Læsetid: 3 min.

Træk proppen ud

Ministeriet kræver verdensklasse, men ved, at de ikke får den. Vi lover verdensklasse, men ved, at vi ikke leverer den
10. november 2008

Verdensklasse! Det er en illusion, som rider forskningspolitikken som en mare. Vi skal have universiteter i verdensklasse, forskning i verdensklasse og studerende i verdensklasse. Vi genfinder det i strategipapirer og i diverse skål- og aftaler. Klasse er ikke længere nok, det skal være verdensklasse. Det er selvsagt bullshit: Ingen kunne drømme om at stille de enorme ressourcer til rådighed, der skal til for at opnå egentlig verdensklasse, og det er ikke sikkert, at landet har en talentmasse, som er stor nok til at skabe verdensklasseuniversiteter. Men blæk er taknemmeligt.

Resultatet er ofte forbløffende. Tag forskeruddannelsesområdet. Bekendtgørelsen for ph.d.-studiet angiver fornuftigt, at målet med uddannelsen er, at vores ph.d.er skal have et niveau, som svarer til, hvad man finder hos internationale ph.d.er. Men når ministeriet skal fortolke dette til en kvalifikationsramme, springer der en sikring. En ph.d.er "skal have omfattende viden på højeste internationale niveau inden for forskningsområdet" og "skal have ydet et væsentligt bidrag til udvikling af ny viden og forståelse inden for forskningsområdet på baggrund af videnskabelige undersøgelser". Jeg kender måske tre seniorforskere, som kan leve op til dette. Jeg kan ikke. Har jeg mødt én ph.d.er, som kunne, er det også det. Der er ikke tale om nogen stor afsløring. Forskning er svært, meget svært, og man er i selskab med verdens skarpeste hjerner.

Der er mindst to tåbeligheder involveret. Den ene er, at vi tror, vi er bedre, end vi er, og præsterer "verdensklasse". Den anden - mere graverende - er, at videnskabeligt arbejde kun har værdi, hvis det repræsenterer "omfattende viden på højeste internationale niveau inden for forskningsområdet" (ved de mennesker, som har skrevet kvalifikationsrammen, overhovedet, hvad den formulering betyder?). Man bliver ikke dårligere af, at nogen er bedre end en selv. Tvært-imod. Ens arbejde forbedres af de internationale super-begavelser, fordi deres indsats hjælper én med at kvalificere, hvad man selv laver.

Kuriøst

Men vores ph.d.er skal præstere denne type verdensklasse for overhovedet at få graden. Det kan de ikke. Det ved de godt, og det ved vi godt. Resultatet er kuriøst. Vi indskriver ministeriets kvalifikationsramme i alle vores officielle papirer, for det skal vi, og fortsætter derefter med at vurdere vores doktorander efter det, alle med faglig indsigt ved er det rimelige niveau for en ph.d.-grad. Verdensklasse er det ikke, men vores ph.d.er lever fint op til niveauet for internationale ph.d.er, og det er et godt resultat.

Vi har at gøre med en bureaukratisk indianerleg. Ministeriet kræver verdensklasse; men hvis de har nogen idé om forskning derinde, så ved de, at de ikke får den. Vi lover verdensklasse, men vi ved, at vi ikke leverer den. Vi ved også, at de ved det; de ved, at vi ved, at de ved det - og så videre i en besynderlig uendelighed.

Et hjertesuk: Træk dog proppen ud. Lad os få skåltalerne, bullshitten og storhedsvanviddet ud af debatten. De danske universiteter har været overraskende gode til at få et højt niveau ud af små ressourcer, men de har internationalt betragtet netop ganske små ressourcer. Lad os lægge vores målsætninger efter disse to fakta. Kunne vi finde ud af aktivt at anerkende den store indsats, som faktisk leveres, for det, den er, så kunne vi måske også finde vejen til at blive bedre. Uden al den varme luft.

Sune Auken er lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svend Erik Sokkelund

Det hele kommer af, at vi pt. har en regering, der for enhver pris, i valgflæskets hellige navn, skal vise handlekraft...