Læsetid: 2 min.

Haarder fastholder usikker spareplan

Undervisningsminister-en fastholder sparekrav på 312 mio. kr. til ungdomsuddannelser trods massiv kritik af regnegrundlaget. Rektorformand advarer om forringelser af uddannelser
Indland
5. november 2008

"Det er ligesom statens forhandlinger med kommunerne - nogle kommuner vinder, andre taber."

Sådan lød det i går fra undervisningsminister Bertel Haarder (V), som på et samråd i Folketinget skulle forsvare brugen af en omstridt revionsrapport fra Deloitte.

Ifølge rapporten kan ungdomsuddannelserne spare 312 mio. kr. på administrative fællesskaber - blandt andet i form af rengøringseffektivisering.

Det regnestykke er efterfølgende blevet undsagt af revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers samt af lederne på både gymnasier, erhvervsskoler og sosu-uddannelser.

Men ministeren peger på, at sparekravet er fastlagt ud fra gennemsnitlige beregninger, og at overliggeren derfor er sat lavt.

"Der er et besparelsespotentiale. Men det undrer mig ikke, at nogle hellere ville være foruden," sagde Bertel Haarder.

Haarder er dumsmart

Formanden for gymnasierektorerne, Peter Kuhlmann, har kaldt regeringens bestilte rapport for "uvederhæftig" - en anklage, ministeren tilbageviste:

"Jeg tror ikke, at han har studeret rapporten så grundigt," lød det fra Haarder.

Men Kuhlmann fastholder sin kritik, og han er skuffet over ministerens reaktion.

"Det er en dumsmart besmærkning fra ministeren. Selvfølgelig har jeg læst rapporten grundigt, og vi har endda fået professionel bistand," siger Peter Kuhlmann med henvisning til PWC's revision, der har afstedkommet 34 kritikpunkter af spareplanen.

På samrådet erkendte ministeren med bistand fra to embedsmænd, at regnestykkerne fra Deloitte ikke er 'en eksakt videnskab'.

Men at ministeren fastholder sparekravet, forstår rektorformanden godt:

"Ja, for pengene er jo brugt til at finansiere fængselsforliget," påpeger Kuhlmann, som efterlyser politisk mod til at prioritere åbent frem for at dække sig ind under bestilte revisionsrapporter.

I forbindelse med velfærdsforliget blev der afsat omkring 320 mio. kr. til erhvervsskolerne, men det nytter i følge oppositionen ikke meget, når man nu vil hente 312 mio. kr. ind - selv om også gymnasier og sosu-skoler bidrager til det regnestykke.

Ministeren fastholder, at der er tale om forskellige penge, eftersom den administrative spareplan netop ikke skal forringe undervisningen.

Men det tror rektorformanden ikke kan undgås.

Kulhmann peger på, at 80 pct. af udgifterne går til lærerlønninger:

"Den eneste måde, vi kan nedbringe udgifterne på, er ved at øge hold- og klassekvotienter," siger han.

Tidligere har uddannelsesinstitutionerne måttet bidrage til finansiering af fødevareforlig og politireform.

Men uddannelsesordfører Christine Antorini (S)måtte gå forgæves, da hun bad ministeren om en garanti for, at regeringen ikke fremover forlods vil bruge penge, som efterfølgende skal hentes hjem ved brug af en bestilt revision.

S-ordføreren, peger på, at man allerede nu oplever stigende frafald på ungdomsuddannelserne.

"Kvaliteten er forringet, og færre gennemfører. Det er absurd, at ministeren erkender, at der ikke er tale om en eksakt videnskab og samtidig fastholder sine krav," siger Christine Antorini.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bertel Bims slår til, igen!
Hvad skal vi med uddannelse, når regeringen skal have financieret skattestop, krigseventyre og skatterabet til vennerne i nordsjælland.
Glemt er al snakken om at ingen skal lades tlbage i uddannelessystemet og 95% skal have en uddannelse. Lutter festtale pladder, der kun bliver brugt til at bombe det danske uddannelessystem tilbage til stenalderen.
Danmark er ved at udvikle sig til et uland, men med flotte samtale køkkener.

"..Nej, og lad os udlicitere driftsopgaven af Danmark til en større nation der på grund af stordriftsfordele kan drive landet billigere!.."

Nogen vil påstå at det er det Danmark er i gang med gennem vores EU-medlemskab!!!

Svend Erik Sokkelund

Hvis vi vil bevare velfærd, vækst og fremgang og være verdens bedste, er det ikke særligt klogt at forringe uddannelserne for de, der skal skabe den vækst, vel?

Christian de Coninck Lucas

Hvad med at tage hånd om vores børns fremtid i stedet for at opføre dig som en hysterisk bogholder, Bertel Haarder?!?

Jeg BEGRIBER det ikke. Høj standard for uddannelse for alle burde ikke noget der kan fejes af vejen med "besparelser og effektiviseringer" samtidig med at Regeringen nu i snbart 8 år har leflet for erhverv og finans -- det er da ikke forsvarlig konservativ politik, det er rå neoliberalisme. Privaitsering, "pointsystemer" og micro-management som den store Gud -- selvom det nærmest jævnede Argentina med jorden.