Læsetid: 2 min.

Vindmøllestrid fortsat uløst

Partierne bag energiforliget er stadig ikke enige om erstatning til vindmølle-naboer
Indland
11. oktober 2008

Heller ikke i går lykkedes det for klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) at få partierne bag energiforliget til at blive enige om en ny erstatningsordning for naboer til nyopførte vindmøller.

Forhåbningen var ellers, at forligspartierne i går ville sige ja til et kompromisforslag i striden, der - som beskrevet i Information i sidste uge - i månedsvis har blokeret en ny lov til fremme af vedvarende energi og truer emd at få energiforliget til at falde fra hinanden.

Men i går eftermiddags stod det klart, at både på den ene side Dansk Folkeparti og på den anden side S, R og SF hver krævede justeringer.

"Vi synes selv, at vi har leveret et meget konstruktivt svar og har endda strakt os meget langt. Nu må det være op til ministeren," siger den radikale energiordfører, Johs. Poulsen - der dog tilføjer, at han har en "stærk forhåbning om, at vi kan lande sagen".

Stridens kerne handler om, hvem der skal have ret til at søge om erstatning for tab af ejendomsværdi, hvis der opføres en ny vindmølle i nærheden. S, SF og R har i lighed med en lang række høringsparter ønsket at afgrænse ordningen, så det kun er naboer inden for en afgrænset radius af den nye mølle, der skal have adgang til at søge om erstatning. De frygter, at de uoverskuelige erstatningsomkostninger vil hindre nye vindmøller i at blive opført.

Regeringen og Dansk Folkeparti ønsker derimod, at alle skal have samme ret - uanset hvor langt de bor fra vindmøllen.

Nye krav fra begge sider

Connie Hedegaard foreslog i denne uge et kompromis, hvor det vil koste 5000 kroner at søge erstatning, hvis man bor længere væk end seks gange vindmøllens højde. De penge vil man så kun få tilbage, hvis man rent faktisk får tilkendt en kompensation.

Dén tanke er S, R og SF med på - men de kræver det nu skrevet ind i bemærkningerne til loven, at man som hovedregel ikke kan forvente at få erstatning, hvis man bor uden for den foreslåede 'zone'.

Den tanke afviser Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt blankt.

"Vi vil ikke acceptere under nogen omstændigheder, at nogle parter skal stilles ringere end andre. Kan de andre partier ikke acceptere det, må de melde sig ud af energiforliget," siger Morten Messerschmidt.

Han er ellers også principielt enig i Connie Hedegaards kompromisforslag - men dels vil han have udvidet den 'betalingsfri zone', og dels synes han, at de 5.000 kroner er for højt et beløb at skulle betale for at søge erstatning.

Dermed er en løsning på den langvarige strid igen gledet forligspartierne af hænde.

Venstre fortsat optimist

Venstres energiordfører, Lars Chr. Lilleholt, erklærer sig dog stadig for optimist.

"Det her er et meget stort og kompliceret forlig, og når man skal forene partier fra SF til Dansk Folkeparti, så skal buen spændes rimeligt hårdt. Men jeg håber, at vi finder en løsning snart," siger han.

Ifølge socialdemokraternes Mette Gjerskov er Dansk Folkeparti "uden for pædagogisk rækkevidde".

"Vi har prøvet på alle mulige måder at strikke en løsning sammen, som ikke bremser vindmølleopsætningen. Det kan regeringen da heller ikke holde til," siger hun.

Connie Hedegaard var i går i Luxembourg til rådsmøde og havde ikke mulighed for at give en kommentar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her