Læsetid: 2 min.

Inspirationshus er et bæredygtigt forbillede

At bygge, bo og leve uden at misbruge naturens ressourcer kan sagtens lade sig gøre. I hvert fald for Det Økologiske Inspirationshus, der er et af Danmarks bæredygtige forbilleder
18. november 2008

Miljøforkæmper og teaterdirektør Jytte Abildstrøm kommer stormende ud på fortovet og vinker med udstrakte arme for at vise vej til Det Økologiske Inspirationshus.

I begejstrede vendinger begynder hun straks at fortælle om det bæredygtige hus, som hun har været initiativtager til og nu er bestyrelsesformand for.

"Huset er et springbræt til at tale om de store ting inden for miljø. Der skal en fuldstændig livsstilsændring til for at få et bæredygtigt samfund. Vi skal tage hinanden i hånden og sammen gå ned i energi og forbrug," siger Jytte Abildstrøm og tilføjer med jublende entusiasme 'go for it!'.

Glashus giver varme

Hendes karakteristiske flammefarvede hår skinner om kap med solen, der får varmen til at brede sig indenfor i det lille bæredygtige hus. Tag og vægge består nemlig mest af glas, så solen har rig mulighed for at opvarme bygningen. Kun i de koldeste vintermåneder er det nødvendigt at supplere med en finsk masseovn.

Det Økologiske Inspirationshus stod færdig for ni år siden og er bygget efter alle bæredygtige og energivenlige regler: Udover glasruder, der får solen til at opvarme bygningen, dækkes strømforbruget næsten udelukkende af 36 solceller.

Spildevand opsamles og bruges til at vande planter og gøre rent med, for "hvorfor bruge helligt vand til det?" spørger Jytte Abildstrøm.

Selv på toilettet er bæredygtigheden tænkt ind. Her er det almindelige toilet erstattet af et komposttoilet, der adskiller bummelum fra bimmelim. Førstnævnte sendes tilbage i jordens kredsløb, efter at det er blevet omdannet til muldjord.

Det Økologiske Inspirationshus bliver næsten hver dag besøgt af skoleklasser. Daglig leder Hanne Andersen lærer børnene om bæredygtighed og økologi i børnehøjde.

Jytte Abildstrøm tager sig af de voksne - mere end 1.000 foredrag om miljø og bæredygtighed er det blevet til.

"Det er vigtigt ikke at gøre folk forskrækkede over konsekvenserne, hvis de ikke tænker på miljøet. Vi viser dem i stedet, hvad de kan gøre. De fleste vil gerne handle forsvarligt, hvis de forstår, hvad det er, der skal til," forklarer Hanne Andersen, der sammen med Jytte Abildstrøm bor i et økologisk kollektiv i Roskilde. Statsministerens grønne kovending, der så dagens lys på weekendens landmøde i Venstre, har ikke fået damerne til at knappe champagneflaskerne op.

"Hvis politikerne er kommet frem til den erkendelse, må de samle folk med forstand på emnet og lytte til dem. Og først og fremmest bør de begynde med sig selv - det er ikke godt nok bare at tale med store ord," lyder det lettere skeptisk fra Jytte Abildstrøm.

Det ville dog være en hjælp, hvis hensynet til miljøet kom fra politisk hold, "men det skal også komme fra den menneskelige kærlighed," tilføjer hun.

Både Hanne Andersen og Jytte Abildstrøm understreger vigtigheden i, at almindelige familier tænker bæredygtigt.

"De skal hele tiden tænke på deres forbrug - skrive ned, hvor meget de bruger af vand, varme og el og lade være med at vaske bil i helligt vand - de skal stramme balderne," siger Jytte Abildstrøm, der dog aldrig bruger ordet 'spare', fordi det er negativt ladet.

"Gør dig selv en tjeneste og tænk på kommende slægter," siger hun, men understreger, at det gælder om at prioritere. Til de økonomisk dårligt stillede bør staten hjælpe til, mener hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu