Læsetid: 3 min.

Professorer: Medierne svigtede op til finanskrisen

I tiden op til finanskrisen fik økonomer fra banker og realkreditinstitutter alt for megen plads i medierne på bekostning af mere kritiske økonomer. Det skyldtes journalisters personlige engagement i højkonjunkturen og manglede kritiske sans over for økonomer, der repræsenterer bankernes interesser, lyder det fra tre professorer i økonomi
Mens forbrugsfesten endnu var på sit højeste forsømte medierne at skrive om de truende økonomiske skyer, der var i horisonten, mener flere økonomer i dag

Mens forbrugsfesten endnu var på sit højeste forsømte medierne at skrive om de truende økonomiske skyer, der var i horisonten, mener flere økonomer i dag

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Indland
25. oktober 2008

Spørg man blandt eksperter, er de grundlæggende enige om, at de danske mediers dækning af finanskrisen har det niveau, dækningen skal have. De samme eksperter er derimod stærkt kritiske overfor mediernes dækningen af økonomi og finansstof i den periode, der førte frem til finanskrisen. Særligt mediernes stigende brug af økonomer fra banker og realkreditinstituter, undrer flere eksperter.

"I årerne op til finanskrisen forsømte pressen at omtale den virkelige tragedie i dansk økonomi, nemlig den overophedning der i de år blev et stadig større problem i økonomien, som resultat af en finanspolitik, der formentlig aldrig har været ført dårligere i Danmarks historien," lyder det fra professor i økonomi, på Syddansk Universitet, Christen Sørensen.

"En del af forklaringen på det er, at bankøkonomerne fik så meget tid til at tale om stigende forbrug på et tidspunkt, hvor finanspolitiken egentlig skulle have været strammet. Bankøkonomernes svnspunkt blev så langsomt overtaget af de fleste medier," siger Christen Sørensen.

Denne oplevelser af bankøkonomernes voksende betydning, havde Jakob Brøhner Madsen også. Han er i dag professor i økonomi på det australske Monash University, men fra 2002 havde han samme embede på Københavns Universitet. Her oplevede han, at der gik længere og længere imellem, at pressen kontaktede ham.

"Jeg var lige så opdateret om tingene som cheføkonomerne, men der kunne gå år mellem, jeg blev kontaktet af pressen," siger Jakob Brøhner Madsen.

Interessekamp

Han peger på det forhold, at nogle journalister selv overtog bankøkonomernes usædvanligt positive vurderinger og blev personligt engageret i bestemte tolkninger af den økonomiske situation , som en del af forklaringen på, at mere uafhængige økonomer blev valgt fra til fordel for bankøkonomernes voksende spalteplads.

"Derudover betød det selvfølgelig også noget, at mange økonomer - både regeringen og de økonomiske vismænd - sov i timen og sagde det samme som bankøkonomerne. På den måde var det lettere at retfærdiggøre at bruge dem og give bankerne den reklame, som det jo også er, når deres økonomer gang på gang optræder i spalterne," siger Jakob Brøhner Madsen.

En af de aviser i Danmark, der har brugt mest tid og plads på at dække dansk økonomi i de senere år, er Berlingske Tidende. Herfra afviser erhvervsredaktør Linda Overgaard, at i hvert fald Berlingske Tidende hælder mod nogle bestemte økonomer og interesser.

"Man kan jo sige, at hvis man er en negativ økonomom, så får man altid ret på et tidspunkt på grund af konjunktursvingningerne, men økonomi er ikke en eksakt videnskab, og der var - og er - mange bud på den økonomiske udvikling. Nogle vil selvfølgelig gerne have, at det kun er deres synspunkter, der kommer frem, men det er jo ikke på den måde, vi skal arbejde på som journalister. Vi skal derimod fremlægge de forskellige synspunkter," siger hun.

Professor i komparativ politisk økonomi ved Copenhagen Business School, Ove Kaj Pedersen, er derimod enig med Jakob Brøhner Madsen i, at dækningen af økonomien i den periode var præget af interesser, der på problematisk vis gled sammen.

"Hvorfor blev der ikke mere effektivt talt og skrevet om boligbobler og risikofyldt finansiering? Det gjorde der ikke, fordi medierne ikke opbyggede et værn imod de forskellige interesser. Bankøkonomer repræsenterer ikke sandheden, men bankens interesser. Anderledes kan det ikke være. På samme måde som økonomer på universitetet ikke repræsenterer sandheden, men fællesskabets interesser," siger han og tilføjer om kampen mellem interesserne og behovet for, at medierne skelner mellem dem.

"Der er en stigende konkurrencer mellem de forskellige interesser, og den har bankøkonomerne været dygtige til at udnytte til at komme frem i mediebilledet. Derfor er det også i endnu højere grad vigtigt, at medierne forholder sig kritisk til interesserne bag udtalelserne og ikke bare tro, at fordi en person er akademisk uddannet økonom fra et universitet, så repræsenterer han sandheden," siger Ove Kaj Pedersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vilhelm von Håndbold

De største avisers indtægtskilde er fra reklamebranchen.

Altså er avisernes primære kunder virksomhederne, da er dem, som finansierer avisen. Selvom de skriver nyhederne for deres læsere, er denne målgruppe af sekundær karakter.

Avisernes primære produkt er derfor den 'samfundsgruppe,' hvis opmærksomhed de sælger til virksomhederne.

Når aviserne ikke trykker de "progressive" akademikere, eller befolkningsopinionen når tiderne er svære, så afspejler det ikke avisens mangel på objektivitet eller rådne journalister - det er sidst på dagen en institutionel skavank.

Steen Rasmussen

Man har efter hånden haft en meget lange tradition for at ”italesætte” situationen, i de strømlinede kommercielle medier og det etablerede politiske system.

Gennem meget lang tid har man talt ”væksten” frem. De mest engagerede har fået lov til at fremføre deres hedeste ønsker om prisstigninger på aktier og fast ejendom. De likvide midler og den lave rente har sparket til værdistigningerne og gældsætningen, så det hele nu er på et niveau, man endnu aldrig har set på globalt plan. Imens har den fundamentale produktion stort set ikke flyttet sig. Omhyggeligt har man husket at lade være med at regne disse ”nominelle værdistigninger” med som udtryk for det de er, nemlig inflation, og i stedet valgt at se på dem, som om vi ejere af værdierne, var blevet rigere. Det er vi ikke.

Tværtimod, så har vi mistet en stor del af evnen til at producere de fundamentale varer. Industriproduktionen er flyttet til Asien. Vi kan transportere varerne, men det er der ikke brug for, hvis vi ikke har råd til dem. Vort landbrug er baseret på svin og andre forædlede varer, som japanerne ikke vil have råd til i fremtiden. Olien er stort set brugt, altså den smule vi selv havde. Vindmøllerne er udkonkurreret, fordi markedet tænker så kortsigtet, at det ikke kan se de 5 år frem, hvor olieprisen igen vil være oppe, fordi der her vil være absolut mangel på olie på globalt plan.

Hvad skriver eksperterne så, som kommentar til alt dette: ”Seniorøkonomen medgiver, at danskernes bekymring ikke er grebet ud af luften. Dagens renteforhøjelse fra Nationalbanken understreger, at situationen er presset og usikker.” http://borsen.dk/okonomi/nyhed/143505/#seneste

Og fra Kina lyder det fra statsministeren, at markedet agerer hysterisk, og at det nu må se at falde ned.

De udtalelser og den tendens, som min kommentar her retter sig mod, og som falder i fin forlængelse af artiklen oven over, vidner om det totale kognitive svigt fra medier og politikeres side. Man har i den grad vænnet sig til sin egen performance, det at man tilsyneladende har kunnet italesætte sig ud af enhver situation.

I stedet for at sondere og orientere sig uden om de professionelle reklamefolk med de fine titler i bankvæsenet, har man vænnet sig til at deres ord var identisk med både sandheden såvel som sine egne hede ønsker om evig vækst.

