Det vil komme som lidt af en overraskelse, hvis det lykkes for Christianias advokater at overbevise Østre Landsrets tre dommere om, at staten til nærmest evig tid har overladt brugsretten til den gamle Bådsmandsgade Kaserne til fristadens beboere.
For uanset hvor stor personlig sympati man kan nære for, at fristaden får lov at fortsætte som et reservat for de gyldne 1970'ere - et årti, hvor alt tilsyneladende kunne lade sig gøre og derfor blev gjort - så er der for mere kølige juridiske hjerner ikke så vældig meget gods at dynge op i fristadens vægtskål i fru Justitias hånd.
Når Christianias fremtid juridisk skal afgøres i henhold til aftalelovgivningens almindelige regler, bliver det svært at se bort fra den enkle kendsgerning, at kun en ejer har ejer-beføjelser. Og at staten derfor som ubestridt ejer af den rømmede Bådsmandsgade Kaserne har ret til at bestemme, hvad der fremover skal ske med bygninger og areal. Og derfor efter al sandsynlighed også ret til at opsige den brugsret, christianitterne nød godt af fra 1979 og frem til 2004.
Da Forsvarsministeriets daværende departementschef, Michael Christiansen, den 10. oktober 1991 på statens vegne underskrev den såkaldte rammeaftale med fristaden Christiania, fik beboerne på visse betingelser bekræftet deres brugsret over alle bygninger og arealer på det gamle kaserneområde.
Men at underskriften også betød, at staten skulle have fraveget sin ejer-beføjelse til fordel for en for evigt uopsigelig brugsret til christianitterne - og det er kernen i fristadens påstand i landsretten - kan blive svært at sandsynliggøre i retten. Men ikke nødvendigvis umuligt.
Støv på Staden
I den forbindelse er det værd at erindre, at den igangværende retssag udelukkende føres, fordi christianitterne valgte ikke at tage imod den forhandlingsløsning, som blev tilbudt dem i sommeren 2007. De tilbageværende knaster var simpelthen for store, og måske ville Christiania heller ikke være Christiania, hvis beboerne bare havde sagt ja tak til både at få i pose og sæk. Og måske var der også blandt beboerne en for stor tiltro til, at det, de ikke havde opnået under flere års forhandlinger, af sig selv ville komme trillende, når retsformand Vollmond i midten af januar skal læse rettens afgørelsen højt.
Derfor må det være en vigtig opgave for Christianias advokater under den igangværende retssag at hvirvle så meget 'støv' op som overhovedet muligt, så der bliver god grund til også at få sagen prøvet i Højesteret. Imens kan christianitterne så håbe på, at et folketingsvalg vil føre til en ny regeringskombination, som ikke nødvendigvis ser negativt på reservatet på Christianshavn. Hvis dét ender som sagens lykkelige udgang, vil det være en gentagelse af historien: En gang tidligere er Christiania blevet dømt ude af både landsret og Højesteret, men i sidste øjeblik frelst af gongongen i form af et nyt flertal i Folketinget.
Frem og tilbage ...
Christiania-advokaterne er kommet godt fra start. Det har helt tydeligt irriteret retsformanden, at staten åbenbart har så meget rod i sine papirer, at flere af sagens centrale dokumenter ikke foreligger i original. Om årsagen til bilagsmanglerne er regulært sjusk, eller om der ligefrem skulle ligge mere skumle motiver bag, er endnu ikke sandsynliggjort for retten.
Det må også være i Christianias favør, at staten sjældent - om nogen sinde tidligere i nyere tid - har svunget så meget frem og tilbage, som tilfældet er med fristadens beståen.
Først måtte beboerne ikke være der, så måtte de godt, så måtte de igen ikke, så måtte de godt, så måtte de ikke ...
Frem og tilbage, regelmæssigt som et pendul, afhængigt af om højre eller venstre side i Folketinget sidder på flertallet, har christianitterne været inde og ude af varmen. Denne statslige usikkerhed er landsdommerne ligeledes nødt til at indveje i den kommende afgørelse, og dermed vil vejen være banet for endnu en prøvelse for Højesteret. Imens kan christianitterne håbe på, at Obama-rusen også breder sig til Danmark.
Hvad mener Ulrik Dahlin med, at christianitterne fik i pose og sæk i regeringens/Slots og Ejendomsstyrelsens tilbud/diktat fra sommeren 2007.
Et af ”tilbudene” var at christianitterne skulle fra stå fra deres borgerlige ret til at føre retssag mod staten om deres hævdvundne ret til område,. Et andet af” tilbuddene” var at christianitterne trods normaliserings omtalen blev frataget nogle almindelige regler fra lejeloven. Osv……………..
I mine øjne er det et sundhedstegn for et samfund at have plads og rum til Christiania. Ligeledes har civilulydighed tidligere givet pote. Fx overtrædelse af hastighedsgrænserne har ført til at hastiggrænserne blev sat op . Denne ændring i færdselsloven kunne eller føre til flere trafikdræbte, det kan vel ikke siges om en tilladelse om fælles brugsret til christianitterne. Hvorfor ikke gå den anden vej og tillade flere områder med fælles brugsret, så folk ikke kan tjene på salget af deres bolig men overgiver den kvit og frit som på Christiania.
Hvis christianitterne vinder en "evig brugsret", så har de reelt fået en ejers råden over arealet.
Hen ad vejen , så vil en sådan ret "so oder so" - uanset klausuler og begrænsninger - kunne omsættes i et tårnhøjt millionbeløb ( regulært salg, kompensation, erstatning m v afhængig af overdragelsesformen) , idet arealet er en lækkerbisken for byggeselskaber m v.
Den nuværende finanskrise varer et par år, og så er der atter stæke købere til attraktive arealer i København ( eller til brugsretten for sådanne).
DE nuværende christianitter vil nok ikke søge penge for arealet, men næste generation bliver måske mere "borgerlig" ?
Robert der kunne indskrives i brugsretten, at området og bygninger ikke måtte sælges og kun måtte overgives kvit og frit til næste på ventelisten, der opfyldte vise fastsatte regler.
Kære Dorte Sørensen.
Erfaringerne fra legatbestemmelser, stiftelsesbestemmelser, almennyttige fonde o s v samt kirkegårde , mausolæer , mindesmærker o s v - alt noget som folk mente skulle bestå til evig tid - viser entydigt, at når der er gået et antal år, så holder klausuler og begrænsninger ikke,.
Man kan ikke binde eftertiden - den vil selv bestemme.
Mon ikke det går sådan, at før eller siden overtages Christiania af Københavns Kommune, i et tværpolitisk samarbejde mellem Vej og Park, Socialforvaltningen og Kultur og Fritid, fordi fristaden eller i hvert fald store dele af den, i praksis, fungerer som en integreret del af bydelens rekreative arealer og kulturelle tilbud?
I øvrigt må Staten, ligesom lokalsamfundet, også snart være træt af at skulle forholde sig til forskellige politiske vinde, med få års mellemrum og den gadeuorden de medfører.
Overdragelsen finder selvfølgelig først sted efter en række retsager, som går Christianitterne så meget imod, at selv folk der læser Jyllands Posten begynder at tale om: "Tid til forandring."
Så kan det da godt være, at det juridiske grundlag hviler på de samme bestemmelser som angår kirkegårde, fortidsminder og den slags. Men Christiania har jo også efterhånden ligget der i rigtig mange år.
Lad mig forenkle synspunktetet med et spørgsmål: Er Christiania i virkeligheden ikke bare et stort fritidshjem, hvor der tilfældigvis også er plads til at folk kan bo og arbejde?
"Om årsagen til bilagsmanglerne er regulært sjusk, eller om der ligefrem skulle ligge mere skumle motiver bag, er endnu ikke sandsynliggjort for retten."
Sludder og vrøvl Dahlin, der ganske enkelt ikke noget der hedder "sjusk" i denne sammenhæng.
Enhver der har haft den mindste kontakt med det offentlige ved at papirer ikke bare "forsvinder" af sig selv, det er der nogen der sørger for .
Dette ved dommerne i Landsretten naturligvis også og deres irritation skyldes nok at det trods alt er for tykt det Kammeradvokaten påstår, selv for en dommer ,og det gør det noget sværere for dem at afsige den af Staten bestilte dom .