Læsetid: 4 min.

Fairtrade gør ingen forskel for teplukkere

Max Havalaars garanti gør ingen forskel: Teplukkere på Fairtrade-plantager i Asien arbejder under slavelignende forhold
Tv-dokumentaristen Tom Heinemann har besøgt en række teplantager i Asien og Kenya og har ikke kunnet notere nogen nævneværdig forskel på forholdene på Fairtrade-certificerede plantager og traditionelle plantager. -Teplukkerne arbejder under slavelignende forhold,- fortæller han.

Tv-dokumentaristen Tom Heinemann har besøgt en række teplantager i Asien og Kenya og har ikke kunnet notere nogen nævneværdig forskel på forholdene på Fairtrade-certificerede plantager og traditionelle plantager. -Teplukkerne arbejder under slavelignende forhold,- fortæller han.

Kåre Viemose

Indland
25. november 2008

"Max Havelaar Mærket på denne pakke te er din garanti for, at teplukkerne får en anstændig pris for deres varer, og at de er sikret ordentlige arbejdsforhold."

Således står der på poser med Fairtrade/Max Havelaar-mærket, som Irma sælger lige nu for 27,50 kr. for 150 gram te. Læg godt mærke til ordet 'garanti' - det vender vi tilbage til.

For ifølge en dansk-norsk-svensk tv-dokumentar Den bitre smag af te, produceret af den danske tv-journalist Tom Heinemann og hans norske kollega Erling Borgen, er det ret beskedent, hvad teplukkerne i Sri Lanka og Indien får ud af Fairtrade-mærket: På én plantage i Sri Lanka har nogle teplukkere således for 12 år siden fået hver et gasblus, mens andre teplukkere forklarer, at de har fået en termokande og en vasketøjskurv. På en anden plantage er der bygget et gæstehus, som teplukkerne kan leje, mens der på endnu en plantage er opført et hus til en hindupræst. Adskillige teplukkere oplyser, at de ikke har indflydelse på, hvad "pengene fra udlandet" bruges til, mens nogle teplukkere forklarer, at de op til højtiderne kan låne op til 145 danske kroner. Lånene forrentes med 10 procent.

Er Fairtrade/Max Havelaar-mærket te bare en smart måde at lokke penge ud af forbrugerne i de 21 lande, hvor Fairtrade-mærket findes?

Små ting gør forskellen

Nej, siger generalsekretær Judith Kyst fra Max Havelaar Danmark og tilføjer:

"Jeg har set forskellen, de små ting, der gør en forskel i folks liv."

Hun henviser til, at så længe Fairtrade-mærket te kun udgør én procent af den samlede danske omsætning af te, er det i sagens natur stærkt begrænset, hvor store midler der kan tilbageføres til tearbejderne. Generalsekretæren tager dog kritikken alvorligt.

"Vi tager enhver form for kritik seriøst. Vi knokler hver dag for at forbedre forholdene for nogle af verdens fattigste mennesker. Det er et langt sejt træk, og der er uden tvivl ting, vi kan blive bedre til," siger Judith Kyst til maxhavelaar.dk

Til Information uddyber generalsekretæren, der i september besøgte de samme plantager som Tom Heinemann:

"Tv-dokumentaren afspejler vældigt godt den barske virkelighed, der præger teverdenen, men den afspejler ikke, at selv om der ikke er sket mirakuløse forbedringer, så oplever jeg spæde forbedringer for små penge."

For hvert kilo Fairtrade-mærket te, danskerne køber, går der henholdsvis 3,50 og 7,50 kr. tilbage til teplukkerne, alt efter om det er tebreve eller te i løs vægt. Samlet blev der sidste år omsat 15 ton Fairtrade-mærket te i Danmark, svarende til ca. 75.000 kr. i merpris. Penge, som i princippet skal tilbage til teplukkerne. Men da der afsættes ca. fem millioner ton Fairtrademærket te på verdensplan, er det samlede beløb meget større.

Men efter at have besøgt fem plantager, der alle var Fairtrade-certificerede, i Sri Lanka og Indien, og efter at have sammenlignet dem med mere konventionelt drevne teplantager i Sri Lanka, Indien, Bangladesh og Kenya, har Tom Heimann svært ved at se nogen forskel.

"Vi så det samme i de Fairtrade-certificerede plantager som i de traditionelle plantager: Elendige leveforhold og benhårde arbejdsbetingelser," siger han og tilføjer: "Det gælder generelt for de teplantager, vi har besøgt, at teplukkerne arbejder under slavelignende forhold. Hver eneste plantage i Indien og Sri Lanka drives som et lille uafhængigt kongedømme, hvor den nationale lovgivning ikke gælder. Hver morgen holder en field officer morgenparade, så det hele fungerer fuldstændigt som i kolonitiden, fairtrade eller ej."

Garantien forsvandt

Når teplukkere siger, at plantagens manager suverænt bestemmer, hvad Fairtrade-pengene skal bruges til, så afvises det ikke af Judith Kyst.

"Jeg ser rigtigt alvorligt på, at nogle teplukkere siger, at de ikke får del i fællesskabet. Men folk kan godt have fået noget, uden de er klar over, at Fairtrade står bag. Når forbedringerne ikke er enorme, så oplever vi, at man ikke altid er klar over, at pengene stammer fra os," siger hun.

For godt et år siden ændrede Fairtrade i alle 21 lande det løfte, som forbrugerne får: Ordene på tepakkerne "garanti for at teplukkerne får en anstændig pris for deres varer og at de er sikret ordentlige arbejdsforhold" blev ændret til: "Dit køb er med til at forbedre arbejds- og levevilkårene for nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere".

Alligevel kan forbrugere mere end et år efter i Irma købe tepakker med den gamle garanti trykt på posen.

Hvorfor? Ifølge Judith Kyst er der stadig to importører, der kører med den gamle formulering, mens teksten er ændret på over 70 andre tepakninger.

"Det er beklageligt, at de to stadig mangler, men nu har vi på ny taget kontakt med de to firmaer," forklarer hun.

Ændringen kom, fordi Fairtrade i højere grad ønskede at understrege, at der var tale om en langvarig proces, forklarer Judith Kyst:

"Vi er nødt til at forklare, at det er en proces, der tager tid."

Fairtrade har allerede - før Tom Heinemann besøgte teplantagerne - været i gang med at rette op på nogle af de kritikpunkter, som tv-dokumentaren beskæftiger sig med, forklarer hun og henviser til, at der på plantagerne afholdes workshops, etableres uddannelse mv.

"Så jeg kan da godt undre mig over, at det ikke er lykkedes Tom Heinemann at møde nogen, som kan sige noget godt om Fairtrade," som Judith Kyst bemærker.

Hertil siger Tom Heinemann:

"Den her godhedsindustri, som alle grundlæggende synes er okay, benytter sig af nøjagtig de samme metoder, som jeg har oplevet hos mere traditionelle selskaber. Fairtrade har misinformeret, de har undladt at informere, og de har holdt de oplysninger tilbage, som de ikke ønskede frem."

Og som han tilføjer:

"Det er jeg vant til hos en traditionel 'grim' multinational virksomhed. Men det kommer bag på mig, at Fairtrade benytter de samme metoder."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Christensen

Måske generalsekretæren udover at 'tage det alvorligt' , skulle påføre sig selv en mindre økonomisk straf, der så passende kunne gå til plantage arbejderne.
Eller vil det være at tage sit arbejde for alvorligt.

Det er jo et mønster man ser i alle individuelle hjælpeorganisationer, om det så er fair trade eller hjælp et barn i Afrika. Det er organisationerne der får mest ud af det, der bliver ikke fuldt op på sagerne, og der er ingen kontrol med hvem der reelt modtager støtten.
Og det demonstrerer vil også at den type hjælp skal foregå under kollektive forfold, hvor det er nemmere at stille krav og fastholde et ansvar.

