Gårsdagens retsmøde i Christiania-sagen blev brugt til vidneafhøring af tidligere forsvarsminister Hans Engell, tidligere chef for Christiania-sekretariatet Søren Stensbo-Smidt, tidligere departementschef Michael Christiansen og nuværende direktør for Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES) Carsten Jarlov. Med den bestykning på vidnebænken kan det ikke undre, at tilhørerpladserne var fyldt op.
Engell forklarede, at da han trådte til som forsvarsminister i september 1982, overtog den ny regering administrationen af folketingsflertallets Christiania-venlige politik, selv om de fire regeringspartier hver især var negative over for fristaden. Denne pragmatisme holdt gennem hele Engells ministertid, og de konservative stemte da også for Christianialoven i 1989, selv om regeringen undervejs slæbte lidt på fødderne:
"Vi havde endeløse møder, men det var ikke en sag, der havde højeste prioritet," som Engell sagde.
Så var det Søren Stensbo-Smidts tur. Frem til årsskiftet 1995-96 var han chef for Forsvarsministeriets Christiania-sekretariat og dermed en slags bindeled mellem Christiania og Forsvarsministeriet. Stensbo-Smidth havde "temmeligt hyppigt" samtaler med departementschefen Michael Christiansen, der var "begejstret" for den løsningsmodel, der blev arbejdet efter:
At få en aftale på plads, der på den ene side gav christianitterne "papir" på deres brugsret til fristaden, og på den anden side gav staten mulighed for at blande sig.
Men samtidig kunne man forstå på Stensbo-Smidt, at han - i samråd med ministeriet - havde arbejdet ud fra, at der var ting, man kunne sige, og ting, man ikke kunne sige, når man kommunikerede med hele Christiania. Derfor fik christianitternes forhandlere lov til selv at formulere punkterne i rammeaftalen, så de havde noget at "sælge" til de øvrige beboere, som Stensbo-Smidt sagde.
Han var i øvrigt meget tilfreds med christianitternes egen indsats for at fremme en lovliggørelse, mens han var sekretariatschef.
"Der skete meget store fremskridt," sagde han.
P-plads på Christiania
Om sagens kernespørgsmål - varigheden af brugsretten - var det Stensbo-Smidts opfattelse, så længe staten og Christiania kunne blive enige, og Christiania "leverede varen", dvs. overholdt de aftalte vilkår, "så kørte aftalen videre".
Men selvfølgelig kunne Folketinget til enhver tid beslutte en anden anvendelse af området, f.eks. til P-pladser, hvis man ville det, tilføjede han.
Så var det Michael Christiansens tur. Han var departementschef i Forsvarsministeriet fra februar 1988, indtil han i 1992 blev teaterchef på Det kgl. Teater.
Ifølge ham var Christiania en meget vigtig sag, og ikke ét papir i sagen forlod ministeriet uden hans personlige godkendelse.
To tunger
Det var under denne afhøring, at fornemmelsen af, at staten talte med to tunger, opstod. Om varigheden af brugsretten var Christiansen nemlig af den sikre opfattelse, at hvis ikke staten hele tiden kunne true med at opsige rammeaftalen om brugsretten, "så ville der intet ske", underforstået, at så ville Christiania ikke rokke sig ud af flækken.
Han afviste ligeledes, at fristaden gennem den helt specielle konstruktion af rammeaftalen fra 1991 med syv korte punkter, hvor det kun var en række bilag, der kunne revideres hvert år, havde opnået retskrav på en aftale.
Christiansen medgav dog, at ministeriet i 1991 ikke konkret havde vurderet, hvordan aftalens første punkt om brugsretten skulle kunne falde væk:
"Der var ikke taget stilling til, om det skulle være en opsigelse, eller hvordan det skulle gøres," sagde han, men afviste igen, at fristaden derved havde fået krav på en aftale: "Så ville Christiania jo eje området, og det har aldrig været meningen. Christiana fik med aftalen en brugsret, men en opsigelig brugsret," forklarede han.
Han havde heller aldrig forestillet sig, at der ville opstå nogen uklarhed om rammeaftalen:
"Den konflikt, der nu er opstået, lå ikke inden for min fantasi," sagde han.
Det vigtigste resultat af afhøringen af direktør Carsten Jarlov fra SES drejede sig om de 130 ulovlige byggerier, som i 2004 blev den formelle anledning til at opsige rammeaftale og dermed 14 års administration af Christiania.
Jarlov erkendte, at da SES overtog administrationen, gik sagsbehandlingen af de 130 ulovlige byggerier næsten i stå.
"Det var ikke dér, vi skulle bruge vores energi," som Jarlov udtrykte sig.
