Læsetid: 4 min.

'For mange regler fratager os evnen til at tænke selv'

I takt med at der i vores samfund øget regulering og flere og flere kontrolmekanismer, taber vi evnen til at vise ansvar og selvstændighed. Velfærdssamfundet har sejret ad helvede til, mener samfundsforsker Verner C. Petersen, som netop har udgivet en ny bog om emnet
/b>, mener Verner C. Petersen. Arkiv

/b>, mener Verner C. Petersen. Arkiv

Palle Hedemann

3. november 2008

Velfærd på børneområdet kan defineres ved, at der maksimalt må være tre børn pr. voksen i vuggestuerne, seks børn pr. voksen i børnehaverne og mindst fire kvadratmeter gulvareal pr. barn i daginstitutionerne.

På ældreområdet gælder det, at man har ret til en daglig tur i frisk luft og et bad om dagen, hvis man hører til i kategorien 'plejekrævende ældre'.

Eksemplerne er taget fra Socialdemokraternes oplæg til en velfærdsreform fra 2007 og er ifølge samfundsforsker Verner C. Petersen en perfekt illustration af den uheldige drejning, vores samfund har taget

"Vi tildeles rettigheder i stedet for pligter. I både Socialdemokraternes og regeringens oplæg til kvalitets- og velfærdsreformerne er tankegangen, at der skal mere styring i vores samfund i form af for eksempel kvalitetsregnskaber og målbare enheder for, hvornår vi har det godt. Det er helt hen i vejret," mener Verner C. Petersen, der er docent ved Institut for ledelse på Handelshøjskolen i Århus.

Han har netop udgivet bogen Vildveje i velfærdsstaten, som han blev inspireret til, da han så de politiske udspil til reformerne.

Ansvarligheden fjernes

Verner C. Petersens postulat er, at udviklingen i vores velfærdssamfund betyder, at vi er ved at kvæle vores evne til at tænke selv og tage et personligt ansvar, fordi alting efterhånden skal kontrolleres, måles og vejes efter nogle fastsatte standarder.

"Det er sket over tid, og er i en vis forstand en indikator for velfærdsstatens succes. Vi har simpelthen vænnet os til, at man ikke selv har et ansvar. I stedet er vi blevet forvaltere af hinandens ansvar i kraft af de positioner, vi er anbragt i," siger Verner C. Petersen.

For eksempel er forældre i forældrebestyrelser med til at forvalte skolernes og lærernes ansvarlighed ved at blande sig i den måde, de underviser og behandler børnene på.

"Lærerne skal selv have lov at bestemme over pædagogikken. De skal levere selvstændige, ansvarlige, kreative mennesker, som kan opfører sig som almindelige samfundsborgere, og som kan bruges i alle efterfølgende uddannelsessystemer. Men i stedet for at kigge på hovedformålet, har man i dag indført meget detaljerede procedurer til at sikre at tingene gøres på en bestemt måde. Der er indført trinmål, slutmål og elevplaner og logbøger, som lærerne skal bruge tid på. På den måde fjerner man ansvarligheden fra lærerne, som nu skal tjekkes af forældrene og eksterne myndigheder. Men hvordan kan lærere, der ikke må tænke selv, undervise i ansvarlighed, selvstændighed og kreativitet," lyder det retoriske spørgsmål fra Verner C. Petersen.

Ansatte programmeres

Samfundsforskeren synes, at der i øjeblikket sker en alt for stor del af mikroprogrammering af medarbejderne i den offentlige sektor. Vores samfund støbes i cement med helt præcise instruktioner, som skal følges.

"Det betyder, at flere og flere i den offentlige sektor sidder og opfylder vilkårlige mål. Men at de opfylder mål, er ikke nødvendigvis det samme som, at de opfylder formålet med deres opgave. Hvis man i stedet fokuserede på formålet uden for mange regler, ville folk, hvis de havde forstået det, engagere deres egen viden i at nå formålet og udføre opgaven på en mere engageret og fornuftig måde," mener Verner C. Petersen. En friere ramme til at fortolke formålet vil dog også betyde en mere individuel behandling af folk, og dermed vil der ikke være nogen garanti for, at indbyggerne i Frederikshavn behandles på samme måde som indbyggerne i Ringe, når de henvender sig til det offentlige. Det medgiver Verner C. Petersen, men han mener, at det er en risiko, der er værd at leve med.

"Jeg tror, de fleste hellere vil behandles som mennesker end som brugte biler, der behandles ens efter en instruktionsbog. Måske får man ikke helt samme behandling som sin nabo, men man bliver i det mindste taget alvorligt, i stedet for bare at blive behandlet ud fra et regelsæt, som hverken medarbejderen eller klienten reelt forstår, og som ikke nødvendigvis giver mening i det konkrete tilfælde."

Medier dramatiserer

Ifølge Verner C. Petersen bærer både medierne og politikerne en stor del af skylden for den stigende indførelse af kontrolmekanismer og tabet af vores ansvarlighed.

Et eksempel er nogle af de omtalte plejehjemsskandaler fra de senere år.

"Ansvarligheden hos medarbejderne er så ringe i dag, at de ikke åbent siger fra. I stedet kommer der en journalist med et skjult kamera, som afslører, hvor slemt det står til, og så går medierne til de ansvarlige politikere, som reagerer ved at kræve flere tilsyn og kontroller med det resultat, at der genereres nye rapporter for samtlige tusinde plejehjem i landet. Også dem, der fungerer godt. Hvem læser dem, og hvad kan de bruges til? Det er institutionalisering."

Politikerne skal have modet til at bede journalisterne henvende sig til den ansvarlige kommune i stedet for hele tiden at prøve at sikre folks rettigheder ved bevidstløst at kræve strammere regler og kontrolmekanismer.

"Men de ændringer er alle nødt til at hjælpe på vej. Politikerne er afhængige af medierne og embedsmændene, der er udlært i at lave nye regler. Så medierne og forskerne skal begynde at sætte fokus på det her. Og det er min opfattelse, at vi er ved at nærme os det rigtige tidspunkt for at ændre på situationen. Flere og flere er ved at indse, at det efterhånden har taget absurde dimensioner, det vi gør for at sikre god kvalitet," siger Verner C. Petersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Hvis et par børn har en chokolademad med i børnehave, bliver der lavet regler om at alle børnene skal have mad i institutionen. Evt. en madpakke der er smurt et andet sted end i hjemmet.

Når en hjemmehjælper har redt seng og støvsuget, skal vedkommende skrive ned i en ’stilebog’ hvad han/hun har lavet. Gad vide hvem der engang skal sidde og læse det. Den eneste der har gavn af det er modtageren af hjælpen, som kan se hvad den person hedder, som har ydet hjælpen. Og det er da praktisk, for det kan godt være svært at følge med i alle de navne og personer.

Kan nogen fortælle mig, hvordan det er gået til, at personalepolitik m.v. er gået hen og blevet til noget Folketinget skal tage sig af?

Jeg synes han er galt afmarcheret: Det er da ikke velfærdssamfundet der som sådan fratager os evnen til at tænke selvstændigt. Man kunne f.eks. bygge velfærd på tiliiden til at de mennesker man har sat til at forvalte et ansvar lever op til det - eller man kan som med den nuværende regering lave systemer bygget på mistillid og krav om kontrol - en kontrol som vel i sidste ende gør det tvivlsomt om man kan kalde det for et velfærdssystem - hvis man med velfærd mener trivsel

Inger Sundsvald

Vores samfund mangler tillid. Men hvordan skal man få sådan en eksotisk ting, når statsministeren siger, at nu skal det være slut med f.eks. minuttyranni – og så indfører mistillid og kontrol i ekstrem grad?

”Reformer skal ikke komme som en tyv om natten.” Men hvad er det vi har set?

Trivsel (?!?).

Naturvidenskabernes essentielle og berettigede krav til målbarhed har bredt sig til så uegnede områder som litteratur-videnskab, jf. farcen i 70'erne, og pædagogik.

Og nu er det alvor: Ingen bevillinger uden kvalitetsberegninger, grafer og statistikker. Institutionerne konkurrerer på livet løs med hinanden inden for og på tværs af kommuner og "regioner", ja også med udlandet (!) i en vanvittig parodi på det private erhvervsliv men pisket frem af de mest ambitiøse forældre og pårørende, der sikkert selv er behandlere og politikere til daglig.

Nogle har måske set Morten Korch-filmen Det gamle Guld, hvori Poul Reichhardt efter et fængselsophold øjeblikkeligt selv skaffer såkaldt ordinært (ikke-støttet) arbejde helt uden om systemet! Der har ikke været en eneste sagsbehandler indover i hele forløbet! Folk må jo ikke tro deres egne øjne i dag.

Jeg synes Verner C. Petersen spiller lidt på en gammel puritansk melodi om, at specielt velfærdsstaten i sit væsen skulle være undregravende for den personlige moral. Men velfærdsstaten er jo ikke bare en vildtvoksende størrelse, men en del af samfundsøkonomien og som sådan afspejler den jo også den almindelige samfundsøkonomiske tænkning. Mange af de regler der indføres, er jo resultatet af den almindelige brugerorientering i forhold til velfærdsstaten, hvor folk skal være helt sikre på at de får noget ud af deres skattekroner helt ned til den sidste decimal. Så problemet ligger ikke specielt i velfærdsstaten men mere i hele den måde vi anskuer reguleringen af samfundet på, som i de her år er ekstremt præget af en ekstrem fokusering på markedsmekanismerne, som svaret på alle vores problemer.

Lars Peter Simonsen

En regering der regerer på et grundlag af paranoia, uærlighed og direkte løgne har projiceret disse egenskaber ud på en sagesløs befolkning der så må finde sig i at blive udsat for mistænksomhed kontrol i lange baner i deres arbejde, deres skolegang, deres privatliv og meget andet. De har nok været på kursus hos republikanerne, som udsatte Clinton-regeringen for smædekampagner, fortielser og misinformation af borgerne, præcis som underden nuvæende valgkamp.

Dette brev til Claus Hjort Frederiksen underbygger vel meget godt Verner C. Petersens postulat. "Jeg er oprindelig uddannet offsettrykker i 90´erne og har kun sporadisk arbejdet i denne branche. Dette fordi 90´erne var præget af stor arbejdsløshed og som kvindelig trykker, var det noget nær umuligt at få arbejde inden for dette fag.
Fagforeningen kunne kun tilbyde vikararbejde, hvilket ville betyde en uges arbejde her og der og måneder med ledighed. Dette passer på ingen måder til mit temperament, hvorfor jeg fandt arbejde udenfor det grafiske område. Jeg måtte derfor flytte fagforening og det viste sig senere, at jeg dermed også afskrev mig muligheden for at arbejde som trykker. Grafiske arbejdsgivere skulle nemlig tage ledige fra fagforeningen før de tog ansøgere, som ikke længere stod i den. Og for at komme ind i fagforeningen igen, skulle jeg have arbejde i det grafiske…

Det resulterede i over 10 års arbejde i en anden branche indenfor et nicheområde, som jeg med årene blev leder af. Desværre blev afdelingen nedlagt i 2005 med efterfølgende fyring. Jeg havde set hvor det bar hen ad og for at forbedre mine job chancer, påbegyndte jeg en 2-årig coachuddannelse for egen regning, desuden begyndte jeg at kigge efter et andet job. Uddannelsen, teknologien og maskinerne i det grafiske har i dag ændret sig så meget, at det ikke er muligt for mig at bruge min uddannelse. Jeg har heller ikke en lederuddannelse, eller anden akademisk papir på de kompetencer jeg har oparbejdet. Heldigvis var jeg frivillig leder i et kommunalt værn (hvilket var ved at koste mig mine dagpenge). Og med en smule opkvalificering, ville jeg muligvis kunne bestride en stilling jeg havde hørt ville blive oprettet. ”Desværre” var jeg blevet fritstillet i et ½ år. Man må ikke tilmelde sig uddannelse og kurser uden jobcenterets accept, men netop fordi jeg var fritstillet og dermed ikke ”rigtig” ledig, kunne jeg ingen hjælp få herfra. Jeg søgte selvfølgelig andre stillinger, både mens jeg var fritstillet og som ledig, men uden resultat. Heldigvis sad der en god AF-medarbejder, der hurtigt gav grønt lys for at jeg kunne deltage i to kortere uddannelser på i alt 6 uger. Det gav en hel del stress, at få uddannelser til tidsmæssigt at passe sammen (de afhang af hinanden), idet tilmeldingsfristen var langt overskredet og holdene booket op. Men det lykkedes mig og det resulterede i en 1 årig kontrakt med det kommunale værn på 29 timer pr uge suppleret op med andet arbejde således, at jeg kom op på fuld tid og kom ud af ledigheds-systemet.

Kontrakten blev ikke forlænget. Et var at jeg var gravid, et andet var at det havde været lidt af et kulturchok, at komme fra det private og ind i det offentlige. Så der stod jeg gravid og uden job. Via gamle netværk lykkedes det mig, trods min gravide tilstand, at få et vikariat på min tidligere arbejdsplads. Her nåede jeg at være i 7 uger, før min graviditet desværre blev problematisk. Sygdom (i forbindelse med graviditet), barselsorlov og ledighed (siden 06.06.08) gør, at jeg ikke har arbejdet siden marts 2007 og er dermed ikke særlig eftertragtet på arbejdsmarkedet. Jeg har ikke længere mit gamle netværk, idet folk er spredt for alle vinde, ikke har haft overskud til at vedligeholde det og nogle af mine kompetencer er i mellemtiden blevet forældet. Dette fordi jeg under min barsel ikke måtte tilmelde mig kurser der lå i en evt. ledighedsperiode.

Allerede under min barsel begyndte jeg at søge job og sondere jobmarkedet for, hvor og hvad der manglede af arbejdskraft. Ansøgningerne gav igen intet resultat og de tilbagemeldinger jeg fik (og stadig får) gik på, at jeg manglede dokumentation på min kunnen. Jobcenteret ville ikke hjælpe mig, da jeg jo reelt ikke var ledig. Derfor besluttede jeg mig for selv, at undersøge hvilke muligheder jeg havde. Jeg var rundt til forskellige informationsmøder på div. skoler, bl.a. grafisk højskole (for at se om jeg på denne måde kunne gøre brug af min oprindelige uddannelse). På VUC fik jeg oplyst at jeg, grundet forældet uddannelse, havde mulighed for at søge SVU. Jeg tilmeldte mig derfor en fuld HF og sendte en SVU ansøgning – med henblik på, at hvis jeg ved uddannelsesstart stadig ikke havde fået job, så var jeg dog tilmeldt og optaget (og denne gang i tide). Dét var også ved at koste mig dagpengeretten og desuden viste det sig, at der var en række krav vedr. SVU´en, som jeg på grund af mit tidligere forløb, ikke kunne opfylde. Jeg søgte derfor om dispensation og fik 4 uger efter HF´s start endeligt afslag.
Hensigten med en HF var at jeg kunne søge ind på universitetet og tage en ledelsesmæssig uddannelse, eller en psykologuddannelse (jeg har en privat uddannelse i psykotraumatologi, der giver merit på denne uddannelse). Plan B var at læse til pædagog og måske med tiden tage overbygningen cand.pæd.psych.

Da jeg grundet manglende svar fra SVU ikke måtte påbegynde HF og universiteterne samtidig skærpede adgangskravene, havde jeg iværksat plan B. Jobcenteret og a-kassen kunne kun tilbyde kortere kurser og ville først fra februar sige god for pædagog uddannelsen (dog ikke den netbaserede, som ellers er målrettet folk som mig med småbørn?). Det er dog ikke ligefrem kortere kurser jeg mangler, men mere det fundament de skal bygges ovenpå. Dette fundament kunne være pædagoguddannelsen og med dén ville ingen nogensinde se mig ledig mere i kraft af den store mangel på kvalificeret arbejdskraft indenfor dette fagområde. Men jobcenteret ville være sikre på, at jeg var sikker på, at det var den rette uddannelse for mig. Dette ville de sikre ved at give mig virksomhedspraktik… Det viste sig at jeg kunne optages på pædagogseminariet via mine realkompetencer og grundet det i år ekstremt lave ansøgertal til seminarerne. Rent temperamentsmæssigt har jeg ikke ændret mig så meget igennem årene, så jeg kan ikke se hvorfor jeg skal sidde med hænderne i skødet indtil februar. Da det er den netbaserede uddannelse kan jeg stadig tage til jobsamtaler o.a. Derfor spurgte jeg a-kassen om lov til at starte og fik lov mod at jeg stadig søgte 4 jobs om ugen. Det fik jeg godkendt pr telefon så jeg startede på uddannelsen, 1 uge senere kom der afslag pr brev og nu stod jeg til at miste mine dagpenge, idet jeg havde deltaget i uddannelsen. Efter en snak med a-kassen blev afslaget omstødt til en godkendelse og nu er jeg i gang.

Jeg er nu ikke længere tilknyttet jobcenteret direkte, men er ”videre givet” til anden aktør. Og det har været en positiv oplevelse, her er der tid og lyst til at kigge på det enkelte individ, dog i høj grad kun indenfor rammerne. Til gengæld kan jeg ikke se hvad jeg skal bruge deres kursuscenter til. Jeg kan godt bruge dele af det de tilbyder, men jeg kan ikke se hvorfor jeg skal køre 35 km for min. 25 timer om ugen, at sidde på et center og søge jobs. Internettet er opfundet og jeg har adgang til det her hjemmefra. Jeg har været til et hav af møder i både a-kassen og jobcenteret – ligegyldig tid, hvor det ikke har handlet om mig, men om at de kunne udfylde nogle papirer og sætte nogle krydser ift. de krav regeringen har stillet. Ved første møde hos anden aktør oplyste jeg, at a-kassen havde godkendt uddannelse. I denne uddannelse indgår praktik. Og nu bliver det rigtig sjovt… Jeg skulle jo alligevel have været i virksomhedspraktik, så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk! Jeg bruger stadig min tid fornuftigt og opfylder regler og ønsker fra systemets side. Skulle jeg stadig ikke have et job til februar, så er jeg allerede et halvt år inde i min uddannelse og dermed et halvt år hurtigere ude på arbejdsmarkedet igen.
Men ak, intet skal være nemt… En virksomhedspraktik er på 4 uger, mens uddannelsespraktikken er på 3 måneder. Derfor fandt ”anden aktør” ud af, at man kunne oprette det som et løntilskudsjob. Både a-kasse og jobcenter syntes det var en fremragende ide g kunne danne præcedens. Desværre ligger praktikstedet i en anden kommune end den jeg bor i. Det gør at praktikstedet skal udfylde en hel del papirer (hvilket de i den grad ikke synes de har tid til), som så skal sendes til deres kommune og godkendes og derefter sendes til min kommune. Deres kommune skal nemlig i første omgang betale mine dagpenge og skal derefter have dem refunderet af min kommune. Men ikke alle pengene kan refunderes og de skal bruge en masse tid på at skrive blanketter o.a. og hvorfor skulle de det – jeg er jo ikke borger i deres kommune. Alt dette skriveri frem og tilbage tager så lang tid, at jeg nu ser mig nødsaget til at stoppe min uddannelse. HURRA for DK der i den grad mangler kvalificerede pædagoger.

Jeg har som sagt en forældet uddannelse og har arbejdet indenfor nogle nicheområder. I sommers var det tydeligt at mærke, at virksomhederne havde sommerferie. Der var ganske enkelt ikke nogen stillinger der svarede til mine kompetencer. Det var dybt frustrerende at skulle søge 4 jobs der ikke var der og fandt jeg ikke nogen i den ene uge, så skulle jeg så bare finde 8 i den næste. Til sidst måtte jeg bare søge stillinger, der i nogen eller ingen grad svarede til mine kompetencer. Resultatet blev en række sure tilbagemeldinger, undren og irritation fra arbejdsgivere, der er træt af at bruge oceaner af tid på sådanne ansøgninger. Og mit navn er desværre, i den henseende, ét man lægger mærke til. Så har der været et par måneder, hvor det er gået nogenlunde med at finde relevante stillinger (her er vi vel nede på et 10-20% match) og nu er markedet da gået helt i stå… Jeg har siden jeg blev ledig søgt 60 forskellige stillinger og har ikke været til en eneste samtale. Tilbagemeldingerne, udover ovenstående, er at min ansøgning ser fin ud, at jeg er over/underkvalificeret, at de har mange ansøgere, at de ikke kan se at jeg har dokumentation på de og de kvalifikationer, og at de har valgt den bedst egnede (hvilket så tydeligvis ikke var mig). Virksomheder lukker på stribe i øjeblikket og den arbejdskraft der bliver i overskud dér, står foran mig når vi søger job for jeg har snart været ude af arbejdsmarkedet i 2 år. Samtidig kan jeg se en stor efterspørgsel på pædagoger, seminarerne har problemer med at få studerende nok og politikerne råber og skriger på kvalificeret arbejdskraft.

