Læsetid: 3 min.

Alternativt klimatopmøde betales med u-landsbistand

Staten støtter ngo'ers alternative klimatopmøde i København med udviklingspenge, der ellers skulle gå til u-lande - og også en særlig 'klimapulje' regnes i finansloven for bistand. Samtidig er der også penge til Bjørn Lomborg op til topmødet. Organisationer raser
Christian Friis Bach, Folkekirkens Nødhjælp, mener, at u-landene bliver ramt i tre omgange: Først af klimaforandringer, de ikke selv er skyld i, dernæst af stigende energi- og fødevarepriser, og endelig bruger Danmark nu penge, vi egentlig havde lovet til skoler, sundhed m.v., på klimaet.

Christian Friis Bach, Folkekirkens Nødhjælp, mener, at u-landene bliver ramt i tre omgange: Først af klimaforandringer, de ikke selv er skyld i, dernæst af stigende energi- og fødevarepriser, og endelig bruger Danmark nu penge, vi egentlig havde lovet til skoler, sundhed m.v., på klimaet.

Georges Gobet

12. november 2008

Det er u-landene, der betaler størstedelen af regningen, når ngo'er fra hele verden mødes i København i forbindelse med klimatopmødet næste år. Regeringen har velvilligt bebudet finansiering af det 'alternative topmøde' - men hovedparten tages fra midler, der ellers skulle være gået til udviklingshjælp i fattige lande.

I en lang række danske bistands- og miljøorganisationer er man rasende over prioriteringen.

"Det topmøde har ikke noget med u-landsbistand at gøre. Det handler om klodens fremtid - og det er grundlæggende umoralsk, at man anvender udviklingsmidler til det formål," siger John Nordbo, der er programleder hos Verdensnaturfonden.

Konkret har regeringen afsat ca. 38 mio. kr. til at støtte ngo'ernes topmødeaktiviteter. 27 af de 38 mio. kr. er hentet fra udviklingsbistanden. Kun 11 mio. er 'nye penge'.

Selv om der er tale om et forholdsvis lille beløb, er prioriteringen fuldstændig forkert, mener Christian Friis Bach, der er international chef i Folkekirkens Nødhjælp.

"Det her er et helt forkert signal at sende over for ngo'erne, udviklingslandene og alle andre, der kommer til København. Forhandlingerne handler jo netop om, at der skal flere penge til for at løse klimaproblemerne," siger han.

Snyd på vægten - igen

Christian Friis Bach og de andre organisationsfolk ser hele sagen som et udtryk for en større tendens: At regeringen snyder på vægten, når det kommer til klimaudfordringerne.

En såkaldt 'klimapulje' på 200 mio. kr., der skal bruges til at hjælpe de fattigste u-lande med at "forebygge og tilpasse sig menneskeskabte klimaforandringer", tæller således også med, når Danmark bryster sig af, hvor meget vi bruger på bistand.

Og dermed bliver u-landene snydt for tredje gang, mener Christian Friis Bach.

"Først bliver de ramt allerhårdest af de klimaforandringer, de ikke selv er skyld i. Så rammes de af stigende energi- og fødevarepriser. Og nu bruger vi så penge, vi egentlig havde lovet til skoler, sundhed og så videre, på klima i stedet," siger han.

IBIS' generalsekretær, Vagn Berthelsen, er enig.

"Holland kan klare en stigning i havniveauet på op til to meter, fordi de har ressourcer og teknologi. Men et land som Mozambique vil nu blive oversvømmet, og andre afrikanske lande vil tørre ud. Derfor er det altafgørende, at de tilføres helt nye midler", siger han.

Han frygter, at der vil blive flyttet penge fra Afrika til Kina - hvor klimagevinsterne er større - hvis klimaindsats og udviklingsbistand bliver rodet sammen i én stor pulje.

"Det er meget vigtigt, at vi værner om udviklingsbistanden til fattigste lande i Afrika," siger Vagn Berthelsen.

Også penge til Lomborg

Også på et andet område møder regeringens klimaprioriteringer i finansloven skarp kritik.

Under overskriften "Bred og folkelig forankring og debat omkring klimakonferencen" finder man nemlig fem mio. kroner til Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus Center, der skal "belyse mulige løsninger på klimaudfordringerne" op til konferencen. Pengene kom på finansloven efter ønske fra Dansk Folkeparti - ifølge DF's finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, for at undgå, at klimatopmødet går "op i halleluja".

Klimaordfører Anne Grete Holmsgaard fra SF går skarpt til angreb på regeringen for dens klimaprioriteringer. SF vil stadig stemme for finansloven, men Holmsgaard vil nu stille ændringsforslag til loven.

"Danmark har slået sig til ridder ude i verden på det her topmøde. Men man vil ikke sikre reelle nye penge til ngo'erne - og man har sat en ny klimafornægter til at forhandle finanslov for sig", siger hun med henvisning til finansminister Lars Løkke Rasmussen.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der i dag taler på en konference i København om netop klimaforandringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Desværre har Fogh Rasmussen ikke glemt sin kerative bogføring.

Ligeledes fungerer smagsdommerne også i bedste velgående, nu får en smagsdommer som Lomborg endda del i midlerne til u-landsbistanden.

Klima-ændringerne skal tages yderst alvorligt.

Men med hensyn til et par af artiklens punkter, så er oliepriserne altså på vej ned i ekspresfart, og der bliver de efter alt at dømme i nogle år.

Fødevarepriserne er også på vej ned ( det vil vi også efterhånden komme til at se i danske butikker)- og der bliver de såmænd et godt stykke tid.

Den nævnte vandstandsstigning på 2 meter er som mulighed betragtet vist ude i hampen ? Taler vi reelt ikke om noget der ligner 18-22 cm frem til år 2100 ? (Sådan læser jeg papirerne - men jeg er måske ikke for kvik - og de er iøvrigt dokumentationsmæssigt ret uoverskuelige? Gad vide hvor mange af klima-debattørerne, der faktisk har læst klimapanelets papirer?)

Thomas Bolding Hansen

Skammeligt af regeringen, men nej klimaet skal ikke tages alvorligt, det skal u landes fattigdom der i mod.

Klima dommedagsprofetierne bygger på rent gætværk, lidelsen og fattigdommen gør ikke.
Temperaturen stiger alligevel om vi så halverer CO2 udslippet, faktisk kan CO2 vise sig at have en nedkølende effekt, forholdet mellem CO2 og temperatur er ret så arbitrært.

"så er oliepriserne altså på vej ned i ekspresfart, og der bliver de efter alt at dømme i nogle år."

Du skal ikke mere end 3 år tilbage, før et radikalt bud på stigende oliepris lød på 80 dollar.
Selv den halve vækst i olieforbrug af hvad vi havde de sidste år er nok til at presse prisen op.