En mand, vi ikke taler om

Det kommer næppe bag på nogen, at der er flere mænd end kvinder, der har købt sex. Det kommer måske bag på flere, at der også er flere mænd end kvinder, der har solgt sex. To procent af svenske mænd mellem 18 og 74 år har modtaget betaling for seksuelle ydelser, mens tallet er 1,6 procent for kvinder.

Det kom frem, da den svenske mandeforsker Jari Kuosmanen fra Göteborgs Universitet præsenterede sin undersøgelse som en del af det store forskningsprojekt, 'Prostitution i Norden', der blev præsenteret i sidste uge. Det kan virke overraskende, men det burde det ikke, for resultaterne stemmer overens med alle tilsvarende studier i Norden gennem de seneste 15 år: Flere mænd end kvinder har prøvet at sælge sex. Vi ved bare ikke, hvorfor mænd sælger sex, hvor de gør det eller hvor tit. Og måske skulle vi til at finde ud af det. For samfundets uvidenhed om mandlige sexsælgere er et godt eksempel på, at vi baserer debatten om prostitution på myter og fordomme, lød det på konferencen.

"Vi har gjort os blinde over for mænds salg af sex," siger Jari Kuosmanen til de godt 150 deltagere i den svenske regeringsbygning Rosenbad.

"Det er vigtigt, at vi ikke kun ser kvinder for os, når vi diskuterer prostitution, men at vi også ser den unge mand, der sælger sex. Hvis vi går rundt med de gamle myter, så kan vi ikke komme med de rigtige sociale tiltag. Hvis vi har den forkerte viden, så kommer vi også til at gøre forkerte ting," forklarer han.

Jari Kuosmanen regner med at det tager lang tid, før samfundet får øjnene op for mænds prostitution. Især i Sverige. Den svenske lovgivning, der forbyder sexkøb, har nemlig som udgangspunkt, at prostitution er mænds vold mod kvinder.

"Det er en politiseret lov, der repræsenterer et bestemt synspunkt," forklarer han.

Normativ lov

Hovedformålet med loven er at påvirke befolkningens holdning til at købe sex, og det er lykkedes, viser Kuosmanens undersøgelse. Befolkningen ser mere negativt på både sexkøbere og -sælgere nu end tidligere. Over 70 procent går ind for loven, som den er, og der er tilmed flertal for også at gøre det ulovligt at sælge sex. At kun en femtedel af befolkningen tror, loven rent faktisk har mindsket antallet af sexkøbere, kan virke paradoksalt, men understreger blot lovens normative fokus: Det handler om holdningsændringer.

May-Len Skilbrei er leder af forskningsprojektet og forklarer, hvordan nogle grupper automatisk forbliver usynlige, når man arbejder med en snæver opfattelse af, hvad prostitution er.

"Hvis man definerer prostitution som mænds vold mod kvinder, sådan som man har gjort her i Sverige, så glemmer man nemt, at mænd også sælger sex," siger hun.

"Så bliver det kun den kvindelige prostitution, man sætter ind overfor retsligt og socialt. Den mandlige prostitution forsvinder fra bevidstheden, når den ikke inkluderes i definitionen."

Den blinde vinkel betyder også, at vigtige nuancer går tabt i samfundets forståelse af, hvad der er på spil i mødet mellem sexkøber og -sælger. For når man undersøger og diskuterer mandlig prostitution, er det med et anderledes bredere blik, der også har øje for mændenes handlekraft og seksualitet. Som Annelie Siring fra Institut for socialt arbejde ved Göteborgs Universitet forklarer:

"Mændene konstrueres som meget seksuelle væsener; som helt uhørt promiskuøse. Man taler om, at de sælger sex til andre mænd, fordi de er homoer, eller fordi, de tror, de måske er homoer. Det er fuldstændig fraværende i snakken om heteroseksuel prostitution. Man hører ingen sige, at kvinder sælger sex, fordi de er heteroseksuelle."

Håbløst mangelfuld forståelse

Gennem hele konferencen genlyder denne pointe: Der er en tæt sammenhæng mellem vores grundlæggende antagelser om, hvad prostitution er, og de sociale og retslige tiltag, vi finder nødvendige. Problemet er bare, at vores grundlæggende antagelser ofte er håbløst mangelfulde.

Endnu et eksempel er fra Norge, hvor sexkøb bliver forbudt fra næste år. I de senere år har nordmændene oplevet et stigende antal nigerianske kvinder sælge sex på gaden i de større byer og især i Oslo. Det anslås, at der er 1.100 gadeprostituerede i Norge, og at kun 10 procent af dem er norske. Avisoverskrifter har udråbt hovedgaden Karl Johan til at være "Nordens største horegate", og prostitution er ikke længere et spørgsmål om "voksne menneskers ret til at indgå frivillige aftaler om køb og salg af sex, men i stigende grad om en globaliseret og brutal menneskehandel med kvinder og mindreårige," som det blev udtrykt i avisen Dagbladet i 2006.

Dette ændrede fokus har fået afgørende betydning for lovgivningen.

"Man har tidligere argumenteret for en kriminalisering ud fra et ligestillingsperspektiv, men det vandt ikke frem," siger forskningsleder May-Len Skilbrei.

"Der har argumenterne om organiseret kriminalitet og menneskehandel været meget stærkere."

Problemet opstår, når den udenlandske prostitution løber med al opmærksomheden:

"Hvis man kun ser prostitution som udenlandske kvinder, der sælger sex til mænd på gaden, så er det helt bestemte tiltag, der ser nødvendige ud," forklarer May-Len Skilbrei.

"Indendørs prostitution (der udgør 60 procent af den samlede prostitution i Norge, red.) opererer mere skjult, og det betyder, at de prostituerede ikke er lige så tilgængelige, hverken for forskere, journalister, socialarbejdere eller politi. Så står man tilbage med gaden, og den er domineret af den udenlandske prostitution, og derfor kommer den udenlandske prostitution til at se meget vigtigere ud, end den måske er."

Forkerte ting på det forkerte sted

Pro Sentret er et videnscenter om og socialt tilbud til prostituerede i Oslo, som mange nigerianske kvinder har benyttet sig af. Stedet har, som følge af det øgede antal udenlandske kvinder, været nødt til at skære ned på det arbejde, der retter sig mod mænd i prostitution. Liv Jessen, leder af Pro Sentret, forklarer, hvordan det store indryk af afrikanske kvinder har vakt forargelse.

"Vi har ikke været vant til, at udenlandske kvinder prostituerer sig så aggressivt i det offentlige rum," siger hun og hiver mig i ærmet for at illustrere den foretrukne metode på Carl Johans gate.

"Det er sorte kvinder, der gør forkerte ting på det forkerte sted. Så bliver der problemer."

Ifølge Liv Jessen kommer kriminaliseringen af sexkunderne til at løse problemet - for de nordmænd, der ikke ønsker at få serveret udenlandsk prostitution på deres hovedstrøg. De nigerianske kvinder får knap så meget ud af det:

"Loven er en vældig god renovationslov. Den vil føre til, at vi flytter markedet til et andet land. Det, man glemmer her i Norden, er det globale fattigdomsaspekt. De her kvinder kommer og siger til mig: 'Liv, giv mig et job.' De sælger jo sex, fordi de er fattige, og fordi de ikke kan få andet arbejde i vores land. I Norge har hovedtemaerne været ligestilling og moral, men vi har brug for andre indfaldsvinkler til at diskutere prostitution. Vi er nødt til at begynde at snakke om det som et fattigdomsproblem," siger Liv Jessen, der godt kan forstå, at kvinderne ikke er interesseret i at hjælpe myndighederne med at fange bagmændene, kun for selv at blive sendt tilbage til deres hjemland.

"Vi bruger dem som brikker i en straffeproces. De er vores bedste allierede til at få fat i bagmændene, men så må de også få noget tilbage. Vi må forstå, hvordan de tænker, og de tænker: What's in it for me, hvorfor skal jeg hjælpe den norske stat, hvorfor skal jeg hjælpe den danske stat?"

Videnstomme diskussioner

Igen og igen bliver det understreget fra oplægsholderne: Der er brug for at eksplodere begrebet 'prostitution' og forstå det som et mangfoldigt fænomen, der kan og skal analyseres ud fra forskellige perspektiver. Og det indebærer at lytte til dem, der ellers mest bliver snakket om. Som den norske politiker, Inga Marte Thorkildsen fra Socialistisk Venstreparti, siger under en paneldebat:

"Vi har en forpligtelse til at høre på dem, der bliver påvirket af den lovgivning, vi vedtager. Men der er en tendens til - både blandt os socialistiske feminister og de kristne grupper - at skabe et 'dem' og 'os', og jeg har været skuffet over hvor lidt interesse, der har været for at høre, hvad de prostituerede har at sige. Enten er de ofre eller stakler, som vi må hjælpe - altså, 'vi' må hjælpe 'dem' - eller også er de provokatører, uværdige ofre, som forsøger at ødelægge samfundsordenen."

Men det er ikke nok at lytte til prostituerede, forklarer forskningslederne May-Len Skilbrei og Charlotte Holmström. Vi skal lytte til flere forskellige slags prostituerede:

Kvinder på gaden og dem, som opsøger de sociale hjælpeapparater, er dem, man ved mest om. Det er dem, som er tilgængelige for socialarbejdere, politikere, politi, medier og studerende, så det er dem, meget viden baserer sig på. Dem, der klarer sig selv, udgør ikke grundlaget for diskussionerne og politikken på samme måde, siger May-Len Skilbrei.

Samme pointe kom fra en af forskerne fra den danske del af projektet, antropolog Jeanett Bjønness fra Århus Universitet og souschef i Reden Århus, et værested for narkoprostituerede kvinder.

"Vi har fået en bestemt type viden om en bestemt type prostituerede, og det er dem, som ønsker kontakt med de sociale 'systemer'. Vi har brug for at høre fra andre, som ikke ser sig som ofre, som har andre erfaringer og fortællinger. Derfor er der brug for uafhængige undersøgelser, som ikke er knyttet til hjælpeprojekter. Så kunne vi få en mere nuanceret debat, som dem i prostitution ville kunne genkende sig i."

Bjønness har i sit delstudie undersøgt den danske debat og det vidensgrundlag, den har fundet sted på. Hendes konklusion er forstemmende:

"Debatten tager udgangspunkt i tal og 'fakta', som er problematiske. Det har handlet om at ændre folks holdninger og attituder for at overbevise dem om, at en kriminalisering er vejen frem. Det har været svært at komme til orde med et andet billede af prostitution. Sexarbejdernes Interesseorganisation har forsøgt, men det har været svært," siger Bjønness.

Så sig dog, hvem det er

På samme måde beklager Nell Rasmussen, tidligere leder af PRO-Centret og forfatter til håndbogen Prostitution i Danmark, under en paneldebat det, hun kalder "en videns-tømning" af debatten.

"I den offentlige debat har kvindeorganisationer og kristne hjælpeorganisationer gået sammen om at fremme ligestillingsperspektivet, men debatten er blevet stærkt ideologiseret. Der er skabt et billede af den prostituerede som det ideelle og værdige offer: Hun har været udnyttet i barndommen, er stadig offer for udnyttelse, og hvis hun er udlænding, er hun handlet. Det billede har også fæstnet sig hos politikerne. Problemet er bare, at der ikke er noget empirisk grundlag for de påstande. Debatten er blevet videnstom. Fra at være baseret på den viden, vi trods alt har, er den blevet udelukkende holdningsbaseret."

"Det betyder desværre for kvinderne i prostitution, at den lovgivning, man diskuterer at indføre, bliver baseret på en debat, som i stedet for at bringe kvindernes synspunkter frem, som de handlende subjekter, de er, overhøres og usynliggøres kvinderne, så andre må repræsentere dem."

Fra salen får Majken Lundberg fra Kvinderådet mikrofonen i hånden for at stille et spørgsmål. Hun synes, det er urimeligt, at Nell Rasmussen kommer med sådanne beskyldninger uden at nævne navne. Hun vil gerne vide, hvem det er, der fordrejer debatten. Om det er hendes egen organisation, Kvinderådet, for eksempel.

"Når jeg ikke nævner navne på den måde, er det mest fordi, jeg tror, det er uinteressant for vores nordiske kolleger at høre om den slags detaljer," svarer Nell Rasmussen.

"Du kan da bare sige, hvem det er," insisterer Majken Lundberg.

Og det gør Nell Rasmussen så:

"Det er blandt andet Kvinderådet, det er Dansk Kvindesamfund, det er Rederne. De reproducerer gamle data og synspunkter, som ikke er substantierede."