Dagbladet Børsen og alle de andre strømlinede medier må frem over lære at orientere sig ud fra helt andre mere nøgterne perspektiver. Sociologer, filosoffer og kritiske indfaldsvinkler til økonomien, som formår at se økonomien som det den er, nemlig et delsystem inden for det større system, det sociale system, må på banen, dvs. folk som formår at medreflektere de kognitive kompetencer og den kognitive performance i beskrivelsen af det der tematiseres. De kommercielle mediers hidtidige praksis virker ikke mere, den er afsløret sammen med den største økonomiske krise nogen sinde.

John Henriksen

Francis Fukiyama fik ret: Sovjetunionens sammenbrud betød historiens afslutning, fordi der ikke længere var to konkurrerende paradigmer til at drive historien frem.
Francis Fukiyama tog fejl: den indbyggede umulighed i kapitalismens krav om forrentning (det er det, der ligger bag vækstens nødvendighed) vil drive historien videre.

Men når der ikke længere er to forskellige paradigmer kan italesættelsen kun finde sted indefra det sejrende paradigme. Det er en lang historie, men det korte af det lange er, at den sejrende fortælling - individualismens fortælling, maskeret som frihed - er blevet til en altomfattende spændetrøje, der medfører en tiltagende grad af ensretning, herunder en tiltagende grad af kommunikation, der kun kan se det ensrettende (frie) lags eksistens.

Det er blevet stadigt tydeligere det seneste år - man kan fx se det i overskrifter af denne type: 'Danskerne mister boligformuer'. Her står, at der i Danmark kun findes mennesker, der er boligejere - resten er tilintetgjort.

I en peiorde, hvor den population, der bebor de danskes øer og halvøer aldrig har været mindre homogen, har medierne i stigend egrad italesat 'os' som om 'vi' var en helt homogen masse, der havde en trang: 'drømmebolig', 'drømmejob', 'drømmemand/kvinde'.

Den sejrende fortælling er nu ved at gå under i sin egen hybris.

Svigtet ligger mange steder - men for mig ligger det i høj grad i det politiske niveau - vi har regering for at den kan beskytte os mod os selv. Mennesket er grådigt, det er ekspansivt, det forfølger egeninteresser. Derfor har vi behov for regulering, ikke i første række af kapitalismen eller af finansverdenen, men derimod af 'adgangen til at være grådig' - eller sagt på en anden måde: når hele den sejrende fortællings mange systemer går sammen om at sige, at man forfølger almenvellets interesser, når man forfølger sin egeninteresse, så har man legitimeret den katastrofe, som nu så småt er ved at udspille sig.

En vigtig brik i forståelsen af, hvordan det er gået til, er jo, at det har været forbudt at sige noget negativt om økonomien - fordi regeringen med Fogh og Løkke som fakkelbærere stædigt har hævdet, at økonomi var en tilstand, en følelse af optimisme, som spredte sig som ringe i vandet.
Så sent som i mandags sagde Lars Løkke Rasmussen til Børsen, at det hele nok skulle gå, hvis bare Socialdemokraterne ville lade være med at tale økonomien ned i et sort hul.
Dagen efter bekendtgjorde han i samme avis, at 'økonomien er på vej ind i en tung lavkonjunktur' ...

Økonomi har altså været noget LØSREVET fra virkeligheden, en optimisme, en 'feel good' - kort sagt det stik modsatte af de herskende dogmer om borgerlig politik som noget, der er orienteret mod økonomi og borgernes penge.

Men det er en lang og sej omgang at skulle opregne alle de kommunikationsproblemstillinger, der er begravet her - til en start kan man tage fat i, at alle de sprogligt posivt ladede ord og begreber er blevet knyttet til det, som for almenvellet og for økonomien og for naturresourcerne er usundt.
Den nuværende sunde korrektion, som netop stammer fra 'markedet' - altså summen af alle økonomisk relaterede hændelser mellem individer i hele verden - er derimod italesat entydigt negativt.

Kære Steen Ole Rasmussen, jeg må beundre din reflekterede naivitet, når du kan pege på sociologer og filosoffer som nødvendige i en genrejsning, de rmå komme efter den nuværende udrensning.
Klimaapostlene vil tage økonomien som gidsel for 'green tech', som de allerede har døbt den nye boble i USA - det sidste, som Lehmann Brothers nåede at lave i London, inden banken gik bust, var at fremstille to meget flotte brochurer, der inviterede investorer til at blive rige ved at kaste sig ud i handel med CO2-kvoter.

John Henriksen

Se iøvrigt denne artikel med efterflg. kommentarer om, hvordan universitetsøkonomen Jacob Brøchner Madsen, der som en af de få konsekvent har advaret mod gældsboblen baseret på inflationen i huspriser siden 2003, er blevet behandlet i pressen:
http://www.information.dk/169824

Pyrademidespil, andet har det ikke været..

Når man finder det helt i orden fra pressens side at hylde og fetere to tidligere finanssvindlere, der nu ejer en slags bank (-producerer de egentlig noget brugbart, andet end et system til at videføre pyramidespillet...???) - og et cykelhold (- dopede vel sagtens, og en team-leder der er fuld af løgn, ja... dig Bjarne!) - så kan ALT ske i denne vanvittige og syge verden...

John Henriksen

PS: I en kommentar til artiklen 'Professor i sortsyn og pessimisme' kan man læse denne svada mod Jacob Brøchner, der konsistent har advaret om krisens komme:
'Det, som han opfatter som kaos, er for alle andre et rent drømmescenario, for hvem vil ikke have lav arbejdsløshed, lav rente og overskud på betalingsbalancen og statens finanser?'

Det illustrerer meget godt min pointe ovenfor: alle vil gerne have lav arbejdsløshed, lav rente osv. - og så er det lige meget, om det er en økonomisk umulighed at opnå det eller ej.

I Kåre Pedersens overskrift til artiklen er indlejret et andet karakteristisk fænomen - at det kritiske udpeges som 'sortsyn' eller 'pessimisme' - altså som nogle følelser, som afsenderen lider under og som han burde gå til coach eller psykolog for at få styr på. Get a life, Brøchner!

Enhver kritik af den økonomiske politik og den financielle situationer blevet fejet af bordet med henvisning til 'pessimisme' og 'sortsyn'. Som kritisk røst er man altså blevet stemplet som useriøs, som i sine følelsers vold.
Det er det, som vil komme til at stå på gravstenen i historiebøgerne over Foghs regeringer: 'Vi sejrede over vore fjender ved at italesætte dem som sygelige og i deres følelsers vold.'

Frej Klem Thomsen

Linda Overgaard, Berlingske Tidende: "Man kan jo sige, at hvis man er en negativ økonomom, så får man altid ret på et tidspunkt på grund af konjunktursvingningerne, men økonomi er ikke en eksakt videnskab, og der var - og er - mange bud på den økonomiske udvikling. Nogle vil selvfølgelig gerne have, at det kun er deres synspunkter, der kommer frem, men det er jo ikke på den måde, vi skal arbejde på som journalister. Vi skal derimod fremlægge de forskellige synspunkter."

Her er der tale om et af de mere dilettantiske forsøg på tautologisk udenomssnak. Man undres først over om Overgaard også mener at "optimistiske" økonomer altid får ret på et tidspunkt - da der jo forekommer konjunkturudsving. Det er svært at forestille sig et mere trivielt synspunkt, og vanskeligt at se hvilken relevans det egentlig har.

Og så er det fascinerende at høre hende udlægge påpegningen af manglende bredde og nuancering som et krav om ensidighed. Når hun tilsyneladende er enig i at Berlingske skal "fremlægge de forskellige synspunkter", hvorfor forholder hun sig så ikke til avisens svigt af samme ideal?

Den form for meningsløs retorik kunne Informations journalist godt have boret lidt mere i. Der er ingen grund til at lade hende dø i synden.

Steen Rasmussen

Kære John Henriksen
Jeg tror ikke, du ved, hvad det er for en sociologi, filosofi eller anderledes funderet form for kritik, jeg evt. kunne ønske mig. Med hensyn til troen på, at de gældende økonomiske incitatmenter skulle kunne gå op i en højere enhed med hensynet til den form for nødvendighed, jeg ser i omverdenen til det sociale, så deler jeg den ikke, men jeg kan heller ikke se noget forkert i at forsøge på at lave både grøn og økonomisk teknologi. I det hele taget har det været og er det en udpræget form for populisme, den, der bygger på trangen til at smadre enhver form for tro på noget bedre i retning af det grønne. Jeg har selv været offer for den. Og er tilbøjelig til at være ekstremt negativ over for alle, som prøver på at gøre det en lille smule nemmere for sig selv med troen på en både økonomisk rentabel og grøn teknologi. Men det kan i sig selv være en måde at gøre det nemt for sig selv på, bare at sige buhh efter enhver, der på den måde mener at ville og kunne se det gode ad den vej. Se f.eks. min reaktion på Sven Aukens anmeldelse af Jørgen Steen Nielsens seneste bog. Den fortrød jeg lidt, den var bare for nem, for negativ og lignede for meget den der populisme, man altid har fundet i de aldeles afstumpede kredse, der bare ikke kan tåle det at være vidne til, at der måske findes en nødvendighed, som er større end den kun økonomiske. Den lignede en reaktion, som man finder hos den selvfede bærme af økonomisk højtflyvende halvfascister, der ikke kan se de økologiske problemstillinger som andet end de økonomisk mislykkedes lette påskud for at sige buhh til det hele.

Jeg bilder mig ind at min egen kritik, som jeg har formuleret den i bind I i min bog, er langt mere fundamental end det man kan skrive og formulere her i disse fora. Jeg bilder mig også ind at en fundamental kritik af de moderne samfunds paradoksale succeskriterier nødvendigvis ikke kan fylde mindre end 400 sider, hvis man overhovedet skal have en fornemmelse af grundstrukturen i den. Af samme grund kan du selvfølgelig ikke vide hvad jeg mener.

Men der er også en anden og mere jordnær forklaring vedr. de elektroniske medier, hvor TV 2 jo har daglig dækning af finansstof i form af såkaldte rapporter Fra Fondsbørsen, der karakteristisk nok bringes lige inden Vejrmeldingen.

Og lige som seerne intet forstår af højtryk og lavtryk men, bortset fra landmænd og andre, der endnu er i kontakt med virkeligheden, kun interesserer sig for, om det bliver solskin, så interesserer de sig, efter TV 2's mening, åbenbart heller ikke for aktier, men bli'r i godt humør, hvis de stiger; så ser journalisten nemlig glad ud, selv om journalisten måske godt ved, at stabilitet ville være at foretrække. Men stiger C20-indekset, svarer det til sol over Danmark. Og så zapper de ikke væk for at finde nogen, der ser mindre sur ud. De har det godt.

Der er vist nok opstået en New Age-inspireret trend i de højere medie- og erhvervskredse gående ud på, at man kan tænke sig frem til positive begivenheder, NLP eller Neuro Linguistic Programming hedder det, når det rigtigt rykker, har de Transcendental Meditation med levitation, altså flyvning: Erhvervsmanden ophæver naturlovene med dynamisk, positive tanke-postulater.

Det er blevet en forbrydelse at gøre opmærksom på realiteter. Hvad sagde ikke formanden for den såkaldte turistorganisation Wonderful Copnehagen, da "Paris Hilton" havde aflagt besøg i byen: "Det her er millioner værd i PR; vi kan umuligt få armene ned!"

Besøget har senere vist sig at være en skandale og har og vil ikke trække en eneste turist til det København, hvis næste træk bliver en parodi på WTC, Copenhagen Twin Towers. Forhåbentlig er der ikke penge til idiotien.

selvfølgelig svigtede medierne, det er deres job!

John Henriksen

Kære Steen Ole Rasmussen,

jeg er enig med dig i, at det at være 'det godes budbringer' har været en umulig opgave siden 80'erne, fordi læren af 70'erne hurtigt blev til dens vrængbillede. Oprøret mod autoriterer fra tressernes slutning og gennem 70'erne kom ud for en polvending og blev i 80'erne til MIN ret til at benægte alt eller støtte alt uanset hvad resten af universet så måtte mene om den givne sag. Jeg må selv bestemme, hvordan verden ser ud, uanset om verden så ser sådan ud eller ej - og jeg vil kun tilhøre grupper af mennesker i det omfang, at de mener præcis det samme som mig. Derfor kan jeg kun indgå i grupper, der forholder sig til meget specifikke smådele af virkeligheden.

Den nuværende krises anatomi er grundlæggende ikke financiel eller økonomisk, selv om dens problemstillinger lige nu kommer til udtryk som 'økonomiske problemer' - det basale problem er, at alle siden 80'erne med stigende kraft har forlangt at komme til at forbruge på et højere og højere niveau. Flertallet forlanger deres demokratiske ret til at være forbrugsmaximerende i stedet for at være borgere i et demokrati.
Eftersom mennesket har dybe indbyggede sikkerhedskredsløb, som skal bremse det, når det løber vild - vi kan skamme os, føle skyld - er kendetegnet på krise, at mediebilledet udstiller skamløshed eller at skamløshed bliver en kulturs definerende træk.

Myten om medierne som vagthund, der holder øje med slendrian og korruption og bestikkelse falder helt sammen i perioder med skamløshed, fordi medierne selv bliver skamløse.
Men det er under alle omstændigheder en mye, fordi medierne (den skrevne presse historisk set) altid har været brugt til at skabe den forståelseshorisont, som de aktuelle magthavere ønsker deres handlinger forstået i. Spin er ikke noget nyt.
Det kulminerede for mig i denne højkomiske episode for en måned siden. Jeg lytter til P1 i radioen, og her er man selvfølgelig også begyndt at sende endeløse reklamer for kommende udsendelser osv. Så hører jeg denne sætning:
'Medierne er politikernes vagthund' - sagt af den sædvanlige let slørede, sprøde kvindestemme.
Hvad står der her?

Dette spot var en reklame for 'Mennesker og medier', et debatprogram om medier og journalistik, bestyret af den garvede journlaist Lasse Jensen, der er tidligere chef på tv-avisen.
Jeg sendte en mail – ’kære Lasse, du laver jo et program, der problematiserer mediernes evne til at holde det politiske niveau i ave, men reklamen for dit program påstår det modsatte - at medierne tilhører politikerne. Selv om det sidste i en vis forstand er mere rigtigt end det første, så er det alligevel ikke det du mener'.

Men Lasse Jensen kunne ikke se problemet - hans program handlede da netop om, at medierne skulle være på vagt overfor medierne, så hvad var der dog galt ved at sige 'politikernes vagthund'?

Jeg sendte så en mail, der forklarede om ejefald - at her har vi en genitiv, der viser et ejendomsforhold, og at dette ejendomsforhold vendte den forkerte vej i forhold til, hvad Jensen egentlig ville have frem.
Dagen efter fik jeg en mail: 'Jeg tror sgu', at du har ret' - og reklamespottet blev lavet fuldstændig om ...

Korte af det lange: medierne svinger med den herskende ’tone’ i samfundet. ’Vækst’ og ’fremgang’ osv. gennemsyrer medier, sådan så de kommer til at forstærke ’positive’ tider, mens de omvendt også kommer til at forstærke ’negative’ tendenser. Ordene ’positive’ og ’negative’ er sat i citationstegn, fordi ordene faktisk er kommet til at betyde dte modsatte af, hvad de egentlig betyder – ’væksten’ er på mange måder negativ og opbremsningen på mange måder ’positiv’.

Men jeg tvivler stærkt på, at den nuværende ’krise’ – forstået som minus- eller lavvækst, faldende huspriser, faldende aktiekurser, arbejdsløshed – vil blive efterfulgt af ’de indsigtsfuldes republik’ – altså at sociologer og filosoffer uanset deres beskaffenhed eller ståsted skulle være dem, der får afgørende indflydelse på, hvad der sker, når krisen slutter. For når kriser slutter, så er det fordi den forudgående bobles gæld m.v. er fjernet eller nedskrevet eller tilintetgjort af inflation – og når det sker, så slår menneskets grundlæggende trang til ’sukker’ ud i lys lue – en ny boble vil blive pustet op. Mennesker vil kun have med autoritet at gøre, hvis det er en autoritet, som de er nødt til at have med at gøre for at få adgang til sukker – det vil sige, at man kan accepterer bankens, realkreditselskabets, kommunens autoritet, fordi de kan bevilge penge til forbrug og overlevelse – men mennesker vil ikke acceptere autoritet, som vil dem det bedste. Derfor tillod jeg mig at kalde din forestilling om sociologers og filsoffers rolle i et nyt paradigme for ’naiv’, men jeg tilføjede bevidst udtrykket ’reflekteret naiv’, fordi jeg ikke er i tvivl om, at du har en argumenationskæde m.v. til støtte for udsagnet.
Men som du selv skriver – så er her ikke hverken stedet eller pladsen til disse diskussioner, som egentlig er de interessante. Jeg må se at få læst din bog. God vind på Fyn.

Steen Rasmussen

Kære John Henriksen
Den var god, den der med politikernes vagthund, altså pointen med at medierne tilhører det politiske system. For et halvt år siden forsøgte jeg energisk at få antaget en kronik under overskriften "polijournalisme". Den var et forsøg på at sætte fokus på den forenelse man finder mellem det politiske system og medierne, altså den koordinerede performance, jeg syntes at kunne se over en bred kam. Budskabet var ikke nyt, indsigten er gammel og lige så evigt aktuel som dømt til at være usælgelig i den medieverden, der lever af at lade selve budbringeren forblive utematiseret og uproblematiseret. Medierne ved at lige så snart mediet for alvor træder i fokus, så kompliceres den performance og den funktion, som det foretrækker at have. Lige så snart budbringeren træder ind i genstandsfeltet for opmærksomhed, så bliver det budskab, huan ville have frem, betvivlet. Netop da ser man budskabet som båret i mediet og altså budbringerens performance. Budskabet er da blevet reflekteret i sin betingelse, hvor det før fremstod ureflekteret.
Der er grund til at sætte fokus på det performative moment, man ser i ethvert udsagn fra ethvert medie, enhver politiker, fra mig, fra dig. Og der findes mange glimrende indfaldsvinkler til det at reflektere over det moment, der altid vil være i udsagnet af "italesættelse", performance eller simpelt hen bare det, at man altså ikke kan lade være med at gøre noget, at man handler, gør en forskel, når man siger noget, og at man aldrig rent kan fremdrage fremhæve påpege noget som helst i sig selv rent osv. Hvis alle mediebrugere havde læst f.eks. Austins: "How to do things with words", forstået Kurt Gödels XI theorem og George Spencer Brown´s "Laws of form", sat implikationerne ved deres påpegning af selvreferencen og det performative moment i talehandlingen, den logiske unit act ind i en overordnet social refleksion over kommunikationens betydning for det moderne, ja så ville helvede bryde løs over hovederne på de fladpander, der alt for længe har været i stand til at styre folks opmærksomhed i alle andre retninger end mod dem selv, og den platform de står og performer på.

I øvrigt, så vil jeg ikke råde nogen til at læse min bog, med mindre man absolut ikke har andet at lave. Den er ikke for hvide mennesker. Desuden er en del af budskabet i den, at bogen ikke kan sælge. Hvis nogen skulle begynde at købe den, ja så ville det være forkert det der står i den. Og det ville ikke være til at holde ud for mig, der har skrevet den.

John Henriksen

Kære Steen Ole Rasmussen,

med hensyn til at bevare sandhedsværdien i dit udsagn om, at din bog ikke kan sælges, har jeg tænkt mig at låne den på biblioteket.
Denne enkle operation viser endnu engang, hvordan det offentlige er en væsentlig medspiller også i en neoliberaliseret socialdemokratisk økonomi.

Steen Rasmussen

Ja John Henriksen, hvis man kunne låne den på biblioteket, var den ikke længere. Men da jeg har udgivet min bog via Books on Demand, ja så kommer den ikke automatisk ind i de offentlige biblioteker. Pengene passer.

Steen Rasmussen

Relationen mellem politik og medier skrev jeg lidt om for mere end et år siden i nogle kommentarer til Lars Qvortrup. Her kan man i øvrigt forvisse sig om, at jeg ikke skriver for hvide mennesker. Per Vadmand er et hvidt menneske, og han giver mig ret i det:
http://www.information.dk/145271

"...som resultat af en finanspolitik, der formentlig aldrig har været ført dårligere i Danmarks historien..."

Den lader vi lige stå en øjeblik!