Interview
Læsetid: 4 min.

Svag EU-klimapolitik truer både klima og global aftale

Der eksisterer en uhellig alliance mellem EU og u-lande om brug af CO2-kreditter, der fratager EU klima-ansvar, men næppe hjælper klimaet eller de fattigste u-lande ret meget, mener tidligere klimaforhandler for EU Jørgen Henningsen
EU-Parlamentets miljøkomité bakkede i går op om Kommissionens udspil om, at både EU-s elselskaber og tunge industrier skal betale for de CO2-kvoter, de får i EU-s eget kvotesystem. Elselskaberne fra 2013, og industrierne gradvist frem mod fuld betaling i 2020

EU-Parlamentets miljøkomité bakkede i går op om Kommissionens udspil om, at både EU-s elselskaber og tunge industrier skal betale for de CO2-kvoter, de får i EU-s eget kvotesystem. Elselskaberne fra 2013, og industrierne gradvist frem mod fuld betaling i 2020

Indland
8. oktober 2008

EU-Parlamentets miljøkomité stemte i går om den såkaldte EU-klima- og energipakke, der skal gøre det muligt for EU at leve op til sine klimaforpligtelser og tale med én stemme under de globale forhandlinger frem mod en ny international klima-aftale i København til december næste år.

Men klima- og energipakken og EU-landenes håndtering af sagen rummer en række svagheder, som gør det tvivlsomt, om der vil kunne indgås en tilfredsstillende aftale på topmødet i 2009. Den tidligere klimaforhandler for EU Jørgen Henningsen påpeger i en ny redegørelse, offentliggjort af Bruxelles-tænketanken European Policy Center, flere problemer i EU-strategien.

"Jeg er stærkt bekymret over det såkaldte CDM-system," siger han.

CDM står for Clean Development Mechanism og er den ordning under Kyoto-aftalen, der tillader i-lande og deres virksomheder at opfylde en del af deres CO2-reduktionsforpligtelser ved at støtte klimavenlige projekter i u-lande og dermed opnå 'CO2-kreditter', altså ret til at opretholde en del af deres hjemlige udledning af drivhusgasser.

"Det er lidt bizart, at CDM er det eneste, alle indtil nu er blevet enige om. I virkeligheden er der tale om en stærkt uhellig alliance, hvor de lande, der skal foretage reduktioner, har fundet en billig vej uden om det," siger Jørgen Henningsen.

Samtidig får de involverede u-lande penge og teknologi, selv om der i mange tilfælde næppe er tale om en reel ekstra klimagevinst.

Jørgen Henningsen har selv besøgt kinesiske CDM-projekter, og det har ikke gjort hans skepsis mindre.

"For at udløse CO2-kreditter til i-lande eller deres virksomheder, skal der være tale om u-landsprojekter, der ikke ville være blevet realiseret uden CDM-bistanden. Kina har selv vedtaget et relativt ambitiøst program for vedvarende energi, men alle de projekter, jeg så, var CDM-projekter med vestlig støtte. Når jeg spurgte, om det var CDM-støtten, der var drivkraften bag projekterne, svarede man 'nej, de ville skam være gennemført alligevel'," fortæller Jørgen Henningsen.

"Dét er den uhellige alliance. Hvad der dertil gør CDM-ordningen problemeatisk er, at teknologioverførslen ikke rigtig sker til lande, der virkelig har brug for det. CDM-projekterne er først og fremmest gået til lande, der som Kina i forvejen har adgang til teknologien, fordi de har penge til at købe den, hvorimod nogle lande i f.eks. Afrika og Latinamerika ikke får noget."

- CDM-ordningen har vist sig at være måden, man kan få de rige lande til at give penge til u-landes klimaindsats, fordi de selv får noget igen: CO2-kreditterne. Og samtidig måden at få u-landene i forhandling om en ny klima-aftale?

"Min pointe er ikke, at man skal overføre færre penge til u-landene, men at man skal gøre det på en bedre måde. For der er ingen tvivl om, at klimaudfordringen kræver en finansiel overførsel - formentlig langt større end det, der nu kommer via CDM-projekterne. Men jeg er stærkt kritisk over for en ordning, der ikke giver reel CO2-reduktion og giver teknologioverførsel de forkerte steder."

Jørgen Henningsen ser gerne, at EU-regeringerne i stedet for CDM-systemet øremærker en del af de penge, de fremover får ind ved CO2-kvotesalg til EU's elselskaber og tunge industrier, til støtte for klimaprojekter i u-lande.

EU-parlamentets miljøkomité vedtog faktisk på sit møde i går, at de nationale indtægter fra kvotesalg ikke skal gå i statskasserne, men øremærkes klimaformål - med halvdelen til en international klimafond.

Komitéen besluttede også en lavere grænse end foreslået EU-Kommissionen for brugen af CDM-systemet som genvej til at klare de nationale klimaforpligtelser.

Hvorvidt også EU's Ministerråd kan støtte dette, afgøres måske på rådsmøder senere i denne måned. Parlament og Råd skal finde en fælles holdning for at give dette og andre dele af EU's klimapakke gyldighed.

Gratiskvoter

Miljøkomitéen bakkede op om Kommissionens udspil om, at både EU's elselskaber og tunge industrier skal betale for de CO2-kvoter, de får i EU's eget kvotesystem. Elselskaberne fra 2013, og industrierne gradvist frem mod fuld betaling i 2020.

Dette trods stærkt pres fra Polen og andre østlande såvel som fra Tyskland og en række industriorganisationer, der ønsker gratiskvoter til EU's CO2-tunge industrier. Dette pres truer de forestående forhandlinger i Ministerrådet og kan føre til, at EU's klimapakke forsinkes til skade for EU's troværdighed i de globale forhandlinger.

Af samme grund ser Jørgen Henningsen gerne, at de CO2-tunge industrier får gratis CO2-kvoter.

"Det er bekymrende, at EU er på vej til at miste industriens opbakning til sin klimapolitik, for det svækker EU's forhandlingsposition. Industrierne skal selvfølgelig levere de CO2-reduktioner, de pålægges, men der er ingen grund til at straffe dem økonomisk ved at kræve betaling for den udledning, som er nødvendig."

- Du er uenig med parlamentet og ngo'erne, der vil følge 'forureneren betaler'-princippet?

"Ja, og det bekymrer mig. Det virker, som om der er gået lidt for meget ideologi i det. Man har ikke formået at skelne mellem situationen for elsektoren, hvor det er berettiget at tage betaling for alle kvoterne, og for den energiintensive industri, hvor forholdene er helt anderledes," siger Jørgen Henningsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Aflad mig her og afled mig der, alt imens de samlede udledninger bare stiger og stiger.

Hvornår siver det ind i hovedet på det moderne menneske, at der ikke er nogen løsning på klimatruslen indenfor det nuværende økonomiske paradigme, hvor alle ligger i konkurrence - fremfor samarbejde - med hinanden?