Når hjælpen rammer ved siden af

Reden Internationals arbejde med udenlandske kvinder i prostitution har været udsat for massiv kritik. Det har medført ændringer, men de grundlæggende spørgsmål står stadig ubesvarede tilbage: Hvilken hjælp er der brug for? Hvad er det, kvinderne vil have? Og hvad gør man, hvis de vil have noget andet, end man har lyst til at tilbyde?
Den store diskussion om prostitution er, om man ser de socialt udsatte sexarbejdere og udenlandske massagepiger som ofre, som man skal hjælpe til at få et andet liv, eller tager man udgangspunkt i deres egne ønsker og forsøger at skabe rammerne for, at de kan nå deres egne mål? -Empowerment- kaldes sidstnævnte strategi med et fagudtryk. Model

Den store diskussion om prostitution er, om man ser de socialt udsatte sexarbejdere og udenlandske massagepiger som ofre, som man skal hjælpe til at få et andet liv, eller tager man udgangspunkt i deres egne ønsker og forsøger at skabe rammerne for, at de kan nå deres egne mål? -Empowerment- kaldes sidstnævnte strategi med et fagudtryk. Model

Ty Strange
25. november 2008

I løbet af få måneder i 2006 stopper fire ud af seks medarbejdere deres arbejde på Reden Stop Kvindehandel (RSK).

Den 27. april 2007 sender de fire et brev til Vibeke Abel, chefen for Ligestillingsafdelingen i ligestillingsministerens sekretariat, der er med til at koordinere indsatsen mod kvindehandel. Vibeke Abel har selv opfordret de fire tidligere medarbejdere til at skrive brevet. Hun kender dem, hun kender til deres frustrationer, og hun har bedt om at få det på skrift. Det får hun: Et klagebrev indeholdende en omfattende kritik af RSK's metoder, værdigrundlag, ledelse, faglighed og organisation.

Af klagebrevet, der først nu er blevet offentliggjort, fremgår det blandt andet, at kvinderne i det såkaldte beskyttelsestilbud - et døgnåbent tilbud for formodet handlede kvinder på en hemmelig adresse i Nordsjælland - ikke må forlade stedet på egen hånd, og at de får frataget deres mobiltelefoner ved ankomsten.

"Dette betyder i praksis, at kvinderne ikke får anerkendt deres menneskerettigheder," og "denne form for magtanvendelse udgør et retssikkerhedsproblem," lyder det fra de fire medarbejdere, hvoraf to har været ansat helt tilbage fra oktober 2003, da RSK - nu Reden International (RI) - startede sit arbejde.

Kritikken fortsætter: De kvinder, der benytter beskyttelsestilbuddet udviser ikke særlig interesse i at tale med en psykolog. Derfor foreslår ledelsen i RSK at lade en psykolog arbejde med kvinderne i beskyttelsestilbuddet "uden at informere dem om, at vedkommende var psykolog. Ledelsens udgangspunkt var, at det var ok at arbejde med en skjult dagsorden".

Medarbejderne nægtede at gå med til det, så forsøget blev aldrig til noget.

Den daglige ledelse, hvis "kendskab til socialt arbejde var absolut fraværende", har desuden forsømt at henvise kvinderne til andre krisecentre i et forsøg på "at centralisere og monopolisere det sociale arbejde ... i egen organisation", fremgår det.

Kritikken er massiv, og den har fået konsekvenser: Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO), der står bag offentliggørelsen af brevet, har for nylig meldt RI til politiet for ulovlig frihedsberøvelse.

Uheldig konstruktion

I 2007 fik RI frataget en række af sine koordinerende funktioner, så de ikke længere står for hotlinen (et decideret telefonnummer for handlede kvinder eller folk med mistanke om handel), kontakten med og uddannelsen af politiet, henvisning til krisecentre og beskyttelsestilbud og koordinering af samarbejde ved politiaktioner. RI har i den forbindelse fået skåret sin årlige bevilling fra 6,2 til fem mio. kr.

"Det var uheldigt, at en af de implementerede ngo'er havde så central en koordinerende rolle og var styrende i forhold til de andre ngo'er. Derfor lavede vi en anden konstruktion," siger Vibeke Abel fra Ligestillingsafdelingen i ligestillingsminister Karen Jespersens sekretariat, om den nye handlingsplan, der trådte i kraft fra 2008.

RI nægter ikke længere kvinderne i beskyttelsestilbuddet udgang, ligesom de ikke fratager dem deres mobiltelefoner.

"Vi havde nogle alvorlige snakke med Reden, så der kunne blive rettet op på problemerne. Der var brug for en professionalisering af arbejdet," siger Vibeke Abel.

Hvordan går det så med professionaliseringen? Information har talt med en lang række kilder ved politiet, hos sociale hjælpeorganisationer, Velfærdsministeriet og Center Mod Menneskehandel - folk, der stadig arbejder eller indtil for nylig har arbejdet tæt sammen med RI. Der tegner sig et billede af en velmenende, hårdtarbejdende, men også vanskelig samarbejdspartner. En organisation, der lukker sig om sig selv og har én bestemt måde at se verden på.

Det betyder, at udenlandsk prostitution først og fremmest opfattes som kvindehandel, og det kan kvinderne i prostitution ofte ikke genkende. Når kvinderne for eksempel selv tager kontakt til deres bagmænd, er afklaret med betalingen til dem og har tænkt sig at fortsætte, så er det nødvendigt at tage udgangspunkt i det perspektiv. I kvindernes eget perspektiv. Den fleksibilitet eksisterer ikke hos RI, lyder det.

Lignende kritik kommer fra de fire tidligere medarbejdere: "Ledelsens tilgang til og grundlaget for det sociale arbejde i RSK er, at kvinder er ofre," skriver de.

"Indbygget i denne tilgang er også en manglende anerkendelse af, at kvinderne er ressourcestærke og kan være i stand til at handle på egen situation."

Ofre eller selvforvaltning

Udgangspunktet er, "at kvinderne skal beskyttes, og at de ikke er i stand til selv at beslutte, hvad der er godt for dem. Det definerer RSK."

Kritikken rører ved selve fundamentet for socialt hjælpearbejde. Ser man de socialt udsatte som ofre, som man skal hjælpe til at få et andet liv, eller tager man udgangspunkt i deres egne ønsker og forsøger at skabe rammerne for, at de kan nå deres egne mål? Empowerment kaldes sidstnævnte strategi med et fagudtryk.

Ifølge de fire tidligere medarbejdere har den overordnede tilgang "afgørende betydning for udførelsen af det konkrete sociale arbejde".

Derfor var Informationinteresseret i at tale med en kvinde, der har været 'klient' hos RI.

Ville redde og forandre

Det lykkedes at få en aftale med Charlotte Lundtofte. Hun er 31 år og har været boligløs heroinmisbruger i størstedelen af de seneste 12 år. Hun har hovedsageligt tjent penge ved at arbejde som prostitueret på gaden.

På sin vis passer hun ikke ind i denne historie: Som dansk gadeprostitueret har hun haft med Reden, ikke Reden International, at gøre.

De to organisationer er uafhængige af hinanden. Men de er begge en del af KFUK's Sociale Arbejde, og Charlotte Lundtoftes historie illustrerer nogle af de problemer, der er forbundet med at hjælpe socialt udsatte.

Charlotte Lundtofte kom gennem en længere periode på Redens værested i København. Hun kom der for at få mad og for at have et sted at sove. Efterhånden syntes hun, at personalet blev for omklamrende.

"De begyndte at gå tættere og tættere på, og jeg er sådan, at jeg gider ikke snakke med folk. Jeg gider ikke sætte dem ind i min livshistorie, jeg gider ikke fortælle alle mulige om det. Men de begyndte at presse på og spørge, 'Hej Charlotte, hvordan går det? I dag ser du godt ud, er du ok, og hvordan går det med dine børn?' Og jeg kunne godt mærke, at det ikke var nok, at jeg sagde, at det gik godt nok, og at ungerne havde det fint. De ville have mere, de blev ved med at grave sig ind i mig for at få mere og mere ud af mig."

På et tidspunkt vurderede medarbejderne, at der skulle ske noget.

"De syntes, det var spild af liv, og at jeg kunne blive til meget mere," fortæller Charlotte Lundtofte.

"Så de fremlagde situationen for mig: 'Prøv at høre her Charlotte, vi har snakket om det, og teamet er blevet enige om, at du er nødt til at tage i behandling'. Og så var der så to-tre forskellige muligheder."

Men Charlotte Lundtofte ville ikke i behandling.

"Jeg var slet ikke klar til at blive clean, jeg var slet ikke klar til at mærke mig selv. Hvis du skal blive clean, så skal du være klar til at deale med det, du har i din rygsæk, og det var jeg ikke. På det tidspunkt havde jeg været i så mange behandlinger, og hver gang jeg er gået fra en behandling, har jeg følt mig mere og mere som en fiasko. Hvis jeg var blevet tvunget i behandling, var det bare blevet endnu en fiasko."

Charlotte Lundtofte afviste at gå i behandling.

Nåede bunden og op igen

"Så sagde de, at jeg ikke var 'forandringsvillig', og så måtte jeg ikke bruge Reden."

I dag, et par år senere, har Charlotte Lundtofte, der har en søn på 13 år og en datter på 10, været på metadon de seneste fem måneder. Hun har fået en lejlighed på Nørrebro og holder pause fra sexarbejdet.

- Hvordan er du kommet dertil?

"Jeg nåede vel min bund. Jeg har været lang tid om det, men til sidst var jeg bare træt af, at jeg ikke kunne ramme mig selv, når jeg skulle ... altså, det var et helvede 90 procent af gangene, når jeg indtog et stof, fordi jeg lavede fejlfix. I starten var det sådan noget med, at man var helt oppe og køre, når man havde fået sit stof eller skulle til at have det. Sådan havde jeg det slet ikke til sidst, der var det mere sådan, 'Ah, nu skal jeg til det igen'. Så er glæden ligesom gået af det. Og så ville min søn ikke være hos sin far, og det har også motiveret mig mere end ellers. At han har brug for, at jeg er der for ham nu. Så han sover hos mig et par gange om ugen."

- Hvilken hjælp havde du brug for dengang?

"Jeg tror ikke, jeg havde brug for hjælp. Jeg havde brug for selv at finde ud af tingene, og det gjorde jeg også. Selv om det var svært. Hvis de ville mig noget godt, så kunne de have sagt,'Charlotte, har du behov for en samtale, har du behov for at snakke med os om noget, så står vi til rådighed for dig'."

Sexarbejdet var også årsag til konflikt.

"De syntes jo, det var så forfærdeligt, og ih, hvor var det synd for mig. Men det var ikke synd for mig, hvis det var så forfærdeligt, ville jeg stadig kunne vælge noget andet."

- Hvad?

"Tyveri. Indbrud. Der ville være masser af muligheder. Slå mig sammen med nogle fyre, så ville det blive endnu større, pengeskabe for eksempel. Men jeg valgte det her, for jeg ved, jeg ikke kommer i fængsel, og jeg kan se mine børn, når jeg har lyst, og de kan se mig, når de har lyst."

Reden er erfarne aktører

Gitte Tilia er projektkoordinator i Center Mod Menneskehandel, den centrale instans der har ansvaret for, at organisationer som RI udfører det sociale arbejde i henhold til de såkaldte resultatkontrakter.

"Der har været kritik fra forskellige sider af, at Redens medarbejdere ikke havde en tilstrækkelig professionel tilgang til arbejdet. Reden har valgt at ansætte kulturmedarbejdere, som har forskellig kulturel baggrund, de har ikke nødvendigvis den gængse professionelle uddannelse inden for det socialfaglige område. Men vi kan ikke forlange at få indflydelse på, hvem KFUK's Sociale Arbejde ansætter. Det er vilkårene, når man vælger at uddelegere socialt arbejde til private ngo'er," forklarer Gitte Tilia.

"Reden er kendt i politiske kredse, de gør deres lobbyarbejde og er erfarne aktører på prostitutionsfeltet. Man kunne have valgt ikke at benytte sig af Reden International i den ny handlingsplan, hvis man var utilfreds med deres indsats. Men man valgte, at de skulle med i igen."

Gitte Tilia understreger, at der er en stor ekspertise blandt medarbejderne, og at der sker ændringer i RI. Medarbejderne arbejder nu tæt sammen med socialarbejdere fra Kompetencecenter Prostitution på det nye værested for udenlandske prostituerede på Colbjørnsensgade på Vesterbro i København. Desuden modtager de undervisning i metodik, etik og ny forskning af CMM fire gange om året.

"Vi oplever, at Redens medarbejdere er utrolig glade for at komme ud af deres noget lukkede miljø og være del af nogle lidt større diskussionsfora," siger Gitte Tilia.

På Colbjørnsensgade viser forstanderen for RI, Dorit Otzen, Information rundt på det nye værested. Det ligger i en høj kælder under RI's egne kontorer. Der er åkandemalerier på væggen, lyse gulve og en bogreol med både H.C. Andersens juleeventyr og forskellige udgaver af Biblen. Engang lå her et bordel. Nu er det udenlandske kvinder i prostitution, der kommer her for at modtage serviceydelser. Det har de mulighed for tre dage om ugen, men ikke i dag, så de fire computere står slukkede, og lægerummet er tomt.

I 25 år har vi skubbet på

Dorit Otzen har svært ved at forstå, hvad der skulle være interessant i et gammelt klagebrev. Tingene har ændret sig, fortæller hun. Det med at fratage kvinderne i beskyttelsestilbuddet deres mobiltelefoner så hun dog gerne genindført.

"Jeg ville foretrække, at der var en periode, indtil kvinden var udredt, hvor vi opbevarede telefonerne, og så måtte de bruge vores telefoner til at ringe til dem, de havde brug for, men selvfølgelig ikke til bagmændene. Det ville beskytte kvinderne, for de er vant til at blive styret gennem telefonerne, så for nogle af dem kan det være en lettelse ikke at have den."

- Hvis de gerne ville af med deres telefon, ville de så ikke selv give jer den?

"Selvfølgelig kan de bede os om at tage den. De kan også bare slukke den, men når du har været underlagt andres vilje i lang tid, så er det altså ikke noget, du gør med det første. Hvis du er så bange for dine bagmænd, så er du måske også bange for at give telefonen fra dig."

- Er det ikke netop den tankegang, I bliver kritiseret for: at I ved, hvad der er bedst for kvinderne?

"Altså, vi går ikke rundt og siger til kvinderne, at de skal holde op med at være prostituerede. Vi prøver på alle mulige måder at holde kvinderne sunde, sørge for at de kender deres rettigheder, lærer dem dansk, lærer dem at bruge kondomer og glidecreme. Det er da empowerment. Men målet er selvfølgelig at få kvinderne væk fra gaden. For tro mig, det er ikke et alternativ til et liv at være prostitueret."

Tre piger døde på en uge

- Det er også et af kritikpunkterne: at I ser på kvinderne som ofre, derskal reddes.

"Så kender du ikke Reden. I de 25 år vi har arbejdet, har vi forsøgt at skubbe kvinderne i den retning, de nu har ønsket sig, hvad enten det er til højre eller venstre."

- Hvad nu, hvis de vil blive ved med at sælge sex.

"Det er der jo mange af dem, der gør. Men vi går ikke ind og understøtter kvinderne i at etablere sig i prostitution. Vi skubber ikke kvinderne den vej, for jeg tror ikke på, det er et liv. For mig er prostitution ikke et alternativ. Det at være i prostitution er at være udsat for så mange risici, så det ønsker man ikke for nogen. Så er man i hvert fald blåøjet naivist."

- Hvad nu, hvis de giver udtryk for, at det er det, de vil?

"Så må de gå andre steder hen. Så må du tale med en revisor eller en advokat, der kan hjælpe dig i den retning. Jeg arbejder i en organisation, der ser kriminalisering som en mulighed for at begrænse prostitution, så sådan er det. For vores vedkommende gælder det om at sørge for, at kvinden er i så god fysisk og psykisk stand, at hun er i stand til at tage et valg."

- Forstået som et valg væk fra prostitution?

"Det er da klart. For du dør. Vi har haft tre dødsfald i den her uge. Og er det gamle kvinder? Nej, det er det ikke. Er det målet? Nej. Du får aldrig mig til at forsvare prostitution. Jeg har aldrig set det være godt for noget eller nogen."

Charlotte er et opdigtet navn. Kildens identitet er redaktionen bekendt

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren  Rehhoff

Artiklen illustrerer vel de etiske dillemmaer, der forbundet med at arbejde med prostituerede og specielt stofmisbrugende prostituerede. På den ene side skal man respektere de prostitueredes selvbestemmelse, på den anden side kan man se, at der er en risiko for, at nogen af dem dør, hvis man ikke gør noget. Så det er nok en situation, hvor det er lidt svært at finde ud af hvad ben man rent etisk skal stå på. Det ville have været en mere spændende artikel hvis man også havde berørt det emne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjørn Herring

Hvem vil frelses? Vil de der vil frelse frelses ved frelsen af de der burde frelses, eller vil de der burde frelses heller have en mere pragmatisk løsning?

Dette er problemet i et nøddeskal!

Man burde ikke fra statens side give skattepenge til religiøs forkyndelse. Enten samler de selv pengene ind, eller så dør de! Dette er min mening.

anbefalede denne kommentar