Læsetid: 1 min.

Per Stig: God plan for Danmark

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) mener, at det "ser fornuftigt ud" med eurolandenes nye kriseplan
Indland
13. oktober 2008

Set med danske briller er det en god kriseplan, som stats- og regeringscheferne fra eurolandene blev enige om søndag aften i Paris.

Det mener i hvert fald udenrigsminister Per Stig Møller (K), som mandag morgen ankom til et møde i Luxembourg med sine EU-kolleger.
- Umiddelbart synes jeg, det er godt, at de er kommet frem til en plan, og umiddelbart ser det også fornuftigt ud. Så jeg regner også med den danske løsning ligger inden for skiven. Nu skal vi have fat i detaljerne, og nu skal vi drøfte det, men det ser fornuftigt ud, siger Per Stig Møller.
Krisemødet i Paris var første gang, at eurolandene gik solo i en aktion, der kunne ligne oprettelsen af et a- og et b-hold inden for EU-samarbejdet. Men Per Stig Møller peger på, at Danmark ikke er det eneste land, som ikke sad med ved bordet i Paris.

- Det er der jo 12 lande, der ikke gør. Jeg synes da, at vi skal være med i euroen, men det er vi altså ikke. Derfor har vi så også topmødet, og nu har vi mødet her, hvor de lande, der ikke er med i euroen, kan komme med deres kommentarer. Det er præcis det, der er meningen nu, siger han.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) beklagede i DR's 21 SØNDAG ligeledes, at Danmark mangler indflydelse ved at stå uden for eurozonen. Han sagde, at det koster politisk, og at det også har en økonomisk pris i form af en højere rente.
Udenrigsministermødet i Luxembourg skal blandt andet bruges som forberedelse til et topmøde med deltagelse af stats- og regeringscheferne fra de 27 EU-lande. Topmødet i Bruxelles indledes onsdag.

/ritzau/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her