Mads Brydegaard

Jeg synes det er svært at tage denne kritik af Fairtrade seriøst. Pengene kommer jo frem til bønderne trods alt - selvom det ikke er meget. Kun 1% af al the i Danmark er Fairtrade mærket!
Men set i forhold til andre the producenter som absolut intet gør for at forbedre forholdende så er det da positivt.

Lisette Andersen

Jeg vil mene, at det er bedre at forsøge at ændre forholdene PÅ SIGT, frem for blot at læne sig tilbage og mene, at der ikke er noget, som nytter alligevel. Jeg har - ligesom alle andre, der kommenterer formoder jeg - ikke set dokumentaren, men hvis teen fra Max Havelaar er det eneste, som Tom Heinemann har kunnet finde noget kritisabelt på, er der da noget, som tyder på, at det nytter at støtte Fairtrade generelt :-)

Margit Kjeldgaard

Max Havelaar / Fair Trade forsøger ikke at gøre op med ejerforholdene i ulandene og netop på te-markedet er plantagedriften med daglejere den helt fremherskende. Det skyldes, at teen skal behandles på fabrik meget hurtigt efter den er høstet. Derimod kan selvstændige kaffebønder selv tørre deres kaffe (foran hytten) og sælge den f.eks. til et fair trade godkendt kooperativ, der giver en højere pris end de ellers kan få. Jeg vælger derfor at tro, at fair trade kaffe er bedre end ikke-fair trade kaffe og jeg tror ikke TV-holdet har været i et af de få te-kooperativer, der trods alt findes.
U-landsforeningen, U-landsimporten (1984-2002), som var pioner på fair trade i Danmark, havde et demokrati-kriterium for valg af importører, som indebar demokratiske ejer- og organisationsformer i lighed med andelsbevægelsen (en person, en stemme). Desværre er U-landsimporten lukket og slukket og nøglen er brukket.
Fair trade / Max Havelaar er ikke en demokratisk forening, det er en selvsupplerende fond, så det er svært at påvirke organisationen, herunder fair trade kriterierne uden af organisationen selv ønsker at lukke op.

Svend Erik Sokkelund

Er det andet end en ny, smart måde at markedsføre et profitskabende tiltag?
Det lugter lidt som 'engodsag.dk og lignende pengemaskiner.
Alle den slags 'velgørenhedstiltag' må finde sig i at blive kikket meget grundigt i kortene og blive hængt ud, hvis de ikke lægger alle kort frem.
Tak til Tom Heineman & co for endnu en gang at have bragt en væsentlig sag frem i lyset.

"Godheds-.industrien" ( humanitære, miljømæssige, dyrevelfærdsmæssige o s v formål)omfatter mange forskelligartede NGO'er , virksomheder, organisationer o s v lige fra det virkelig seriøse ( som f eks folkekirkens nødhjælp, caritas , røde kors o s v) til det letbenede , forfløjne og svindleriske.

Og så er der en gruppe, som egentlig gerne vil det rigtige, men som klumrer rundt uden at der sker noget , og som ikke vil erkende, at de nok hellere burde lave noget andet.

Alt for mange af "godheds-industriens" NGO'er og virksomheder er er efter en idealistisk begyndelse gradvist blevet til et "fedt og sikkert levebrød" for folk uden engagement i sagerne , og som simpelthen slår plat på vores gode vilje og naivitet - det er trist.

Søren Kristensen

Problemet med Fair Trade og lignende projekter er at de er underlagt for lidt konrtrol, fordi kontrol er dyrt og pengene små. Derfor er fillmen er guld værd - forudsat at der bliver fulgt op på evt. kritik.

Niels Christensen

Problemet med kontrollen er jo, at det jo er lige præcis det som kunderne tror, de betaler for.
Men det er jo ti gange lettere at beskæftige sig med markedsføring.

Max Havelaar og FairTrade bevægelsen bør lære af sine fejl og turde være 100 % ærlige - selv når tingene ikke udvikler sig, som man ønsker det. Det fortjener vi, som har støttet og fortsætter med at støtte dem og sagen. Men samtidig må det være en forudsætning, at den debat, der føres, både i forbindelse med en (endnu ikke vist) kritisk tv-udsendelse og i al almindelighed, er nuanceret og med forståelse for, at de omtalte lande ikke er lette at hverken arbejde i eller ændre på. Og så bør vi alle spørge os selv, hvordan vi hver især kan støtte positive forandringer i disse lande. Det er for nemt blot at vælge fra!

Ivan Breinholt Leth

Når organisationer, som arbejder med u-landsbistand, bliver spurgt om grunden til, at der tilsyneladende ikke er nogen effekt af deres indsats, har de en række standard svar parate. Et af disse standard svar er, at indsatsen er for lille pga. mangel på penge. Altså: Her går det skidt – send flere penge. Judith Kyst, generalsekretær for Max Havelaar Danmark, svarer ikke overraskende sådan på den kritik af tearbejderes vilkår, som er blevet rejst i dokumentar udsendelsen: ‘Den bitre smag af te’.

Logikken i argumentationen er, at hvis Fair Trade princippet bliver mere udbredt, vil der være mange flere penge til de mennesker, som arbejder under Fair Trade.

Men hvis Fair Trade blev gjort til generelt princip for samhandlen mellem den vestlige verden og den tredje verden, er spørgsmålet, hvordan det så vil gå med verdensmarkedspriserne?

Fair Trade er subsidieret produktion og al erfaring viser, at subsidieret produktion på et eller andet tidspunkt medfører overskudsproduktion og dermed faldende verdensmarkedspriser – medmindre overskuddet bliver opkøbt, som EU gør det (overskudslagre). Fair Trade dur kun, så længe der er tale om en niche produktion. Det eneste positive ved Fair Trade som generelt princip for samhandel er, at man skærer parasitære mellemhandlere ud i samhandlen.

Margit Kjeldgaard

Det Ivan H. L. skriver her til sidst om at fair trade er subsidieret og at det vil føre til overskudsproduktion, mener jeg ikke er rigtigt. Fair trade indebærer langtidsaftaler og forudbetaling på ca. halvdelen af prisen. Der skal altså være nogle importører - en efterspørgsel - før producenterne går i gang med at producere til de gode priser. Når der i dag er overskudsproduktion af bl.a. kaffe og nogle kaffebønder går sultne i seng, skyldes det dels at kaffen er en let og langtidsholdbar landbrugsafgrøde, og dels at Verdensbanken, m.fl. kloge internationale organisationer, som har rådgivet ulande (bla. Vietnam) om at etablere en kaffeindustri, de ikke havde før, for at skaffe fremmed valuta bl.a. til at afdrage på gæld.
For mig at se skal mærkningsordninger være statslige, ligesom Ø-mærket, fordi kontrollørerne derved bliver uvildige (på finansloven) i stedet for at være direkte løn-afhængige af at der bliver godkendt og solgt mest muligt af de mærkede produkter.
Og med statsliggørelse følger større åbenhed og aktindsigt, samt demokratisk indflydelse og kontrol, hvilket jeg synes Max Havelaar mangler i dag.

Hvilken forskel er der på Mohammed Younus' måde at gøre tingene på med mikrolån og så på at understøtte småbønders liv med penge fra en fond.

I mine øjne er der ingen, eller ganske lidt forskel.
Den eneste forskel er måske den, at Max Havelaar Fonden ikke hjælper f.eks. tebønderne til at blive selvstændige...

Så interessant som det her og den udsendelse er, vil jeg gerne gøre opmærksom på at Danmark har hhjulpet Viet Nam i gang med kaffe-produktion. Desværre er den eneste kaffesort, der kan dyrkes i Viet Nam er afsorten Robusta, som er den dårligste kvalitet overhovedet. Det betyder at der bliver overfyldt af dårlig kaffe på markedet, markeds-prisen falder.

Og kaffebønderne i Guatamala og Sydamerika får (endnu) sværere ved at komme af med deres gode kaffe af sorten Arabica...

Og til sidst:

Selv te skal sælges på et marked - i en kapitalistisk markeds-økonomi...

Kurt Svennevig Christensen

Max Havelaar/ Fair Trade har et problem. "Det skal ikke være nogen hemmelighed, at te-plantager på mange måder er en af Max Havelaars og Fairtrades største udfordringer" skriver Max Havelaar på deres hjemmeside som kommentar til DR udsendelsen ”Den bitre smag af te”

Og argumentet om at vi i Danmark ikke drikker ”nok” Max Havelaar te, er et argument som bør stå øverst på den danske generalsekretærs fyreseddel. For det er komplet ligegyldig om teen drikkes i Danmark eller andre lande. Max Havelaar/Fairtrade omsætter i 2008 op mod 6000 tons te dvs. ca. 3 mia. kopper te svarende til ca. 4 kopper te til hver eneste dansker hver dag året rundt. Den te har Max Havelaar solgt i Danmark, Norge, Sverige og 20 andre lande med en garanti for at vores køb ville gøre en væsentlig forskel for producenterne, arbejderne og naturen.

At forholdene ikke er i orden de steder hvor Max Havelaar køber og forarbejder sin te er selvfølgelig et alvorligt problem, men det er problemer som Max Havelaar og andre kan gøre noget ved, dvs. ændre til det bedre. Men meget være ser det ud med Max Havelaar/ Fairtrade troværdigheden. For efter 10 års vildledning er det gået tilbage for de som producerer og arbejder i te industrien og denne meget vigtige information har Max Havelaar holdt skjult for os. Her er der tale om et tab af troværdighed og det vil helt sikkert givet Fairtrade problemer på de andre varegrupper. Og i Danmark, hvor de modtager et 2 cifret mio. beløb i offentlig støtte og en masse privat støtte, alvorlige tømmermænd hos bidragsyderne.

Der er i det hele taget noget galt i de voksende virksomheder som med vores forbrug og støtte, lover og garantere os, at de for vores penge vil hjælpe i den fattige verden og miljøet. Vi ser alt for mange eksempler fra de virksomheder og organisationer som svigter vores tillid og det er alvorligt i sig selv, men endnu mere alvorligt for de mange mindre foreninger som stadig forsøger at gøre en forskel.

Vi ser hvordan Verdensnaturfonden med de adelige i front opbygger og støtte en virksomhed som Marine Stewardship Council som i dag sælger ø-mærker til alle i fiskeriet som har råd til at købe de mærker, til skade for småfiskerne.

Vi ser de større nationale og internationale udviklingsorganisationer betaler store lønninger til deres ansatte og udsendte i den fattige verden. Lønninger på skattefrie halve millioner, nye store biler, fyrstelige boliger og ansatte tjenestefolk. Når en landekoordinator i Mellemfolkelig Samvirke kan tjene så store penge skattefrit, hvad tjener de så ikke i de andre organisationer herhjemme og i ex. FN systemet?

Vi taber tilliden til den verden som nu i daglige tale går under ”godhedsindustrien”. Det skal vi kunne diskutere uden at blive anklaget for at ”gå Dansk Folkepartis ærinde”.

Personligt vil ikke længere stå model til eller rette mig ind efter parolen om at ”vi er nødt til at stå sammen mod de politiske kræfter som modarbejder os” osv.

For det meste af vejen rundt i den verden af godhed hænger det ikke sammen længere.

Max Havelaar & de multinationale.

Ifølge den franske TV5 Monde lader MH de multinationale som Dole (bananer) få del i distributionen og forhadlingen fra producenterne. Det gør de iflg. talsmand for MH, fordi man ellers ikke ville kunne gøre markedet interesseret i tilstrækkelig grad. Markedet er profitbaseret og det må man akceptere siger MH.

Hos producenterne får kun de arbejdere, der har tilknytning til MH, en højere hyre. De daglejere, der kun arbejder for kortere tidsrum, får en væsentligt ringere løn, svarende til markedets på stedet.

Kooperativer blandt MH´s leverandører af bananer kritiserede MH for at lade ekstra, kommercielle led få del i producenternes høst fra jord til bord.

Udsendelsen, der blev sendt i går, dækkede også spørgsmålet om pesticider i disse fødevarer.

Opsøgende journalistik af denne kategori er det vi skal ha´mere a´, ganske som den sendt herhjemme om indisk te. Var det ikke, fordi de danske tv-stationer selv lagde så stor vægt på at underholde os alle sammen det meste af tiden, ville en udsendelse som den franske med udbytte for også ikke-fransk-kyndige kunne tekstes og sendes på danske kanaler.

Hvis man udelukkende er interesseret i at gøre markedet interesseret i Fair Trade skal man fortsætte i samme spor som nu. Selv jeg må godt nok indrømme, at jeg ikke helt forstår, hvorfor f.eks. frysetørret kaffe fra Nescafé kan få Fair Trade mærket eller chokolade fra Anthon Berg f.eks.

Hvis strategien er at man fra Fair Trade Fonden vil have alt, eller så meget som muligt, til at blive mærket med Fair Trade mærkater, så skal man jo bare fortsætte som hidtil. Men hvis man vil tilbage til den oprindelige idé bag Fair Trade om at give mere for eksempelvis te-plukkernes te, ja så må man kigge på de oprindelige værdier. Og så handle derudfra. Og så ikke mene, at alt skal være Fair Trade... For ellers mister Fair Trade mærkatet jo sin mening.

Og Fair Trade, sådan som jeg ser det, var jo oprindeligt en idé om at gå imod hele den profit-baserede idé i almindelig produktion; netop ved at tage en merpris for Fair Trade's produkter blev det jo muligt at gå imod det profitbaserede marked.

Og spørgsmålet er så også, om alle produkt-kategorier skal være at finde som Fair Trade ?

Jørgen Nielsen

Alle disse aflads-produkter rykker jo ingenting. Folk, uanset partifarve, vælter jo stadig rundt i energikrævende forbrugsgoder. Indfør en frivillig afgift a lá Tobin-skatten på forbugsgoder, aktiegevinster, friværdier og investeringer, og lad os se om deres mund stadig er hvor deres tegnebog er.

Jørgen Nielsen

Fradrags-junglen skal der ihvertfald luges kraftigt ud i. Generelt bør skattelovgivningen forenkles, så de store virksomheder ikke scorer milliardfradrag på diverse huller og fortolkninger af paragrafferne.

Bundskatten burde fjernes, således at lejerne uden formue og indtægter under 200.000 også får lidt ud af deres løn og liv.

Måske burde man overveje at gøre enkeltstående indtægter op til 10.000 om måneden periodevist skattefrie, således at kontanthjælpsmodtagere og A-kasseberettigede ville have et seriøst incitament til at komme i gang igen.

Diskussionen om lempelse af topskatten er, i mine øjne, latterlig. Frank Aaen har påpeget at det er først når man kommer op over 600.000 om året, at denne skat kan mærkes, så hysteriet om at million skatteydere betaler topskat er latterlig, da langt de fleste betaler så lidt at det er ligegyldigt.

At folk ville arbejde mere, hvis topskatten blev fjernet/sænket, vil jeg også stille mig tvivlende over for. De kan ikke arbejde mere end de gør i forvejen.