Og hvorfor søger jeg så ikke bare SU og SU lån… det har jeg gjort, men efter en del granskning af hvad det ville betyde for os som familie rent økonomisk, afmeldte jeg det igen. Vi har ganske enkelt ikke råd til det! Vi er forsørgere og vi kan kun lige få det til at hænge sammen nu, hvor jeg er på dagpenge. Min kæreste tjener knapt 350.000 kr. om året og det gør, at vi ikke kan få støtte af nogen art. Han arbejder i håndværker branchen og det er ikke de mest sikre job der er dér pt. Desuden stiger udgiften til vuggestuen til næste år drastisk. Og ja, politikerne er så large at når man er forsørger så må man tjene mere ved siden af SU´en. Men med et fuldtidsstudie, lektier og et lille barn, gad jeg nok vide hvornår jeg skulle have tid til at arbejde.

De gode initiativer, motivationen og arbejdsevnen forsvinder i det her system. Der levnes ikke plads til det enkelte individ og summa summarum er, at man fuld af afmagt læner sig tilbage og lader systemet overtage helt. Dermed hænger man fast i systemet i længere tid end nødvendigt. Det er der skrevet mange bøger om, så det kan ikke komme bag på politikerne.

Udover afmagten, har jeg nu så længe levet med usikkerhed og dermed et højt stress niveau, at jeg har svært ved at falde i søvn om aftenen, har vægttab, humørsvingninger der går ud over mit forhold i en grad så vi har måttet konsultere en parterapeut. Går jeg ned med en depression eller går mit forhold i stykker, er der til gengæld ikke grænser for hvad jeg kan få af hjælp og tilskud. Den helt store taber bliver så ”bare” min søn og det øvrige samfund.

Jeg har kæmpet hårdt hele mit liv for, at forsørge og klare mig selv. I min læretid måtte jeg grundet skiftende arbejdstider flytte til Kbh. Det var helt umuligt at finde en lejelejlighed, som kunne betales med en lærlingeløn. Jeg købte derfor en lille andelsbolig og måtte ved siden af have to jobs, idet jeg ikke kunne få huslejestøtte til en andel. Jeg har brugt meget af min fritid og egne penge på at dygtiggøre mig, og jeg har siden folkeskolen og indtil i sommers kun haft få måneders ledighed. Jeg bliver snart 40 år og skal jeg tage en ny uddannelse, som samfundet og jeg skal have gavn af, så skal det være nu. Ja, i kan godt tvinge mig ud i et job som medhjælper, men sandsynligheden for, at i så hænger på mig igen når ledigheden igen er høj, den er rimelig stor. For der mangler arbejdskraft, men det er den kvalificerede del der mangler!

Som om det ikke skulle være mere end rigeligt at være involveret i det offentlige bureaukrati ét sted, er jeg på kedelig vis også involveret i et sygehusvæsen og omsorgsområde. Dette fordi min far er kastebold i dette system og kommunerne er i høj grad tvunget til, at gøre brug af de pårørende i så stort et omfang som muligt. På denne måde bliver man ikke oplyst om hvilke muligheder og rettigheder min far har. Først når man slår bremsen i fremkommer der tilbud af den ene og den anden art, som kan aflaste min far, bror og jeg. I sygehusvæsnet har vi dog erfaret, at hvis ikke man er på dupperne hele tiden og deltager i stuegang o.a. så symptom behandler de, gennemlæser ikke journalen og misser dermed en række betragtninger, der er vigtige for en korrekt behandling og diagnose. Så bliver han sendt hjem igen indtil næste gang, han er faldet så hårdt, at der igen er brug for sygehuset, min bror eller jeg. Og i denne omgang har det stået på siden marts måned.
Dette er et lille sidespring, men forklarer at vi er mennesker der lever med diverse udfordringer og de forsvinder ikke fordi man er en jagtet ledig.

Min samlede oplevelse er, at ledighedssystemet er bureaukratisk og man bliver syg af at være i det. Der sidder en række kompetente mennesker i systemet, som gerne vil hjælpe men lovgivningen og arbejdspresset, hæmmer deres muligheder for at yde en hurtig og individuel betjening af den enkelte ledige. Endvidere er der en række overlapninger i de funktioner a-kassen og jobcenteret udfører ift. den ledige. Dette medfører at den ledige sendes land og rige rundt til møder, der på ingen møder fremmer den lediges muligheder for hurtigt at komme i arbejde. Til gengæld medfører det et tidspres for alle implicerede, der i sidste ende foringer alles indsats. Har man en uges arbejde bliver det straffet med, at man efterfølgende skal udfylde bunker af papirer. Endnu værre er det, hvis man finder et vikarjob eller 30 timers job og skal have supplerende dagpenge, her skal man udover papirarbejdet også bruge tid (overtid) på at søge 4 jobs om ugen.

Hvis jeg var uddannet elektriker, sygeplejerske eller merkonom, så skulle jeg ikke bruge så lang tid på at finde relevante jobs. Men det er jeg ikke og er derfor nød til at søge ud fra en række key words og dermed læse flere hundrede irrelevante jobannoncer igennem. Jeg overvejede helt at melde mig ud af jobcenteret under min praktik og modtage SU. Både for at få et pusterum fra jobsøgningen og kunne koncentrere mig om praktikken, men det får konsekvenser for min fremtidige dagpengesats. Det synes som om min eneste mulighed er at acceptere, at jeg skal sidde og vente på jeg er nået op på 9 måneders ledighed eller mere. Før kan jeg åbenbart ikke få hjælp… samtidig er jeg tydeligvis ikke den der bedst kender min egen situation og muligheder. Så jeg slipper tøjlerne nu og lader det offentlige overtage resterne af mit liv. For jeg orker ikke at kæmpe mere!

Så vær så god, Claus Hjort Frederiksen

Her er jeg."

Tinne Stubbe Østergaard

Tak til M. Manly for et vidnesbyrd om hvordan regelsamfundet er ved at kvæle almindelig sund fornuft, selvstændigt initiativ og personlig ansvarlighed.

De mange forhindringer og komplekse problemstillinger, som M. Manly bevidner, skyldes ikke Velfærdssamfundet, men tværtimod en politisk og administrativ mistillid til et solidarisk velfærdssamfund.

Et råd til M. Manly og andre i samme situation:
Undersøg om du kan få voksenelevløn - det kan man på visse uddannelser - det afhænger af om der er 'flaskehalsproblemer'. Uddannelser som elektriker har været udbudt.

Ellers er det især indenfor omsorgsuddannelserne, men her kan man ret nemt sikre sig en plads: http://www.sosunord.dk/PressReleases/Sider/AftalemellemFOAogKLomvoksenlo...

Hvis dine nuværende erfaringer ikke anerkendes (spørg!) kan du arbejde som ufaglærd medhjælper i hjemmeplejen eller i plejeboliger i et år og på den måde blive anerkendt til voksenelevløn (begge er løntrin 11, ca 18.000 kr pr måned for fuld tid)

Ellers er elevlønnen som sosu-hjælper på 9.592 kr pr måned, men man må gerne have andet arbejde eller tage andre uddannelser samtidig (hvis man orker).
Sosu-hjælper-uddannelsen kan danne grundlag for sosu-assistentuddannelsen (elevløn på 10.207-10.655 kr pr måned, eller voksenelevløn), og den giver adgang til opkvalificeringer (betalt) og til uddannelser som sygeplejerske og fysioterapeut (SU).

Nogle sosu-assistenter arbejder også indenfor psykiatrien, på socialpædagogiske institutioner, som hjemme-hos'er o.l.

Med en hjælperuddannelse kan du altid finde arbejde. Du kan SELV vælge at arbejde på deltid eller i vikarbureau som supplement til andet arbejde, og f.eks. bruge og videreudbygge de terapeutiske uddannelser, du har. Du slipper for kontroltyrranniet fra A-kassen!

Ulemperne er, at der også er en masse tåbelig administration og ledelse i hverdagen (som på andre offentlige arbejdspladser!!!), og at lønnen er relativt lav, men der er ofte muligheder for at supplere med bedre betalt vikararbejde.
De ældre medborgere er generelt søde og taknemmelige for hjælp og menneskelig kontakt, og de ergonomiske hjælpemidler forbedres hele tiden.
Psykisk kan det dog være svært at det ofte er meget trægt at gennemføre fornuftige handlinger (på grund af regeringens krav om 'frit-valg' og følgende opsplitninger af al administration og arbejde i Bestiller-Udfører-Modtager-modeller o.s.v. (visiterede minutter til gulvvask o.l.) og at alt skal visiteres og bevilges til den enkelte borger så megen fornuftig praktisk planlægning slås i stykker... Der er virkelig plads til forbedringer! især hvis politikere og andre holdt op med at kalde medarbejderne 'Varme hænder' og anerkendte deres faglighed som voksne mennesker og støttede denne faglighed i praksis.

Jeg valgte at tage en uddannelse som sosu-assistent (færdig 2006) (sprang hjælperuddannelsen og flere af fagene over pga merit) for ikke at havne i en rolle som arbejdsløs med et lidt for specielt CV, som den M. manly beskriver, og jeg færdiggjorde min cand.mag. i 2007 (med 12 i specialet).
Jeg har set uhyggelige eksempler på hvordan rollen som mistænkeliggjort arbejdsløs slider på pæne, dygtige og hæderlige mennesker og forhindrer dem i at dygtiggøre sig og bruge deres evner. Det orkede jeg ikke at risikere....

Jeg søger med jævne mellemrum stillinger, der svarer bedre til mine kvalifikationer, men har kun været indkaldt til en enkelt samtale - hvor det viste sig at lønnen ville ligge ca. 3.000 lavere pr. måned end mit nuværende arbejde som sosu-assistent i fast aftenvagt 30 timer pr. uge.... (det er reelt 7 arbejdsdage på 14 dage).

Jeg er godt klar over at omsorgsfagene har lav status, men man gør i det mindste et samfundsnyttigt arbejde til gavn for medborgere i en situation, som man selv, eller en af ens nærmeste, kunne befinde sig i... Mennesker fra alle befolkningslag kan blive gamle og svage, få en hjerneblødning, blive handicappet eller hjerneskadet eller af andre årsager blive afhængig af pleje og omsorg...

Jeg har overhovedet ikke opgivet at råbe politikerne op og få dem til at indse at de vil få meget mere velfærd ud af at anerkende og respektere de offentligt ansattes faglighed og styrke den!

'For mange regler fratager os evnen til at tænke selv'

--------

Tja. måske? Men den mulige gyldighed af den påstand - forudsætter jo at der er nogle af os der ( i nævneværdigt omfang ) har haft en sådan evne.

Inger Sundsvald

Tinne Stubbe Østergaard
Undskyld at jeg ikke har læst din historie og gode råd til M. Manly ordentligt, men jeg orkede ikke andet end at skimme den, efter at have læst M. Manlys vidnedsbyrd. Dog godt nok til at forstå hvad det drejer sig om.

Kære M. Manly
Jeg har slet ikke ord for min harme, og kan ikke udtrykke min sympati og min frustration overfor din situation godt nok.

Men jeg vil sende dig de bedste hilsner og ønsker. Lige nu tror jeg nok, at du må du tage en pause, for at det ikke skal gå uopretteligt ud over din lille familie og dig selv - hvis du kan – og lade beskæftigelsesministeren stege i sit eget fedt.

Ikke fordi det var bedre før i tiden! – Men vi har da håbet om en vis form for fornuft – engang i fremtiden.

Det hjælper dig godt nok ikke lige nu, men svar mig lige på et spørgsmål: - Fik du noget svar fra beskæftigelsesministeren?

Tinne Stubbe Østergaard/I. Sundsvald

Tak for opbakning, gode råd og erfarings-deling. Det varmer! og at få skrevet/sendt brevet til Claus Hjort Frederiksen løste lidt op for frustrationerne.

Også selvom jeg endnu ikke har modtaget noget svar fra beskæftigelsesministeriet....

Til gengæld er det i kraft af en ualmindelig god sagsbehandler hos "anden aktør" lykkedes at få godkendt praktikpladsen - men jeg skal stadig søge 4 jobs....under hele praktikken..

Det viser sig at sagsbehandleren selv kæmper med det offentlige - privat - og grundet egne frustrationer, har sat alle kræfter ind på at få min sag til at lykkes. Hvor heldig har man lov at være!

Sørgeligt at udfaldet på offentlige sager, beror på held. Og endnu mere sørgeligt er det for de mange mennesker, der ikke er lige så heldige.

Tak fordi i tog jer tid til at læse mit lange vidnesbyrd. Kan håbe at CHF også tager sig denne tid...