Læsetid: 8 min.

Elitestudier gør ikke plads til mønsterbrydere

Begrebet 'masseuniversitet' skal tages med et gran salt, viser ny forskning. Studier som statskundskab, litteraturvidenskab og medicin rekrutterer primært blandt akademikernes børn, mens institutioner som Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Handelshøjskolen og Aalborg Universitet tager slæbet med at bryde den sociale arv
22. november 2008

"Er der ikke stor forskel på, hvordan Marx og Durkheim ser på samspillet mellem aktør og struktur?" spørger en lyshåret pige, mens de andre 1. holds studerende tager noter. Selvom klokken er 15.00 mandag eftermiddag, er der engageret ro i hele undervisningslokalet. Sådan er det som regel på Institut for Statskundskab i København:

"Folk er virkelig optaget af deres studie. Jeg tror ikke, at der er andre steder, hvor de studerende fuldstændigt fortaber sig i en diskussion om Hegel, når de holder pauser," siger en af de studerende, Laura Hjarvad Raaschou, som elsker sit studie. Her kan man overnatte på instituttet og se amerikansk valg, her kan man gå til lange teoretiske debatter om international politik, og her har 41 procent af de studerende ligesom Laura Hjarvad Raaschou forældre, som også har en lang videregående uddannelse.

På Institut for Internationale Sprogstudier og Vidensteknologi på Københavns Handelshøjskole tager studielederen Alex Klinge sig i at drømme om lige netop sådanne nogle studerende, for på hans institut er det de færreste studerende, som hjemmevant jonglerer med de akademiske koder eller brændende engagerer sig i deres fag. Her kommer kun 18 procent af de studerende fra hjem, hvor forældrene havde en lang videregående uddannelse og størstedelen af dem opfatter deres studie som en skole eller måske snarere en arbejdsplads, hvor det drejer sig om at undgå at lave mere, end det man bliver betalt for.

"Vi har meget svært ved at få vores studerende til at tage ansvar for deres egen uddannelse, men vi forsøger at tvinge dem til det. De tager jo en akademisk uddannelse, og så skal de også kunne håndtere at arbejde selvstændigt, uden at en underviser holder dem i hånden" siger Alex Klinge.

Masseuddannelser og elitestudier

Statskundskab og erhvervssprog hører til i hver sin ende af det danske uddannelseshierarki, for de danske universiteter er skarpt opdelt i elitestudier og masseuddannelser.

En opdeling, som blandt andet hænger sammen med de studerendes klassebaggrund, viser uddannelsessociologen Jens Peter Thomsens nye ph.d-afhandling 'Social differentiering og kulturel praksis på danske universitetsuddannelser' fra Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC.

Studier som statskundskab, litteraturvidenskab og medicin ligner stadig universitetet i 1950'erne, hvor det kun var de bedst uddannedes bedst begavede børn, som fik adgang.

Derimod må institutioner som Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Handelshøjskolen og Aalborg Universitet tage slæbet med at bryde den sociale arv.

"Vi taler om et meget stærkt socialt hierarki indenfor de videregående uddannelser, hvor enkelte eliteuddannelser rekrutterer meget snævert og samtidig uddanner til samfundets højeste positioner," fortæller Jens Peter Thomsen, som mener, at man bør se nærmere på det politiske ønske om at bryde med den sociale ulighed ved at løfte uddannelsesniveauet yderligere.

"Det er ikke nok at hæve andelen af arbejderbørn på de videregående uddannelser, hvis de ender med at blive kanaliseret hen på lavstatus-studierne. Hvis man virkelig vil bekæmpe social ulighed gennem uddannelser, så skal man også lette den direkte og indirekte adgang til elitestudierne," siger Jens Peter Thomsen.

Noget med ledelse

Blandt Institut for Statskundskabs første års studerende er Laura Raaschoug Hjarvad og hendes holdkammerat Christoffer Holck udmærket klar over, at de har indskrevet sig på et elitestudie.

"Jeg kommer fra Virum, og der læser man enten jura, medicin eller statskundskab. Jeg kan nogle gange godt tænke, at jeg burde været startet på CBS, men altså, det er jo bare en højskole. Det er ikke et rigtigt universitet," siger Christoffer Holck med et grin.

Ligesom hans medstuderende drømmer han stort, når han tænker på sin fremtid. Den skulle gerne indeholde titler som ambassadør eller departementschef.

"Jeg vil i hvert fald gerne arbejde med ledelse," siger han, mens Laura Raaschoug Hjarvard drømmer om et liv som forsker med Mellemøsten som speciale.

Professor Tim Knudsen på Institut for Statskundskab har ved selvsyn konstateret, at uddannelsens elitepræg er blevet mere og mere tydeligt i de sidste par år.

"Vores studerende er velformulerede, fagligt aktive, høflige, belevne. Det er lige før, jeg endda synes, at de er højere end andre unge mennesker," siger Tim Knudsen. Sådan har det ikke altid været. Da han i 1971 indskrev sig på Institut for Samfundsfag, som det hed dengang, var det tværtimod et studie som optog den ene mønsterbryder efter den anden.

"Det var mit held, for der var andre, som havde det som mig. Jeg tror ikke, at jeg havde overlevet en måned på Institut for Statskundskab, som det ser ud i dag. Jeg var simpelthen blevet for usikker over for alle de mennesker, som bevægede sig hjemmevant på universitetet," siger han.

Klasseforskellene er kulturelle

Jens Peter Thomsen mener ikke, at Institut for Statskundskab har meget plads til mønsterbrydere. Han har lavet statistiske udregninger til sin ph.d.-afhandling, været på feltarbejde på både statskundskab og erhvervssprog og kan konstatere en tydelig forskel i den måde, som de studerende gebærder sig på de to studier.

På Institut for Statskundskab grundlægges karrierelivsformen, hvor idealet er, at personlig identitet, faglig interesse og fremtidens karriereposition smelter sammen. De statskundskabsstuderende bruger mange timer på deres studie og er allerede fra første år ekstremt kompetente ud i kunsten at bygge netværk.

"De statskundskabsstuderende viste for eksempel stor interesse for min forskning. De kom hen og snakkede i pauserne og ville høre, hvad jeg var nået frem til. På erhvervssprog var der ikke nogen, der interesserede sig særligt for, hvad jeg lavede. Hvad var egentligt mit rigtige arbejde, var der én, som spurgte," siger Jens Peter Thomsen, som også konstaterede store forskelle på, hvordan de studerende opførte sig i timerne:

"De studerende på statskundskab er i høj grad vant til at forholde sig abstrakt og akademisk til problemstillingerne, og derfor behøver underviserne ikke eksplicitere de akademiske normer. Dem kender de fleste studerende i forvejen, og derfor er den gode studerende heller ikke bare den, som læser pensum. Han skal kunne gøre stoffet til sit eget, og det fremviser han for eksempel ved at snakke meget længe i timerne, stille spørgsmål uden for pensum, og vise et stort personligt engagement i det aktiviteter, som ellers findes på studiet," siger Jens Peter Thomsen, som mener, at mønsterbrydere risikerer at få det svært på statskundskabsstudiet.

"De vil ikke nødvendigvis have den kulturelle og politiske baggrundsviden, som der forventes af en statskundskabsstuderende, og de vil heller ikke kende de kulturelle koder. Dem skal de først læres op i, og dermed har flertallet af akademikerbørn allerede et kæmpe forspring," siger han.

Mønsterbryderstudiet

Mønsterbryderne findes til gengæld i rigt mål på erhvervssprog, hvor kun 18 procent har forældre med en lang videregående uddannelse, og ligesom de statskundskabsstuderendes klassebaggrund bliver en del af deres selvfølgelige tilgang til universitet, slår også de erhvervssproglige studerendes klassebaggrund igennem, når de indtager den akademiske arena.

"Deres indstilling til studiet er meget pragmatisk, og deres sociale liv og identitet er ikke knyttet specielt til deres studie. De læser det, de skal, og ikke så meget mere," siger Jens Peter Thomsen.

Studieleder Alex Klinge genkender beskrivelsen, men han er ikke glad for, at det hovedsagligt er den type studerende, som starter på erhvervssprog.

"Underviserne ville jo helst have studerende, som opførte sig som studerende, og dem har vi ikke mange af. Vi vil gerne sikre, at vores studerende har færdigheder på et abstrakt niveau, men det er ikke alt for nemt, at få dem til at interesse sig for den tilgang til faget. Den kultur, hvor man naturligt sidder og læser på biblioteket har vores studerende ikke," siger Alex Klinge, som aldrig har før har spekuleret over hvilken social baggrund, som hans studerende har.

"Vi vidste godt, at vi ikke havde eliten blandt de studerende, men jeg havde aldrig tænkt over, at det kunne hænge sammen med deres sociale baggrund," siger han.

Lige netop den attitude er typisk for universitetsverden, som sjældent diskuterer de pædagogiske udfordringer, men i stedet konkurrerer om de bedste studerende: "I universitetsverden er grundholdningen stadig, at den bedste undervisning er forskningsbaseret undervisning, og at de bedste studerende er dem, som kan hænge på. Frafaldsstatistikkerne afslører så, at det ofte er de ufaglærtes børn, som falder fra, men det får ikke underviserne til at ændre pædagogisk praksis, med mindre de bliver tvunget til det," siger lektor i didaktik, Søren Kruse, fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, som også er et af de universiteter, der må tage tørnen med at bryde den sociale arv.

"På DPU har vi mange studerende med arbejderklassebaggrund, og det bliver vi nødt til at forholde os til. Vi kan ikke på samme måde som andre steder tage for givet, at vores studerende kan forholde sig abstrakt fra dag ét. I stedet tilrettelægger vi undervisningen, så den knytter an til vores studerendes konkrete erfaringer," siger Søren Kruse, som gør opmærksom på at universiteterne står i et krydspres. På den ene side skal de have så mange som muligt igennem, på den anden side skal de producere kandidater af høj kvalitet. Elitestudierne har altså ringe motivation til at gøre adgangen til studiet nemmere, fordi akademikerbørn som regel klarer sig bedre og falder mindre fra end mønsterbrydere.

Tydelige koder

På Institut for Statskundskab kan Tim Knudsen ikke huske, at underviserne nogen sinde har diskuteret, hvordan man kunne gøre statskundskabsuddannelsen mindre elitær.

"Vi har ikke diskuteret det en tøddel, og jeg må også indrømme, at jeg ikke ved, hvad vi skulle gøre rent konkret," siger han.

Der er ifølge Jens Peter Thomsen behov for en holdningsændring:

"Elitestudierne kører på frihjul i kampen for større social mobilitet. De burde eksplicit tænke over, om fagets indhold og pædagogik forfordeler akademikernes børn," siger han og påpeger, at Syddansk Universitet har haft gode erfaringer med at få flere mønsterbrydere ind på medicinstudiet ved at indføre optagelsessamtaler som adgangskriterier. Han mener også, at der skal gøres noget ved undervisningsformen på elitestudierne.

"Man ville komme langt, hvis de akademiske koder blev gjort tydelige for de studerende. Hvis man langt mere præcist gjorde opmærksom på, hvordan man forventede, at de gebærdede sig, og hvad der skal til for at opfylde de akademiske krav."

På Institut for Statskundskab kan Tim Knudsen da også gribe sig selv i at fundere over konsekvenserne ved det mere og mere elitære statskundskabsstudie.

"Rent teoretisk mener jeg jo, at et samfund fungerer bedst, hvis beslutningstagerne rekrutteres så bredt som muligt, og det er ikke det, der sker på Institut for Statskundskab. Når de nye studerende starter, holder vi altid denne her store introduktion, og så står jeg kigger på de nye studerende og tæller, hvor mange piger med tørklæde, der er, og hvor mange af drengene, som har denne her arbejderklasse attitude. Det er ikke særligt mange, og der er nok endnu færre, som kommer ud i den anden ende."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har et par formodninger, om hvad der ku' være galt:

- At børn af ikke-akademikkere er præget af falsk bevidsthed, vel især af forestillinger om: Astrologi,
numerologi, kreationisme o.lign.'s gyldighed.

---------
Og
At det måske er lidt for "hyped" at tale om evnen til
abstrakt tænkning som noget positivt.

For formodentligt skyldes udviklingen af evnen til abstrakt tænkning - et forsøg på at afbøde hjernens
kapacitetsproblemer - at økonomisere med sine mangelfulde hjerneressourcer ved at se bort fra detaljer.

Den menneskelige tænknings adelsmærke er vel snarere evnen til at tænke dialektisk - at lade det abstrakte og det konkrete vekselvirke dialektisk.

Jaja, der er altså stadig 59% af de studerende, der åbenbart ikke kommer fra hjem med solid akademisk baggrund. Det er faktisk ikke så ringe.

Søren Kristensen

Nej, og der skal jo også være nogen til det grove, som man siger, og så længe de veluddannedes børn selv kan klare ærterne, er der jo ingen grund til at mase sig på. Man skal også huske på, at det kan være forbundet med store personlige omkostninger, at engagere sig i det akademiske miljø, hvis man ikke på forhånd kommer fra et hjem med reol. Helt galt kan det gå for den der gennemfører en eliteuddannelse og ender op med ikke at kunne tale med sin nærmeste familie og venner, fordi man ikke længere taler samme sprog. Men er du villig til at sælge din mor for at blive en del af eliten, så er det bare med at klø på, forudsat du har evnen til knække koderne - og alt det andet der skal til. Hvilket er ikke så lidt, så vidt jeg husker.

Godt nok er Statskundskabsstudiet et studie propfyldt med unge, som har som har fået de "rette" sociale koder indprentet fra den dag de gik med ble. Men undertegnes erfaring med studiet har kun været positiv. - Fra dag et' bliver man modtaget af de ældre studerende med et kram, bogstaveligt talt. - og siden hen bliver man kylet ind i det sociale netværk på fællesskabets intiativ. Al den snak om sociale koder og nogles vanskeligheder ved at aflæse disse er overvurderet. Bare fordi man stammer fra socialeklasse 5, er man ikke nødvendigvis en skæv eksistens og dårlig til at begå sig socialt, selv i de fineste kredse. - Man kan sagtens være godt klædt på, selvom man kommer fra et arbejderhjem. Nej, skønne blomster dyrkes ikke kun i de fine haver, og ukrudt findes selv i den allerfineste have!

Hr. Gram har bind for øjnene desværre.

@Ivan Lukic

"Hr. Gram har bind for øjnene desværre."

--------

Tror jeg nu ikke: For det halv/hel "folkeopiøse vrøvl"
arbejderklassens børn er nødt til at tage temmeligt
alvorlig - for at ku' udholde situationen - er ikke ligefrem befordrende for disses udvikling af åndsevner, og det senere at ku' tilegne sig en videnskabelig indsigt i virkeligheden.

------

Og det er da meget sigende: At vi nu lever i et samfund der er nødt til at fordumme en stor del af sin egen befolkning - for at det samfund kan bestå.

Inger Sundsvald

”For formodentligt skyldes udviklingen af evnen til abstrakt tænkning - et forsøg på at afbøde hjernens kapacitetsproblemer - at økonomisere med sine mangelfulde hjerneressourcer ved at se bort fra detaljer.”

Ja, det er jo et eksempel på åndshovmod, der vil noget. På samme måde som f.eks. patronisering er det i anden sammenhæng. Jeg kan dog sige, at jeg ikke personligt går ind for hverken astrologi, numerologi eller kreationisme.

Jeg har ingen ambitioner om at komme til at tilhøre det ærede selskab. Og jeg skal ikke afvise, at det er min mangel på hjerneressourcer, eller måske manglen på muligheder, der er årsagen til at jeg ikke er akademiker. Jeg vil dog fastholde min ret til at være tilfreds med det opnåede, samt til fortsat s ’udvikling af åndsevner’ – hvordan det så end skal forstås. Abstraktionsevne har jeg dog papir på, foruden et par andre småting. Og det er jo altid noget.

Mikkel Thøgersen

[…]

Som allerede nævnt giver Københavns Universitet – og specielt Institut for Statskundskab – ikke plads til at være anderledes. Man opfatter ikke anderledeshed som en ressource; men noget som med alle midler skal bekæmpes. Når man så, som jeg, møder op med andre normer, værdier, koder og holdninger som følge af min atypiske socio-økonomiske baggrund, så bliver det hurtigt umenneskeligt hårdt. Sandheden er jo, at Københavns Universitet i bund og grund er et racistisk apartheid-universitet, hvor man skal have en bestemt baggrund (minimum højere middelklasse) og politisk overbevisning (marxisme i diverse forklædninger). Til gengæld er hverken intelligens eller flid noget nødvendighed.

Inden jeg nævner et par konkrete eksempler fra min egen tid på Statskundskab, så kunne det være på sin plads at sætte tingene ind i et større perspektiv. Universitetet har jo altid været for en selvudnævnt elite. Her har den herskende klasse doceret de herskende ideer. Her har man bestemt, hvem der var ”afvigere” og ”politisk ukorrekte” og pakket det ind i ”videnskabelighed”. Således var det jo f.eks. teologer og jurister fra Københavns Universitet, der afgjorde, hvornår en kvinde var besat af djævlen og skulle brændes på bålet. Eller en salig rector magnificus Holberg, der uddelte imprimatur for bøger (dvs. afgjorde hvad der skulle censureres). Eller læger, der stod bag tvangssterilisering og hvide snit og LSD-forsøg osv. Det er dog ikke kun læger, der har haft problemer på det seneste. Det værste problem for Københavns Universitet er de såkaldte ”humanister”, der med had i øjnene og fråde om munden fører en udryddelseskrig mod alle, der ikke er venstreorienterede og ”politisk korrekte”. At disse ikke viger tilbage fra chikane og vold, har jeg selv erfaret.

Der har været gjort spæde forsøg på at gøre op med den traditionelle racisme på universiteterne. Nok ikke af hensyn til ofre som jeg, men mere ud fra ”samfundets” interesser. Eksempelvis talte socialdemokraterne i 60’erne om, at man nu - muliggjort af den øgede velstand – skulle ”opsamle intelligensreserven hos arbejderbørn”. Dette er – viser alle statistikkerne – imidlertid slået totalt fejl. Rekrutteringen er mere skæv end nogensinde, når det gælder de nederste i samfundet. Og det har som nævnt intet med intelligens at gøre. Dette er bl.a. grundigt dokumenteret af Socialforskningsinstituttet, der har fulgt en hel generation med forskellig socio-økonomisk baggrund. Et arbejderbarn med god begavelse bliver i 95% af tilfældene siet fra senest efter gymnasiet. Specielt er de ”koder” som gælder på universitet ekstremt diskriminerende og destruktive for arbejderbørn, hvilket bl.a. englænderen Basil Bernstein har forsket i. Eller som Erik Jørgen Hansen fra SFI har konstateret: Som arbejderbarn skal man være et geni for at klare sig igennem en akademisk uddannelse; hvis ens forældre (far) er højere middelklasse er det rigeligt at være middelmådigt begavet.

Jeg startede med at tage grædende hjem fra rus-kurset. Vi havde intet til fælles og de var i flertal. Værre blev det så med læse-grupperne, der jo implicit har den funktion at udøve social kontrol. Her bliver uønskede (socio-økonomisk og politisk) i bedste KZ-lejr stil sorteret fra. Dette sker med lærernes velsignelse og tilskyndelse. Disse deltager således aktivt i mobningen af folk der ”anderledes”. Eksempelvis får man automatisk (usagligt begrundet) dårligere karakterer, hvis man ikke er i en læsegruppe, hvilket tolkes som at man ikke deler de herskende og de facto obligatoriske værdier.

Baseret på mine erfaringer er det også rutinemæssigt, at man gør hvad man kan for at få de ”afvigere”, der måtte have forvildet sig ind, til at føle sig uvelkomne og udenfor. Denne udstødningsmekanisme foregår især ved nedværdigende og forhånende udtalelser (meget i stil med hvad der rapporteres om chikane mod kvinder i Forsvaret). På samme måde som mænd i Forsvaret føler sig truet på deres enemærker af kvinder; så føler den herskende ideologis mænd på universitetet sig truet af alle ”afvigere” (som jeg).

Der er i høj grad tale om en stemning af frygt, som aktivt vedligeholdes. – Og man dukker sig jo, hvis man ikke vil straffes ved den næste eksamen. Meget foregår relativt diskret som det jo altid er tilfældet med psykopatisk hersketeknikker; og når et stort antal af de studerende så også billiger denne traditionelle racisme, så har ”afvigere” det meget svært.

Eksempelvis var jeg ude for et røverisk overfald fra en flok palæstinensere i 1995. Kort efter var jeg så til en forelæsning med en ekstern lektor ved navn Bjørn Møller. Han brugte så sin undervisningstid på at forklare os, at politikeren Ulla Dahlerup var en ”racistisk heks”. Dette fandt jeg stærkt krænkende, idet dem der af venstrefløjsfascister som Bjørn Møller udskriges som ”racister” jo netop er dem som søger at give folk som mig en sikkerhed mod muslimernes vold og terror mod den danske civilbefolkning. Som andre venstreekstremister var den nævnte Bjørn Møller også meget optaget af antisemitiske konspirationsteorier, bl.a. husker jeg nogle usammenhængende rablerier om at Hollywood (og specielt med fokus på Whoopie Goldberg – der vist nok i øvrigt er praktiserende katolik) var en jødisk sammensværgelse.

Jeg følte mig dybt krænket. Det er lidt som børn, der har været udsat for incest – man føler sig så mindreværdig, at man ganske vist registrerer smerten og overgrebet, men ikke kan sige fra eller sætte sig til modværge. Man tiltrækker direkte overgreb.

Der er talrige andre eksempler; men som nævnt ligger meget af det i koder og normer. Der skal i alt fald ikke ”integreres” på Københavns Universitet. Der er ikke ”plads til alle”.

Min største forbrydelse i forhold til Københavns Universitet var jo, at jeg var født af de forkerte forældre. Jeg holdt jo også lav profil og var meget af tiden i en depressiv tilstand som følge af de fjendtlige og chikanøse omgivelse. Nu er der ikke noget, der hedder ”psykisk arbejdsmiljø” for studerende; men hvis det havde været en arbejdsplads, ville jeg givetvis have kunnet få erstatning for den systematiske chikane. Jeg gjorde nogle desperate forsøg på at råbe de ansvarlige op, men da var skaden sket. Hertil drev Institut for Statskundskab og Københavns Universitet mig til en 4-5 seriøse selvmordsforsøg.

Set fra Københavns Universitets side var der dog større forbrydere end jeg. Nemlig de, der aktivt udfordrede den herskende orden, og prøvede at gøre de fine floskler om plads til alle til virkelighed. De blev naturligvis forfulgt med rene Gestapo-metode. Eksempelvis oplevede jeg, at Dansk Forums møder blev saboteret med Universitets velsignelse. Der var tale om god, gammeldags mødeterror, hvor der bl.a. blev kastet smørsyre af autonome typer. Ligeledes forbød den stærkt diskriminerende rektor Linda Nielsen samme Dansk Forums blad på Universitetet, uanset at det intet ulovligt indeholdt, og man samtidig kunne finde tonsvis af venstreorienterede pamfletter med stærkt voldsforherligende og antisemitisk indhold overalt på Universitetet – altså med rektors velsignelse. Et klokkeklart eksempel på diskrimination.

Det skal bemærkes, at jeg aldrig selv har haft med ovennævnte Dansk Forum at gøre, men at de umiddelbart virkede som en gruppe engagerede, fordomsfrie og nytænkende studerende. Jeg nævner dem blot som et eksempel på, hvilke terroristiske metoder Københavns Universitet benytter mod anderledes tænkende – og som jeg også ville have fået at føle, hvis jeg ikke allerede var blevet skræmt til tavshed og havde travlt med at snitte i mine håndled i stedet.

Jeg kan endvidere forstå, at Københavns Universitet fremturer med sin kriminelle adfærd. Et nyere eksempel er det racistiske overfald på en jødisk forelæser på Københavns Universitet Amager. Det er en direkte konsekvens af en kultur på Københavns Universitet, hvor det er legitimt at bruge vold mod ”politisk ukorrekte” personer. Intet under, at Københavns Universitet ifølge PET er blevet en rugekasse for ekstremistiske islamister og potentielle terrorister. Jeg har ikke konkret viden om, hvorvidt nævnte overfald var clearet personligt af rektor; men det svarer som nævnt til den herskende modus operandi.

Jeg undres nogle gange over det danske samfund. På den ene side bruger man anslået et par millioner på at betale min uddannelse; på den anden side har Københavns Universitet en kultur, der lægger massive hindringer i vejen for, at jeg skal kunne gennemføre en sådan uddannelse. Det virker en smule små-skizofrent. Eller er det bare potomkin-kulisser og repressiv tolerance? Det danske samfund har jo masser af penge, så hvad betyder nogle millioner, hvis man så kan vaske sine hænder og sige, at man da prøvede at hjælpe.

Jeg føler mig helt klart dummere efter universitetet end før jeg startede. Ikke så underligt at Københavns Universitet efterhånden er et tredjerangs-universitet. Situationen minder om den her vittighed fra de gamle socialistiske diktaturer i Østeuropa: Underviserne lader som om de underviser og de studerende lader som om de studerer.

Men for ”de udvalgte” betyder det jo ikke noget. Når man har de rigtigt holdninger og den rigtige baggrund, så står der jo allerede et job parat, uanset hvor meget man har drevet den af. – Og hvis ikke, så kan man jo bare lige smide nogle hundrede millioner efter et eller andet meningsløst multi-kulti-postmoderne-integrations-”forsknings”-center, hvor der kan sidde en flok højtbetalte papirnussere.

Jeg oplevede i øvrigt at blive smidt ud fra redaktionen på DJØFs studenterblad, fordi jeg havde sagt
”at Anders Fogh Rasmussen kunne blive statsminister”. -Altså ikke, at han ville blive en god statsminister eller lignende; blot at kunne få et flertal bag sig i fremtiden. Men det var altså nok til at gøre mig til ”fascist”, der skulle udrenses. Det var naturligvis stærkt chokerende at blive udsat for den slags racistiske terror (svinet hed Jesper Marcussen, hvis nogen skulle være interesseret). Det understregede jo også blot, at selv hvis jeg overlevede min uddannelse, ventede der blot endnu mere forfølgelse og racisme på arbejdsmarkedet.

Det ovennævnte overgreb fik mig til at købe et reb og tage ud i Store Dyrehave for at hænge mig. Jeg gik længe grædende rundt, kunne ikke tage mig sammen, blev til sidst træt og tog hjem igen. En skam jeg ikke havde en pistol, så havde det været overstået.

Jeg gennemførte faktisk min uddannelse, selv om jeg længe havde vidst, at jeg ikke kunne bruge den til noget, da potentielle arbejdspladser jo var/er gennemsyret af de samme racistiske normer vendt mod personer med min baggrund. Dette skabte så en del problemer, idet man jo fremturede med, at jeg skulle i arbejde. Jeg ønskede jo blot at få min invalidepension (det hedder ganske vist for tiden førtidspension; men i mit tilfælde handler det jo netop om, at Københavns Universitets racistiske terror har invalideret et menneske, der ellers kunne have været en nyttig samfundsborger). Det var naturligvis hårdt at stå model til udtalelser (fra sagsbehandleren) som ”jamen, du er jo sådan en velbegavet og nydelig ung mand med en god uddannelse”. Efter et nyt selvmordsforsøg i efteråret 2005 lykkedes det dog at få min invalidepension igennem.

Det er så et par hundrede tusinde kroner om året resten af mit liv + de penge jeg kunne have bidraget med til samfundsøkonomien, hvis jeg havde haft en baggrund, der gjorde, at jeg under civiliserede forhold måtte få en uddannelse og et arbejde. Men selvfølgelig, jeg lever jo nok ikke så længe.

Men hvad skal erhvervlivet også bruge en Eistein eller Newton til?
Det er jo den eneste motivationsfaktor der kendes i dagens Danmark.
Danmark har fremtiden bag sig.

Jamen, Stig Larsen, hvis du spørger "Mikkel Thøgersen", så er det jo netop præcis sådan, det "desværre" ikke er. Han ser jo marxister overalt - selvom det er kendt, at man næppe får et job i centralforvaltningen, hvis man stemmer til venstre for konservative!
I det hele taget lyder den historie på så mange punkter konstrueret - og meget langt fra mine oplevelser på KU, omend på et helt andet fag. Men hvis det er sådan, der er på statskundskab, er det helt i orden med mig at lukke butikken.

Citater fra Professor Tim Knudsen på Institut for Statskundskab :

"Vores studerende er velformulerede, fagligt aktive, høflige, belevne. Det er lige før, jeg endda synes, at de er højere end andre unge mennesker."

"Når de nye studerende starter, holder vi altid denne her store introduktion, og så står jeg kigger på de nye studerende og tæller, hvor mange piger med tørklæde, der er, og hvor mange af drengene, som har denne her arbejderklasse attitude."

Spørgsmål:

Hvilken værdi tillægger professor Tim Knudsen at de studerende er "højere end andre unge mennesker"?

Burde man ikke som professor lade være med at tælle hvor mange tørklæde-bærende piger og drenge med "arbejderklasse attitude" der findes, og i stedet fokusere på at formidle sin viden uden fordomsfuldhed og forudindtagede konklusioner?

På mange måder afspejler disse holdninger desværre den snævertsynethed og provinsielle arrogance, der præger Danmark og mange danskere helt ind til benet.

Det var aldrig blevet accepteret at en professor eller anden ansat ved en videregående uddannelsesinstitution havde udtalt sig på denne måde i f.eks. Storbritanien, sandsyligvis heller ikke i andre EU lande.

Kan det virkelig passe, at en professor uden konsekvens udtale sig på denne måde i Danmark ?

Man undres.....

