Læsetid: 1 min.

Indvandrerpiger er mønsterbrydere

Indvandrerpigernes tigerspring op ad den sociale rangstige vil betyde et helt nyt samspil mellem køn, klasse og etnicitet i fremtidens samfund, spår forsker
13. november 2008

Børn og unge med indvandrerbaggrund kommer langt oftere fra familier uden uddannelse og ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. Blandt tyrkiske indvandrere og deres efterkommere har 40 procent af forældrene f.eks. kun gået i folkeskolen, blandt danske unge gælder det kun syv procent. Derfor er der rigtig mange gode forklaringer på, hvorfor de ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere stadig halter bagefter de danske unge, når det gælder uddannelse.

Men når forskerne sammenligner unge indvandrere og danskere med den samme sociale baggrund, så uddanner indvandrere sig faktisk mere end danskere.

"Unge indvandrere er faktisk bedre til at få brudt med den sociale arv," forklarer forskningschef i Rockwoll Fonden Torben Tranæs.

Indvandrerfamilierne rummer langt flere ressourcer end danske familier uden uddannelse, fordi mange af forældrene kommer fra lande i verden, hvor det kun er de mest velstillede, der får en uddannelse, derfor hviler den sociale arv ikke nær så tungt på deres skuldre.

"Pigerne bryder den sociale arv i forhold til, hvad vi ved om familien. Men bare fordi forældrene ikke har særligt meget uddannelse, kan de jo godt have andre ressourcer, og jeg tror især indvandrermødrene er skyld i, at vi kan se den her forskel i social opstigning," siger Torben Tranæs.

Sociolog Camilla Hvidtfeldt, der også har været med til at lave Rockwool Fondens nye undersøgelse 'Indvandrere og det danske uddannelsessystem', mener, at indvandrerpigernes uddannelsesløft vil betyde nye former for samspil mellem køn, etnicitet og klasse: "Vi kan allerede se det nu: Indvandrerpigerne klarer sig bedre end danske mænd med lignende social baggrund, og det vil betyde, at vi må ændre vores hidtidige opfattelse af, hvem der er svag, og hvem der er stærk."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu