På baggrund af et samlet tilbageblik på Christianias historie argumenterede advokat Knud Foldschack for, at staten ved sine handlinger, sine aftaler og ikke mindst sin stiltiende accept i praksis har indgået en bindende aftale med Christiania om brugsretten.
Forud for rammeaftalen fra 1991, hvis første punkt bekræfter christianitternes brugsret over alle bygninger og arealer på området, havde regeringen eller et folketingsflertal ikke færre end syv gange tilkendegivet, at fristaden skulle bestå. Helt præcis har 14 regeringer og 11 forsvarsministre i en ubrudt række udtrykt denne holdning.
Foldschack lagde også vægt på, at staten ikke en eneste gang havde følt sig nødsaget til at gribe dybt i den juridiske værktøjskasse, som rammeaftalen gav staten, og regulere fristadens udvikling med et forbud eller et påbud.
De juridiske sagkyndige i både Forsvarsministeriet og Justitsministeriet havde måske nok en fornemmelse af, at staten var ved at gå lidt for langt over for Christiania i 1991, da rammeaftalen skulle indgås. Derfor blev det, fortsatte Foldschack, nødvendigt med "juridiske spidsfindigheder", således som rettens afhøring af forhenværende departementschef Michael Christiansen fra Forsvarsministeriet i sidste uge gav et fingerpeg om. Som trænet jurist var Christiansen - sådan sagde han i retten - af den klare overbevisning, at rammeaftalen kunne opsiges, også selv om det ikke var indeholdt i selve aftaleteksten. Inden Christiansen blev direktør for Det kgl. Teater i 1992, underskrev han som sin sidste embedshandling i ministeriet rammeaftalen for 1992.
Ikke aftale uden brugsret
"Men staten tændte ingen advarselslamper, gav ingen vejledning, indførte ikke nogen tidsfrister. Staten gjorde kort sagt ingenting, så Christiania måtte jo tro, at man med aftalens særlige udformning havde fået en brugsret, der ikke stod til forhandling," påpegede Foldschack.
Som en række vidner har forklaret i retten, var christianitternes tiltro til en uantastelig brugsret en forudsætning for, at det overhovedet lykkedes staten at indgå en aftale.
"At Christiania som lægfolk dengang stolede på staten, skal vel ikke komme dem til skade i dag," spurgte Foldschack retorisk og henviste til, at så sent som i 2003 var Justitsministeriet selv i grundig tvivl om, hvorvidt rammeaftalens var opsigelig eller ej.
Foldschack betonede endelig, at man i dag står i "den besynderlige situation", at staten ikke er i stand til at dokumentere et meget langvarigt og kompliceret sagsforløb ved at fremlægge originale eksemplarer af flere af sagens centrale bilag. "Bevismæssigt må det have en skadevirkning for sagsøgte," mente han.
For stram administration
Advokat Christian Dahlager tog sig af Christianias subsidiære påstand, nemlig at staten ikke havde ret til i juni 2004 at opsige rammeaftalen med Christiania, og - hvis retten ikke er enig heri - at opsigelsesvarslet på halvandet år var for kort.
Dahlager fremhævede, at Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES) ikke forud for opsigelsen, som blev trykt i Statstidende den 30. juni 2004, havde gennemført en egentlig vurdering af christianitterens mange og meget forskellige rettigheder. Tværtimod var opsigelsen enslydende for alle, uanset hvor længe de havde boet eller drevet virksomhed på Christiania.
Dertil kom, mente Dahlager, at SES straks efter forkyndelsen af opsigelsen strammede administrationen af Christiania. Derved afveg man fra en normal fremgangsmåde under en opsigelse, hvor den opsagte kan fortsætte sine aktiviteter gennem opsigelsesperioden. At SES de facto nedprioriterede sagsbehandlingen af de 100-130 nye ulovlige til- og ombygninger, som var statens formelle anledning til at opsige rammeaftalen, var for Dahlager et tegn på, at administrationen af området var voldsomt opstrammet. Hovedparten af disse om- og tilbygninger havde karakter af petitesser, f.eks. en postkasse, en flisebelægning, et tagudhæng, og derfor var den manglende sagsbehandling i strid med 2004-loven. Ifølge lovteksten er det nemlig kun deciderede nybygninger og væsentlige ombygninger, der ikke må finde sted i opsigelsesperioden.
Opsigelsesvarslet på halvandet år var efter Dahlagers mening ikke et passende og rimeligt varsel, som 2004-loven forudsætter. Han henviste i den forbindelse til, at staten fortsat afviser at offentliggøre det juridiske notat, som Kammeradvokaten har udarbejdet i 2003 om christianitterens retlige stilling. Notatet ville ellers udgøre et væsentligt fortolkningsbidrag, mente Dahlager, og den manglende offentliggørelse må også her komme sagsøgte til skade.
Ifølge den juridiske litteratur skal længden af et opsigelsesvarsel bl.a. vurderes i forhold til, hvor voldsomt et indgreb der er tale om. For mange christianitter vil opsigelsen være et meget betydeligt indgreb, fordi de næppe vil have råd til at blive boende, hvis en kommende husleje stiger til det niveau, som er forudsat i 2004-loven, nemlig op til 1.200 kr. pr. m2, forklarede Dahlager, der pegede på en mulig opsigelsesperiode på minimum fem år.
I morgen fortsættes med Kammeradvokatens procedure.
