Læsetid: 3 min.

Ny struktur for akkreditering

Man bør slække på ambitionerne for akkrediteringen af uddannelserne. Eksempelvis ved blot at akkreditere de enkelte institutioner - og så stole på, at deres uddannelser er gode nok
12. november 2008

Den nye akkrediteringsinstitution med den kække forkortelse ACE er sat i verden for at sikre, at de danske uddannelser på universitetsniveau lever op til en række kvalitetskrav og kan dokumentere disse.

Der er der som udgangspunkt ikke noget fordækt, forkert eller forskrækkeligt ved, men allerede ved fødslen lød der advarsler om, at nu skulle man være påpasselig med ikke at læsse krav på krav, forlange papir på papir og dermed miste det ideale sigte med den nye institution - at akkrediteringerne skal medvirke til sikring af kvaliteten, gerne føre til et kvalitetsløft, til transparens og måske også på den lidt længere bane give anledningen til at luge lidt ud i den frodige flora af uddannelser.

I dag holder ACE konference om erfaringerne med de første akkrediteringer, og her vil de samme røster med garanti kunne høres.

Nok er nok

Det er imidlertid ikke kun etableringen af den nye akkrediteringsinstitution, der får rynkerne frem hos plagede uddannelsesansvarlige på universiteterne.

Det er uomtvisteligt, at der efterhånden er ved at brede sig en vis metaltræthed i kølvandet på de mange og vidt forskellige initiativer, der regner ned også over de universitetsansattes syndige hoveder, og at denne træthed også har en del af skylden for den manglende entusiasme i arbejdet med akkrediteringer af uddannelser.

Akkreditering opfattes som mere af det samme og det i en situation, hvor der i stigende grad stilles spørgsmålstegn ved mange af de initiativer, der alle synes at have deres rod i det gamle udsagn om, at tillid er godt, men kontrol er bedre.

For nylig kunne vi læse, at New Public Management-filosofien med sin påstand om, at alt bør og kan måles, er på retræten og sågar opleve, at danske disciple bad om forladelse. OECD's planer om at indføre PISA undersøgelser på universitetsniveau ligger stille, og vi har netop set, at Undervisningsministeriet igen har måttet udsætte de længe ventede nationale test, som ingen jo ligefrem efterspørger, mange kritiserer, og som man i øvrigt lige har forladt i England, fordi indsatsen ikke stod mål med resultatet, ja ligefrem var skadelig og modvirkede det, man gerne ville opnå.

Al begyndelse er svær

Måske er modviljen mod ACE derfor at finde i de forhold og ikke så meget i en modstand mod akkrediteringer som sådan.

ACE har nemlig fra sin spæde start vist en vilje til at lytte og lære, og vi oplever også i det daglige en god dialog, også i forbindelse med de netop overståede pilotakkrediteringer. Universiteterne har også lært meget om, hvordan det fremtidige arbejde med akkrediteringer kan gribes an, men når regnebrættet gøres op, må man spørge sig selv, om et ressourceforbrug på mere end 300 timer for at få akkrediteret en enkelt uddannelse som f. eks HA jur. - der i forvejen er velbeskrevet og har et veldefineret arbejdsmarked - er rimeligt?

Det er i hvert fald svært at fortænke kolleger i at være bekymrede, for en hurtig kalkulation af minimum 300 arbejdstimer gange 200 akkrediteringer - det antal uddannelser, der skal akkrediteres på årsplan - taler jo sit eget sprog. Hvad skal lige sættes på standby for at nå det?

Modsvaret, at al begyndelse er svær, og tiden læger alle sår, holder ikke rigtig, for det kan ikke gøres meget hurtigere eller lettere, med mindre man vælger at se på det overordnede koncept - og det bør man gøre, selv om både minister og ACE's formand synes, man skal se tiden an og spise brød til.

At akkrediteringer er kommet for at blive og har såvel en funktion som et rationale, stiller kun få grundlæggende spørgsmål ved.

Derfor kunne det ligge lige for at overveje, om man ikke skal slække lidt på ambitionerne. Enten kan man vælge en mindre ambitiøs køreplan, det vil sige færre akkrediteringer per år. Endnu bedre kunne man overveje at akkreditere institutionen og så have tillid til, at dette naturligvis også indebærer en blåstemling af de uddannelser, der udbydes. Den model har fungeret glimrende inden for en række områder, f.eks. erhvervsøkonomi. Modellen betyder krav til forskningshøjde og uddannelserne og giver transparens, så såvel ansøgere som aftagere er trygge ved kvaliteten.

Det ville give mening, det vil være indsatsen værd og leve op til intentionerne bag akkrediteringsloven, og det ville være smukt i overensstemmelse med skåltalerne om de større frihedsgrader til universiteterne, men måske skal vi også på dette område gøre vores egne erfaringer og ikke skele til, hvad man gør i det store udland.

Per Christian Andersen er studiechef på Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu