Læsetid: 3 min.

Kammeradvokaten: Christianias brugsret udløb i 2004

Fire stive timer brugte Kammeradvokaten på sin procedure, hvis kerneindhold var, at staten aldrig-aldrig-aldrig har givet Christiania en uopsigelig brugsret til området
Fire stive timer brugte Kammeradvokaten på sin procedure, hvis kerneindhold var, at staten aldrig-aldrig-aldrig har givet Christiania en uopsigelig brugsret til området
Indland
20. november 2008

Kammeradvokatens to repræsentanter havde valgt at opdele deres procedure i to dele: Advokat Stig Grønbæk Jensen tog sig af Christiania-sagen ud fra en forvaltningsretlig synsvinkel, mens hans kollega, Kasper Mortensen, tog sig af den aftaleretlige synsvinkel.

Men uanset synsvinkel var den røde tråd i begge advokaters timelange procedure, at staten ikke på noget tidspunkt havde overladt en uopsigelig brugsret til christianitterne. Det ville, sagde Kasper Mortensen, også være en "total halsløs gerning" fra staten side.

Stig Grønbæk Jensen startede med at understrege, at sagen var "særdeles veloplyst på alle relevante punkter", og at Christiania-advokaternes forsøg på at så tvivl om statens stilling ved at henvise til manglende dokumenter og manglende originalbilag var fuldstændig grundløst.

"Hvad er det, sagsøger mangler? Ingenting," som Jensen formulerede sig.

Flertal uden retskraft

Dernæst tog han afsæt i den såkaldte 'plakat' fra 1979, bragt i Statstidende, hvor staten tillod en midlertidig anvendelse af det rømmede kaserneområde "indtil anden anvendelse" af området. I den forbindelse understregede han, at staten allerede i teksten til plakaten havde sikret sig et opsigelsesvarsel på seks måneder. Ifølge Jensen havde staten op gennem 1980'erne den ene gang efter den anden sikret sig muligheden for at 'slippe af' med christianitterne, hvis eller når man skulle ønske det.

Selv om et flertal i Folketinget f.eks. i 1986 pålagde den borgerlige regering at arbejde mere aktivt for en lovliggørelse af Christiania, så afviste Jensen, at dette kunne binde regeringen juridisk. Og derfor kunne christianitterne heller ikke knytte berettigede forventninger op på et sådant tilsagn fra Folketinget. Ifølge Kammeradvokaten spillede det i den forbindelse ind, at folketingsflertallets vedtagelse ikke var direkte henvendt til christianitterne.

Heller ikke i 1989-loven om Christiania kunne beboerne ifølge Jensen finde holdepunkter for, at staten havde givet dem en uopsigelig brugsret. Tværtimod var det netop anført i lovbemærkningerne, at med tiden kunne det blive nødvendigt at fjerne bygninger, genoprette voldanlægget osv.

Halsløst eksperiment

Kort før frokost tog advokat Kasper Mortensen over og belyste ud fra en aftaleretlig vinkel perioden fra 1979-plakaten over de forskellige rammeaftaler frem til opsigelsen i 2004. Hverken i 1979, '82, '86, '89, '91, '92, '93, '94, '96 eller '99 havde staten udtrykkeligt indskrevet en evig brugsret til christianitterne i noget aftaledokument, forklarede han.

Tværtimod fremgik det ifølge Mortensen allerede af det første bilag til den allerførste rammeaftale fra 1991, at parterne var enige om, at aftalen skulle betragtes som et eksperiment.

"Og man kaster sig ikke ud i et eksperiment med en uopsigelig brugsret, det ville da være en total halsløs gerning," forklarede han og tilføjede, at netop enigheden mellem parterne om, at der var tale om et eksperiment, understøttede, at der måtte være tale om "noget midlertidigt".

Statens to tunger

Selv om adskillige beboere på Christania i 1990-91 fik det indtryk, at deres brugsret ville vare evigt, så måtte i hvert fald Christianis Kontaktgruppe være klar over, at sådan så staten slet ikke på spørgsmålet, fortsatte Mortensen og henviste her bl.a. til vidneudsagnet fra den tidligere chef for Christiania-sekretariatet Søren Stensbo-Smidt.

Som tidligere nævnt i Information forklarede denne i retten, at visse ting kunne man ikke bare tale åbent om på Christiania, hvis staten ville have en aftale i hus. Men når staten havde talt klart sprog til Kontaktgruppen, som jo repræsenterede christianitterne, så var det reelt også meddelt til hele fristaden, konkluderede Mortensen.

Christiania-advokaterne havde ifølge Mortensen i deres procedure gjort "et meget stort nummer" ud af, at rammeaftalens første punkt - det, som bekræftede christianiternes brugsret - ikke skulle revideres hvert år. Kun betingelserne for brugsretten var til forhandling. "Men det er der intet mærkeligt i, for det var jo netop betingelserne, der skulle revideres i lyset af de indhentede erfaringer," forklarede han, hvorimod brugsretten enten var der - eller ikke var der.

Og i 2004 var den der så ikke længere. For når rammeaftalen ikke blev fornyet af staten i 2004, så var christianitternes kollektive brugsret simpelthen udløbet, og derfor kunne de ikke længere gøre krav på området efter udløbet af opsigelsesvarslet på halvandet år.

I sin replik undrede Christiania-advokaten Christian Dahlager sig især over, at selv om staten på et meget tidligt tidspunkt indså, at christianitterne mente, at de allerede havde opnået en varig brugsret, så gjorde staten undervejs i forhandlingerne intet for at tydeliggøre, at brugsretten efter statens mening hele tiden var tidsbegrænset.

"Det er sagens største mysterium, at sagsøgte ikke har prøvet at tilbagevise dette," som Dahlager sagde.

Der falder dom i sagen, når en række individuelle prøvesager har været for retten i slutningen af december, forklarede retsformand Bertil Vollmond. Og så var retten hævet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her