Læsetid: 4 min.

Løkkeland kan blive halvt så stort

Et år efter at Lars Løkke Rasmussen blev udråbt til Venstres kronprins, ligner han mest af alt en klods om benet på det store regeringsparti. Under halvdelen af Foghs vælgere vil stemme på Venstre med Løkke i spidsen, viser ny måling
Indland
15. november 2008

Skidt, værre, værst. Sådan kan det seneste år betegnes for Lars Løkke Rasmussen og Venstre, som i dag indleder landsmødet i Herning med de hidtil dårligste vælgervurderinger af deres kronprins. Ifølge Ugebrevet A4 risikerer Venstre at tabe halvdelen af sine vælgere, hvis Lars Løkke tager over efter Fogh.

Målingen, som er foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet, viser endvidere, at Løkke-modstanden ikke begrænser sig til partiets egne vælgerrækker. Mens 23 pct. af danskerne ville sætte deres kryds ved Venstre med Fogh for bordenden, kan liste V med Løkke Rasmussen i front kun mønstre opbakning fra 11 pct. af den samlede vælgerskare.

Finansordfører Peter Christensen, der er kendt som en af Løkkes faste støtter, henviser til, at sommerens bilagsrod har belastet V-kronprinsen.

"Den debat gav ridser i lakken, og det er brandærgerligt. Men de ridser kan Lars sagtens polere væk igen," siger han.

Det er da også før lykkedes Lars Løkke at gøre sig fri af uheldige sager. Eksempelvis da det i december 1998 lykkedes for TV 2 at lokke Venstres nykårede næstformand til at acceptere en sort taxatur. Løkke lagde sig fladt ned, kontaktede selv pressen og beklagede, at han i et kort øjeblik holdt en pause fra at være moralens vogter:

"Det er der ikke råd til," konstaterede han over for Politiken.

S: Løkke på vej ned

10 år senere ruller den prekære bilagssag med øl, cigaretter og byture på skatteydernes regning, hvilket tilsyneladende fortsat sætter spor i målingerne.

Nedturen er godt hjulpet på vej af oppositionen og af den forfejlede dagpengereform, der fik massiv kritik af både de radikale og Liberal Alliance, og som fik S-formand Helle Thorning-Schmidt til offentligt at betvivle Løkkes evner som forhandler. Ud over en reel frustration over, at finansministeren havde lækket regnestykker fra forhandlingerne, var det socialdemokratiske angreb naturligvis led i et taktisk spil, der handler om at pille Venstres kronprins ned, og her hjælper målingerne godt på vej.

I går kunne Berlingske Tidende fremvise en Gallup-måling, hvor 42 pct. af vælgerne peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, mens kun 33 pct. foretrækker Lars Løkke.

Og der er ingen tvivl om, at Løkkes misere får ølkapslerne vristet af flaskerne i de socialdemokratiske gemakker. Da den politiske ordfører blev konfronteret med vælgernes dom over Løkke, lød det fra Henrik Sass Larsen:

"Det tilkommer ikke mig at trampe på en mand, der er på vej ned."

Lars Løkke Rasmussen betegnes ofte som lidt af en spradebasse med et iltert temperament. Tidligere formand for Amtsrådsforeningen og forhenværende medlem af Venstre Kresten Philipsen har kendetegnet Løkke som en "begavet skiderik"- ingen betvivler reelt næstformandens betydelige evner som politisk håndværker.

"Lars er helstøbt. Han kan både det langsigtede, det principielle og det at dykke ned og løse her-og-nu udfordringer. Det er en enorm styrke," siger Peter Christensen, som peger på, at jobbet som finansminister kan være utaknemmeligt, og at dét er en af årsagerne til modvinden.

Venstre taber pusten

Men vælgernes skepsis rammer ikke blot kronprinsen. Selv med en formand, som hedder Fogh, oplever partiet i øjeblikket en tilslutning, der ikke er set lavere siden 1994.

Ifølge netavisen Altingets gennemsnit af meningsmålingerne for oktober fik Venstre 22,6 pct. af stemmerne mod de 26,2 pct. som partiet fik ved valget for et år siden. Det betyder, at seks af partiets folketingsmedlemmer skulle se sig om efter et andet job, hvis der var valg i dag.

Hos Dansk Folkeparti ser man med bekymring på de dårlige V-målinger. For selv om VKO fortsat kan mønstre flertal i mange målinger, så ser man nødig en konservativ statsminister. Det for V og DF afgørende forhold mellem Løkke og finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF) er ved at blive så fortroligt, som det er nødvendigt, og den gensidige respekt er på plads. Støttepartiet betvivler ikke Løkkes politiske evner - ej heller som forhandler - men som en kilde bemærker, er det ikke det, vælgerne først og fremmest bemærker. Det er derimod finansministerens facon, og her er der plads til opstramninger:

"Tag slips på, og red håret," lyder rådet fra støttepartiet.

Han er den bedste

Trods de hårde vælgerlussinger sidder Løkke foreløbig ligeså fast i kronprinssadlen, som han gjorde, da Fogh for et år siden udpegede ham. Løkkes nærmeste udfordrer, skatteminister Kristian Jensen, er ikke populær i gruppen, og mange vil mene, at han er for ung. En joker i V-formandsspillet er forsvarsminister Søren Gade. Han er særdeles vellidt, men har selv konstateret, at han mangler den der 'x-factor'. Peter Christensen minder om, at Venstre altid har bakset med en skepsis over for de i god tid udpegede arvtagere, og på spørgsmålet om, hvorfor den upopulære Løkke fortsat er det helt rigtige valg, lyder det korte svar:

"Fordi han er den bedste."

Da Lars Løkke i samtalebogen Løkkeland for to år siden blev spurgt, hvordan han selv vurderede regeringens slitage, henviste han til sin daværende pressechef:

"Bl.a. Ulla siger, at jeg er for ærlig til at kunne begå mig i politik i længere tid."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"får ølkapslerne vristet af flaskerne i de socialdemokratiske gemakker"
Nutidens sosser er nu mere til rødvin.

martin sørensen

kære gud, lyt til min lille bøn, gør lares løkke til formand for partiet venstre og nu bliver vil blive alt godt i Danmark.

Jo men der er jo bare lige det lille problem, at Rasmussen, altså Anders, jo mok må blive i Danmark.

Hverken NATO eller EU vil jo have ham, nu efter at venner og krigsfæller i USA er henvist til bageste række.

Med hensyn til Martin Sørensens fromme ønske, så ser det ud til at Rasmussen, jeg mener stadig Anders, selv er igang med at "hænge" VKO, så vi behøver måske ikke Rasmussen, altså Lars, til at gøre det.

Det lysner i vest ...

Eller som Politikens At Tænke Sig vurderer Lars Løkke Rasmussen:

"VENSTRENYT

ATS er kommet i besiddelse af aftenens program for Venstres landsmøde i Herning:
Print artikel Send artikel
18.30 til 19.00 Sikkerhedstjek: Birthe Rønn Hornbech kontrollerer de delegeredes adgangskort og sorterer nogle fra, selv om de har adgangskort. Helge Sandjord kropsvisiterer alle kvindelige landsmødedeltagere.

19.15 Festmiddag: Lufttørret vejrhane m. friskpolerede vindruer. Desserten er indtil videre usikker. Det var planen at servere isbombe, men det skønnes for farligt, da det løsgående missil Jens Rohde også deltager i middagen.

20.30: Anders Fjogh Rasmussen sender en hilsen til de delegerede via satellittelefon fra et eller andet sted i verden.

21.30-22.00: Tissepause v/Lars Lokum Rasmussen.

22.00: Anne-Mette Rasmussen åbner ballet med en Paso Doble. Der er endnu ikke fundet en dansepartner, men alle undtagen Helge Sandjord er velkomne til at skrive sig på balkortet. Det foregår ved at sende en sms på nummeret 99 40

20 11. Der betales normal sms-takst plus to kroner, som går direkte i Lars Lokum Rasmussens lomme.

02.00: Festen slutter. Lars Lokum Rasmussen indlogerer sig på hotel under navnet Jensen. "

Inger Sundsvald

"Bl.a. Ulla siger, at jeg er for ærlig til at kunne begå mig i politik i længere tid."

Er det angående ærligheden ved nøje at skelne mellem hvad der er private og arbejdsrelaterede kasseboner?

Eller er det den uindskrænkede ytringsfrihed, hvor man refererer fra fortrolige møder i ærlighedens navn?

Ralph Sylvestersen

Antager at Poul Nyrup bliver hentet "hjem" - og at Fogh og frue fortsætter dødsdansen på en dansehal i Las Vegas.