Læsetid: 6 min.

Tvungen tjek af uddannelser fører til unødigt papirnusseri

Alle landets videregående uddannelser skal godkendes af det nye Akkrediteringsråd. Det har sat gang i en lavine af papirarbejde på universiteterne. Studieledere, studerende og eksperter mener, at det kun giver mere bureaukrati – ikke mere kvalitet. Fokus er især på, om studiet sikrer job bagefter
Alle landets videregående uddannelser skal godkendes af det nye Akkrediteringsråd. Det har sat gang i en lavine af papirarbejde på universiteterne. Studieledere, studerende og eksperter mener, at det kun giver mere bureaukrati – ikke mere kvalitet
3. november 2008

Sygeplejerske såvel som fysiker. Alle uddannelser i Danmark skal fremover have en blåstempling ud fra internationale standarder - også kaldet en akkreditering. Og det nye Akkrediteringsråd får travlt med det blå stempel, da ikke bare alle nye uddannelser skal kigges efter i sømmene, men også alle de cirka 1.300-1.400 eksisterende videregående uddannelser i Danmark. De første uddannelser får en positiv, en betinget eller slet ingen akkreditering i løbet af denne uge. Religionshistorie, fysik og en række sprogfag er blandt de første uddannelser, som har stiftet bekendtskab med akkreditering, og her lyder kritikken: for meget papir og for lidt kvalitet.

Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet har i snit brugt 150 timer pr. uddannelse, som de har skullet have akkrediteret. Fakultetet har mere end 80 bachelor-, kandidat- og masteruddannelser, så der nok at gå i gang med, forklarer akkrediteringskonsulent Sidsel Rendrup Johansen:

"Lige nu er det her en bureaukratisk papirtiger, hvor vi bruger en masse tid på at indsamle tal og dokumentation på nogle ting, som egentlig ikke siger særligt meget om, hvor gode uddannelserne er."

Hanne Foss Hansen, der er evalueringsekspert og professor på Statskundsskab ved KU, mener, at det giver unødigt meget arbejde at godkende alle danske uddannelser:

"Det giver ikke mening at tage velfungerende uddannelser og bede dem om det her. Akkrediteringssystemet er blevet så kompliceret, at det er svært at få lov til at udvikle kvalitet."

Hun mener, at mange af de kriterier, uddannelserne skal dokumentere, ikke har særlig meget berøring med det, som de fleste ser som kvalitet, nemlig velfungerende uddannelser med god undervisning, højt kvalificerede lærere og et godt studiemiljø. Det er muligheden for at få arbejde bagefter og relevansen af studiet, der er i fokus.

Formand for Akkrediteringsrådet Søren Barlebo Rasmussen er godt klar over, at de første uddannelser har brugt meget tid på akkreditering ...

FORTSÆTTES Side 12 Formand for Akkrediteringsrådet Søren Barlebo Rasmussen mener dog omvendt også, at godkendelserne af uddannelserne skal have et rimeligt niveau for at være troværdige: "Hvis vi ikke vi er grundige nok, så ville vi også få kritik for det, hvis vi kom med akkreditering, der sagde at

kvaliteten af den her uddannelse er ikke god nok."

Mindre til undervisning

Akkreditering skal sikre større gennemsigtighed omkring uddannelsernes kvalitet - også for udenlandske studerende. Og det vil de studerende gerne have mere af, forklarer Andreas Bacher, der følger akkrediteringsarbejdet i Danske Studerendes Fællesråd.

"Vores største frygt er, at man bruger en masse ressourcer på at dokumentere det, man allerede gør i forvejen. Jo mere omkostningsfuldt akkrediteringsarbejdet bliver, jo færre penge er der jo tilbage til undervisning og forskning," siger Andreas Bacher.

Professor i statskundskab, Asbjørn Sonne Nørgaard, som har beskæftiget sig med kontrolmekanismer i det offentlige, tvivler på, at akkreditering vil få betydning for kvaliteten.

"Det her er endnu en stor bureaukratisk manøvre. Uddannelserne har jo masser af evalueringer og arbejder med alle mulige former for kvalitetsmodeller, så jeg tror, mange ude på institutterne vil tænke: 'Åh nej, ikke en gang til'."

Søren Barlebo Rasmussen mener, at universiteterne ville have godt af at have et beredskab, der ikke gør det så besværligt at lave en akkreditering.

- Spørgsmålet er så, hvordan akkreditering giver mere kvalitet?

"En studerende fra Spanien skal også kunne se om det er en god uddannelse. Det får vi ud af det, men politikerne har også et legitimt hensyn til, at de uddannelser, de giver penge til, er gode. Men vi vil meget gerne gøre det her til mere end en tom og bureaukratisk øvelse, så vi spørger f.eks. også folk, hvordan de selv vurderer deres udvikling og kvalitetsarbejde," siger Barlebo Rasmussen.

Men akkreditering kan kun måle konkrete ting som f.eks. gennemførselstid eller efterspørgsel på arbejdsmarkedet, mener Asbjørn Sonne Nørgaard.

Flere af de kriterier, som uddannelserne skal bruge tid på at dokumentere, er dog efter hans mening alt for luftige:

"En hvilket som helst afdeling på universitetet kan jo skrive noget pænt om pædagogiske metoder og kvalitetssikringssystemer. Det er varm luft på dåse og naivt at tro, at man via sådan nogle procedurer kan sikre kvalitet."

Jesper Sørensen, der er studieleder på religionsstudier på Syddansk Universitet, mener, at der risikerer at blive meget langt mellem papir og praksis, fordi kravene til dokumentation er alt for omfattende.

"Det har været et unødvendigt omfattende stykke arbejde, som jeg ikke rigtig kan se, hvad vi får ud af. Jeg opfatter det mest som endnu et bureaukratisk styringsværktøj, fordi det sender et signal ud til uddannelserne om, at nu skal I rette ind efter de her 10 målepunkter - hvis ikke i praksis, så i den måde man beskriver sig selv på papiret," mener Jesper Sørensen.

På fysikstudiet på Københavns Universitet er institutleder John Renner Hansen godt tilfreds med akkrediteringsprocessen: "Det har været et stort stykke arbejde, men jeg tror, det har fået rusket op i nogle ting, som vi ikke er så gode til, f.eks. at evaluere undervisningen."

Lukning af 'dårlige' studier

Fysikstudiet på Niels Bohr Instituttet har fået et par anmærkninger i karakter-bogen, men ellers er de blevet godkendt. Andre knap så kendte og ansete studier risikerer derimod at måtte dreje nøglen, hvis ikke de opnår en positiv akkreditering.

På Syddansk Universitet har de f.eks. valgt ikke at indstille fransk til akkreditering, fordi studiet simpelthen ikke ville kunne leve op til kravene.

Selv om de færreste tror på, at Akkrediteringsrådet vil komme til at lukke uddannelser, så ser studieledere og studerende det som en positiv ting, hvis der kan blive ryddet lidt op i uddannelsesjunglen. Før har det primært været op til universiteterne selv at trække stikket ud på studier, der eksempelvis ikke kan løbe rundt.

Religionshistorie på Københavns Universitet har kun fået en 'betinget akkreditering'. Studieleder Morten Warmind ved dog endnu ikke, hvad det vil betyde:

"Hvis det drejer sig om en mindre administrativ ændring, går det nok, men det kan jo også betyde, at vi skal lave om på større strukturer, som kan være svære at ændre, men det skal vi jo, for ellers bliver vi lukket."

Bliver en uddannelse ikke akkrediteret, smækkes statskassen i, og den trussel er større for små humanistiske fag, mener Jesper Sørensen, hvis studium har fået en positiv akkreditering:

"Hvis jeg var på et lille fag, så ville jeg være bange, for den her målemetode gør det helt klart nemmere at forsvare store frem for små fag. Og det virker slet ikke, som om de humanistiske studier er tænkt med ind i systemet."

Morten Warmind kalder systemet truende:

"Jeg er ikke sikker på, at det har nogen betydning, at religionshistorie er et rigtig godt studie. Når man fokuserer vældig meget på målbare kriterier, risikerer det at reducere indviklede forhold og promovere det halvdårlige frem for det fremragende."

Og flere studieledere er netop bekymrede for, at nytænkningen går tabt i akkrediteringsbølgen, fordi det bliver alt for krævende at skille sig ud og lave noget nyt.

Søren Barlebo Rasmussen kan godt forstå, hvorfor systemet kan virke hårdt, men det må aldrig gå hen og blive en tom trussel: " Forskellen på de hidtidige evalueringer og akkrediteringerne er, at vi kommer med en afgørelse, og det må man tage alvorligt. Men det er klart, at vi er utrolig opmærksomme på, at sådanne afgørelser kan virke hårde, for selv om de ikke er sort-hvide, så kan de jo få store konsekvenser for folk. Og det ville være meget uheldigt, hvis akkrediteringerne bare fik den effekt, atfolk retter ind for at få en positiv akkreditering uden, at vi får mere kvalitet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg bliver altid bekymret når jeg hører ordet 'internationale standarder'. Normalt betyder det at OECD har været inde over og lagt op til at der skal undervises mere for mindre penge, at der skal tælles artikler i udenlandske (læs:amerikanske) tidsskifter samt fokuseres på karakter-gennemsnittet som middel til evaluering.

Det her er statens metode til a) at banke den hellige konkurrencestat igennem b) at tvinge uddannelserne til at lave studier som kan være med til at bidrage til at dansk erhvervsliv får det bedre, også kaldet 'fra forskning til faktura'.

Og det kan de humanistiske studier jo ikke - det kan de kun hvis de laves om til undervisnings-fabrikker hvor studenterne f.eks. på tysk-studiet fokuserer på oversættelse, forhandlingssprog mm
som kan hjælpe dansk erhvervsliv med at sælge varer i Tyskland og i andre lande.

Hvad er der blevet af det her slogan, 'forskning for folket - ikke for profitten'?