Inger Sundsvald

Kære Mikkel Thøgersen

Der er ingen tvivl om at du har haft en grim oplevelse. Hvor det hele startede er jeg ikke helt klar over, for jeg er jo ikke psykolog. Men du må da selv kunne se, at der er noget galt med din opfattelse af, at den højere middelklasse/overklassen skulle være marxister. Dine holdninger passer, så vidt jeg kan se mere med din baggrund og DF, som også ser marxister og islamister alle vegne. Men det kan du jo ikke gøre for.

Jeg håber, at du nu kan få hjælp til at komme over, hvad der end er sket, og ’lukke den dør’, for livet byder på mange andre muligheder, også for en førtidspensionist. Det gælder (bare ;-) om at finde ud af, hvad man har lyst til resten af livet.

De bedste ønsker
I. Sundsvald

SPORVEJSSKINNESKIDTSKRABERE.
Det var et opbyggeligt syn, når de to mand stod dér foran, skubbede og trak deres slibeanordning, indtil vognstyreren med et klokkeklemt fra foden fik dem til at løfte skidtskraberen op og ud til side. De kunne deres arbejde, kunne de, og hvad skulle de mere, Johanne Mygind?
Søren Kruse på DPU viderefører åbenbart det gamle optagelseskriterium fra lærerseminarierne: der skal være plads til manden fra ploven, og der blev plads - i dag lidt pynt på universitetsverdenen?
Måske er det blot de samme naive spekulativer fra uddannelsesfronten, som får Johanne Mygind til at skrive om mønsterbrydere midt i den overhåndtagende marginalisering, en smule omsorgsfuldt påtaget solidaritet fra oven for at imødekomme et formodet snobberi hos manden på gulvet. Hvem ejer normaliteten, om jeg må spørge? Uddannelse gør formentlig ikke ondt, men hvad skal en gadefejer med uddannelse på jobbet? Tag og stryg "ud" og vis lidt human forståelse. Manden uden uddannelse er hverken farlig eller dum, har personligt sjældent brug for uddannelse, befinder sig godt. Men han kunne bruge lidt anerkendelse, også for sit arbejde, anerkendelse. Konen kan være langt mere dannet, end pisaundersøgelserne vil vide af. Lidt anerkendelse af manden på gulvet ville løfte selverkendelsen i statskundskabskrese op. Hvis den regide klassekonservatisme drejer sig om at forberede en elitær samfundsomvæltning, en marxistisk durkheim, kan man blot fortsætte med at udsulte i bunden. Tvang er jo før set i læreprocessen!

Inger Sundsvald

Citat fra anden tråd:

”Arbejderklassens moral har altid været konservativ og fordømmende overfor afvigere, og eftersom flere og flere personer fra arbejderklassen nu har fået en uddannelse og er steget op i middelklassen har de inficeret middelklassen med deres proletarmoral.”
”pøbelen (har) gjort sit indtog i den offentlige debat.”

Tag lige den!

@I. Sundsvald

Citat fra anden tråd:

”Arbejderklassens moral har altid været konservativ og fordømmende overfor afvigere, og eftersom flere og flere personer fra arbejderklassen nu har fået en uddannelse og er steget op i middelklassen har de inficeret middelklassen med deres proletarmoral.”
”pøbelen (har) gjort sit indtog i den offentlige debat.”

Tag lige den!

------------------

Så også lige et svar fra en anden tråd:

Tja. Her på egnen har man altid sagt: Hellere et stort kørekort - end en lille studentereksamen.

---------
Svanen

Så Svanen stige
op til de rige;
tænkte Svanen
mon nogensinde derpå
at det var Den's
kære rige,
der gjorde Livet så surt
for de mange små
at de nødtes til
Svaneungen at hakke på?

---------

Husk!

Nu vil jeg lige sige:
At det går IKKE ud på
i klassesamfundet at stige;
For Paradiset's Rige
opnås først når alle
er blevet frie og lige,
og DET vil jo sige:
At selve klasserne skal vige.

------

Og som svar på: Hvor kommer hver enkelts kreativitet fra ?

Tja. Marx skrev jo: Om mennesket - som helhed er det indbegrebet af samfundforholdene - altså: Det er samfundforholdene der bestemmer ( bla.a. ) hvad vi skriver og ikke skriver - og ikke omvendt !

@Mikkel Thøgersen

Jeg påstod jo at arbejderklassens børn bliver hjernevasket med "folkeopiøst vrøvl"
såsom: Astrologi, numerologi og kreationisme o.lign. -

og du påstår så minsandten at overklassen og dens børn - især de studerende på KU's institut for statskundskab er: Marxister ! Men i så fald kan vi jo forvente at de arbejder flittigt for at
virkeliggøre følgende punkter fra : Det Kommunistiske Manifest:

Ekspropriation af grundejendommen og anvendelse af jordrenten til statens udgifter.

Skat efter stærkt stigende skala.

Afskaffelse af arveretten.

Konfiskering af al ejendom, der tilhører emigranter og oprørere.

Centralisering af kreditten i statens hænder ved hjælp af en nationalbank med statskapital og absolut monopol.

Centralisering af transportvæsenet i statens hænder.

Forøgelse af nationalfabrikkerne og produktionsmidlerne, opdyrkning og forbedring af jord efter en samlet plan.

Lige arbejdstvang for alle, oprettelse af industrielle armeer, særlig indenfor landbruget.

Forening af landbrug og industri, gradvis ophævelse af modsætningen mellem land og by tilstræbes.

Offentlig og gratis opdragelse af alle børn.

Afskaffelse af børns arbejde i fabrikker i den nuværende form. Forbindelse af opdragelsen med den materielle produktion o.s.v.

-------------
@Mikkel Thøgersen - tror at der er et eller andet der "halter lidt" i din definition af: Marxist.

På deres gerninger skal i kende: De sande profeter.

@Peter H

Jep - i al almindelighed kan man jo i øvrigt godt undre sig over hvad alle de folk - der bestandigt mener at se Marxister overalt og myldre frem overalt - egentligt mener med det ord: Marxist ??

jens peter hansen

Folkeskolens krise. Sådan skriver skriver Information i overskrifter. Uden det behøver at have noget med indholdet i brødteksten at gøre. Det er altså et faktum. Sådan. Hvis man kigger på gennemførelsesprocenten på universiteterne og sammenligner dem med antallet af funktionnelle analfabeter fra folkeskolen, så er succesraten langt større i folkeskolen. Teologi fx har et frafald på 62% og de fleste andre områder over 33 %. Ikke desto mindre er det jo blomsten af Danmarks ungdom der begynder på universitetet og de få mønster-brydere som vores skolesystem alligevel får produceret bliver sorteret fra på universitetet.
Her slipper man for arbejderholdninger, hvad så det er, men har høflige og arbejdsomme studerende fra Virum. Tim Knudsen har det fint med det, mens folkeskolen skal have far og mor med i skolen, tv 2 til at ændre læringsstile og Information til at fortælle at den er i krise. Hvis nu folkeskolen ikke var i krise, hvad ville Tim Knudsen så stille op med alle de studerende der hed Ahmed, Nicky og Katja? Nu kan han nøjes med at skrælle en trediedel fra og beholde de i forvejen afrettede.
Her er der ikke behov for ændrede læringsstile og tv2. For her er ingen krise. Kun naturligt frafald.

@Jan Krafting

"Generelt set er en stor del af samfundsvidenskab og humaniora på KU domineret af neo-marxisme og postmodernisme/dekonstruktion."

--------------------------

Jeg kan stadig ikke indse hvordan det sku' ku' opfylde de ti punkter ( i mit tidligere udpluk fra
det kommunistisk Manífest ) og uden hvilke der
der næppe kan være tale om: Marxisme.
At kalde ovennævnte for: Marxisme - er en helt vild komprommitering af begrebet: Marxisme.

@Jan Krafting

"Istedet lægger de vægten på Marx som humanist, hvad dette så end indebærer!"

---------------

Formodentlig blot noget rent luftigt ( Jvf. Indledningsartiklens forgudelse af det bedre borgerskab's børn's overlegenhed ud i at kunne tænke abstrakt ).

Så jeg må vel undskylde min tarvelige påpegning af de ti konkrete(!) punkter i Det Kommunistiske Manifest.

Vil alligevel lige plukke et ud igen: "Offentlig og gratis opdragelse af alle børn." -

At ude i den konkrete virkelighed står der muligvist nogle konkrete mødre som kraftigt savner konkrete vuggestuepladser osv. , til deres konkrete børn. -

Så nu afventer vi blot at de studerende faktisk tropper op på barrikaderne for at kæmpe for virkeliggørelsen af ( også ) den ret.

Fra Mikkels kommentar:

"Specielt er de ”koder” som gælder på universitet ekstremt diskriminerende og destruktive for arbejderbørn, hvilket bl.a. englænderen Basil Bernstein har forsket i. Eller som Erik Jørgen Hansen fra SFI har konstateret: Som arbejderbarn skal man være et geni for at klare sig igennem en akademisk uddannelse; hvis ens forældre (far) er højere middelklasse er det rigeligt at være middelmådigt begavet."

Nogen konkrete ideer til hvordan man kan nedbryde ELLER omgaaes den diskriminerende kulturelle kode i universitetsverdenen?

Har selv oplevet i Holland hvordan en stram og diskriminerende kulturel kode i universitets- verdenen (vaesengligt strammere end derhjemme) kunne nedbrydes ELLER omgaaes ved hjaelp af en internationalisering af studie-miljoet. Hollandske studerende fra arbejderklassen klarer sig ofte bedre paa internationale master uddannelser i Holland end paa de tilsvarende hollands-sproget linjer.

- Amsterdam

TIlfojelse til mit ovenstaaende indlaeg:

En internationalisering af det hollandske universitets verden har skabt et mere tolerant studie miljo uden en dominerende kultural kode.En persons kulturelle, sociale og okonomiske baggrund har langt mindre betydning for integrationen paa og gennemforselen af studiet.

- Amsterdam

Undskyld min kredsen om emnet: Astrologi - men jeg anser den for et ret almindeligt udtryk for falsk bevidsthed.

@Mikkel Thøgersen:

Jeg tvivler altså på
at overklassen og overklassens børn virkeligt er kommunister - de er nok snarere: Skabsastrologer.