Læsetid: 3 min.

Advokat: Brugsret var tidsubegrænset

Ikke færre end otte gange fik christianitterne op gennem 1980'erne besked fra stat og folketing på, at de havde brugsret til området
4. november 2008

Hvis man havde forventet festligt fremmøde af udklædte christianitter, ladcykler og gulprikkede flag, så blev man skuffet. For selv om Østre Landsrets 15. afdeling i går tog hul på den første af 12 retsdage om fristadens fremtid, så havde fristadens beboere valgt at blive hjemme. Kun et par håndfulde 'nitter' var mødt frem, så der var særdeles god plads på tilhørerrækkerne.

Sagens kerne er, om fristadens beboere gennem de forløbne 37 år har opnået en form for brugsret til eller hævd på området og bygningerne. Det mener Christianias advokater, Christian Dahlager og Knud Foldschack, og staten skal derfor anerkende beboernes uopsigelige brugsret til hele arealet, eller - hvis det ikke går - i hvert fald til en mindre del af området.

Omvendt mener Kammeradvokaten, repræsenteret af advokaterne Stig Grønbæk Jensen og Kasper Mortensen, at staten helt skal frifindes, eller at christianitternes påstand skal afvises.

Den første retsdag var afsat til dokumentation af den omfattende sag, og side for side pløjede landsretten sig gennem otte bind med bl.a. folketingsdokumenter, fortrolige mødereferater og notater, tilsammen tusindvis af A4-sider, som udgør fundamentet for sagen.

Advokat Christian Dahlager behandlede i sin fem timer lange forelæggelse perioden frem til 1991. Et halvt år efter, at en gruppe aktivister i efteråret 1971 indtog den tomme Bådsmandsgade Kaserne, indgik Forsvarsministeriet og aktivisterne en foreløbig aftale i maj 1972, hvorefter forsvaret skulle hjælpe med bl.a. brandslukningsmateriel. Med andre ord accepterede staten, at de tomme kassernebygninger blev brugt til beboelse, indtil man havde fundet et andet formål til arealet. Dette skulle efter planen ske i løbet af to-tre år.

Seksdages miraklet

Imidlertid trak det ud med at finde et andet formål, og en idekonkurrence for området blev heller ikke til noget.

Imens boede og byggede christianitterne på livet løs til Forsvarsministeriets store fortrydelse. Stridighederne endte for domstolen, og i slutningen af 1970'erne tabte christianitterne i både landsret og Højesteret. I stedet blev Forsvarsministeriets fogedbegæringer om rydning taget til følge.

Alligevel overlevede fristaden. Kun seks dage efter højesteretsdommen besluttede et flertal på Christiansborg, at beboerne kunne blive boende. Den socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering ønskede nemlig ikke en tvangsrømning og troede da heller ikke på, at en sådan kunne gennemføres, før man havde andre konkrete formål at bruge bygningerne til.

Igen i 1982 bekræftede regeringen og et folketingsflertal, at beboerne kunne blive boende, og denne gang var det på ubestemt tid, formuleringerne om at finde et andet formål var droppet.

Det gentog sig i maj 1986, og opbakningen til fristaden blev fastholdt, når folketingsmedlemmer fra Fremskridtspartiet stillede dagsordensforslag om rømning. Selv om Schlüter-regeringen også gerne ville rømme fristaden, så vedtog Folketingets flertal af Socialdemokratiet, Radikale, SF og VS ikke færre end otte gange, at beboerne kunne blive boende, hvis vel at mærke en række forudsætninger blev overholdt, både af christianitterne og af staten.

At det var gældende retstilstand, blev dengang fastholdt også af den konservative forsvarsminister, Hans Engel, som nu skal vidne i sagen. Op gennem 1980'erne fik christianitterne derfor en stadig mere grundfæstet tro på, at de havde lov til at blive boende.

Undervejs i advokat Dahlagers forelægning var Kammeradvokaten af og til uenig i fortolkningen af det ene eller andet dokument og gjorde indsigelse. Og enkelte gange blev tonen så skarp parterne imellem, at retsformanden Bertil Vollmond måtte lægge sig imellem og gyde olie på vandene.

Retssagen fortsætter onsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvad med Schlüters normaliseringsaftale fra først i 1990érne, hvor christianitterne fik deres fællesbrugsret til området og begyndte at betalte ejendomsskat samt blev momsregistreret osv.. Ligeledes blev der et totalt byggestop på hele området.
I mine øjne var det en aftale, der gav Christiania deres endelige blå stempel og forstår derfor ikke Fogh Rasmussens underkendelse af sin tidligere regeringschefs aftale.

Hvis Chrstiania normaliseres, mister Danmark sin sidste turist-attraktion, og med Mohammed-tegningerne oven i har Danmark reelt sagt farvel til omverdenen og valgt en os-og-USA-mod-alle strategi i stil med Polen under tvillinge-regimet.