"Ægte liberal tale." Sådan beskrives Jens Rohdes udtalelser om Christiania af den borgerlige debattør Ulrik Høy. Venstres spidskandidat til Europa-Parlamentet, har erklæret sig modstander af en normalisering af fristaden. Rohde mener, der skal være "frihed til forskellighed", og at det er "lidt sent at komme ud af rørene i forhold til Christiania."
Det er Ulrik Høy enig i. Han savner liberale tanker fra regeringen, som han anklager for ikke at give plads til forskellighed - en ellers traditionel liberal værdi.
"I gamle dage var det Venstres hjertepolitik, at der skulle være plads til forskellighed. Sådan er det ikke i dag - nu skal alt normaliseres. Regeringens snak om plads til forskellighed er ikke andet end en tyk floskel," siger Ulrik Høy.
V: Det bliver dyrt
Redaktør for den liberale netavis 180grader, Ole Birk Olesen, betegner kulturen på Christiania som 'vederstyggelig', men er alligevel enig med Rohde i, at indsatsen for en normalisering kommer for sent.
"Christianitterne har etableret sig og har i en eller anden forstand vundet hævd over området. Lige på det punkt er jeg er nok enig med Jens Rohde," siger han og efterlyser i det hele taget bedre muligheder for at melde sig ud af velfærdsstaten og etablere 'autonome, selvstyrende områder'.
Rohde får ingen opbakning fra Venstres Christiania-ordfører, som betoner, at alle bygninger skal være lovlige:
"Men jeg tror ikke på normalisering af hverken Christiania eller Jens Rohde," siger Peter Christensen.
Venstres ordfører i Københavns Borgerrepræsentation forudser, at det kan blive dyrt at smide christianitterne på porten.
"Hvis man først har givet en administrativ tilladelse, kan man ikke bare regne med at trække den gratis tilbage," siger Jesper Schou Hansen.