Læsetid: 1 min.

Vindmølle-aftale på plads

Partierne bag energiforliget er endelig blevet enige om en erstatningsordning for naboer til nye vindmøller. Vindmølleindustrien frygter en bremse på dansk vindkraft
31. oktober 2008

Efter mange måneders til tider ophidsede forhandlinger er det endelig lykkes for klimaminister Connie Hedegaard (K) at strikke en aftale sammen om en ny erstatningsordning for naboer til nyopførte vindmøller.

Erstatningsordningen er en del af en ny lov til fremme af vedvarende energi, der nu bliver fremsat i Folketinget på onsdag. Og som tidligere beskrevet i Information har partierne bag energiforliget - alle Folketingets partier på nær Enhedslisten - været lammet af uenighed om ordningen siden sommerferien.

SF's energiordfører Anne Grete Holmsgaard erkender, at loven "ikke er køn".

"Men det er med meget slæb lykkes for os at få rettet op på de værste ting", siger hun.

Dansk Folkeparti og regeringen har hele tiden stået fast på, at den nye mulighed for husejere til at søge erstatning, hvis der bliver bygget en vindmølle i nærheden, skal gælde alle - uanset hvor langt væk man bor. Og dét mødte stærk modstand fra de andre partier samt en lang række organisationer, da loven blev sendt i høring.

Med det nye kompromis er det stadig alle, der er berettiget til at søge erstatning. Men bor man længere væk end seks gange møllens højde, koster det 4.000 kroner i gebyr. Og for at gøre omkostningerne ved at bygge en mølle overskuelige for investorerne, skal erstatningskravene som hovedregel falde allerede i planprocessen.

Alligevel er adm. direktør Jan Hylleberg fra Vindmølleindustrien stadig utilfreds.

"Vi frygter, at barriererne for vindkraft på land i Danmark nu bliver så store, at udbygningen med nye møller bremses kraftigt eller helt går i stå," siger han.

Anne Grethe Holmsgaard er enig i bekymringen,

"Risikoen er der stadig - og det er derfor, at vi har fået med i aftalen, at vi skal følge udviklingen nøje," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu