Læsetid: 3 min.

En rigtig dårlig dag for spekulanterne

Fredericiagade 33 blev i går solgt for 'kun' 20 millioner kroner på tvangsauktion. Dermed er ejendommens værdi mere end halveret på under et år, og ejendomsspekulanter mister masser af penge
Fredericiagade 33 blev i går solgt for 'kun' 20 millioner kroner på tvangsauktion. Dermed er ejendommens værdi mere end halveret på under et år, og ejendomsspekulanter mister masser af penge
29. november 2008

Københavns Fogedret var godt fyldt op i går ved middagstid. Her kom ejendommen Fredericiagade 33 på endelig tvangsauktion. Den nuværende ejer, Henning Lapp, er nemlig gået konkurs, efter at han for under et år siden købte huset for hele 46 mio. kroner.

I mødelokale A i Hestemøllestræde flokkedes slipseklædte advokater omkring et bord i midten, mens utilfredse lejere med penge i klemme befolkede de øvrige pladser.

Selve auktionen tog dog ikke mere end et par minutter: Fogeden konstaterede, at der stadig ingen bud var over de 19.835.000 kroner, der også blev budt ved den første auktion.

"Jeg opråber ejendommen til salg ... første ... anden ... tredje gang," lød det fra fogeden - dog uden assistance fra en lille hammer.

At det overhovedet var nødvendigt at holde en anden auktion, skyldtes et krav fra Icarus Invest A/S, som ejer pantebreve for seks millioner kr. som anden prioritet i ejendommen.

Efter auktionen var advokat Jakob Stilling også noget fåmælt. Icarus Invest havde sendt ham i retten i håb om, at der ville komme højere bud denne gang.

"Vi må blot konstatere, at ingen bød højere end sidst, og ellers har jeg ingen kommentarer," lød det fra Jakob Stilling, inden han hastede ud af døren.

I går var også en dårlig dag for skatteyderne. Halvdelen af Icarus Invest ejes nemlig af den krakkede EBH Bank. Og Nationalbanken har skudt penge i at redde stumperne af den krakkede bank. Nu kan man altså skrive seks mio. kroner til bankens gæld.

En rigtig møgdag var det også for René Müllers Prio Fyn A/S: Han har pantebreve for hele 21 mio. kroner i ejendommen i Fredericiagade.

Også en anden af de tidligere ejere af Fredericiagade 33, Kenneth Schwartz Thomsen, mistede knap fem mio. kroner på sine pantebreve i Fredericiagade.

Men begge d'herrer Müller og Thomsen er allerede blevet erklæret konkurs. Så spørgsmålet er, hvor stor forskel disse tab gør i de to konkursbo. De var heller ikke repræsenteret i retten.

En rigtig glad mand i går var til gengæld advokat Anders Nielsen, som BRF Kredit havde sendt i Fogedretten. Som første panthaver fik BRF nemlig akkurat dækket deres pantebrev på knap 20 mio. kroner og kommer altså ud af eventyret i Fredericiagade med skindet på næsen.

Ok at tjene penge

Gårsdagens køber, Mogens Zinck, var efter eget udsagn også ovenud tilfreds, selv om han nærmest var tvunget til at købe.

Gennem en af sine mange virksomheder ejede Mogens Zinck faktisk bygningen i Fredericiagade fra april til september 2007. I denne korte periode nåede han at tjene hele 13 mio. kr., før han solgte den videre.

Men BRF har ikke anerkendt de to efterfølgende ejere som debitorer. Så Mogens Zinck ville alligevel have været tvunget til at punge ud til BRF før eller siden.

Zinck er ikke en hr.-hvemsom-helst. Han er en stor kanon i Vejle og omegn, hvor han indtil for nylig var formand for Vejle Boldklub.

Den ny ejer er også en holden herre. Hans selskab Zeta Invest havde et overskud på hele 101 mio. kroner sidste år. Og han var godt tilfreds med sin nye handel:

"I forhold til, hvad jeg solgte ejendommen for i sin tid, så synes jeg, at jeg har gjort en ganske god forretning," sagde Mogens Zinck til Information.

- Jo, men lejeindtægterne kan jo slet ikke forrente de 19,8 mio. kr.?

"Nej, men der står jo også nogle erhvervslejemål tomme, som vi skal have sat i stand og lejet ud. Ejendommen har også en rigtig god belliggenhed," sagde Mogens Zinck, der afviste alle anklager om at være boligspekulant:

"Der er jo ikke noget galt i at tjene penge," sagde han.

Måske lejerne også har grund til at være glade. I hvert fald lover Mogens Zinck, at han nu vil vedligeholde huset, og at de får deres tilgodehavender retur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu