Læsetid: 3 min.

Birthe Rønn har hovedansvaret for udvisninger

Et svar til Folketingets Retsudvalg fastslår, at det i sidste ende er integrationsministerens ansvar at vurdere, om en udlænding skal udvises uden rettergang. I fredags sagde Birthe Rønn Hornbech (V) ellers, at hun ifølge loven blot skal underskrive de administrative udvisninger. 'Det er lodret forkert,' konkluderer jurist
Indland
25. november 2008

Til trods for, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) med egne ord var "utilpas ved det", satte hun sin underskrift på den administrative udvisning af den tuneser, som ifølge PET havde planer om at dræbe Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. Fredag forklarede integrationsministeren sig.

"Loven er sådan i dag, at det skal jeg," sagde Birthe Rønn Hornbech.

Men i et svar til Folketingets Retsudvalg fra 2002 fastslår tidligere integrationsminister Bertel Haarder (V), at integrationsministeren på baggrund af en indstilling fra justitsministeren selv træffer sin beslutning om udvisning.

"Den endelige vurdering foretages af integrationsministeren," står der i svaret.

Information har været i kontakt med Justitsministeriet, som bekræfter, at den endelige beslutning om en administrativ udvisning lig-ger hos Integrationsministeriet.

I sidste uge lagde Birthe Rønn Hornbech ellers delvist ansvaret over på den forhenværende justitsminister, da hun i et interview i Politiken sagde:

"... jeg har det skidt med, at jeg har truffet en beslutning, som Højesteret nu to gange har underkendt. Jeg fulgte jo i sin tid justitsminister Lene Espersens indstilling om at udvise tuneseren."

Ansvarsforflygtigelse

Men den begrundelse for en beslutning holder ikke vand, påpeger lektor på Juridisk Fakultet ved Københavns Universitet Jonas Christof-fersen på baggrund af svaret til Retsudvalget.

"Hun (integrationsministeren, red.) modtager en indstilling fra Justitsministeren, og indstillinger er ikke til for at blive fulgt, men for at blive vurderet. Hvis integrationsministeren ikke er enig, må hun sige, at hun ikke kan følge indstillingen. Hun er den endelige kontrolinstans i systemet," siger han.

Til Rønn Hornbechs udsagn om, at loven kun tilsiger hende at sætte sin underskrift, lyder det klart fra Jonas Christoffersen:

"Der er lodret forkert."

På Christiansborg kræver oppositionen nu, at ministeren forklarer sig. De radikales integrationsordfører, Morten Østergaard, påpeger, at integrationsministerens ansvar er mindst lige så stort som justitsministerens:

"Det er tæt på total ansvarsforflygtigelse, hvis Birthe Rønn ikke erkender, at det var hendes pligt at sige nej, hvis hun ikke følte sig over-bevist om, at udvisningen var nødvendig," siger han.

Både oppositionen og Jonas Christoffersen mener, at Rønn Hornbechs udtalelser om at være "utilpas" ved at skrive under tydeliggør behovet for en uafhængig retslig kontrol med udvisningerne - et behov som også integrationsministeren selv har talt for, og som en arbejdsgruppe er nedsat for at belyse mulighederne for.

Morten Østergaard har bedt Rønn Hornbech redegøre for, hvori utilpasheden er opstået - Jonas Christoffersen finder udtalelsen urovækkende.

"Det for mig meget bekymrende er, at den minister, der har truffet en endelig afgørelse om, at han (tuneseren, red.) er farlig, er så meget i tvivl, som hun er. Enten har hun ikke sat sig godt nok ind i sagen, eller også er hun overbevist om, at PET's materiale ikke ville holde, hvis andre så det," siger han.

Rønn må kende sit ansvar

Jonas Christoffersen påpeger, at den manglende retskontrol giver anledning til yderligere bekymring, idet der kan være sager, som offentligheden ikke kender.

Da ministeren fredag blev gået på klingen af Berlingske Tidende, erklærede hun, at hun ikke vidste, om hun juridisk set kunne have afvist at skrive under.

Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, kræver nu ministerens svar på, om hun er bekendt med sit eget ansvar og omfanget af det.

"Når man taler om noget så alvorligt som en administra-tiv udvisning, må man som minister kende sit præcise ansvar. Der kan ikke være et øjebliks tvivl om Rønn Hornbechs ansvar, og jeg vil forfølge det sammen med den alenlange række af andre spørgsmål, der tårner sig op i den her sag," siger han.

Også Henrik Dam Kristensen understreger behovet for en retsinstans, der kan tage stilling til udvisninger i lignede sager. Og så skal der ryddes op i det verserende kaos:

"Hvad vil regeringen? Hvad vil ministrene? Overholder vi konventionerne? Forvirringen er total," siger S-ordføreren.

DF's retsordfører Peter Skaarup undrer sig sammen med oppositionen over ministerens argumentation. Han påpeger, at hensigten med loven netop har været, at to ministre hver især selvstændigt skulle vurdere de administrative udvisninger for at sikre retssikkerheden.

"Man får indtryk af, at underskriften er noget, hun er blevet tvunget til. Sådan er loven på ingen måde tænkt. Det er integrationsministerens ansvar, og det bør hun vedkende sig," siger han.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Birthe Rønn Hornbech.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er HAN der endnu, HAM Rasmussen. Det er dog hans minister det drejer sig om. Er det Ikke ?

Der er jo ikke noget at komme efter, Jongberg. Hvornår lærer du det?

Hundrede meter håndvask for små motorere.

Tænk, alle de her pinlige forhold, som vi for blot 7 år siden aldrig ville have tænkt os, at vort retssamfund ville ende i. Alt vakler, og det gør det kun, fordi der spilles med fordækte kort fra en regering, der vil et helt andet samfund end det, vi har kendt.

Heinrich R. Jørgensen

Nu må det da være ved at være vejs ende for Birthe Rønn Hornbech. Nu kan det vel kun ende med damens fratræden, på eget eller andres initiativ? Og mon ikke der snart må skrabet nok snavs sammen til en rigsretssag?

Heinrich R. Jørgensen

rettelse:
"Og mon ikke der snart ER skrabet nok snavs sammen til en rigsretssag?"

Dorte Sørensen

Ville en ændring i den 2. Terrorlov, hvor den administrative udvisning blev lovlig ikke være en bedre løsning.

Karin Bennedsen

Fornemmelsen af omfattende lovsjusk bliver mere og mere påtrængende.

Og værre bliver det af mistanken om, at man fra lovgivernes side godt ved, at der er tale om dårlig lovgivning, men at der helt bevidst satses på, at så længe Højesteret, EU-domstolen eller Menneskerettighedsdomstolen ikke har underkendt sjuskerierne og ulovlighederne, så lader vi bare som ingenting.

Der går jo altid nogle år, før protesterne og underkendelsen af en lovgivning får konsekvenser med ændring af loven(e) til følge.

Og i mellemtiden har man så opnået det resultat, man ønskede med den sjuskede og ulovlige retspraksis.

Det er fuldstændigt til grin. De der laver vores love er ikke selv underkastet nogen form for lovgivning - eller rettere, det ER de, men der er tilsyneladende ingen måde at 'enforce' de love.

Når en Anders Fogh lyver for Folketinget siger han bare at der ikke er noget komme efter.

Når en person lyver i en domstol, ryger han i spjældet.

Man skulle tro at Folketinget, der er landets fornemste institution, burde efterleve de højeste standarder - istedet køres det som en lurvet bodega.

På mig virker tinget som et galehus. Der trænger virkelig til, at blive ryddet op.

Strammerkort og flosklerne, der hænger mig langt ud af halsen. Alle de gennemskuelige såkaldte argumenter der fremføres.

Talen om "retsfølelse". Det er blevet ringere og ringere, under den siddende regering.

Søren Kristensen

Østergaard: "Det er tæt på total ansvarsforflygtigelse, hvis Birthe Rønn ikke erkender, at det var hendes pligt at sige nej, hvis hun ikke følte sig overbevist om, at udvisningen var nødvendig".

Tæt på er som bekendt det samme som lige ved og lige ved og næsten slår ingen mand (/kvinde) af hesten (læs. taburetten). DINAKE (Der´ ikke noget at komme efter).

Inger Sundsvald

Nå, men nu har Fogh så meddelt, at BRH ikke mere er ’utilpas’.
Og det var så dét.

"Birthe er blevet upasselig"

Søren Kristensen

Det har hun altid været

Inger Sundsvald

Jeg tror nærmere, at hun efterhånden er lige tilpas for DF’s politik. Det har hun altid været, hun har bare aldrig villet være ved det, for det passer ikke til hendes selvbillede, som den retfærdige politiker.
Hvor er det dog deprimerende.

Birgitte Skot Nielsen

Kan nogen oplyse, hvad er det, tuneseren har lavet hjemme i Tunesien, og som han risikerer at blive tortureret for?

Inger Sundsvald

Så vidt jeg har forstået, så er alene mistanken om, at man har været indblandet i terrorisme nok til at han vil blive fængslet og tortureret i Tunesien. Her har man erfaring for at få ’sandheden’ ud af folk. Lidt på samme måde som vi her i DK før i tiden fandt frem til adskillige hekse der var i pagt med djævlen.

Inger Sundsvald

Så forklar mig lige, hvorfor det er med netop denne begrundelse, at tuneseren ikke bliver hjemsendt.

” Nå, men nu har Fogh så meddelt, at BRH ikke mere er ’utilpas’.Og det var så dét. ”, skrives der ovenfor.

Det er godt at Birthe har det bedre, men det ville have været bedre om landet havde en minister, der ved, hvad hun foretager sig.

Det ville have været endnu bedre om landets statsminister havde meddelt, at vi nu har en minister, der ikke alene har det bedre, men at hun nu også ved, hvad hender ansvar og opgave egentlig er.

Jeg er snart træt af oppositionen, der nu på syvende finder sig i, at Rasmussen og hans slæng pisser på demokratiet !!!

Jongberg: Det er svært at være opposition når regeringen altid bare kan gøre som den vil med støtte fra Dansk Opportunistparti.

Inger Sundsvald

Per JONGBERG

Jeg ville også have det meget bedre, hvis dine skitserede muligheder var en realitet. Er det i øvrigt ikke på 8. år at Rasmussen og hans slæng pisser på demokratiet?

Miseren er vel, at Rasmussen tror, at demokrati er noget med at kunne tælle til 90, og ikke en styreform, hvor man inddrager oppositionen.

Jeg undskylder i øvrigt mit dårlige humør i dag. Er der ikke nogen, som kan få mig til at grine lidt?

Søren Kristensen

Man kan sige meget om regeringen, men den er demokratisk valgt og hvem har sagt at det skal være let at være i opposition?

Jeg kan nu godt lide Birthe Rønn Hornbech - hun er en dejlig utypisk politiker ( ingen teflon-facade og ingen spindoktor ) - men hun burde måske lige lytte til Henrik Dam Kristensen (S) - han har et par gode points.

Birgitte Skot Nielsen

Til en begyndelse synes jeg, at BRH hurtigst muligt skulle se at faa skiftet ud i ministeriets top. Al balladen skyldes jo ikke kun en enkelt person (ministeren), men tillige dem, der arbejder for hende. De var i ministeriet, da hun tog over. De er velbetalte professionelle og, skulle man synes, burde vide bedre.

Inger Sundsvald

Åh, hvor godt. Så blev der alligevel noget at grine af i dag.

Fogh siger: ”Jeg vil ikke ha’ det! Når jeg nu tager af sted igen om et par dage, så vil jeg ikke have ballade”. Og så fik Rønn, Jespersen og Hjort en offentlig irettesættelse. Fru Støjberg har sikkert også fået sin.

Birgitte Skot Nielsen

Til Antonius G.
Min pointe er netop, at det ikke er nok.

Heinrich R. Jørgensen

Per Jongberg:
"Jeg er snart træt af oppositionen, der nu på syvende finder sig i, at Rasmussen og hans slæng pisser på demokratiet !!!"

Ligesom der er god grund til at være meget træt af befolkningen, der mestendels ikke evner at sige fra overfor det åbenlyse vanvid. Mainstreammedierne har heller ikke evnet at være synderligt kritiske.

Det mest trættende er dog, at der ikke findes en folkelig bevægelse, der insisterer på, at demokratiet skal indføres, og at Grundloven o.a. love skal revideres, således at procedurer der kan sikre en fornuftig og hensigtsmæssig statsform, kan blive diskuteret, vedtaget og rodfæstet. Det burde være tydeligt for enhver, at den eksisterende forfatning på ingen måde sikrer et fornuftigt demokrati, borgernes rettigheder eller ret meget andet.