Læsetid: 3 min.

'Den drøm, der aldrig vil dø'

Kun mordet på John F. Kennedy afskar ham fra at skuffe sine idealistiske tilhængere. Det kom arvtagerne Lyndon Johnson, Jimmy Carter og Bill Clinton til. Ret fælt endda
6. november 2008

Da John F. Kennedy i november 1960 vandt præsidentvalget over Richard Nixon, opfattede hans idealistiske tilhængere det som varsel om en ny æra i USA.

I sin indsættelsestale sagde Kennedy selv: "Lad ordet udgå herfra, at faklen er givet videre til en ny generation af amerikanere."

Rent faktisk var John F. Kennedy i sin indenrigspolitik forsigtigt afsøgende og måtte døje med en vrangvillig Kongres. Kennedys styrke lå i retorikken, hvor en del af ordene - også indsættelsestalens - blev leveret af hans taleskriver af dansk herkomst, Ted Sorensen. Når Kennedy talte, lød det, som afgørende principper var på spil.

Derfor klædte han den koldkrigstid, der omgav ham. Alting var sort og hvidt. Ingen kunne være i tvivl om, hvilken side Kennedy talte for. Når han stod dér, ung og fotogen - med sin smukke hustru ved sin side - vakte han begejstring hos unge og de, der ønskede at være unge. Han levendegjorde drømmen om en bedre verden.

At Kennedy også stod bag vanvittige attentatplaner mod Cubas Fidel Castro, og at han rodede USA dybere og dybere ind i Vietnam-krigens jungle, kom han aldrig til at stå til ansvar for. Han blev dræbt ved et skudattentat i Dallas 22. november 1963 - under omstændigheder, der stadig er dunkle.

Johnson svinger fanen

For at samle nationen efter dette chok samlede Kennedys efterfølger, den hidtidige vicepræsident Lyndon Johnson, den idealistiske fane op og svingede den under påberåbelsen af mindet om Kennedy.

Kongressen blev medgørlig og lod borgerretsreformer passere, og Johnson vandt i 1964 en triumf af en valgsejr. Besindighedens og fremskridtets triumf, mente hans begejstrede tilhængere.

Snart var de ikke begejstrede længere. For at vise sin mandige handlekraft øgede Johnson den amerikanske tilstedeværelse i Vietnam. I 1966 røg den over 500.000 soldater - mens en 'sejr' rykkede stadig længere fra USA. Midtvejsvalget samme år var en demokratisk nedtur og begyndelsen til enden på Johnson. Ugleset og modløs opgav han at genopstille i 1968.

Det valg vandt republikaneren Richard Nixon på løfter om at have "en hemmelig plan" for afslutningen af Vietnam-krigen. Det havde Nixon ikke. Til gengæld udsonede han USA med Kina, og det sikrede - sammen med forhånelse af USA's idealistiske tradition - den kyniske Nixon et brag af et genvalg i 1972. Så blev Nixon et offer for sin egen kynisme, i skikkelse af Watergate-skandalen. Hans velmenende republikanske afløser Gerald Ford sveg sine løfter om ny tid for redelighed ved at benåde Nixon for hans forbrydelser i embedet.

Idealismens genkomst

Dermed var vejen banet for idealismens genkomst. Georgia-guvernøren Jimmy Carter prædikede moralsk renselse af Washington, og det gav ham i 1976 en kneben sejr over Ford. Forventningerne - især i Sydstaterne - var høje til Carter som ny ledertype.

Skuffelsen meldte sig hurtigt. Carter blev ved med at moralisere, men kunne ikke vride resultater ud af Kongressen, selv om den havde demokratisk flertal. USA's Iran-fiasko med Shahens fald og de religiøses magtovertagelse blev i USA opfattet som en ydmygelse, der blev til traume, da iranske fanatikere i 1979 besatte den amerikanske ambassade og tog 52 diplomater som gidsler. Carters forsøg på at undsætte dem ved en militæraktion slog fejl, og det kostede ham genvalg i 1980.

Idealismens nye fallit gav republikanerne 12 år i Det Hvide Hus. Først otte år med den glatte Reagan, dernæst fire med den bureaukratiske George Bush senior.

En økonomisk nedtur i valgåret 1992 udstyrede Bill Clinton med chance for en demokratisk genrejsning. Clinton gjorde et stort nummer ud af et foto, hvor han som håbefuld gymmnasieelev får et håndtryk af John F. Kennedy: Idealismens fakkel givet videre til en ny generation. Jublen var stor ved Clintons indsættelse. Men i løbet af hans to første år kuldsejlede hans hustru Hillary hans løfte om en stor sundhedsreform. Det demokratiske flertal gik tabt ved midtvejsvalget i 1994. Ved sin personlige udstråling opnåede Clinton genvalg i 1996, men hans private eskapader gjorde det muligt for et republikansk kongresflertal nærmest at handlingslamme ham.

De moralske kvababbelser i Clinton-årene lagde grunden til George W. Bushs otte år i Det Hvide Hus.

I går flød glædestårene over valget af Barack Obama. Hans retorik har haft en direkte linje tilbage til John F. Kennedy. Da den endnu overlevende Kennedy-bror, Edward, under valgkampen sluttede sig til Obama, skete det under henvisning til "den drøm, der aldrig vil dø".

Nej, dø vil den ikke. Men i USA's politiske hverdag har den svært ved at holde sig boblende livskraftig, når hverdagens trængsler melder sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu