Læsetid: 2 min.

Kun få irakere tager imod tilbud om hjemsendelse

Kun syv nordirakere har taget imod tilbud om hjemsendelse. Sidste frist for at skrive under på frivillig hjemrejse udløber i dag. Men i går aftes havde kun syv af de 47 irakere taget imod tilbudet igennem Røde Kors
Indland
28. november 2008

Når klokken i dag har slået 12, udløber muligheden for at skrive under på frivilligt at rejse hjem med en pose penge i hånden, for de nordirakere, der har fået afslag på asyl i Danmark.

Hvis de skriver under på kontrakten om hjemsendelse, kan hver voksen få op til 56.000 kroner med sig fra den danske stat. Samtidig kan de tage imod et tilbud om ni måneders uddannelsesmæssig opkvalificering i Danmark, inden de skal rejse hjem.

Afviser de tilbudet, bliver de sendt hjem med tvang -uden penge.

Alligevel havde kun syv af de 47 nordirakere i går aftes taget imod tilbuddet om at rejse hjem med hjælp fra Røde Kors, imens tidsfristen har været kendt.

For tre uger siden modtog de afviste nordirakere et brev fra Udlændingeservice, som gav dem frem til i dag til at afgøre, om de ville rejse frivilligt eller ved tvang. Selvom valget virker åbenlyst, har mange haft svært ved at vælge, oplyser Røde Kors.

"Familierne er trængt op i en krog - folk føler sig presset," siger projektmedarbejder i Røde Kors' asylafdeling, Lars Brügger.

Han fortæller, at mange af familierne har været i Danmark så længe, at de er fuldt integreret og ikke har noget forhold til Irak.

"De har måske ikke irakisk som modersmål og ved ikke, hvordan de skal gebærde sig i Irak. De har hele deres liv her og kan slet ikke se sig selv rejse tilbage," siger han.

Trækker tiden

Familierne har ifølge Lars Brügger reageret meget forskelligt på den pludselige og korte tidsfrist:

"Nogle er tilbageholdende med at skrive under, fordi politikerne så mange gange før har talt om, at de skulle sendes hjem. I stedet for at skrive under, venter de og ser, hvad der sker," siger han.

De få der har skrevet under og taget imod tilbuddet om opkvalificering i ni måneder, har ifølge Lars Brügger ikke nødvendigvis gjort det, fordi de har tænkt sig at rejse hjem.

"Flere af de afviste nord-irakere har søgt ophold i andre lande. Imens de opkvalificeres i ni måneder i Danmark, håber de på, at der vil åbne sig nye muligheder for at rejse til et andet land i mellemtiden," siger han.

Aftalen om en frist for frivillig hjemsendelse er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti (DF).

Hvad fortæller det dig, at kun syv har taget imod tilbuddet om at rejse hjem, selvom de får en pose penge med sig?

"Syv er da også nogle, og det er kun et tilbud. Det er positivt, at de har skrevet under, men jeg så gerne, at der var flere," siger de Konservatives integrationsordfører Helle Sjelle. Når det endelige antal ligger helt klart, regner hun med, at ordningen skal evalueres. Det ændrer dog ikke ved, at de, der ikke har skrevet under, sendes hjem med tvang, understreger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her