortsatte vækst.

Det er jo barnets FREMTID det gælder, ikke moderens retfærdighedssans.

Du har jo selv løsr et indlæg i en anden tråd på information, hvor den nu voksne søn fortæller om sin barndom med sin mor der umodent og mod barnets bedste, fremtvang en alt for tæt tilknytning.

Tæt tilknytning er ikke per definition det bedste.

@ Jens Sørensen

"Jeg siger bare at alle "pligter" i en husstand er vigtige"

Jeg er helt enig. Det vigtigste for børn er ikke, at der er en som hele tiden sidder med dem på skødet, men den tryghedsfølelse der ligger i at der er nogle voksne som har et varigt ansvar for dem.

Det er derfor forkert at tale om de "fraværende fædre". I børnenes bevidsthed var de særdeles nærværende. For børn kan udemærket godt skelne mellem fysisk tilstededeværelse og tilhørsforhold. Selv hvis den ene forælder dør, lever han eller hun videre som "virtuel forælder" i barnets bevidsthed, og det har ikke så negative konsekvenser for barnets udvikling som hvis adskillelsen var sket ved skilsmisse.

Erik Christensen

JS: Ja, jeg har læst det frygtelige indlæg i en anden tråd. Det er en fortælling, der går igen på mange debatfora, og som er blevet citeret så mange gange, at man næppe tror det. Det er heller ikke just nogen i andre debatforas sammenhænge nogen overraskelse, hvem der har forfattet fortællingen. Det er vel en måde hvorpå, man kan forklare overfor sig selv, hvorfor nogle ting senere i livet er gået grueligt galt. Nej, jeg køber ikke PAS som generelt forekommende fænomen. Men jeg ved godt, at visse organisationer kæmper en meget hård kamp for at bevise eksistensen. Alle "klemte" børn udviser en del af de symptomer, som Foreningens Far angiver som klassiske symptomer på PAS.

Jens Sørensen

@Erik.Christensen.

Uden at være den store ekspert vil jeg mene at ulovlig hindring af samvær er en del af PAS.

Men du mener vel heller ikke at nogen kvinder kunne finde på at hindre samvær ??

Prøv en gang at se ud gennem vinduet.
Her vil du en den virkelige VERDEN.
Og ja, den kan være skræmmende.
Men prøv alligevel.

Inger Sundsvald

Det gælder om ikke at lade sit syn på mænd formørkes af, at der på tråde som denne, er nogle få mænd, som igen og igen og med de samme traumatiske historier og links forsøger at gøre kvinder generelt til de rene uhyrer, som i virkeligheden er skyld alle deres egne ulykkelige historier.

Inger Sundsvald

Den dag hvor man kan få folk til at indse, at feminister ikke automatisk er mandehadere, lesbiske, eller stakkels ofre for vold, kan der måske komme en vedkommende dialog i gang. Det er formentlig på grund af disse beskyldninger, at der er så få kvinder der deltager i disse tråde om samvær.

Jeg er feminist, og jeg er hverken mandehader, lesbisk eller med lig i lasten fra min afdøde mand. (Han gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke skulle sige tak for hjælpen til opvasken – for det var jo også hans opvask, og det var også hans børn, lortebleer m.v. Han gjorde mig til feminist). Så tværtimod til alle tre punkter.

Kunne vi komme så langt, at det kunne anerkendes, at der kunne være en enkelt feminist eller to, som vil kæmpe imod uretfærdigheder (for mænd såvel som kvinder) at der er en enkelt lesbisk eller to – eller for den sags skyld bøsse, som er fuldt ud i stand til at tage vare på børn, så er vi kommet langt.

Det mest skadelige for Danmark og for samfundet i det hele taget er, at der skabes fronter af had.

Noget af det værste jeg kunne forestille mig er, at militante ’betonfeminister’ stillede op imod militante mandschauvinister. – Hvor mange af dem er der egentlig i Danmark? Og skal de have lov til at ødelægge det for alle os andre

Inger Sundsvald

Jeg synes faktisk at DKS siger meget fornuftigt, men de repræsenterer jo kvinder, på samme måde som Foreningen Far eller andre repræsenterer mænd. Helt uvildige holdninger kan man nok ikke forvente fra nogen af dem.

Jens Sørensen

Hej Inger,

Jeg er ikke kvindehadere. Tværtimod.
Det håber jeg da også du ved.

Vi ønsker bare ligeberettigelse med kvinder på en lang række områder.
Vi er jo før blevet enige om Burka-teknikken.

Men især på børneområdet har den "normale" mand ingen rettigheder.
At jeg er tvunget til at skrive den "normale" er ganske enkelt at alt ellers hurtigt bliver drejet om til at jeg anser voldelige mænd som en god ting.
At den ønskede ligeberetiigelse også er til barnet gode og tarv er jo bare perfekt.

Det jeg synes er mest beskæmmende er, at alle artikler kører ensidigt på den nye forældreansvarslov påståede blåstempling af samvær med en voldelig far.
Som før nævnt tager loven direkte højde for denne situation.
Og det værste er at diverse journalister/debattører udemærket ved dette. De bliver alligevel ved med at fremturer med denne direkte usandhed.
Målet kan vel kun være at stille hele loven i dårligt lys.
Det ville være på sin plads, hvis alle her på debatten indrømmede dette faktum.

Udtalelser som :

: "En konsekvens af at gå fra hinanden kunne være, at man ikke har ret til at se sit barn, medmindre man får lov af den primære omsorgsgiver."

kan jeg ikke forestille mig at du er enig i.

Inger Sundsvald

Hvis vi lige kunne holde de dårlige vittigheder udenfor, så kan man (i teorien) forestille sig, at der sidder mænd på denne tråd, som hvidvasker sig selv, fordi de ikke kan indrømme, at det er dem selv der er noget galt med – i teorien altså. Der er ikke nogen kvinder der deltager med lignende indlæg.

I teorien - kan jeg også forestille mig, at hvis jeg engang var blevet tilstrækkelig ond i sulet på min mand og skulle skilles – så ville jeg gøre alt for at beholde vores børn. Jeg ser helt bort fra ubegrundede beskyldninger om incest eller vold, som kun foregår i syge menneskers sind, og jeg misunder ikke dem, som skal tage stilling i dette morads, når forældrene ikke selv kan finde en løsning, og hvor den mest velformulerede, eller den med den bedste advokat ’vinder’.

Når jeg så fik tænkt mig om, så ville jeg måske indse, at ungerne ville få det sjovere (jeg tror at mænd kan noget dér) med flere økonomiske muligheder hos ham, end jeg ville have kunnet tilbyde dem. Hos mig ville de nok få bedre mad, og et sundere liv – men hvem ved?

Øvelsen ville så bestå i, at jeg slugte nogle kameler – for børnenes skyld. Og at han slugte nogle kameler – for børnenes skyld. Disse kameler er jeg sikker på vi ville æde – men det er kun i den bedste af alle verdener. Derfor er det ikke et misundelsesværdigt job de har i de forskellige offentlige instanser. For de véd i virkeligheden ikke, hvad der er op og ned på det hele. – Og derfor er både mænd og kvinder dælme nødt til at finde ud af det selv – for børnenes skyld.
----

P.S Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i de følelser, som en far må have, hvis han bliver beskyldt for noget han ikke har gjort

Inger Sundsvald

Og det var så et bud, som man kan være enig eller uenig i. Men jeg går ud fra, at det også skulle gælde, hvis manden var den primære omsorgsgiver.

Og nu behøver du ikke at oplyse mig om hvem der er flest af.

Inger Sundsvald

Rolf Rasmussen
Et kursus i tekstforståelse kan jeg ikke give dig, og det tror jeg heller ikke du har brug for, men jeg kan da gentage ”i teorien”.
Og ja, der er gået politik i det. Jeg kan da huske, at allerede da Frank Jensen i 90’erne fik indført den første lov, så var hans bror desværre ikke interesseret i sine rettigheder – men det var nu nok mere personligt end politisk

Hans Hansen
”Det er jo en opfordring til vold...”
Netop den slags vil jeg ikke kommentere. Faktisk prøver jeg at få en mindre hadefuld tone ind i debatten

Inger Sundsvald

Det er altså utroligt, at når en kvinde bliver dømt for en kriminel handling, så takker man for linket, som om det var en væsentlig pointe i debatten.

Tænk hvis kvinder begyndte at droppe link med henvisning til sager om mænd, som blev dømt, og som var uden for al tvivl om skyld.

Kvinder er efterhånden så vant til at blive dæmoniseret, at man knap lægger mærke til det.

Jeg tror jeg dropper ud.

Jeg læste for nogle år siden en artikel i en avis af den kendte "feminist" Lone Nørgaard. Hun sagde at fædre skulle være forsigtige med at knytte sig for tæt til deres børn, fordi de lige så godt kunne acceptere at de var sammen med dem på lånt tid. Bortset fra det urealistiske i dette råd, var det jeg ikke brød mig om, undertonen af triumf.

Jeg spurgte mig selv: hvis en af hendes sønner en dag fik børn og hun som bedstemor knyttede sig til dem, ville hun så også kunne dreje om på sine følelser som på en vandhane, hvis hun blev adskilt fra dem gennem sønnens skilsmisse? Farmødre har ingen rettigheder, men de kan blive dybt traumatiserede.

Ligestillingsdebatten har udgangspunkt i en konflikt imellem kønnene, men den kan aldrig blive til en debat imellem kønnene, dertil er kønnene (heldigvis) altfor integererede i det vi kalder for familier.