Læsetid: 4 min.

Hvor er 'mennesket' i hele klimadebatten?

Klimadebatten har en tendens til at fokusere på den teknologiske og økonomiske side af klimaforandringerne og mindre på den menneskelige og sociale kontekst
5. november 2008

Vi har cirka 2.850 dage eller 97 måneder til at redde planeten. Det er, når vi ifølge 'dommedagsprofeterne' blandt klimaeksperterne passerer det punkt, hvor klimaet 'kammer over'. Derefter er det ikke længere sandsynligt, at vi vil kunne holde temperaturstigningen under to-graders-tærsklen.

I morgen holdes i Bruxelles en anden type møde om klimaforandringer. Og på hvilken måde er det møde så anderledes? Til at begynde med har deltagerne erkendt, at der er et andet ur, de skal holde øje med, end det, der hænger på væggen i deres kontorer. Det er ikke et varsel om dommedag, men tværtimod en påmindelse om, at alt, hvad vi gør fra nu af, tæller. Klimaforandringer er en historie om fortvivlelse og håb. De kan bogstavelig talt slå os ihjel, eller de kan redde os. Klimaforandringerne vil teste os, true os og tvinge os til forandringer. Og forandringer, det ukendte, er skræmmende. Men det behøver ikke at være sådan. Tværtimod tror vi, at der er grund til at være optimistiske, endda meget optimistiske. Fordi vi har knowhow, redskaber, teknologi og de økonomiske midler til at afbøde klimaforandringerne og sikre klimaretfærdighed! Og det er det, det møde, vi i dag er værter for, handler om, nemlig at forandring er mulig.

Vejen til København

Kyoto-protokollen udløber i 2012, og det internationale samfund må nå frem til en ny aftale i København i 2009. Derfor kalder vi denne konference, vi har indkaldt til, 'Vejen til København'. Sidste december begyndte drøftelserne på FN-plan på Bali, og i år mødes forhandlerne i den polske by Poznan (1.-10. december). Vi har taget dette usædvanlige initiativ, fordi vi ikke mener, at politik alene er svaret på klimaforandringerne. Som borgere i verden er det vores daglige valg og vores umiddelbare krav til virksomhederne og politikerne, som kommer til at bestemme temperaturen. Vi vil alle blive berørt, så vi bør alle have ret til at give udtryk for vores bekymringer, behov og forventninger. Disse drøftelser bør ikke være forbeholdt en lille elite af politikere, forretningsfolk og eksperter. Vi har brug for en folkelig debat om klimaforandringer og om vores fremtid. Og det er det, 'Vejen til København' handler om - at give så mange borgere, virksomheder og civilsamfundsorganisationer som muligt en stemme i forhandlingerne om en aftale efter Kyoto.

Som fælles initiativtagere og tilrettelæggere af 'Vejen til København' står Club of Madrid, Globe Europe og Respect Table. Konferencen har deltagelse af repræsentanter for et bredt udsnit af samfundet, som tror på, at forandringer og bæredygtighed er forenelige størrelser. Den er webbaseret og interaktiv og åben for alle, der har lyst til at deltage og diskutere direkte med politikere, ngo'er og progressive erhvervsfolk.

Teknologisk fokus

På mødet i morgen vil vi drøfte dagsordenen for den kommende FN-klimakonference i Poznan. Vi vil drøfte de langsigtede mål og de tilpasninger, der er sket, og vi vil drøfte teknologi. En workshop vil fokusere specielt på menneskerettigheder, ligestilling og klimaretfærdighed, en dimension, der ofte bliver overset i den løbende FN-debat. En debat, der har en tendens til at fokusere på den teknologiske og økonomiske side af klimaforandringerne og mindre på den menneskelige og sociale kontekst. Dette aspekt bliver et væsentligt element i det kommuniké, som vi vil udarbejde og aflevere direkte til FN-forhandlerne i Poznan.

Bæredygtighedskløft

Hvorfor føler vi, at den menneskelige kontekst er så vigtig? I 1820 var Det Forenede Kongerige det rigeste land i verden. Den gennemsnitlige indkomst pr. person var tre gange så høj som i den fattigste region, som var Afrika syd for Sahara. I dag er USA verdens rigeste land med en per capita-indkomst omkring tyve gange højere end den fattigste region i verden, som stadig er Afrika syd for Sahara. Verdens befolkning forventes at stige med 2,6 mia. mennesker inden udgangen af 2050, og størstedelen af denne stigning vil finde sted i verdens fattigste regioner. Disse regioner har ingen konvergerende økonomisk vækst, de er de politisk mest ustabile og vil blive hårdest ramt af klimaforandringerne. Jefferey Sachs kalder det et paradoks, at den globale økonomi er fælles, mens det globale samfund er delt og fattigdomsfælden selvforstærkende i stedet for selvkorrigerende. Det er en alarmerende udvikling, der skaber en 'bæredygtighedskløft', som det er nødvendigt at gøre noget ved. Nobelpristageren Wangari Mathai udtrykker det meget enkelt: "Bæredygtig udvikling forudsætter retfærdig udvikling, og retfærdig udvikling forudsætter ligestilling mellem kønnene."

Det står klart, at vi ikke vil være i stand til at bremse klimaforandringerne, medmindre vi gør noget ved fattigdommen og sikrer klimaretfærdighed.

Endelig vil bæredygtighed og kulstoffattig økonomi ikke kunne opnås alene i kraft af innovationer på det teknologiske område; der vil også være behov for vidtrækkende innovationer på det sociale og politiske område. Vi må ikke glemme, at teknologien ikke kan udrydde fattigdom, respektere menneskerettigheder, standse klimaforandringer og opbygge et bæredygtigt samfund - det kan kun mennesker. Det er det, initiativet 'Vejen til København' handler om - og det aftalen i København skal handle om - klimaretfærdighed for alle.

Mary Robinson, medlem af Club of Madrid og Margot Wallström er næstformand i Europa-Kommissionen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu