Læsetid: 9 min.

Smilets by mangler et par fortænder

Den politiske vold har gode tider i Århus, hvor rækken af overfald på især etniske minoriteter og venstrefløjsaktivister bare fortsætter og fortsætter. Bag attentatbølgen står en flok fodboldbøller, som engagerer sig lige så meget i et racerent samfund som i superligaholdet AGF
For et racerent Danmark. Politisk og racistisk motiverede overfald er noget nær dagligdag i Århus, fortæller talsmand for Antiracistisk Netværk Århus, Peter Hegner Bonfils, der selv blev overfaldet i forrige uge. Billedet er af grafitti i Århus.

For et racerent Danmark. Politisk og racistisk motiverede overfald er noget nær dagligdag i Århus, fortæller talsmand for Antiracistisk Netværk Århus, Peter Hegner Bonfils, der selv blev overfaldet i forrige uge. Billedet er af grafitti i Århus.

14. november 2008

Peter Hegner Bonfils drikker sin kaffe gennem et sugerør. Den størknede klump af skæg, syninger, blod og betændelse på hans overlæbe gør det svært at indtage væske på anden vis. Og de to tandløse huller inde i munden udelukker fuldstændig fast føde. Det er 11 dage siden, at en flok på 12-15 hætteklædte mænd gennempryglede talsmanden for Antiracistisk Netværk Århus og sluttelig slog ham bevidstløs med en stol, der tværede gennem hans parader. Den ranglede århusianer med briller og håret i hestehale blev dermed overfaldet for fjerde gang i sin egen fødeby, og han føler sig overbevist om, at volden har været politisk motiveret de tre af gangene. Med tiden får man næse for den slags, og den 28-årige lokalpolitiker fra Enhedslisten anede instinktivt uråd, da han kom tæt nok på flokken med de sorte hættebluser natten mellem 1. og 2. november. Især fordi han burde være blandt venner, da han og en kammerat var på vej ind i Huset - et af de få venstreorienterede tilholdssteder i den jyske hovedstad.

"Jeg kunne se, at mange af dem var meget unge, og jeg nåede akkurat at tænke, at de var klædt ud som autonome, inden de omringede mig. Der var en genkendelsens glæde i deres øjne," halvvejs mumler Peter Hegner Bonfils, der også nåede at opfatte en direkte ordre fra en af de ældre fyre i gruppen:

"Ham dér skal smadres!"

Et vidne har siden fortalt politiet, at talsmanden for Antiracistisk Netværk også blev identificeret med navns nævnelse under overfaldet. Det er usædvanligt, at et voldsoffer stiller sig frem med sin historie i Århus. Men Peter Hegner Bonfils gør det, fordi ingen andre tør, som han siger. Politisk, racistisk og ligefrem nazistisk motiverede overfald er ellers noget nær dagligdag i Århus, siger Peter Hegner Bonfils, der konstant hører om nye overfald, og de lokale medier med JP Århus og Århus Stiftstidende i spidsen har dækket stofområdet med stadig større intensitet de senere år. Her omtales sammenstød mellem ekstreme grupper fra hver sin flanke, men virkeligheden er snarere, at højrefløjen slår på venstrefløjen, der - som Peter Hegner Bonfils - sjældent formår at værge for sig.

I dag møder et fremtrædende medlem af AGF's racistiske fanfraktion, White Pride, således i Vestre Landsret for at anke sin et-årige voldsdom for overfald mod politiske modstandere og etniske minoriteter. Han er langt fra den eneste WP'er med frisk fængselsstraf på samvittigheden. Mindst otte århusianere med tilknytning til hooliganfraktionen har indkasseret voldsdomme i 2008. Enkelte er også blevet taget i at male hagekors på byens mure, selvom de flittigt heilende White Pride ikke officielt bryster sig af at være nazister, men derimod rendyrkede racister.

"Det er rigtigt, at en overvejende del af de dømte tilhører det højreradikale miljø. Jeg tør ikke sætte tal på, hvordan dommene præcis fordeler sig mellem de to fløje, men der har altså også været sager den anden vej," siger politiinspektør Morten Anker Jensen fra Østjyllands Politi.

F.eks. modtager et værtshus, der angiveligt har White Pride-medlemmer blandt stamgæsterne, jævnligt trusler med autonome symboler og ord som 'nazisvin'.

"Ingen nazister i vores gader. Smid højrefløjen på porten, så er vi kvit. Ellers kommer vi," har det blandt andet lydt i et trusselsbrev.

Violence as usual

Hvis man spørger på venstrefløjen, er volden fra White Pride-grupperingen alt andet end ny. Den er dårligt nok intensiveret gennem de senere år. Tidligere fokuserede de lokale medier bare mindre på fænomenet, der tilsyneladende lever sit eget uforstyrrede liv inden for bymurene. Som en ægte Århus-historie. At folketingskandidater bliver slået i ansigtet, som det skete for Enhedslistens Sarah Victoria Bruun i slutningen af september, kommer sjældent meget videre end Stiften og JP. Her bliver voldsspiralen til gengæld også bemærket, og i fjor skrev Jyllands-Posten en leder, der konkluderede, at "risikoen for at blive forulempet og udsat for racistiske overgreb er størst i Århus".

At vinduesfacaden i Enhedslistens partikontor gentagne gange blev smadret den forgangne vinter, bed heller ikke på den nationale dagsorden. Og i Smilets By er det bare sådan, det er blevet. Omtale eller ej.

"Vores trusselsvurdering har faktisk ikke ændret sig på seneste," som de udtrykker det i Enhedslisten.

Politiinspektør Morten Anker Jensen konstaterer dog, at der efter en roligere periode i især 2006 har været kortere mellem balladen det seneste år. Og især én ting sætter tingene på spidsen i en konflikt, som er alt andet end sort/hvid i ordensmagtens optik:

"Da Enhedslisten blev angrebet, gik de højreradikale langt over stregen. Vi vil ikke finde os i, at man forsøger at ødelægge en demokratisk valgt organisation," siger politiinspektøren.

Et spinkelt håb

At århusianerne ligner nogle, der ellers har vænnet sig til de ofte ugentlige indslag med politisk vold og hærværk, demonstrerede en anti-racistisk demonstration i den forgangne weekend. Til trods for et efterår i skandalernes tegn lykkedes det dårligt at mønstre 500 mennesker på Rådhuspladsen søndag eftermiddag, hvorefter et fakkeloptog drog gennem byen og mindedes Krystalnatten for 70 år siden. Men den lunkne opbakning kan også ses som et udtryk for, at den socialdemokratiske højborg ikke står særlig stærkt, når det kommer til socialistiske og autonome græsrodsbevægelser.

I København får nynazister sjældent lov at vise sig i gadebilledet, før deres politiske modstandere opsøger en konfrontation. Men i Århus kan White Pride-folkene og andre højreradikale grupper som Vederfølner gøre stort set, hvad der passer dem, indtil lovens lange arm eventuelt burer dem fast. De kan sågar sætte sig på de samme pladser øverst på stadion til AGF's kampe søndag efter søndag.

Fra et trygt tilholdssted på en café i Mejlgade, hvor stamgæsterne flasher piercinger i ansigtet og punkinspirerede frisurer, har den endnu forslåede Peter Hegner Bonfils et bud på de højre-radikales voldelige dominans:

"Vi går nok og håber på, at de seneste grove tilfælde er krampetrækninger og starten på enden for volden. Og derfor griber de færreste til modværge," mener den anti-racistiske talsmand.

Stolte racister

Historien om White Pride begynder i 1994. AGF var på besøg hos arvefjenderne fra Brøndby, og på vej ud af stadion blev tilhængerne fra den officielle fanklub, Det Hvide Brøl, gennet ind i busserne mod Jylland. Det forlød nemlig, at bøllerne fra Southside Brigade ville slå på tæven. Retræten generede flere af de unge jyder, og på vej hjem til Østjylland drøftede de muligheden for at give grupperinger som Southside svar på tiltale.

"Vi var nogle, der ikke forstod, at der var grund til at skulle løbe ud til bussen. Southside kunne da bare vise deres grimme fjæs, hvis de havde lyst," fortalte en af stifterne efterfølgende på White Prides nyoprettede hjemmeside.

Den iltre forsamling fandt allerede ved næste hjemmekamp sammen i et fællesskab, som hurtigt udviklede sig til en ideel cocktail af fodbold, øl og vold. Navnet White Pride kom til, før gruppen - eller 'firmaet', som hooligangrupperinger ynder at kalde sig - havde et decideret racistisk sigte. Det blev først for alvor tydeligt, da White Pride-medlemmer nogle år senere agerede vagtværn for Den Danske Forening. På det tidspunkt stjal gruppen så småt overskrifter ved at bedrive hærværk på vej hjem fra udebanekampe, ligesom flere havde meldt sig ind i Dansk Folkepartis ungdomsorganisation DFU.

De blev dog smidt ud igen, da White Pride-folk i 2002 dannede den militante højreradikale bevægelse Dansk Front. Snart efter forklarede en talsmand på gruppens egen hjemmeside, hvorfor hooligankonceptet passede så fint med Dansk Fronts ambitioner om et racerent kongerige:

"Fodboldarenaerne er glimrende steder at rekruttere folk til kampen mod det multietniske Danmark. Det har jeg selv haft stor succes med. Hooligans er folk, der tør kæmpe for det, de elsker. Det er netop det, vi mangler på den nationale fløj."

Op gennem 00'erne blev White Pride stadig mindre synlige til AGF's fodboldkampe og lod nærmest Copenhagen Casuals og Southside Brigade slås med hinanden om hooliganmesterskabet. I stedet optrappede gruppen den politiske vold yderligere, og i 2005 markerede et nyt kuld WP'ere sig med en serie racistiske overfald. Især gruppens lammetævning af en 24-årig etiopisk mand og en senere indtrængen under et medlemsmøde i den kommunistisk funderede Café Oskar på Mejlgade i Århus vakte opsigt. I 2007 gik Dansk Front i opløsning, men en hård kerne dannede straks efter foreningen Vederfølner. Officielt er Vederfølner imod politisk vold. Det venstrefløjs-sympatiserende researchkollektiv Redox kan ikke desto mindre dokumentere, at flere af gruppens medlemmer også omgås og involverer sig i White Pride. I en udførlig gennemgang på redox.dk noterer selvsamme kollektiv sig, at Politiets Efterretningstjenestes årsrapport fra 2006/07 konkluderer, hvordan den radikale højrefløjs grupperinger består af en række gengangere. Flere af dem hører til det eksklusive selskab, der i år har modtaget domme for politiske og racistiske overfald.

Mere end AGF

Når man taler med aktivister på venstrefløjen, kan de kan have en tendens til at fremstille White Pride-folkene og de øvrige højreradikale som folk, der dårligt kan tænke en selvstændig tanke. Men det billede svarer ikke til virkeligheden, mener en forsker fra Aarhus Universitet. White Pride består tværtimod af adskillige ideologisk forankrede og relativt ressourcestærke mænd med en politisk sag, fremhæver videnskabelig assistent Kristian Rasmussen fra Institut for Idræt. Gennem de seneste to år har han forsket i dansk fankultur og deres forhold til politiet, og han fremhæver White Pride som en langt mere tænksom gruppering end eksempelvis FC Københavns Casuals og Brøndbys South Side Brigade. Modsat 'kollegerne' på den anden side af Storebælt bygger århusianerne deres identitet på en politisk ideologi frem for en fodboldklub, påpeger han. Derfor er der også forskel på, når White Pride tørner sammen med andre fangrupperinger, og når de jagter anderledes tænkende i hjembyen.

En hooligan fra eksempelvis AaB kan ifølge Kristian Rasmussen karakteriseres som en god fjende. Ham aftaler man slagsmål, tid og sted med over mobilen, så politiet ikke bryder forstyrrende ind. Og som regel sker det med en gentlemanforståelse af, at ingen møder op med slagvåben eller knive. Her klarer man affæren med de bare næver. Efter sammenstødet kan rivalerne ligefrem finde på at sige tak for kampen.

"Men omvendt kunne et White Pride-medlem aldrig drømme om at tale til, endsige gratulere en politisk modstander. Begrebet fair-play findes ikke, når det handler om anderledes tænkende," forklarer forskeren.

I WP'ernes verden udgør venstrefløjsaktivisterne i stedet et rendyrket fjendebillede. De er en slags andenrangsmennesker på linje med indvandrere og homoseksuelle. Afskum, der ikke lever op til borgerlige værdier som det at have et arbejde og holde sine tilholdssteder pæne og nydelige.

Hvis man skal tro en rapport fra Rigspolitiet, er det den slags ideologisk betingede aktiviteter, der mest interesserer medlemmerne af White Pride. I en rapport fra foråret 2005 noteredes det eksempelvis, at WP'ere de to foregående år var blevet sigtet for vold 21 gange. Men kun tre af tilfældene var i forbindelse med fodboldkampe.

Imidlertid skal man være opmærksom på, fremhæver Kristian Rasmussen, at det kan være vanskeligt at rejse sigtelser i forbindelse med hooliganslagsmål, fordi slagsmålene er aftalt på forhånd og grupperne ikke vidner mod hinanden. Typisk får de bøder for overtrædelse af gadeuorden.

"Man tager fejl, hvis man tror, at White Pride er en flok arbejdsløse tosser, der kun går op i AGF," erfarer Kristian Rasmussen.

"Deres arbejde er tværtimod en del af, hvem de er. Og hvis én i flokken mangler et arbejde, så bakker de andre op og skaffer ham et."

Det er ikke lykkedes Information at få kontakt til medlemmer af White Pride, som generelt ikke udtaler sig til pressen.

Kilder: redox.dk og avisartikler fra især Jyllands-Posten og Århus Stiftstidende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Hvis information ikke kan få kontakt til whitepride, kan de jo forsøge at kontakte stiften, eller jp.

Begge aviser har skrevet om WP og jeg mener at have læst WP´s chef, bor i et klubværelse på 9 m2..
Det stemmer dog ikke helt sammen med Kristian Rasmussens opfattelse. af WP som ressourcestærke. Selvom KR's opfattelse harmonere med opfattelse hos lederen af politets specialenhed i århus, Kristian Harlev.