Læsetid: 8 min.

En krig mejslet ind i landskabet

I dag er det nøjagtig 90 år siden, at de stridende parter i Første Verdenskrig lagde deres våben fra sig, men i Flandern i det nordlige Belgien er arrene efter kampene stadig tydelige, og her kræves fortsat enkelte ofre. De lokale historikere kæmper nu mod tidens glorificering af rædslerne fra den gang
Forholdene på slagmarkerne omkring Ieper var umenneskelige. Næsten intet kunne gro på de sønderbombede mudrede marker, der konstant stod under vand.

Forholdene på slagmarkerne omkring Ieper var umenneskelige. Næsten intet kunne gro på de sønderbombede mudrede marker, der konstant stod under vand.

In Flanders Fields Museum

11. november 2008

IEPER, BELGIEN - "Se der. Der ligger for eksempel én."

Kristin Demeyer stopper minibussen i vejkanten og peger over på gruset i den anden side af vejen. Oven på et kloakdæksel ligger en godt 30-40 centimeter lang cylinderformet gennemrusten genstand, spidset til i ude den ene ende. Umiddelbart ligner det blot et stykke gammelt uskadeligt metal, som man under normale omstændigheder ikke ville værdige et blik, hvis man kom kørende selv.

Men da Kristin Demeyer fortæller, at der er tale om en ueksploderet granat fra Første Verdenskrig, kigger alle vi fem, der denne dag er med på hendes guidede morgentur fascinerede ud af vinduet. For ikke bare er der tale om en gammel granat. Det er højst sandsynligt tale om en, der stadig er i stand til at dræbe.

Hvert år dukker der her i Flandern på markerne omkring Ieper, eller Ypres som byen hedder på fransk, mange ton rustne bomber, granater og anden gammel ammunition fra Første Verdenskrig op af jorden. Og det er fund, der ind imellem stadig kræver dødsofre. Så sent som sidste år i oktober blev en landmand dræbt, da han stødte på en granat.

Alligevel lægger folk, der støder på de gamle granater, dem bare ud til vejen.

"Efter et par dage kommer specialtrænede folk fra militæret og henter dem. I øjeblikket ligger der så mange granater, som venter på at blive detoneret hos det belgiske militær, at det vil tage 20 år, før de kommer igennem dem alle," fortæller Kristin Demeyer, der dog ikke synes, det er specielt mærkeligt, at granaterne bare ligger ubeskyttede fremme til de bliver samlet op af de belgiske bombemænd.

"Folk ved jo godt, at de helst ikke skal røre dem, fordi de er farlige," som hun nøgternt konstaterer, inden vi ruller videre.

Kun vilde valmuer

Som guide for firmaet Flanders Battlefield Tour kører Kristin Demeyer dagligt turister rundt i sin minibus med de store påmalede valmuer. Blomsten, der er blevet symbolet på det sted, hvor nogle af de værste kampe under Første Verdenskrig fandt sted. Et symbol som stammer fra det berømte krigsdigt "In Flanders Fields" - I Flanderns jord - som blev skrevet af den canadiske militærlæge John McCrae, efter at en af hans venner blev dræbt af en tysk granat den 2. maj 1915.

"På det tidspunkt var valmuerne det eneste, som groede her. Al landbrugsjord var gravet op og omdannet til skyttegrave og slagmarker, og det var kun de vilde blomster, som skød op rundt omkring mellem gravstederne og grøfterne, der kunne gro her," siger Kristin Demeyer, mens hun viser os den førstehjælpsstation, hvor John McCrae opholdt sig, mens han skrev digtet.

Ind i en skråning er der bygget flere bunkerlignende rum, hvor lægerne tog imod de sårede fra frontlinjen tæt ved. I begyndelsen af krigen var nødhjælpsstationen bygget i træ, for alle var overbeviste om, at der ville blive tale om en hurtig krig. Men efterhånden som tiden gik, blev trækonstruktionerne afløst af betonbunkerne, da det stod klart, at mange tusinder sårede ville fortsætte med at strømme ind.

De blev inddelt i tre kategorier: Dem, der fik hurtig førstehjælp og umiddelbart efter blev sendt ud i kamp igen. Dem, der blev lappet sammen efter bedste evne med de forhåndenværende midler, og derefter sendt i sikkerhed længere væk fra frontlinjen for at komme sig, og så dem, der fik et skud morfin for hurtigt at bringe en ende på deres lidelser.

Derfor ligger der også lige op og ned ad nødhjælpsstationen en kirkegård, hvor de døde hurtigt kunne begraves.

Stivnet frontlinje

På John McCraes tid foregik begravelserne under interimistiske trækors eller i store massegrave, hvis det skulle gå rigtigt stærkt. Men i dag her på Essex Farm Cemetry, som huser 1.200 døde, står de hvide firkantede gravsten med de let buede toppe sirligt side om side på snorlige rækker.

På de ukendte soldaters grave står der med forfatteren Rudyard Kiplings ord: "En soldat fra den store krig". Kipling mistede selv en søn under krigen.

Alle andre gravstene er indgraveret efter samme model: rang, soldatens navn, regiment, dødsdato og alder. Har de pårørende haft råd, har de fået lov at tilføje en personlig indskrift nederst, men ellers er det den britiske regering, der har betalt gravstenene efterfølgende. Og udskrivningen har været stor.

For Essex Farm Cemetery er kun én ud af 163 kirkegårde som rummer faldne fra de allierede tropper. På den mindste ligger der 47 begravet. På den største næsten 12.000.

Man kører ikke mange hundrede meter fra den ene kirkegård, før den næste dukker op i landskabet omkring Ieper, som mod sin vilje blev trukket ind i krigen, da tyskerne valgte at trænge tværs gennem det neutrale Belgien for at komme ned i Nordfrankrig og indtage Paris. Men operationen mislykkedes.

Tyskerne blev drevet tilbage, og fronten stivnede fra den belgiske nordøstkyst og ned gennem Nordfrankrig, Alsace og Lorraine til den schweiziske grænse. Ved Ieper opstod der et frontfremspring, den såkaldte Ieper Salient, hvor tyskerne gravede sig ned i den bakkekam, der løber i en bue øst om byen. Et par kilometer derfra lå de allierede så i deres skyttegrave, og fra hver deres position bekrigede parterne hinanden fra oktober 1914 og de næste fire år frem.

Fire store slag blev udkæmpet i henholdsvis 1914, 1915, 1917 og i foråret 1918, men alt i alt flyttede frontlinjen sig kun lidt frem og tilbage i løbet af krigen, og det siges, at det kostede over 30 soldater, hver gang en af parterne erobrede nogle få kilometre.

Gas, rotter og sygdomme

Fra øjenvidneskildringer ved man, at forholdene i skyttegravene og i ingenmandslandet mellem de to fronter var forfærdelige.

"De systemer, der var bygget for at dræne markerne for vand, blev totalt ødelagt af bombardementerne. Derfor gik soldaterne i vand og mudder til knæene, og på grund af de vanskelige forhold var der døde mennesker og heste overalt. Det gav masser af rotter og alskens sygdomme," fortæller Kristin Demeyer.

Ingen af de stridende parter havde klare materielle fordele, hvilket betød, at de hele tiden forsøgte nye opfindelser for at bryde dødvandet.

Den 22. april 1915 indledte tyskerne for eksempel historiens første gasangreb. Da vinden stod rigtigt, blev 168 tons klorgas afsendt mod de allierede. Da gassen ramte soldaterne forsøgte de at skylle deres øjne med vand med det resultat, at mange af dem, der ikke døde blev blinde, fordi vandet reagerede med kloren og dannede saltsyre.

Siden fik soldaterne gasmasker og lærte at tisse på en klud og tage den for øjnene i stedet, da ammoniak neutraliserede klorgassen. Men i 1917 var den gal igen, da sennepsgassen blev taget i brug som krigsredskab. Den kunne gasmaskerne ikke længere holde ude, fordi den også trænger ind gennem huden og forårsager alvorlige brandskader.

300.000 turister

Historierne om de forfærdelige hændelser er utallige, og Kristin Demeyer får med genfortællingerne sine tilhørere til at ryste på hovedet ved tanken om de håbløse forhold, soldaterne kæmpede under uden nogen udsigt til en løsning.

Også Christine fra Canada, der med sin mand er i Europa for bl.a. at opleve Flandern og for med egne øjne at se, hvor rædslerne udspillede sig.

"Det må have været ganske forfærdeligt. Min bedstefar var ved at blive sendt af sted, men så sluttede krigen heldigvis. Det er underligt at tænke på, hvordan det var gået ham, hvis det virkelig var sket," funderer hun, mens hun kigger ind i en af de mudrede gange i skyttegravene, man kan se udgravet i museet Hill 62 - Sanctuary Wood.

Christine og hendes mand er to helt typiske turister ud af de godt 300.000, der besøger Ieper og omegn hvert år.

"Tallet stiger hele tiden. Det startede for alvor, da den første krigsgeneration begyndte at dø ud. I dag er der kun nogle ganske få overlevende i Storbritannien og Canada, som har oplevet krigen. Derfor vil folk se det med deres egne øjne, som de ikke længere kan høre med egne ører fra deres bedsteforældre," fortæller Piet Chielens, der på 13. år er museumskoordinator på Flanders Field Museum, som er indrettet i Iepers vartegn: klædehallen. En gammel middelalderbygning, der som resten af Ieper blev fuldstændigt ødelagt under krigen for 90 år siden, men er bygget minutiøst op igen.

Forkert glorificering

Piet Chielens er glad for den store interesse for områdets historie, men også bekymret over den udvikling, han oplever i folks opfattelse af Første Verdenskrig. Han mener, der er en tendens til en glorificering af, hvad der skete dengang. Mange opfatter soldaternes oplevelser som et eventyr og tror, at de deltog af fædrelandskærlighed og et ønske om at beskytte den frie verden.

"Det var bestemt ikke patriotisme, der drev soldaterne. Hvis der var noget ædelt motiv, var det kammeratskab, men i bund og grund var det, fordi de ikke kunne slippe, for der var intet romantisk over det, der skete ved fronten. Men i takt med at øjenvidnerne forsvinder, bliver de kendsgerninger mere og mere udviskede," siger Piet Chielens, der selv er fra Ieper og personligt har kendt mange af de soldater, der i sin tid kæmpede i skyttegravene.

Blandt andet besøgte han tidligere ofte en lokal soldat, der altid deltog i de forskellige mindehøjtideligheder for krigen. Han syntes lige så godt, han kunne få sine fem minutters berømmelse og en god middag, men i virkeligheden syntes han, at ceremonierne var hykleriske.

"Han var frustreret og vred over det, hans generation var blevet udsat for og var ikke glad for at stå side om side med de andre allierede. For også blandt dem var der mange gnidninger. For eksempel behandlede franskmændene belgierne dårligt, fordi de strittede imod at sende deres folk ud i selvmord for at bekæmpe tyskerne," siger Piet Chielens.

Mejslet ind i landskabet

Museumskoordinatoren ser det som sin opgave sammen med historikere at give turisterne et så realistisk billede af krigen som muligt. På museet står en permanent interaktiv udstilling, hvor de besøgende udstyres med en identitet fra en af krigens personager og følger vedkommendes trængsler. Udstillingen suppleres hele tiden med skiftende temaer og skal nu op til 100-året for våbenhvilen udvides med 50 procent.

Men samtidig arbejder museet også på at inddrage landskabet, hvor slagene rent faktisk fandt sted, så turisterne får en forståelse for, hvordan krigen har påvirket området.

"Når vi udstillede en af de lightere, soldaterne brugte ved fronten, kunne folk for bare 10-20år siden genkende den fra deres bedsteforældre. I dag siger den ikke nogen noget. Derfor forsøger vi nu at give lighteren betydning ved at vise folk, hvor den er fundet og så få dem til at tage ud til stedet."

Der vil turisterne så med egne øjne kunne se de huller fra noget af den ammunition, som blev tændt med lighteren. Det er ikke bare tale om et landskab, der bugter sig, men et landskab, der er blevet gennemsprængt og radikalt ændret af krigen.

"Den er mejslet ind i landskabet og vil altid være det. Og ved at stå midt i det, håber vi, at folk forstår, hvor meget krigen har betydet," siger Piet Chielens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu